mandag den 22. januar 1990

Guds glade folk i lovprisning

Hvad gemmer der sig bag det, Nordens Metodistkirke har valgt som tema for den tid, vi står i?

Vi lever i en brydningstid. Nytænkningen vil ingen ende tage, og vi påvirkes dagligt af en stadig accelerende udvikling i vores verden.

Det er som om kirken - »det gamle hus« - også rystes i sine grundvolde, og meget peger på, at vi står over for en vækkelsestid, hvor Guds folk vil rejse sig i Ordet, og en brændende tro må udskilles af lunkenheden (netop dette sker nu mange steder i verden).

I årevis har vi holdt fast på halvtomme kirkebænke i håbet, og »håbet gør ikke til skamme«.

Men når Jesus, kirkens herre, kommer for at hente sin brud, vil det da være for at finde en menighed, som lidt slukøret indrømmer:
»Øh, beklager Herre, men vi nåede ligesom ikke rigtigt at få begyndt - du ved jo, det er kompliceret og tidskrævende at føre tingene forsvarligt igennem systemet, og desuden...«
Et villigt sennepsfrø
Jesus siger, at alt, vi har brug for, er »tro som et sennepsfrø«. Det interessante ved et sennepsfrø er:
1) Det er en mikroskopisk lille sæd med en utrolig stor vækst indbygget i sig.
2) Betingelsen for vækst overhovedet er, at frøet lægges i jorden og dør!
I Romerbrevet læser vi, at »alle vi, som blev døbt til Kristus, blev døbt til Hans død«. Det betyder, at det at tilhøre Kristus er villighed til at lade uafhængigheden og egenviljen dø, for at gudsviljen og Guds hensigt med os kan begynde at tage form!

Hvis vi virkelig mener »Din vilje ske«, så må vi søge at lære Hans vilje at kende. Dette er bibelsk! David bad:
»Lær mig Herre din vej, at jeg kan vandre i din sandhed«.
(Salme 86:11.) 
Dette fordrer en erkendelse af vore tomme hænder, først da er det muligt at løfte dem op mod Himlen (de hænder, som så ofte presses til jorden af vor forudindtagethed og selvtilstrækkelighed... som Peter, der sank i bølgerne, da han flyttede opmærksomheden fra Jesus til omstændighederne!). Den almægtige Gud ønsker at dele sine tanker med os, med mennesket, og det først og fremmest fordi fordi vi er dyrebare i Hans øjne -
»Han fryder sig over dig med jubel som på festens dag«.
(Zef. 3:17.)
En levendegørende holdning
Esajas skriver:
»Løft jeres øjne mod himlen og se på jorden hernede.«
(51:6.)
Gud ønsker, vi skal søge ind i Hans nærhed. Vi skal ikke primært søge, hvordan vi skal gøre Hans værk på jorden, eller hvorledes vi bliver mere levende og effektive kristne. Nej, vor eneste opgave overhovedet er at søge Ham!

»Maria har valgt den gode del«, sagde Jesus - jamen, hvad gjorde hun da? Hun sad ved Herrens fødder. Hun tilbad Ham, helligede Ham i al sin tid og sugede til sig af Hans nærvær og visdom. Martha, energisk, aktiv og, i den bedste hensigt, havde travlt i anledning af Mesteren. Der er ingen forskel på Jesu kærlighed til de 2 søstre, men sig mig: Hvem mon kendte Herren bedst?

Bibelen er fyldt med lovprisning! Vi ser, at lovsang og bøn helt klart bærer Guds herlighed frem på jord gennem testamenterne. »Herren troner på Israels lovsange« (at bemærke ikke på Israels alter eller antallet af omskårne...).

Adskillige skrifteksempler viser, hvordan Israel drog i krig med lovsangerne forrest og sejrede blandt fjender ved dette skrøbelige og mærkeligt magtfulde våben. David levede sit liv i lovsang. Og om noget er et eksempel på et menneskes nære forhold og uforbeholdne overgivelse til Gud, er det nok Davids Salmer.

Salme 148’s 14 vers indeholder hele 12 påbud om, at Herren skal prises af hele skabningen. I Esajas 60:18 finder vi, at »frelse skal være dine mure og lovsang dine porte«. Portene er det, som gør byen til en levedygtig organisme.

Uden disse stagnerer livet, og byen bliver et monument over noget, som var. Det samme billede kan bruges om kirken. Bibelen vrimler med påbud, opfordringer, løfter om velsignelse, når det drejer sig om lovsangen. »Halleluja« betyder slet og ret: Pris i Herren!

Fakta om lovsang
Lovprisning er altså ikke nogen ny tradition, vi har allerede gennem salmer, orgelspil osv. naturlige rammer for lovsangens væsen i kirken. Med bibelsk belæg kan vi fortsat aflive nogle tomme myter: Lovsang er ikke blot et spørgsmål om mere moderne sange eller de unges indslag i gudstjenesten. Der er ikke tale om en udfoldelse baseret på løsslupne følelser. Endelig hører lovsangen bestemt ikke blot Pinsebevægelsen til, men stemmer faktisk mægtig godt overens med metodistvækkelsen.

Til gengæld er sand lovprisning:
1) Vores holdning over for Gud udtrykt i handling.
2) Livsbekræftende tilbedelse, som kun Gud fortjener at få.
3) En proklamation af Guds karakter - vores sejr.
4) Gudcentreret, derfor et redskab til nyskabelse og forandring-vækkelse!
5) Rammebrydende for det enkelte menneske, en vej til frihed og forløsning.
6) Et uundværligt element i gudstjenestefornyelse (hvis vi ønsker mere end blot fornyede rammer).
Frigørelse eller vildfarelse?
Lovprisning er en kilde det 20. århundredes metodistkirke må finde tilbage til. Lovsangen er iblandt os, men vi må lære frimodigt at give den fri, ligesom vi må lære at give hinanden frihed til at udtrykke vores tilbedelse til Gud ledsaget af de følelser, der nu engang rører sig i os.

Følelserne er en gudgiven gave og en vigtig ingrediens i gudsforholdet. Lad os straks fastslå, at følelserne ikke er at betragte som et fundament i troen - at være en kristen er ikke en følelse, men et bevidst valg!

Men følelserne er en stor del af menneskelivet, og hvad kan være mere opbyggeligt end at kanalisere dem i Guds Faders retning udtrykt gennem lovsang og tilbedelse. Jeg tror, den levende Gud længes efter bøn og pris fra menneskebørn, som også i den situation opfører sig levende.

Et sørgeligt faktum er, at det anses for at være mere naturligt at oplade sine mest lidenskabelige følelser foran TV’s fodboldtransmission end at udtrykke den samme begejstring over frelsen søndag formiddag i kirken. (Sidstnævnte er vi tilbøjelige til at betragte som massehysteri og dårskab.)

Kong David dansede af alle kræfter foran optoget med pagtens ark (se 2. Sal. 6:14-16) - ikke for bevidst at lade sig degradere til hofnar, men af den enkle grund, at begejstringen over Gud ved Helligånden rørte sig i ham, og han vovede i folkets påsyn at lade den komme til udtryk.

Hvordan får vi startet rent praktisk?
I Jerusalemskirken i København er vi en lille gruppe, der efterhånden hver søndag leder menigheden i lovsang på et dertil afsat tidspunkt i gudstjenesten. Vi ledsages af et par guitarer, ind imellem en bas og håber med tiden at koble endnu et par instrumenter på (for der er fest, når vi samles til gudstjeneste!)

Hjertets indstilling er langt vigtigere end virtuose talenter. Brug hinanden! Vær opmærksom på de mange skjulte gaver i menigheden, opmuntring skaber gå-på-mod. Tillad i overbærenhed begyndervanskelighederne.

Mange nye lovsange består af enkle vers, som i større eller mindre grad er direkte bibelcitater. Desuden finder vi også gode lovsange blandt mange af de salmer og sange, vi allerede kender i menigheden. Jeg tror, det er en vældig god idé at blande gammelt og nyt.

Vi synger til Gud, når vi synger lovsange, og derfor er sangenes teologiske indhold mindre vigtigt (vi behøver jo ikke forklare Gud, hvem Han er, eller for Ham uddybe Gudstroens teorier. Dette er mange fine sanges indhold, men det er ikke lovprisning).

Gennem lovsangen udtrykker vi vor taksigelse,
beundring og kærlighed til vores himmelske Far i tillid til, at Han modtager den, glædes over den og vil møde os gennem den, fordi Han er nærværende Herre og Gud.

Lovsang er afgjort ikke en flugt ind i ekstase, heller ikke en erstatning for bønnen. Lovsangen skulle tværtimod gerne være med til at bane vej for et rigere og mere frugtbart bønsliv.

Lovsang er for mennesker...
Vi har efterhånden slået fast, at lovsang handler om hjertets indstilling til Gud. Men det er helt naturligt at tillade både sine følelser og sin krop at give udtryk for det, som rører sig derinde. (Kærlighed mellem mennesker ville da være noget underligt noget uden disse to faktorer.)

Når Helligånden leder os ind i Guds nærvær, er det ikke ualmindeligt at få lyst til at lukke sine øjne andagtsfuldt, græde eller le, løfte sine hænder op mod himlen (sådan bad israellitterne faktisk), klappe eller danse af glæde. Dette er ikke noget kriterie for større  fromhed eller trosstyrke!

Det er simpelthen et udtryk for friheden i Kristus, som vi stille og roligt må lære at tilegne os og med respekt for os selv og hinanden værne om. Måske har du ikke lyst til på nogen måde at eksperimentere med den slags udfoldelser. Så lad endelig være. Frihed er kun frihed så længe, den ikke lægger bånd på den enkeltes personlige følelse af »hvad jeg kan gå med til«.

Lovprisning er, som bøn og bibellæsning, ikke bare noget, som hører til i kirken. Du skal tage det med hjem, lade det blive en naturlig del af dit hverdagsliv som kristen. Det kan være en hjælp, synes jeg selv, at tage salmerne i brug.

Prøv evt. at læse Salmerne 144 til 150 op som en personlig lovsang fra lige netop dig til Gud. Giv dig selv lov til at være stille og meditere over Guds kærlighed, storhed, hellighed, renhed... og hvordan det berører dit forhold til Ham, til dig selv og til din omverden.

Lovprisning er ikke en virkelighedsfjern beskæftigelse, men tværtimod midt i livet at være med til at bringe Gudsrigets virkelighed og dynamiske kraft ind i en fortumlet og længselsfuld verden. Lovsang er (når Guds Helligånd får lov at vejlede os) levende, konkret og nærværende kristendom.

Helhjertet kristendom, hvilket slet og ret betyder: Afmægtige mennesker, der tillidsfuldt strækker sig mod en mægtig Gud. Da bliver vi i sandhed Guds glade folk i lovprisning.

I forbindelse med det, jeg har skrevet, vil jeg gerne anbefale en meget lettilgængelig og udmærket bog over emnet, nemlig Judson Cornwall’s »Lovprisningens hemmelighed« fra Pioner-Forlaget. Bogen har for mig været en kilde til inspiration og en opmuntring til lovsang i min egen hverdag.

Må Gud rigt velsigne dit liv med glæde og fred i Jesu navn.

Gitte Riishuus
København

Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990

Ingen kommentarer:

Send en kommentar