Der kommer ingen solnedgang!

(Luk. 1:78-79)

Lad os skrælle al den forlorne romantik af julen.

Reginal Heber skrev om barnet i krybben: Krybben var kold, og der lå isnende regn på dens puder. Jeg kan forestille mig, at der måske endda har været lunt i stalden. Barnet fandt kun søvn og hvile på strå. Men der kan det da vist have sovet meget godt.

Der var ikke plads til den lille familie i herberget, og, som E. S. Elliott skriver:

»...men i Betlehem fandtes ej det hjem, hvor man ville modtage dig...«.

Havde man prøvet at finde et åbent hjem? Mon ikke der var andre, der ikke var plads til? Alt kan tænkes, og alle antagelser kan bruges, når man vil skrive romantisk.

Vi ved med sikkerhed, at alt for mange børn er blevet født og anbragt under langt mere fortvivlende forhold. Men der har da kunnet laves mange rørende julespil ud fra alt det tænkte.

I virkeligheden er julen jo en markering af, at menneskeheden var på afgrundes rand, og at redningsmanden dukkede op.

Adskillige steder i skriften tales om dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og det er alle steder udtryk for mennesker i den dybeste nød og elendighed, dem der lever i elendighedens sump. Den barske kendsgerning trækkes frem af hebræerbrevets forfatter, der skriver:

»Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til vore fædre gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn...«. 

Gang på gang havde Gud prøvet at råbe menneskeheden op, men uden held. For hver gang, man sagde nej til den guddommelige vejledning, sank man dybere i mørke og elendighed.

Så sendte Han sin egen søn ned midt i elendigheden for at redde. Det er den reelle kendsgerning: Mennesker var i livsfare, og redningsmanden stod så midt iblandt dem for at redde, hvad reddes kunne og ville.

Med en solopgang fra det høje er Han blevet sammenlignet. Og derved er der tydelige paralleller til f.eks. 4. mose-bog, Jesaja og Malakias i gt.

Lad os se de barske kendsgerninger i øjnene: Menneskeheden er ikke blevet stort klogere siden den første julenat. Den trænger stadig til redning fra døden.

En redningsaktion er ofte noget af en barsk affære. Det var den for Kristus. Redningsfolk sætter deres liv på spil for at redde andre.

Vi, der selv har erfaret solens virkning på os og altså ved, hvad det kan sætte i gang hos os, bør midt i al julehyggen, når vi glæder os og forhåbentlig glæder andre, med al tydelighed minde os selv om, at vi som kristne skal deltage i redningsaktionen. Det er vi kaldet til.

Med alt dette i tankerne ønsker jeg læserne en dejlig sindsudvidende jul!

Erik Kristoffersen

 Kristelig Talsmand, Uge 50, 1990