»Vær god«, sagde forældrene i gamle dage til Deres unge ved afskeden fra barndomshjemmet. De gamle skelnede imellem gode og onde mennesker, mellem dem, som søger at lindre og hjælpe, og dem, der skiller mennesker fra hinanden og sår gift i sjælene, mellem dem, der bygger op og dem, der bryder ned.
Vor tid trænger til gode mennesker, der søger frem til det gode hos deres medmennesker, og som har vilje til at bygge op.
Hvad vil det sige at være god?
Pastor Krag ved Sankt Jakobskirken gav for mange år siden et godt svar til sine konfirmander:
Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning.
Denne indstilling råder overalt på feriehjemmet ved Als Husholdningsskole, Vollerup! Frk. Johanne Hansen, der er hjemmets leder, lærte dette at »være god« i den lille trækirke — rejst af metodister i Fangel by på Fyn — hun lærte og oplevede, at det at være god holdt også i koncentrationslejren i Ravensbrüg.
Fra morgen til aften hviler der en særlig fred og hygge over hjemmet — måske en særlig velsignelse!
Ved morgenbordet fremsiger frk. Hansen trosbekendelsen — hvorfor nu det? — I kvindelejren i Ravensbriig var nerverne ved at slå klik — intet havde man at foretage sig — alt var usikkert og fyldt med spænding, men en dag fandt Johanne Hansen på, at man kunne fremsige sin trosbekendelse, og man prøvede dette.
Det gik bedre morgen efter morgen, men så blev også dette forbudt, og man måtte da ty ud i vaskerummet, der fremsagde man den da under larm og skramlen af fade hver morgen. Mange takker i dag frk. Hansen for hendes modige adfærd her.
Der er »Noden«, den gamle krolade, her er spisesal for alle lejrskolerne, der om sommeren besøger stedet. Færøhuset, hvor hvert rum har navn efter de færøske øer, Pejsesalen til undervisning og underholdning.
Abildgården ud for Yrkegården: den store vævestue, feriehjemmet »Caritas« (barmhjertighed), hvor værelserne har navn efter medfanger i Ravensbriig, her kan familier med større og mindre børn nyde ferien med udsigt til plæne og blomsterfloret.
For enden af gangen i denne bygning hænger en tavle med ordene:
Alt mens man foretager denne rundgang på dette område, hører man beretning om mennesker, der kom her, fandt fred og hvile og som styrkede da kunne rejse hjem til den måske ellers lidt grå hverdag. En af de få deltagere i vor rundgang udbrød spontant: »Hvilken velsignelse!« og bedre ord kunne vist ikke udtales på dette sted og ved dette syn!
Ved aftenkaffen hygger man sig, og samtalen drejes altid ind på livets store værdier, man når altid til den slutning: det er en stor Gud, vi tjener!
Omegnen er rig på minder fra historien og en masse skønne spadsereture kan man få over mark og gennem landsbyer. Søndag formiddag går vejen til Ulkebøl kirke, en smuk gammel landsbykirke, der denne søndag har et stort besøg.
Man mærker, der er ånd og liv i denne mulighed. Betagende er præstens prædiken, men endnu mere betagende er det at se de 20 ganske unge springe op fra kirkebænken og gå til alterskranken, så snart indbydelsen til nadverbordet er udtalt. Man takker Gud, at han har et så talrigt folk i dette sogn!
Det blev et dejligt ferieophold.
Så er afrejsedagen inde, man ser endnu engang på »husreglerne«, som er hængt op i den store entre, og man læser bl. a. »Vær god mod hinanden«!
M.A.
Bragt i Kristelig Talsmand, 11. december 1970
Vor tid trænger til gode mennesker, der søger frem til det gode hos deres medmennesker, og som har vilje til at bygge op.
Hvad vil det sige at være god?
Pastor Krag ved Sankt Jakobskirken gav for mange år siden et godt svar til sine konfirmander:
»At være god er at svare til sin bestemmelse«.Vi er ikke ligegyldige nittere i verdenshusholdningen. Gud har skabt os og lagt plan for hver enkelts liv. Vor opgave er da at lytte og lade os lede af hans ånd, så vi må få lov at være i det godes tjeneste, være med til at lindre og hjælpe, og tænde lys for dem, som sidder i mørket! — Det gør os til frie, frimodige og glade mennesker, at gå i det godes tjeneste!
Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning.
Denne indstilling råder overalt på feriehjemmet ved Als Husholdningsskole, Vollerup! Frk. Johanne Hansen, der er hjemmets leder, lærte dette at »være god« i den lille trækirke — rejst af metodister i Fangel by på Fyn — hun lærte og oplevede, at det at være god holdt også i koncentrationslejren i Ravensbrüg.
Fra morgen til aften hviler der en særlig fred og hygge over hjemmet — måske en særlig velsignelse!
Ved morgenbordet fremsiger frk. Hansen trosbekendelsen — hvorfor nu det? — I kvindelejren i Ravensbriig var nerverne ved at slå klik — intet havde man at foretage sig — alt var usikkert og fyldt med spænding, men en dag fandt Johanne Hansen på, at man kunne fremsige sin trosbekendelse, og man prøvede dette.
Det gik bedre morgen efter morgen, men så blev også dette forbudt, og man måtte da ty ud i vaskerummet, der fremsagde man den da under larm og skramlen af fade hver morgen. Mange takker i dag frk. Hansen for hendes modige adfærd her.
»Ja«, siger frk. Hansen, »nogle forklarer, at de ikke tør holde andagt i skolerne, men jeg siger: Jeg tør ikke lade være«.For 43 år siden åbnede frk. Hansen sin husholdningsskole her i Vollerup. Desuden oprettedes der husmoderdemonstrationer samt aftenskoleundervisning. 13 forskellige bygninger tilhører Johanne Hansens center.
Der er »Noden«, den gamle krolade, her er spisesal for alle lejrskolerne, der om sommeren besøger stedet. Færøhuset, hvor hvert rum har navn efter de færøske øer, Pejsesalen til undervisning og underholdning.
Abildgården ud for Yrkegården: den store vævestue, feriehjemmet »Caritas« (barmhjertighed), hvor værelserne har navn efter medfanger i Ravensbriig, her kan familier med større og mindre børn nyde ferien med udsigt til plæne og blomsterfloret.
For enden af gangen i denne bygning hænger en tavle med ordene:
»Hænderne fyldte med arbejde og hjertet fyldt med kærlighed«.På den anden side af de klippede hegn er rejst den store fest- og foredragssal »Hejmdal«. Bag køkken og frugthave finder vi den store sportsplads.
Alt mens man foretager denne rundgang på dette område, hører man beretning om mennesker, der kom her, fandt fred og hvile og som styrkede da kunne rejse hjem til den måske ellers lidt grå hverdag. En af de få deltagere i vor rundgang udbrød spontant: »Hvilken velsignelse!« og bedre ord kunne vist ikke udtales på dette sted og ved dette syn!
Ved aftenkaffen hygger man sig, og samtalen drejes altid ind på livets store værdier, man når altid til den slutning: det er en stor Gud, vi tjener!
Omegnen er rig på minder fra historien og en masse skønne spadsereture kan man få over mark og gennem landsbyer. Søndag formiddag går vejen til Ulkebøl kirke, en smuk gammel landsbykirke, der denne søndag har et stort besøg.
Man mærker, der er ånd og liv i denne mulighed. Betagende er præstens prædiken, men endnu mere betagende er det at se de 20 ganske unge springe op fra kirkebænken og gå til alterskranken, så snart indbydelsen til nadverbordet er udtalt. Man takker Gud, at han har et så talrigt folk i dette sogn!
Det blev et dejligt ferieophold.
Så er afrejsedagen inde, man ser endnu engang på »husreglerne«, som er hængt op i den store entre, og man læser bl. a. »Vær god mod hinanden«!
M.A.
Bragt i Kristelig Talsmand, 11. december 1970
Kommentarer
Send en kommentar