Julen og vort religiøse grundproblem

For et par måneder siden læste jeg den påstand, at »det religiøse grundproblem er, om der findes en magt, der er i stand til at overvinde det onde i dets rod«.

Jeg melder mig straks som en, der er helt enig i denne på stand, og det bekræftes af det kristne evangelium — også (naturligvis) af den del deraf, som handler om julen.

Påstanden er så at sige baggrund for juleevangeliet.

Sagt på en anden måde. Det blev jul — Guds søn blev født på denne jord — fordi Gud selv ønskede at løse vort religiøse grundproblem (som også er vort menneskelivs grundproblem).

Hvordan skal vi nemlig få bugt med det onde? Enhver har lov til her at tænke på det onde, hvor man syntes, det er størst: U-landsproblemet, race-problemet, krigens problem, lidelsens problem, dødens problem eller det, at du og jeg ikke gør det gode, vi gerne ville, men derimod gør det onde, vi ikke ville.

Da er det, julevangeliet kommer til os med det svar, at uanset hvor og hvordan det onde kommer os ind på livet, så vil det altid møde vor manglende evne til at klare det. Dette er vel til syvende og sidst forklaringen på, at det kristne evangelium er — og altid har været — så upopulært, og det lige fra starten. Derfor kan det i selve juleevangeliet hedde i forbindelse med Jesu fødsel:

»Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham«.

Det er nu op til den enkelte at erkende detteher. Ja, ikke bare dette, men gå et skridt videre for i tro at efterprøve, om svaret (løsningen) er hin fødsel i stalden i Bethlehem. Juleevangeliet fortæller os, at Guds svar er givet os med det. Lyset kaldes barnet i stalden, og herom hedder det, at mørket ikke fik bugt med det . . .

Så er det da spørgsmålet, om vi tager imod dette svar, om vi i tro og tillid tager imod denne Guds søn, for så blev vi igen Guds kære børn (som det hedder i en julesalme), og hvor dette sker, er det onde overvundet. Ikke af os — her er sandelig ikke tale om muskler (ej heller »de åndelige«) — men igennem os, når Guds Ånd får arme og ben.

Det ske!   

Niels Brinkler.

Bragt i Kristelig Talsmand, 19. december 1970