Tilvænning

Tragedien i Øst-Pakistan vil gå over i historien som en af de alvorligste naturkatastrofer i den nyere tid. Det rystede os til vort inderste, når vi i de første udsendelser hørte om tallet på de omkomne: 30.000 - 40.000 - 55.000, for at nævne de første store størrelser. Det var forfærdende. Men i dag tælles de døde i hundredtusinder.

Det er en kendsgerning, at gentagelser sløver det menneskelige sind, og at vi kan vænne os til at lytte til det uhyggelige og lidelsesfyldte, så vi efterhånden lettere kan tage det. Vi kender alle denne tendens til tilvænning både på godt og ondt. Og desværre smitter tilvænningen stærkest af på det område, og det er ondt. Og så er tilvænning en farlig ting. Når dette nævnes, tænker mange kun på alkoholikere og narkomaner og deres ulykkelige skæbne.

Men der ligger en fare for tilvænning hos os alle. Vi ved, at vi alle er under påvirkning, ikke mindst i vor tid, hvor massemedierne og en brutal presse hver dag ubarmhjertigt konfronterer os med en verden der synes stedse stærkere præget af vold og brutalitet. Det smitter umærkeligt af på os. Der bliver meget let noget tilbage i vort sind af det, vi hører og ser.

Det er ikke uden grund, at TV jævnligt må meddele, at det, der nu kommer, er uegnet for børn. Men så uendelig meget er også uegnet for voksne, fordi det ved sin råhed let fremmer dårlige tilbøjeligheder og kølner sindets fineste følelser. Vi er under tilvænningens stærke lov.

Vor religion, vort kristne liv, får også meget let noget af det tilvante over sig. Og i tilvænningen er der ingen kraft eller inspiration — heller ikke til at elske og tjene vore medmennesker, tværtimod bliver det let det modsatte, som når Gud gennem profeten taler Israels folk stærkt til, netop fordi det kun blev til ofringer, der var uden hjerte og mening:

»Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Jeres hænder er fulde af blod; tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!«
Es. 1,15-17.

Vi kan altså tilvænne os kristendommens former, uden at det betyder ændring i vort sind. Og vi kan gøre så meget i formernes navn og påberåbe os det, uden at det gavner os selv eller andre.

Jesus sagde til sin tids mennesker:

»Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd . . .«.
Luk. 6,45.

Derfor er det også et spørgsmål af allerstørste vigtighed, hvad vort forråd består, af.

»Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet«, siger Salomon.

Vi skal stræbe efter at blive fuldkommen i kærlighed. Vor daglige bøn skulle være: Gud, hjælp mig til tilvænning i kærlighed! Kun Kristus kan vogte vort hjerte og fylde det med sin ånd, så vi kan elske ham og tjene den verden, vi lever i.

Metodismen talte i sine tidlige dage om »Kristendom for alvor«. Det vil være redningen for en verden, der har vendt sig fra Gud, og netop derfor lever under kår med vold og lidelse.

Hvad om vi lærte at bede noget lignende, som Alexander Maclaren bad en dag for længe siden: »Herre, du er vort lys og vor frelse! Vi beder dig hjælpe os med at søge derind, hvor den allerhøjeste bor i løndom og altid dvæle der. Hjælp enhver af os til at kaste vor kærlighed på dig, bringe vore tanker, følelser og planer til dig, tænke, som du vil lære os, elske, som du har elsket os og gøre og ville, som du befaler os. Om vi dog måtte leve i samfund med dig, og om dog de tilbedende ord, vi taler på dette sted, måtte svare til et dagligliv, ført efter din hellige vilje«.

N.M.