Metodisthistorisk Selskab

Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. Esajas 41:10 TRØSTESLØSHEDEN SYNES FREMHERSKENDE Det er helt naturligt, at der er mange modløse mennesker ved dette årsskifte, for det synes, som om alle onde kræfter stadig er sluppet løs og driver deres spil med folkenes og menneskenes skæbne. Håbet om fred og retfærdighed er så spinkelt. Guds rige synes så lidt. Mange synes ikke at få trøst fra Gud. »Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst«. Esajas 41:17 Ånden og livet synes ikke at komme i Kristi menighed. Men er der da nogen mulighed for at have mod på fremtiden, sådan som vi står i det? Vi kender jo til i vor egen menighed at være modløse, fordi der er så mange kræfter, der står Kristi rige imod, ja, vi kender til i vort eget liv at være fattige og arme. Mange, mange finder ingen trøst. Hvorfor? Er det, fordi Gud ikke længere lever? Er det, fordi han ikke ka...

Af Kresten H. Lidegaard Jeg glemmer aldrig den klokkeklang, der fyldte julen derhjemme, mens sneen lå over mark og vang, og nordenvinden fik stemme. — Og skal jeg gå gennem øde ørke med sjælen sænket i dybe mørke — jeg glemmer aldrig den klokkeklang, der fyldte julen derhjemme. Jeg glemmer aldrig den stråleglans af jul i barndommens have. Den lånte lys til en ungdomskrans, der stræbte højt fra det lave. — Og skal jeg vandre ad vilde veje, hvor torn og tidsler jeg kun kan meje, jeg glemmer aldrig den stråleglans af jul i barndommens have. Jeg glemmer aldrig, hvor dyb en fred et fattigt hjerte kan rumme, når julen sænker sin glæde ned, hvori sig ordet fornumme. — Blir sorgens sav mig en kroget krykke, har sorgen skumret mig livsens lykke, — jeg glemmer aldrig, hvor dyb en fred et fattigt hjerte kan rumme. O Jesus, hør dog vor stille bøn, at julens kærter du tænde. Vær blandt os, Frelser, i lys og løn og giv, at hjerterne brænde — i julekvælden ved arnens lue, på juledag under kirkens b...

Står man en klar dag oppe på Pikkerbakken, det højeste punkt i Bangsbobakkerne, har man et udsyn, der rækker et godt stykke op mod Skagen og langt sydpå til Sæby. Midt imellem ligger — næsten i fugleperspektiv — Frederikshavn med sine hundreder af røde tage og den store havn, hvis kæmpearme favner skibe og kuttere i snesevis, mens havet svøber sig om den bløde kystlinie — det hav, der er meget mere fredsommeligt og liberalt end kollegaen mod vest. Men skønnest ligger dog Bangsbostrand i sit flade terræn mellem de store bakker mod vest og havet i øst isprængt små haver og grønne agre. I forrige tider var Bangsbostrand et fiskerleje, og endnu i 1921, da jeg kom til Frederikshavn, bar Bangsbostrand endnu fiskerlejets præg — med sine små hyggelige huse og fiskegrejer og med duften af rødspætter, der hang til tørring, for at de kunne blive til »tørre jyder«. Men det stærkeste præg havde lejet dog i sine stoute fiskere, i sin stærke og dygtige befolkning. På Pikkerbakkens top har jeg s...

Vi er begyndt at se efter de ting, som varsler os om jul. Blomsten »doctors joy«, de hvide liljer, tick fuglen og de ekstra stråler omkring stjernerne. Vi ønsker også at forberede vore hjerter, så vi kan fejre højtiden på rette måde. Vi har haft et godt år. Glæder, sorger, tunge og lette byrder, men i alt har vi prøvet at holde fast ved troens skjold. Carroll fik det store tørreskur repareret for jordnødderne og majs, trods problemer kan vi nok sige. At det blev en god begyndelse på samabejdet med regeringen for en forbedret sæd-produktion. Vi havde den årlige Konference her med 175 deltagere, de materielle ting forbundet med den, gik uden store gnidninger. Fremgang på mange områder. Fagforeningerne havde sendt en mand op angående den tiende, som er taget af alles løn. Men konferencens lægfolk stemte for det, så Biskoppen sendte ham hjem med flyveren og sagde: den tur vil vi betale fra vort budget fra »tiende«. Det endnu uløste problem er kirkens forhold her til den nye protestanti...

For et par måneder siden læste jeg den påstand, at »det religiøse grundproblem er, om der findes en magt, der er i stand til at overvinde det onde i dets rod«. Jeg melder mig straks som en, der er helt enig i denne på stand, og det bekræftes af det kristne evangelium — også (naturligvis) af den del deraf, som handler om julen. Påstanden er så at sige baggrund for juleevangeliet. Sagt på en anden måde. Det blev jul — Guds søn blev født på denne jord — fordi Gud selv ønskede at løse vort religiøse grundproblem (som også er vort menneskelivs grundproblem). Hvordan skal vi nemlig få bugt med det onde? Enhver har lov til her at tænke på det onde, hvor man syntes, det er størst: U-landsproblemet, race-problemet, krigens problem, lidelsens problem, dødens problem eller det, at du og jeg ikke gør det gode, vi gerne ville, men derimod gør det onde, vi ikke ville. Da er det, julevangeliet kommer til os med det svar, at uanset hvor og hvordan det onde kommer os ind på livet, så vil det altid møde...

Clara Bøcher Fru Clara Bøcher fortæller: Når julen nu igen nærmer sig, går tankerne tilbage til sidste års jul, som jeg oplevede på missionshospitalet i Bambur i Nigeria. Skønt vi levede i et kristent milieu, formede julen sig alligevel noget anderledes end vor hjemlige jul, hvilket naturligvis for en stor del hænger sammen med klimaforholdene — det er jo lidt vanskeligt at komme i julestemning, når solen stråler og temperaturen ligger omkring 35 grader celcius, men der var dog en egen stemning, som steg mærkbart, da vores postmand netop juleaftensdag var kommet den lange vej fra Lau med sækken fuld af breve hjemmefra. Vi mødtes i et af hjemmene til en kop kaffe, læste juleposten for hinanden og sang de julesalmer, som vi hver især kendte fra vore hjem. Kl. 20 var der gudstjeneste på Hausa-sproget, og i kirken opførtes tillige et lille julespil, der handlede om Jesu fødsel. Vore nigerianske medarbejdere gik op i rollerne med liv og lyst og viste sig at være fine skuespillere. Hen...

»Jeg får brev fra så mange, der savner mig, og derfor har jeg købt en rundtursbillet, der gælder et år, og så kan jeg besøge mine venner i Asien. Jeg skal også besøge den norske missionær Kjell Knutsen og hans amerikanskfødte kone, som jeg gjorde bekendtskab med, da jeg arbejdede i Perak. Og jeg vil også gerne med Jennie og Jerry Rabu på langbådstur i Saravak, i et distrikt, hvor jeg arbejdede som eneste hvid i otte år«. Det er den dansk-amerikanske missionær, frk. Alma Eriksen, der udtaler sig til dagbladet »Vort Land« i Oslo. Hun glæder sig til at skulle besøge Malaysia igen. Alma Eriksen rejste fra Amerika, hvor hun nu bor, i foråret og har været i Danmark siden med undtagelse af et par uger her i Norge. — Men i november eller december rejser jeg til Asien, siger Alma Eriksen. Jeg har boet så længe i tropiske egne, at Norden bliver mig for kold om vinteren. Siden 1936 har Alma Eriksen været en af den danske metodistkirkes missionærer. Først var hun mange år i Kina, til krige...

Tragedien i Øst-Pakistan vil gå over i historien som en af de alvorligste naturkatastrofer i den nyere tid. Det rystede os til vort inderste, når vi i de første udsendelser hørte om tallet på de omkomne: 30.000 - 40.000 - 55.000, for at nævne de første store størrelser. Det var forfærdende. Men i dag tælles de døde i hundredtusinder. Det er en kendsgerning, at gentagelser sløver det menneskelige sind, og at vi kan vænne os til at lytte til det uhyggelige og lidelsesfyldte, så vi efterhånden lettere kan tage det. Vi kender alle denne tendens til tilvænning både på godt og ondt. Og desværre smitter tilvænningen stærkest af på det område, og det er ondt. Og så er tilvænning en farlig ting. Når dette nævnes, tænker mange kun på alkoholikere og narkomaner og deres ulykkelige skæbne. Men der ligger en fare for tilvænning hos os alle. Vi ved, at vi alle er under påvirkning, ikke mindst i vor tid, hvor massemedierne og en brutal presse hver dag ubarmhjertigt konfronterer os med en verden der s...

»Vær god«, sagde forældrene i gamle dage til Deres unge ved afskeden fra barndomshjemmet. De gamle skelnede imellem gode og onde mennesker, mellem dem, som søger at lindre og hjælpe, og dem, der skiller mennesker fra hinanden og sår gift i sjælene, mellem dem, der bygger op og dem, der bryder ned. Vor tid trænger til gode mennesker, der søger frem til det gode hos deres medmennesker, og som har vilje til at bygge op. Hvad vil det sige at være god? Pastor Krag ved Sankt Jakobskirken gav for mange år siden et godt svar til sine konfirmander: »At være god er at svare til sin bestemmelse«. Vi er ikke ligegyldige nittere i verdenshusholdningen. Gud har skabt os og lagt plan for hver enkelts liv. Vor opgave er da at lytte og lade os lede af hans ånd, så vi må få lov at være i det godes tjeneste, være med til at lindre og hjælpe, og tænde lys for dem, som sidder i mørket! — Det gør os til frie, frimodige og glade mennesker, at gå i det godes tjeneste! Gud give os at skinne så, som ...

Biskop Trowen Nagbe, Liberia Biskop Trowen Nagbe, Liberia, standsede på vejen hjem i København. Han har været til evangelistkonference i Frankfurt a. Main og har også besøgt enkelte andre lande i Europa. Bernhardt Jørgensen fik det arrangeret sådan, at biskoppen kunne tale ved ungdomsmødet om aftenen, torsdag den 10. december, og det blev også en interessant aften. Biskoppen fortalte, at han var født og opvokset i Liberia og har fået en meget stor del af sin opdragelse i Metodistkirken, hvor han mødte Gud i sin ungdom og gav sit liv i hans hænder. Han har nu nået kirkens højeste stilling, idet han for fire år siden blev valgt til biskop for Liberia. Derefter fortalte han om sit land og Metodistkirkens arbejde i Liberia. Mange negre, der i sin tid blev bortført som slaver bl. a. til USA, vendte efter frigivelsen tilbage til Afrika og forkyndte Guds rige for sine landsmænd. I 1832 kom den første amerikanske missionær til Liberia, men døde af malaria 3 måneder senere. Hans sidste ...

8. dec. 1970 var det 75 år siden, Neksø Metodistkirke blev indviet. Menighedsrådet fejrede det runde årstal med en festlig sammenkomst 6. dec. De tidligere præster i Neksø menighed var indbudt. Fra nær og fjern var folk kommet til Neksø for at deltage i den festlighed, der var arrangeret i anledning af vor lille, men smukke kirkes 75-års indvielsesfest. Bordene var festligt smykket med blomster, og der var fyldt til sidste plads, da fru Schou præluderede. Et fint lille programhefte med løst indlagte sangblade lå ved hver kuvert. Til indledning blev pastor L. Petersens salme, skrevet ved indvielsen i 1895, sunget: Kom Ærens Drot, kom fra det høje. Pastor Lærkholm læste i anledning af, at dette var en fødselsdagsfest, evangeliet om kirkens fødselstime fra Apostlenes Gerningers 2. kapitel og indledte med bøn. En prolog, skrevet af Adolf Bræstrup ved årsfesten i 1918, blev læst af fru Else Munk. I tilknytning til en brevhilsen til menigheden fra pastor Ejler Sørensen, blev ...

Kredsstævnet i Hjørring Det er 28. november. Det er mørkt, det er koldt, det er regnvejr, ja, så kan vi vel ikke regne med, at kirkens folk kommer ud af deres lune stuer? Jo, sådan er situationen nu ikke helt i Nordjylland. Lørdag besøgte folk fra Løkken, Hjørring og Brønderslev Aalborg menighed, som også havde ladet sig repræsentere. Deltagerantallet var denne aften 20, men når vi tager de lange afstande i betragtning, og så vejret, syntes man, at resultatet var rigtig godt. Det blev en virkelig god aften med megen samtale. Fru Askholm talte om medarbejderskab i krigen og sagde følgende: Man spørger ofte om nye veje, nye metoder, måske for blot at kritisere de nye ideer og fortælle, at dette kan heller ikke lade sig gøre. Det er sikkert »nye« mennesker, vi skal have først og dernæst de nye arbejdsmetoder. Guds menighed kan aldrig være tilfreds med at stå som et tålt mindretal i udkanten af folkets og menneskets liv, i en religiøs Ghetto. Nej, den skal stå midt i strømmen o...

Jørgen Lærkholm Prædiken ved ungdomsugen i ]erusalemskirken. Luk. 7, 36-50. I vort gamle testamente står der nogle mærkelige ting om Kain. Da han havde slået sin broder ihjel, og var blevet ramt af Guds forbandelse, handlede han anderledes, end man skulle vente sig. Det er ikke noget stivnet og opgivende Kain, vi møder. Han kaster sig ud i al slags aktivitet. Kain og hans efterkommere fremstilles i vor bibel, som nogle overordentlig produktive mennesker. Skønt de nedstammer fra en morder, er de ikke typen på det onde og asociale. De er tværtimod fremskridtets pionerer. De bygger en kultur og en civilisation op med deres arbejde og fantasi. Vi er Kains børn. Vi fortsætter det arbejde, som Kains direkte efterkommere påbegyndte. Vi gør os uafhængige af naturens magter. Uafhængige af hede og kulde, af storme og oversvømmelser, af dag og nat. Vi lader os ikke diktere af naturens love, hvis vi kan blive fri. Vi påtvinger naturen vor vilje. Vi former verden i vort billede. Vi h...

De to israelske folkloresangere Frederikshavn Avis, torsdag den 26. nov. 1970 Sjældent eller aldrig har der lydt så megen sang og musik på en dag, som tilfældet var i Strandby, hvor man i går havde besøg af to israelske folkloresangere under ledsagelse af direktør Joseph Shany fra den israelske stats turistbureau i København. Dagen begyndte på Strandby skole, hvor skoleinspektør Hans Henrik Frey bød velkommen med over to hundrede af de største skoleelever som baggrund, og at denne anledning var noget mere end en almindelig geografitime, kunne tydelig spores i elevernes spontane bifald, når Rachel Sima og Andre Zweig sang nogle af deres lands smukke sange. Eftermiddagen blev tilbragt sammen med beboerne på Strandgården, hvor lederen, fru Eriksen havde sørget for et ægte dansk traktement, før også her en afdeling sang og musik begejstrede beboerne, som direktør Shany i en kort tale benævnte som »Den gyldne alders klub«. Der blev også tid til en kort rundgang på hjemmet, hvis hel...

Robert Nielsen Pastor Robert Nielsen svarer : Metodistkirkens Ugeblad nr. 30 bragte syv spørgsmål til overvejelse. Da disse spørgsmål rører ved væsentlige problemer for hele vor kirke vil jeg gerne forsøge at svare lidt. Derved kunne der måske komme en frugtbar »samtale« igang i dette blad, hvilket spørgeren sikkert har tænkt sig. Har metodistkirken noget at gøre i dansk kirkeliv? For mig lyder spørgsmålet egentlig således: Har en del af dansk kirkeliv noget at gøre i dansk kirkeliv? Metodismen er en del af det helhedsbillede, som i dag kaldes dansk kirkeliv. Der er vel heller ingen, der vil benægte, at vor kirke har bragt impulser og synspunkter med ind i dette helhedsbillede. På den anden side kan man vel også sige, at den øvrige del af kirkelivet i Danmark har påvirket dansk metodisme, således at vi er præget af det miljø, hvori vi virker. Her er — så vidt jeg kan se — den dybe alvor bag dette spørgsmål. Bliver denne omtalte påvirkning ensrettet, således at det f. eks. kun bli...

Det sker gang på gang, at vi i Metodistkirken angribes for, at vi ikke har noget konsekvent syn på dåben, og at den enten betyder for meget eller for lidt for os, alt efter, hvilken indstilling angriberen har. Nu er det jo klart, at der er vidt forskellige meninger om dåben, og vi kan måske endda møde forskellig indstilling til dens mening og dens virkning inden for vor egen kirke, specielt da, dersom vi tager den med i hele sin bredde ud over verden. Men det er vel som oftest her til lands skik at angribe os, fordi vi ikke umiddelbart lader genfødelsens øjeblik knytte sig til den ydre handling, men kalder sakramentet for et ydre, synligt tegn. Det må imidlertid ikke glemmes, at det ydre, synlige tegn ikke er det egentlige, men det er den indre og usynlige nåde. Og her er vi på nytestamentlig grund, når vi vil hævde, at vi ikke kan følge Åndens værk. Det er helt Guds. Når Nikodemus spørger, hvordan det skal gå til med den nye fødsel, svarer Jesus ham: Vinden blæser hvorhen den ...

Den netop afsluttede centralkonference besluttede at udsende et åndeligt manifest, en programerklæring, til samtlige menigheder i den nord-europæiske biskopsarea. Manifestet er beregnet på oplæsning søndag den 11. oktober i forbindelse med gudstjenesterne. Metodistkirkens Ugeblad bringer det også her til sine læsere.   Vi har et helligt kald Metodistkirkens Sentralkonferanse samlet i København, 24.-27.-9. hilser Nordens metodister med en takk for den forbønn som bar konferansens forhandlinger og avgjørelser. Det sterke alvor av et feiles ansvar gjør at vi vender oss til den enkelte metodist, det medlem av vår kirke som søker å virkeliggjøre Charles Wesleys ord »Jeg har et hellig kali«. Kanskje føler du bare byrden av kallets krav. Du har i troskap søkt å virkeliggjøre dine løfter som du ga Gud og kirken. Du kjenner mismotet over at du maktet så lite. Du møter utfordringen av en verden i forandring. Du lider under et tiltakende moralsk forfall i våre folk. Du ser en verden...

5.-11. okt. 1970 Tradition kan være en styrke for en kirke og dens arbejde. Bestemte former for arbejdet, som man har fundet er gode, og som har et positivt indhold, kan hjælpe til at give en fast kurs for arbejdet. Således er der næppe nogen kristen, der for alvor vil sige, at det ikke er en god tradition at holde gudstjeneste om søndagen. Traditionen kan også være en belastning. Den kan binde metoder og arbejdsmåder, så tilpasningen til nye forhold og udviklingen i fremtiden hindres. For mange mennesker forekommer søndagsskolen at være noget der skal foregå på en ganske bestemt måde. Sandt er det, at søndagsskolen er blevet rig på traditioner og bestemte vedtagne arbejdsformer. Som mennesker, der lever i et samfund, der i disse år oplever strukturændringer også indenfor kirken, som måske kan skabe bedre og mere funktionsduelige rammer for kirkens engagement i samfundet, er der måske anledning til at tage spørgsmålet op, om søndagsskolen i dag fungerer på en sådan måde, at d...

Biskop Friedrich Wunderlich og pastor Erik Kyst (tolk). ÅBNINGSMØDET Mange havde set frem til centralkonferencen med stor forventning og spænding. Man ventede at de afgørelser, der skulle træffes, ville få betydning for vor kirke på mange områder. Efter at de organisatoriske spørgsmål var klaret, var det store spørgsmål: BISKOPSVALGET Fra en gruppe nordmænd fremkom forslaget om, at man skulle udsætte valget til 1972, men på afstemning fastslog konferencen, at den var beredt til at vælge en ny biskop i år. Det næste spørgsmål var, om den nye biskop skulle vælges på livstid eller på åremål. Også her viste det sig, at der var bred enighed om, at biskoppen skulle vælges for livstid. Den spændende afgørelse var nu, hvem der skulle være vor nye biskop, og hvor mange valgomgange der skulle til. Allerede første stemmeafgivning, som blev foretaget uden nomination, viste en klar tendens, og vi kunne så småt begynde at gætte, hvem der skulle indtage vor kirkes lederstilling. For at blive va...