Besøg i Aalborg menighed

Kredsstævnet i Hjørring

Det er 28. november. Det er mørkt, det er koldt, det er regnvejr, ja, så kan vi vel ikke regne med, at kirkens folk kommer ud af deres lune stuer?

Jo, sådan er situationen nu ikke helt i Nordjylland.

Lørdag besøgte folk fra Løkken, Hjørring og Brønderslev Aalborg menighed, som også havde ladet sig repræsentere. Deltagerantallet var denne aften 20, men når vi tager de lange afstande i betragtning, og så vejret, syntes man, at resultatet var rigtig godt.

Det blev en virkelig god aften med megen samtale. Fru Askholm talte om medarbejderskab i krigen og sagde følgende: Man spørger ofte om nye veje, nye metoder, måske for blot at kritisere de nye ideer og fortælle, at dette kan heller ikke lade sig gøre.

Det er sikkert »nye« mennesker, vi skal have først og dernæst de nye arbejdsmetoder. Guds menighed kan aldrig være tilfreds med at stå som et tålt mindretal i udkanten af folkets og menneskets liv, i en religiøs Ghetto. Nej, den skal stå midt i strømmen og øve sin skelsættende mission.

Gud gav os vor tid, vore evner og vore ejendele, dem skal vi forvalte, og en dag mødes vi til status, læs Math. 25. Det er intet nyt kapitel, vi kan det udenad, men det mest chokerende er, at vi ikke chokeres over at høre det.

Søren Kirkegård siger:

Ve dig, om du går i kirke. Du kan der høre ting, som du ikke bryder dig om at høre. De kan blive siddende i dit sind, og minde dig om, at kirken har brug for dig.

Teologen E. Schweizer siger:

En kirke, som ikke længere vil bryde op og gå ud til fabrikker og baggårde, vil gå til i from selvsyge, og den kirke, der ikke har mere at sige, end »det er pænt at være pæne mod hinanden, vil ikke engang kunne trække en hund ud fra en kakkelovnskrog«. 

Kirken har isoleret sig med sine egne små problemer. Tænk, hvor mange gange vi ved vore bestyrelsesmøder var optaget af »penge« og andre forretninger, så vi ikke fik tid til at tale om kvarterets eller byens folk og deres viden om Jesus Kristus eller planlægge kirkeaftener for disse mennesker.

Det at høre Gud til, betyder at stå i en tjeneste, hvor man ikke er Herre over sit eget liv, d.v.s., at Gud kan kalde mig, når han har brug for min tid, mine evner eller mine ejendele.

I den første menighed var det ikke nemt at være anonym, alle var igang. Der gav man med glæde, men der sker også ting, som ikke er gode. Der siges: Der er kommet en fromhed, som er på vildspor, den har gudsfrygtens skin, men ikke dens kraft.

Da Jesus fik Peter, fik han også hans båd! Vi må have Guds Ånd til at hjælpe os, og Ånden kan ændre medarbejderens plan. Troen spørger aldrig, om der skal gøres noget — troen er en urolig ting. Kirken er samling. — Kirken er udsendelse. Det gælder en helt ny livsholdning — ikke blot livshandling — livet må blive anderledes, det er vor redning« . ..

Pastor Lilly Thomsen afsluttede mødet og talte meget stærkt om vort medarbejderskab, idet hun gik ud fra Jesu tale om ham, som menighedens legeme og vi som lemmerne — om vintræet og grenene. Det var en værdig afslutning på hele vor samtale denne aften.

Så oprandt søndagen med tåge og regn, men folk kom alligevel fra de samme byer. Dog var det for en stor del andre deltagere end lørdag aften. I den smukke og velholdte kirke i Ålborg, holdt pastor Harald Jacobsen sin prædiken om Jesu indtog i Jerusalem. Som sædvanlig var der et stærkt budskab til menigheden om at slutte op om Kirkens Herre og gå i hans fodspor.

Kl. 14 holdt pastor Hans Karlsen et foredrag om besøgstjeneste. Det var en vældig god indledning til et ualmindeligt godt »samtalemøde«. Nye ting kom frem. Erfaringer udskiftedes og viljen til at ville besøge var absolut til stede. Der er sygebesøg, bekendtskabsbesøg, besøg hos den, der er ramt af sorgen, besøg hos den ensomme, den handicappede, »telefonbesøg« eller besøg pr. »brev«. Der er virkelig muligheder for os alle til at gå igang!

Kaffe med dejlige kager blev serveret, og man gik igang med dagens sidste emne, som blev fremført af pastor Frede Brandt: Hvordan bliver vi funktionsdygtig? Herefter fulgte gruppesamtaler efter et bestemt mønster, efter bestemte spørgsmål.

Man analyserede de forskellige menigheder i distriktet. Hvilke muligheder, hvilke vanskeligheder, hvilken struktur, der fandtes i de forskellige byer, og naturligvis var det sidste spørgsmål formet således: Hvordan kommer en menighed i kontakt med dens by’s borgere?

Svarene var mange og virkelig gode. Her er nogle af forslagene: Karrégudstjeneste, arrangementer for gæstearbejdere, kirkearbejde der når turisterne ved vore badesteder, gudstjeneste i hjemmene, Studiegrupper, hvor man indbyder fra forskellige fabrikker (fag), bedre omtale af vort kirkearbejde, kirke-biler, der henter gamle og gangbesværede til kirke, børnearbejde og forældremøder, besøgstjeneste m. m.

Det var to gode dage, givende dage, og man kunne have undt, at flere, spec. fra de større menigheder, havde taget del. Man henter store værdier med sig hjem, hvor mennesker i et kristent fællesskab ærligt gør status, lærer af hinanden og tilskynder hinanden til bedre og større tjenester for Gud og for vor kirke.

Tak for samværet i Ålborg! 
M. A.

Bragt i Kristelig Talsmand, 31. december 1970