Jeg glemmer aldrig den klokkeklang

Af Kresten H. Lidegaard

Jeg glemmer aldrig den klokkeklang,
der fyldte julen derhjemme,
mens sneen lå over mark og vang,
og nordenvinden fik stemme.

— Og skal jeg gå gennem øde ørke
med sjælen sænket i dybe mørke
— jeg glemmer aldrig den klokkeklang,
der fyldte julen derhjemme.

Jeg glemmer aldrig den stråleglans
af jul i barndommens have.
Den lånte lys til en ungdomskrans,
der stræbte højt fra det lave.

— Og skal jeg vandre ad vilde veje,
hvor torn og tidsler jeg kun kan meje,
jeg glemmer aldrig den stråleglans
af jul i barndommens have.

Jeg glemmer aldrig, hvor dyb en fred
et fattigt hjerte kan rumme,
når julen sænker sin glæde ned,
hvori sig ordet fornumme.

— Blir sorgens sav mig en kroget krykke,
har sorgen skumret mig livsens lykke,
— jeg glemmer aldrig, hvor dyb en fred
et fattigt hjerte kan rumme.

O Jesus, hør dog vor stille bøn,
at julens kærter du tænde.
Vær blandt os, Frelser, i lys og løn
og giv, at hjerterne brænde
— i julekvælden ved arnens lue,
på juledag under kirkens bue. —
O Jesus, hør dog vor stille bøn,
at julens kærter du tænde.

Bragt i Kristelig Talsmand, 19. december 1970