Til julefest i Bangsbostrands »Bethel«

Står man en klar dag oppe på Pikkerbakken, det højeste punkt i Bangsbobakkerne, har man et udsyn, der rækker et godt stykke op mod Skagen og langt sydpå til Sæby.

Midt imellem ligger — næsten i fugleperspektiv — Frederikshavn med sine hundreder af røde tage og den store havn, hvis kæmpearme favner skibe og kuttere i snesevis, mens havet svøber sig om den bløde kystlinie — det hav, der er meget mere fredsommeligt og liberalt end kollegaen mod vest.

Men skønnest ligger dog Bangsbostrand i sit flade terræn mellem de store bakker mod vest og havet i øst isprængt små haver og grønne agre.

I forrige tider var Bangsbostrand et fiskerleje, og endnu i 1921, da jeg kom til Frederikshavn, bar Bangsbostrand endnu fiskerlejets præg — med sine små hyggelige huse og fiskegrejer og med duften af rødspætter, der hang til tørring, for at de kunne blive til »tørre jyder«. Men det stærkeste præg havde lejet dog i sine stoute fiskere, i sin stærke og dygtige befolkning.

På Pikkerbakkens top har jeg stået så mange gange, og jeg har kunnet kende adskillige af de gamle huse, og så jeg nøje efter, fandt jeg også det lille og beskedne »Bethel«, der i mangfoldige år var et kært samlingssted for egnens store metodistbefolkning.

Nu er dette hus solgt til fordel for den nye kirke i Frederikshavn. Men det er falden mig ind, at det skulle have en tak og en hilsen med ind i sin nye tilværelse.

I 1877 blev den første metodistpræst ansat i Frederikshavn. Der var så godt som intet at bygge på. Men de gamle pionerer troede fuldt og vist, at Gud havde kaldet dem til arbejdet, og i tro til ham banede de sig vej, hvor ingen vej var.

Den første, altså den egentlige pioner, var pastor H. Hansen, afdøde generalsekretær Adolph Hansens far, en stærk og myndig mand, og en dygtig prædikant var han. I parantes bemærket: Adolph Hansen, afholdsbevægelsens store mand i en menneskealder, var stærkt knyttet til Jerusalemskirken, og hans hustru, der er medlem af menigheden, lever endnu og kommer, sin høje alder til trods, nu og da. i kirke.

Efter H. Hansen fulgte pastor P. M. S. Jensen, en meget nidkær præst, og det var ham, der formedelst 3000 kr. købte grunden i Jernbanegade, og det var typisk for ham, at året efter, han var kommen til byen, stod der en kirke på grunden. Det hele — grund iberegnet — blev til 12.000 kr.

Midt i firserne brød der en betydelig vækkelse ud i byen. Den kendte pastor J. J. Christensen, der var en fremragende prædikant, havde afløst P. M. S. Jensen i 1884. Han samlede alle vegne mange mennesker om sin prædikestol.

Vækkelsen bredte sig hurtigt, og den greb særlig stærkt om sig i Bangsbostrand. Efterhånden var der næsten ikke et hus derude, som ikke direkte eller indirekte var berørt af det stærke åndelige vejr. Ude i Sæby sad sognepræsten, pastor Asschenfeldt-Hansen, en af Indre Missions stærkeste mænd på sin tid, og han var også en meget nidkær vækkelsesprædikant.

Han så dog meget nødigt til den side, hvor »sekterne« befandt sig. Men han ville have været en dårlig præst, om ikke han havde benyttet anledningen til at arbejde med i vækkelsen, og Indre Mission i Bangsbostrand fik da også sin rigelige del af frugterne. Forøvrigt mener jeg, at Indre Mission i Bangsbostrand fik sin egentlige grund lagt i denne periode.

I Frederikshavn blev kirken efterhånden for lille. Folk måtte komme en halv times tid før gudstjenesten søndag formiddag, om de ville have plads i kirken. Så forlængede man den med en lille halv snes alen, og det gav rum og luft.

»Bangsbostranderne« var meget flittige kirkegængere, Skønt adskillige af dem havde 3-4 kilometer at gå, skulle vejret være meget slemt, om de ikke sad på deres vante plads søndag formiddag. Men det var ikke til at undres over, at de mange metodister i Bangsbostrand gerne ville have et hus, der kunne være et særligt samlingssted for dem, og den

26. marts 1864 indviede de »Bethel«. Det var et meget beskedent hus med en kirkesal og et lokale bagved og en lillebitte lejlighed i en del af tagetagen. Men det blev for dem et meget kært sted, hvor de flokkedes om ordet uden at forsømme deres kirke i Jernbanegade.

Det lille billede, der følger denne artikel, fortæller i flaget, at der den dag har været en stærk blæst fra vest. Det har altid været symbolsk for mig: Der stod en frisk vind af liv og ånd og velsignelse over dette hus.

Selvfølgelig var der altid en søndagsskole i Bethel. Men lige fra huset rejstes, til langt op mod vor tid var der også knyttet en dagskole til Bethel, den skole, der holdt ud længe efter, at andre protestantiske frikirkelige dagskoler var ophørt.

Skønt den lille skole blev holdt i gang i langt over et halvt hundrede år, har den kun haft to lærerinder: Moster Bagger, som hun blev kaldt, og frk. Kirstine Nielsen, der holdt ud i en menneskealder. De sidste mange år holdt man kun skolen oppe for hendes skyld. Hun var nemlig eet med den.

Hun omfattede alle sine elever med en rørende kærlighed. Børnenes glæder og sorger var hendes glæder og sorger. Gennem årene havde hun nu og da haft elever, hvis intelligenskvotient lå på sinkestadiet og derunder. Med en enestående tålmodighed tog hun sig af et sådant barn.

Hun ofrede mange timer på det udenfor skoletid, og hun kunne ikke blive træt af at fortælle om de bittesmå fremskridt, barnet gjorde. Man skulle se frk. Nielsen i et sådant miljø, for at kunne vurdere hende rigtigt.

De skulle bare have overværet skolens årlige eksamensdag. Den begyndte om morgenen kl. 8 og sluttede først langt over middag. Den var på mere end een måde festlig. Frk. Nielsen havde en sjælden evne til at stille sine spørgsmål, der samtidig var det halve svar.

Og når så det hele var ovre, børnene sendt hjem, og vi sad og så på karaktererne, var der altid en eller anden af eleverne, som hun syntes skulle Have lidt højere karakter. Marie havde da gjort det godt i skrivning, skulle hun ikke have bare en lille smule mere? Og Søren var ellers så flink til geografi, men var lidt uheldig i dag, han fortjente at gå en lille tak op . . .

Og hvad, det var jo ikke karakterer, der skulle gælde som adgang til gymnasiet. Hendes skoles styrelseslov havde blot een paragraf, og det var kærligheden. Elskelige frk. Nielsen — en israelit, i hvem der ikke var svig!

Men nu havde jeg nær glemt mit egentlige emne: Til julefest i Bangsbostrands »Bethel«.

Jo se, det må have været den første jul, vi var i Frederikshavn. Der skulle selvfølgelig være julefest i Bethel. Der var stuvende fuldt hus, og det lille skolelokale måtte også tages i brug. Også fra byen var en del kommen til fest.

Det sædvanlige program for en julefest blev ret hurtigt gennemført, og kaffebordets dagsorden fik jo også omsider ende. Inden jeg rigtigt vidste af det, var vi inde i et regulært møde med vekslende vidnesbyrd og sang.

Det var ikke alle, der var lige veltalende, men man havde den bestemte følelse, at de stod bag deres ord. Det var alvor for dem.

Selvfølgelig er det uendelig lidt af det, der blev sagt, jeg kan huske, men når jeg i det hele taget kan huske noget, skyldes det, at jeg aldrig før havde mødt en sådan forsamling af modne, stærke mennesker, gamle, prøvede kristne, hvis tro havde båret dem i mørke som i lyse dage, metodister, der var født påny i en stærk vækkelsestid, måske nok med en noget primitiv teologi, men med en sejrrig tro på Kristus som deres Herre og Frelser.

Dunkelt husker jeg frk. Nielsen citere Grundtvig:

Du, som af en liden flok,
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab nu og af os en hær,
som kan svinge Åndens sværd
under korsets mærke!

Jeg husker ikke stort andet af dette vidnesbyrd. Men jeg mindes, jeg så på disse gamle kristne og måtte sande: Ja, men her er jo de »kæmpe stærke«, og de var jo en del af Guds hær.

En af de gamle brødre, jeg husker ikke hvem, og jeg vil ikke her gætte på navne, fremsagde de Brorsonske linier:

Gud er nu ikke længere vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin søn herned
for verdens synd at lide . . .

hvorefter han sagde noget lignende som: Jeg må gå i rette med den salmedigter, der synger om en vred Gud. Jeg kender kun den Gud, som vor Herre Jesus har åbenbaret mig, og jeg ved, at han er kærlighed og elsker os alle . . .

Om ikke det var de ord, så var det meningen. Men så mildnede han dem og sagde videre noget om Guds retfærdighed og Kristi forsoning, vi ikke kunne forstå, så vi måtte tale om de høje ting i menneskeligt sprog . . .

Vi blev længe ved, kan jeg huske. Vi sang også meget, og de kunne synge, de Bethel-folk.

Efterhånden var juletræ, lys og glimmer glemt for et dejligt »gamme dags« metodistmøde — i en julefest.

Da vi noget senere trådte ud i den mørke aften, stod himmel og jord i ett. Sneen væltede ned, og det føg stærkt. Men der var jo de tre-fire kilometer hjem. Og der var ingen biler eller hestevogn i nærheden. Vi måtte tage vejen tilfods. Men vi hørte alle til den yngre del af slægten og tog det med godt humør. Og jeg havde i hvert tilfælde været ude for værre stabadser før.

Sæbyvejen havde dengang landevejstræer på begge sider, og det var en meget smuk og hyggelig vej. Men nu trådte disse træer ud af snefoget som truende spøgelser, eftersom vi kom frem. Føret var slemt, og vi havde vinden imod os. Men det vejr hørte jo julen til — særlig i poesien og romantikken!

Dog var det mere anstrengende end romantisk, og poesien havde vi ikke megen sans for i denne sene vildsomme aften. Men alting får en ende, og det fik den anstrengende aftenvandring også — og det skal altså også denne historie ha’.

Tak og god jul!

Niels Mann.

Bragt i Kristelig Talsmand, 19. december 1970