 |
| Robert Nielsen |
Metodistkirkens Ugeblad nr. 30 bragte syv spørgsmål til overvejelse. Da disse spørgsmål rører ved væsentlige problemer for hele vor kirke vil jeg gerne forsøge at svare lidt. Derved kunne der måske komme en frugtbar »samtale« igang i dette blad, hvilket spørgeren sikkert har tænkt sig.
Har metodistkirken noget at gøre i dansk kirkeliv?
For mig lyder spørgsmålet egentlig således: Har en del af dansk kirkeliv noget at gøre i dansk kirkeliv?
Metodismen er en del af det helhedsbillede, som i dag kaldes dansk kirkeliv. Der er vel heller ingen, der vil benægte, at vor kirke har bragt impulser og synspunkter med ind i dette helhedsbillede. På den anden side kan man vel også sige, at den øvrige del af kirkelivet i Danmark har påvirket dansk metodisme, således at vi er præget af det miljø, hvori vi virker.
Her er — så vidt jeg kan se — den dybe alvor bag dette spørgsmål. Bliver denne omtalte påvirkning ensrettet, således at det f. eks. kun bliver Metodistkirken, der lader sig påvirke, da må dens eksistensberettigelse være i fare.
Mit endelige svar må derfor blive: Vi har noget at bringe til helheden, så længe vi er metodister — har en metodistisk forkyndelse og underviser i vor kirkes tro og lære. Kommer vi derimod dertil, at vi mister vort særpræg og vort specielle budskab, så kan der med rette rejses tvivl om vor begrundelse for at være her som kirke.
Hvad betyder det at være præst i Metodistkirken?
En metodistpræsts arbejdsopgaver er mangfoldige. Sammenlignet med den arbejdsopgave, der påhviler præster i visse andre kirkesamfund vil det nok vise sig, at metodistpræstens arbejdsområde omfatter betydelig flere forskellige opgaver.
Det må dog siges klart og tydeligt, at præstens første og vigtigste opgaver er at forkynde Ordet og udøve sjælesorg. Intet kommer på højde med dette. Det vil også sige, at der findes ingen undskyldning for, at en præst er dårlig forberedt til søndagens gudstjeneste.
— I hvert fald ingen undskyldning der kan og må berolige præstens egen samvittighed. Vil man vide mere om præstens opgave, så kunne man passende læse ritualet for ordination af diakoner og ældste. Her omtales præstens arbejdsopgaver meget konkret.
Er vore præster deltidspræster på grund af deres lønstørrelse?
Her kunne man svare med at stille et modspørgsmål: Hvor mange timer om ugen skal præsten arbejde i præstegerningen, for at der kan være tale om heltidspræstegerning?
Et sådant modspørgsmål vil imidlertid føre os længere ud på det skråplan, som spørgeren lægger op til.
Man kan simpelt hen ikke overføre dette løn-for-arbejde-system på præstegerningen. Ingen vil vel ind på at lønne en præst i forhold til arbejdsydelsen. Præsterne er vel heller ikke gået ind i gerningen, for at få løn i forhold til sin indsats.
Præsten er præst, fordi vedkommende har følt sig kaldet til denne gerning. Menigheden fastsætter en ydelse, som den mener præsten kan leve for — eller som menigheden nu er i stand til at yde.
Er forholdene således, at præstens behov ikke kan opfyldes af denne løn, så må han — som alle andre — skaffe sig en større indtægt.
I dette bierhverv er præsten stadigvæk præst. Derfor kan der ikke være tale om deltidspræster, hvis ikke der er truffen særordninger.
Skulle der opstå den situation, hvor præstens bierhverv går ud over menighedsarbejdet, da må det være hans tilsynsførendes opgave at påtale dette overfor vedkommende præst. Her er vi præster — ifølge vor ordinationsløfte — pligtige at adlyde vore foresatte.
Indebærer 8 års studie ret til ordination som metodistpræst?
Nej, afgjort ikke. Selv om en person har bestået afgangseksamen fra flere berømte universiteter indenfor kirken, så har vedkommende ingen ret at påberåbe sig. Derfor må hele uddannelsesvejen også være ledsaget af anbefalinger fra kvartalskonferencen i hjemmemenigheden. Derfor må også selve ordinationen anbefales af årskonferencens præstelige medlemmer.
Hvornår indebærer andre aktiviteter, at en præst ophører med at være metodistpræst?
En person er metodistpræst, indtil vedkommende selv afleverer sine ordinationspapirer — eller indtil konferencen beslutter at inddrage disse papirer. Groft kan man vel sige, at det er svært at blive metodistpræst. På den anden side er det således, at er man først bleven præst i metodistkirken, så er det svært for kirken at afskedige en præst igen.
Skal vi i Metodistkirken til at aflønne lægfolk, der vil påtage sig deltidsarbejde som menighedsforstandere?
Hvis der er tale om, at vedkommende lægperson må afstå fra en del af sin fortjeneste ved andet arbejde, for at gå ind i dette specielle menighedsarbejde, så forekommer det mig at være naturligt, at kirken yder en del til denne tjeneste.
Her må vi dog ikke glemme, at vi i forvejen har en hel skare lægfolk, der yder en stor indsats uden betaling. Vil det omtalte arbejde som menighedsforstander ikke indebære større indsats, end det daglige arbejde kan passes ved siden af, så ser jeg ingen grund til at aflønne visse tjenesteformer fremfor andre.
I det hele taget tror jeg, at vi gør klogt i at holde fast ved, at i Metodistkirken arbejdes der ikke for løn. Hverken præst eller lægmand.
Hvilke krav kan og bør honoreres med hensyn til præstelønninger, herunder boligforhold?
Det er vanskeligt at svare direkte på. Lønnen må vel svare til det, der anses for at være nødvendigt, for at præstefamilien kan leve et normalt liv. Ingen af menighedens medlemmer vil mene for alvor, at præsten skal holdes udenfor velstandsstigningen, som alle andre får del i. På den anden side afgrænser vore økonomiske forhold os i at overbetale vore præster.
Med hensyn til boligforholdene er det således, at dette må betragtes i forbindelse med vort flyttesystem. Skulle vore præster først til at finde sig en bolig i den by, hvor de får en ny ansættelse, så vil der opstå mange vanskeligheder.
Den nuværende ordning, som de fleste steder går ud på, at menighederne har en præstebolig, er nok alligevel den bedste ordning. Hvilken leje denne bolig derefter sættes til vil i mange tilfælde blive afgjort af skattemyndighederne. Man kan vel heller ikke vurdere lejen til samme beløb over hele landet.
Når det drejer sig om at holde præsteboligen, må det være klart, at præsteboligen — ligesom kirkebygningen — er menighedens ansigt udadtil. Forsømmer man vedligeholdelsen viser man et dårligt ansigt.
Afslutning. Hele den debat, der i øjeblikket kredser om at gøre lægfolket til en slags halvpræster og præsterne til en slags halvlægfolk, er — for mig at se — vejen til det fuldkomne roderi. Det er min faste overbevisning, at præsterne gør bedst tjeneste som præster, og at lægfolket gør bedst tjeneste som lægfolk.
Der er iøvrigt grænser for, hvor langt vi kan gå med hensyn til »at bytte roller«, hvis vi stadigvæk vil følge Metodistkirkens kirkeordning.
Det er bestemt, at der ved næste årskonference skal være en drøftelse om præstens kald og tjeneste. Jeg håber, at dette indlæg kan hjælpe til med at få tankerne igang om dette vigtige emne for hele vor kirkes fremtid, således at vi er godt forberedte, når vi mødes næste år.
Bragt i Kristelig Talsmand 6. november og 27. november 1970
Kommentarer
Send en kommentar