Utrættelige Alma Eriksen

»Jeg får brev fra så mange, der savner mig, og derfor har jeg købt en rundtursbillet, der gælder et år, og så kan jeg besøge mine venner i Asien. Jeg skal også besøge den norske missionær Kjell Knutsen og hans amerikanskfødte kone, som jeg gjorde bekendtskab med, da jeg arbejdede i Perak. Og jeg vil også gerne med Jennie og Jerry Rabu på langbådstur i Saravak, i et distrikt, hvor jeg arbejdede som eneste hvid i otte år«.

Det er den dansk-amerikanske missionær, frk. Alma Eriksen, der udtaler sig til dagbladet »Vort Land« i Oslo. Hun glæder sig til at skulle besøge Malaysia igen. Alma Eriksen rejste fra Amerika, hvor hun nu bor, i foråret og har været i Danmark siden med undtagelse af et par uger her i Norge.

— Men i november eller december rejser jeg til Asien, siger Alma Eriksen. Jeg har boet så længe i tropiske egne, at Norden bliver mig for kold om vinteren.

Siden 1936 har Alma Eriksen været en af den danske metodistkirkes missionærer. Først var hun mange år i Kina, til krigen kom, og missionærerne måtte lidt efter lidt trække sig tilbage.

Derefter arbejdede hun fem år i Singapore, til hun blev spurgt, om hun ville tage sig af en klinik i Sun-gei Teku. I denne kinesiske landsby arbejdede hun otte år sammen med to indfødte jordmødre og en indfødt sygeplejerske.

Det må have været en slidsom periode for hende her. Hun måtte tage sig af behandlingen af alle de sædvanlige sygdomme. Kun når en patient var i livsfare, blev han eller hun bragt til sygehuset i Sibu. Og det var meget vanskeligt at komme frem i regntiden, fortæller Alma Eriksen.

Ofte måtte jeg gå i vand og mudder til op under armene, og bagagen måtte jeg bære på hovedet. Men ellers brugte jeg at cykle rundt til mine patienter. Vi havde blot en eneste seng på klinikken, så arbejdet var baseret på at rejse ud til de syge eller til dem, der skulle føde. Vi tog os af børnene, vi vaccinerede mennesker mod epidemier og meget andet.

— To gange om måneden måtte vi foretage bådture på Iganfloden. Så var en af jordmødrene med og en ibaner som bådfører. På vore rejser tog vi selv mad med og kogte på båden, og selvfølgelig havde vi også soveposer med. Folket langs denne flod bor i såkaldte langhuse, der står på stolper ude i vandet. Der bor gerne 20-40 familier i et sådant hus.

Ved siden af jagt og fiskeri driver ibanerne også landbrug. De har hytter liggende ved deres marker, fordi de bor langt borte fra dem.

Alma Eriksen glæder sig til at træffe ibanerne igen.

— Jeg er inviteret fa distriktsforstanderen i Sibu, Jerry Rabu, til at følge ham og hans medarbejdere på bådtur til menighederne ... Jeg forstår, at arbejdet på Borneo går godt. Menighederne er vokset siden jeg forlod mit arbejde derude. For to år siden blev den kinesisktalende og den engelsktalende menighed i Sibu selvstændig. Der er netop bygget en ny ibanerkirke, og jeg skulle ønske, at jeg kunne være med til denne indvielse, men det er for langt borte . . .

Ibanerne har nu fået oversat Det ny Testamente til deres eget sprog, og en komite med repræsentanter fra flere samfund er ifærd med at oversætte Det gamle Testamente, et arbejde, som man håber vil blive færdigt om et par år.

Ovenstående er altså en samtale, som det norske dagblad VÅRT LAND havde med Alma Eriksen, da hun var på et par ugers ophold i Oslo sidst på sommeren. I dag, lørdag den 28. november har Alma Eriksen forladt Danmark for over Tyrkiet at rejse til Malaysia, til hendes gamle virkeplads i adskillige år og senere vende tilbage til sit hjem i USA.

Ved en lille privat sammenkomst for nogle få dage siden talte vi igen med vor missionær, der syntes lige energisk og optimistisk, lige varmhjertet og interesseret. Hun glemmer let sig selv og sine omgivelser, når hun er midt inde i en udredning om dette folk, ibanerne, dets kamp og nød og Gudsrigets arbejde blandt dem. Samtalen med VÅRT LAND vidner også om, at dette folk lever i hendes hjerte.

Og så er det altid inspirerende at møde Alma med sin ildhu og med sin kærlighed til lidende mennesker. Hun har givet sit liv for andre, hun har vovet utrolige strabadser og trodset vanskeligheder, der syntes uovervindelige.

Hendes historie er som en spændende roman. Vi mindes hendes arbejde på det kinesiske hospital, mens revolutionen i landet var hende og hendes hospital tæt inde på livet, til den bankede på hendes egen dør. - -

Nu drømmer hun om, at hun om et par år vil tage en lignende tur igen, som den, der nu går på hæld.

Utrættelige Alma Eriksen!

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 11. december 1970