Mod på fremtiden

Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig.
Esajas 41:10

TRØSTESLØSHEDEN SYNES FREMHERSKENDE
Det er helt naturligt, at der er mange modløse mennesker ved dette årsskifte, for det synes, som om alle onde kræfter stadig er sluppet løs og driver deres spil med folkenes og menneskenes skæbne.

Håbet om fred og retfærdighed er så spinkelt. Guds rige synes så lidt. Mange synes ikke at få trøst fra Gud.

»Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst«. Esajas 41:17

Ånden og livet synes ikke at komme i Kristi menighed.

Men er der da nogen mulighed for at have mod på fremtiden, sådan som vi står i det? Vi kender jo til i vor egen menighed at være modløse, fordi der er så mange kræfter, der står Kristi rige imod, ja, vi kender til i vort eget liv at være fattige og arme. Mange, mange finder ingen trøst.

Hvorfor? Er det, fordi Gud ikke længere lever? Er det, fordi han ikke kan trænge gennem uretfærdighedens panser, og fordi han ikke kan vække tro i et menneskehjerte?

Profeten fortæller os om et trøstesløst folk, der i årevis, ja, i generationer var berøvet alt, deres land, deres frihed, ja, man forsøgte endog at fravriste det dets tro.

Men profeten ser mere end trøstesløsheden. Han ser Gud. Han ser, at han ikke virker så kortsynet som vi. Han virker over lange åremål, og han holder folkenes skæbne i sin hånd, ja, han holder både de hedenske folks skæbne i sin hånd, og deres skæbne, der tror på Gud.

Og så aner profeten, at der kommer et gennembrud, hvor Gud kalder folkene for domstolen. Den historiske baggrund er den, at Gud kalder perserkongen frem på verdenshistoriens arena, og så nytter det ikke længere, at den hedenske overmagt holder Guds ejendomsfolk i sit jerngreb, for Gud lader en anden hedensk magt blive brugt til fremme af sit værk, og selv om de prøver at holde sammen i den hedenske folke-verden, så klarer de sig ikke. — Den ene hjælper den anden og siger:

»Broder, fat mod!«

Det hjælper ingen ting. — Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte slægterne frem, jeg, HERREN, som er den første og end hos de sidste den samme. (Es. 41 v. 6 og v. 4).

Det er forfærdende for os i disse år at se uretfærdigheden i højsædet i så mange folk. At se, hvordan folk holdes slave-bundne i et århundrede, der skulle vide, hvad frihed og fred betyder for folk. Men nej, der synes ikke at være retfærdighed for størstedelen af jordens befolkning trods alle fredsligaer og frihedsråb.

Men vi aner dog håb. Vi ser dog, at der er bevægelse i tingene. En skønne dag lader Gud sin retfærdigheds sol skinne, og da må uretfærdighedens håndhævere stå frem for retfærdighedens Gud. Da kræves de til regnskab. Vi føler helt sikkert, at selv om det kommer langsomt, kommer det.

Derfor skal vi ikke frygte, hvis vi vil tjene den sande Gud.

»Du min tjener, som valgte og ikke vragede«.

Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja, hjælper, ja, støtter jeg dig. (Es. 41:9-10).

TØRSTER VI EFTER ÅNDELIGT LIV?
Men det er jo ikke blot de ydre forhold, vi frygter. Vi kan sommetider forfærdes over den åndelige tørhed, der findes i menighedslivet og måske endda i vort eget liv. Hvordan skal vi egentlig have mod på fremtiden, når der ikke er nogen som helst vækst i det åndelige liv? Kan vi ikke lige så godt opgive?

Det er der da forøvrigt allerede mange, der har gjort, og endnu flere fortæller os, at nu må vi også hellere gøre det. Det er jo situationen ved nytår 1970-71 i dansk metodisme. Og hvem ved, dit eget hjerte er måske modløst og forfærdet. Du ser ingen trøst.

Ejendomsfolket havde ofte set døden i øjnene, ja, de levede dagligt med døden for øje. Deres hjem ejede de ikke mere, langt bort var de blevet drevet og havde tyrannernes åg over sig hver dag.

Men se, i den situation er det, profeten begynder at tale trøsteord til dem, for han ser, at selv om templet er langt borte, så er Gud nær, og meget snart vil hans ord bryde igennem og vise sig for Israel, der som en orm havde måttel vride sig i støvet og havde været som et kryb for sine herskere.

»Jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din hånd. siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din hjælper. Frygt ikke, Jakob, du orm, Israel, du kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra Herren, din genløser er Israels hellige«.
Es. 41:13-14

Og da skal de fattige og arme ikke længere forgæves søge vand, deres tunge skal ikke mere brænde af tørst;

»Jeg HERREN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud«.
Es. 41:17

Og det lyder videre: Fra nøgne høje sender jeg floder og kilder midt i dale; ørkenen gør jeg til vanddrag, det tørre land til væld. I ørkenen giver jeg cedre, akacier, myrter, oliven; i ødemarken sætter jeg cypresser tillige med elm og gran, at de må se og kende, mærke sig det og indse, at HERRENS hånd har gjort det, Israels Hellige skabt det. (Es. 41: 18-21).

Vi, der kalder os kristne, burde jo i langt højere grad stole på ham, der i går og i dag er den samme, ja, til evig tid. Vi, der kender den Kristus, der stod frem midt i al verdens uretfærdighed og ufred og skænkede os sin fred og sin retfærdighed, selv om det kostede ham livet. Vi, der kender ham, der kunne sige med fuld ret: »Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand«.

Hvis vi kender ham, da er der virkelig ingen grund til at frygte fremtiden. Hvis vi er i hans hånd, så skal hans ånd vejlede os skridt for skridt.

FREMTIDEN ER GUDS
Og profeten turde sige alt dette, fordi han allerede kunne påvise, at Herren havde forudsagt fremtiden. Det havde vist sig at forholde sig, som profeten forkyndte. Så kunne afgudsdyrkerne godt pakke sammen. Deres afguder gjorde ingenting.

Hvo forkyndte det før, så vi vidste det forud, så vi sagde:

»Han fik ret!«

Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt Eders ord. Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem glædesbud. (Es. 41:26-27).

De kan ikke svare Gud, så er de da tomhed.

Men sådan forholder det sig netop med det ord, vi har fået af Gud gennem Kristus selv. I hans hånd er vore tider. Han er selv Guds svar. Det er ham, der står for døren og banker for at spørge, om han må komme ind og holde nadver med os. Og lukker vi ham ind, da bliver vor fremtid ikke mere usikker. I liv og død er den i hans hånd, der gav sit liv hen for os.

Han vil give os et rigt år, hvor der bliver vækst, om vi knytter vort eget liv og vort menighedsliv til ham. Og verden omkring os vil også i sidste instans være i hans hånd, for den er hans, og han råder for dens skæbne.

Skal vi gå det nye år i møde i pagt med Kristus selv? Gud hjælpe os til det! Amen.   

Erik Kyst.

Bragt i Kristelig Talsmand, 31. december 1970