Gå videre til hovedindholdet

Lidt om en 1-årig lægemissionærs jul i Nigeria

Clara Bøcher
Fru Clara Bøcher fortæller:
Når julen nu igen nærmer sig, går tankerne tilbage til sidste års jul, som jeg oplevede på missionshospitalet i Bambur i Nigeria.

Skønt vi levede i et kristent milieu, formede julen sig alligevel noget anderledes end vor hjemlige jul, hvilket naturligvis for en stor del hænger sammen med klimaforholdene — det er jo lidt vanskeligt at komme i julestemning, når solen stråler og temperaturen ligger omkring 35 grader celcius, men der var dog en egen stemning, som steg mærkbart, da vores postmand netop juleaftensdag var kommet den lange vej fra Lau med sækken fuld af breve hjemmefra.

Vi mødtes i et af hjemmene til en kop kaffe, læste juleposten for hinanden og sang de julesalmer, som vi hver især kendte fra vore hjem. Kl. 20 var der gudstjeneste på Hausa-sproget, og i kirken opførtes tillige et lille julespil, der handlede om Jesu fødsel. Vore nigerianske medarbejdere gik op i rollerne med liv og lyst og viste sig at være fine skuespillere.

Henimod kl. 22 begyndte folk fra landsbyerne at komme, de dansede udenfor vore huse til trommernes temmelig monotone lyd. Ind imellem holdt de en lille pause og blev så trakterede med limonade og kager.

Når de havde været rundt til alle husene, gik de ud i landsbyerne igen og dansede videre der. Hele natten kunne man høre trommerne, og i hold på ca. 30-40 stykker så man dem komme over højderne fra den ene landsby til den anden, syngende og med faklerne i hænderne.

Julemorgen mødte folk op ved vore huse, såsnart det begyndte at lysne omkring kl. 6. Vi kunne høre dem på lang afstand, idet de sang og skramlede med deres skåle, som de håbede at få fyldte.

Alle ventede gaver, som fortrinsvis blev givet i form af noget spiseligt eller nogle mønter. Sommetider gav man et tørklæde, et stykke bomuldsstof eller hvad man nu kunne undvære. Alt kunne bruges hos denne fattige og primitive befolkning.

Ude i landsbyerne festede man en hel uge, dansen gik til trommerne hver aften og fortsatte til den lyse morgen, og det var tydeligt, at julen var en højtid, man længe havde set frem til.

Sne og granduft, som herhjemme er med til at skabe julestemning, findes jo ikke i Bambur, men der var højtidsstemning, da kirkeklokken ringede til andagt, og der var et lysskær og en umiddelbar smittende glæde over de mørke ansigter, som gjorde Julen i Bambur til en smuk og uforglemmelig oplevelse.

- - -

Fru Clara Bøcher er hjemme igen
Læge, fru Clara Bøcher, der for et år siden rejste til Nigeria for at tjene i hospitalsarbejde et år, og som blev udsendt af Metodistkirken, er atter hjemme, og ved et møde i aftes, søndag den 6. december, blev hun budt velkommen hjem igen.

Mødet åbnedes af Bernhardt Jørgensen, der udtalte sin glæde over, at fru Bøcher havde haft et godt år til glæde og velsignelse for mange mennesker.

Fru Margrethe Askholm tolkede kirkens tak til fru Bøcher for det store arbejde, hun havde haft derude og nævnte, at godhed var at være, hvor man skulle være og gøre, hvad der skulle gøres. Fru Bøcher havde således vist godhed mod de mange, mange derude, der trængte til hende.

Fru Clara Bøcher talte derefter om landet og folket og det arbejde, der hver dag krævede kræfter og agtpågivenhed. Vi så mange farvelysbilleder, der understøttede foredraget og viste os en ufattelig nød og fattigdom.

Ved kaffebordet besvarede fruen spørgsmål, og hendes mand, kontorchef Bøcher, der havde været med derude et halvt år, havde også svar på vigtige spørgsmål.

Koret sang, og rammen om mødet var meget hyggelig, men det var en aften, der talte sit meget alvorlige sprog.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 19. december 1970

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...

Nekrolog: Tidligere missionær Maren Tirsgård (1984)

Det var med vemod, at vi, der har kendt Maren Tirsgård gennem mange år, modtog budskabet om, at hun var død den 12. oktober 1984, næsten 95 år gammel. Maren Tirsgård var et rigt begavet menneske med evner og kræfter ud over det almindelige, og disse gudgivne gaver blev brugt i et langt livs tjeneste. Kaldt af Gud: Lige fra barndomsårene havde Maren Tirsgård følt, at Gud kaldte på hende – og dette kald blev dybere og stærkere i de unge år. Men at skulle forlade hjem og familie – det var for meget for den unge Maren, og der gik derfor flere år, før hun kunne sige helt ja til Guds kald. Medvirkende hertil var ikke mindst et højskoleophold i 1914, hvor hun igennem pastor L. C. Larsens bibeltimer blev stærkt påvirket. Desuden indtraf der en begivenhed, som var en væsentlig årsag til, at den endelige beslutning blev taget. Agnes Bülow: I de år boede der i Vejle en ung sygeplejerske, Agnes Bülow (leder af Betaniaforeningens virksomhed i Vejle), som også gik med et kald til tjeneste. Hun blev ...