Sigtet med denne konference var forberedelse til de danske kirkedage, der skal afholdes næste sommer, og hvor man tilsigter at samle kristne i Danmark til en fri og åben meningsudveksling.
Gennem forberedelseskonferencen ønskede man så tilkendegivet en nærmere præcisering af de problemer og opgaver, som kristne står over for i vor tid, og som så nærmere kunne blive behandlet ved de kommende kirkedage.
Helhedsindtrykket af denne konference var, at der virkelig er vilje til at lytte til hinanden og til at forstå hinanden. Det var en stor oplevelse at være med, og jeg tror — og det, synes jeg, blev stadfæstet ved denne konference — at vi som kirke og ikke mindst frikirke har et vægtigt bidrag at yde til en fælles indsats i de brydninger, der i dag finder sted i kirkens møde med verden.
Konferencen indledtes med gudstjeneste med altergang, hvor biskop Johs. W. Jacobsen, Viborg, prædikede ud fra Matt. 11, 16-24 om sammenligningen af menneskene med børn, uoplagte til at lege med, både når der jamres over de døde, og når der spilles op til bryllup. Nerven i Jesu ord, sagde biskoppen, er den dybe alvor, at det går ikke sporløst hen over et folk, et menneske at have mødt Gud.
Det er alt eller intet, medens mådehold og rimelighed dog passer os bedst. Og ingen fristelse for kirken kan sammenlignes med den: at mildne ordets dom, gøre kravet overkommeligt og gøre Guds nåde begrænset. At få mere at vide end vi egentlig ønsker, og at få et indtryk, vi aldrig forvinder — det er at have hørt Guds ord.
Hver eftermiddag under konferencen var der afsat tid til foredrag, medens dagene iøvrigt var helliget gruppearbejdet, som jeg ikke her skal komme ind på, da det er refereret andet steds.
I øvrigt indledtes dagene med morgensang i kirken, hvorefter bibelarbejdet holdtes i skolens aula, hvor også foredragene holdtes, medens gruppearbejdet foregik dels i kirkens lokaler og dels i skolens klasseværelser. Også aftenerne havde forskelligt program.
Onsdag var der completorium i Nørrelandskirken, torsdag sluttedes med en forsøgsgudstjeneste arrangeret af en ungdomsgruppe fra Århus. Fredag var så kirkespilkredsen fra Herlev på besøg og opførte spillet »Vejen til Damaskus«.
Konferencen sluttede så lørdag med plenarmøde, hvor hver sektion fremlagde sine synspunkter, og linierne for det fremtidige arbejde blev trukket op, hvorefter man samledes til middagen, der var arrangeret som en agapemåltid (kærlighedsmåltid).
Lad mig så lige omtale de forskellige foredrag. Det første holdtes af docent Harry Aronson, Lund, over emnet: »Veje til fremtid«.
Taleren omtalte bl. a. vor tid som postkonstantinsk, d.v.s. at kirken er løst fra kejseren eller kongen, og omtalte den sekulariseringsproces, der er i gang både på kulturens, naturens, moralens og religionens område, og nævnte bl. a., at vi er stærkt på vej mod en post-industriel tid, der år 2000 vil være et faktum.
Det næste foredrag holdtes af docent Johs. Aagaard, Århus, over emnet: »Retfærdighed — kærlighedens minimum«. Dette blev en meget stærk forkyndelse om kirkens ansvar socialt og politisk.
Uden retfærdighed er kærlighed svindel, sagde Aagaard, og fortsatte, at kærlighed forudsætter retfærdighed, om der ikke skal være tale om hykleri, det ved vi, men en ting er at vide, noget ganske andet er at tro det, så man gør derefter.
Vi har en mekanisme, der faktisk hindrer vor viden i at blive til tro, nemlig fortrængningen, der gør, at en ubehagelig sandhed, som man har erkendt, kan »glemmes« så fuldstændigt, at man går videre i sin tankegang og sine handlingsmønstre, som om intet var erkendt. Men hvad gør vi så?
Kirke efter kirke verden over vedtager i disse måneder at give 20 pct. af deres budgetter til kampen for retfærdighed. Der skal dog tid til alt, siges der, men alle problemer i verden bliver vanskeligere at løse i morgen, end de er i dag. Retfærdigheden er hjemløs i vor verden, og derfor er vor tale om kærlighed hul og tom. »Salt« eller »opium« — det er stadig problemet.
Det sidste foredrag holdt generalsekretær Erik W. Nielsen, London, med emnet: »Kirken — et frit handlingsfællesskab«.
I spørgsmålet om kirken, sagde Erik W. Nielsen, må vi gøre os klart, at det drejer sig om mennesker, ikke som et abstrakt begreb, men mennesker i deres konkrete mangfoldighed. Men bestandig flygter vi fra mennesker ind i åndeliggørelse eller intellektualisme eller teknik.
Han fortsatte med at tale om kirkens frihed, der ikke betyder, at den i sig selv er spor mere fri end alle andre dele af det menneskelige samfund, men at dens frihed ligger på et dybere og mere radikalt plan.
Tilgivelsen, opstandelsen betyder friheden, frigørelsen til at være menneske, ikke skygge. Det betyder frihed til at lide nederlag og frihed til at tage fejl, frihed til at leve ud af og forkynde den opstandelseskraft, som jeg godt ved, jeg er ulydig imod.
Erik W. Nielsen sluttede med at fremholde, at menighedens handling er frigørelsens og forsoningens handling, og midtpunktet i denne handling er samlingen omkring Kristus, og denne samling, gudstjenesten, finder sted på vejen, midt i sendeisen, i missionens perspektiv.
Kirken betyder proeksistens, kirken »for andre«, og dette betyder ikke først og sidst strukturer og store handlinger og planer, men selve det at have frihed til at elske og tilgive, til at møde det andet menneske helt, at være sammen. Det er hænderne og fødderne og munden og øjnene, som er i verden og samfundet, en del af, ansvarlig hver eneste dag.
Disse vægtige og stærkt forkyndende foredrag sammen med bibeltimerne, der holdtes af pastor Henrik Christiansen, Dronninglund, som på en levende og inspirerende måde førte os ind i Kol. 1, 14-25 under emner: »Gudsriget — verden« og »Gudsriget — kirken« blev et ypperligt grundlag for det videre sektionsarbejde.
Berigede og inspirerede kunne vi så skilles i forventning om en stor og berigende konference ved de danske kirke-dage 1971, hvor jeg håber, at mange fra vor kirke deltager, så vi kan lade vore røster lyde også i sådanne sammenhænge.
E. Carlsen.
Bragt i Kristelig Talsmand, 28. august 1970
Kommentarer
Send en kommentar