Glimt fra den fynske metodisme

Johanne Hansen, 1963
Malet af Viggo Kragh-Hansen

Om Johanne Hansens barndomserindringer og senere oplevelser

Af Margrethe Askholm

Den 8. januar 1968 fyldte tidligere forstanderinde Johanne Hansen ved Als husholdningsskole 75 år. Samme dag blev skolen 40 år. I denne dobbeltanledning udsendtes en bog skrevet af forskellige venner til Johanne Hansen. Bogen hedder »Troens kvinde«.

På grund af hendes aktive deltagelse i modstandsbevægelsen under besættelsesårene 1940-45 førte Gestapo hende en dag til Vestre Fængsel, derfra til Frøslev og siden til den berygtede koncentrationslejr Ravensbruk, hvor mere end 100.000 kvinder fra 20 nationer sad indespærret, og mange af dem mistede livet her.

Johanne Hansen bar alle sine prøvelser med styrke og bevarede under alle forhold sin faste Guds-tro, selv da hun tre gange blev stillet ansigt til ansigt med gaskammeret. Hun voksede her med sjælelig styrke, og vandt en ejendommelig værdighed. Hvordan kunne det gå til, at hun lys i sind kunne gå ud af Nazisternes Helvede uden at hade sine bødler; men tværtimod ønskede at være med til at bygge op, hvad der var brudt ned - også i forhold til det folk, der havde været årsag til hendes lidelser?

Johanne Hansen fortæller herom i sine erindringer »Det kunne bære!«:

»I min barndom lå der nogle år en lille bitte rund trækirke, »Bethel«, kun l/4 km fra mit hjem i Fangel på Fyn. Den var rejst af metodisterne, og menigheden bestod nærmest udelukkende af teglværksarbejdere fra den anden side moseskellet, hvortil vi altid før i tiden så over med en vis uhygge, fordi druk og slagsmål tidligere hørte til dagens orden her. Men nu så vi dem hver tirsdag pyntede, pæne og glade mennesker med hinanden i hånden, hele familier, store og små, gå til Bethel.

»Bethel« i Fangel

Vor sognepræst tålte ikke godt dette, og far og mor holdt sig til sognekirken. Sådan var det nu engang skik.

Men farmor, som var meget selvstændig og myndig, gik i Bethel og tog os børn med.

Glæde og fest bandt disse mennesker sammen så hjertelig - og det gjorde et sådant indtryk på os, at vi aldrig glemte det. Bethel var vor barndom.

Da vi kom ud i verden, lagde vi knap nok mærke til, at Bethelkirken blev brudt ned og flyttet.

En sommeraften kom min veninde og jeg fra fest i Fruens Bøge. Vi kom forbi stedet, hvor kirken i sin tid havde stået. Men hvad var det? Vi kunne ikke gå videre, for gyden og især det sted, hvor kirken havde stået, var fuld af lys, sang og musik, så overjordisk dejligt strålende. Vi sagde intet, men vendte om og gik hjem. Men dette jublende lys har jeg altid siden kunnet mærke i sindet. Det kan ikke forklares.

Er det de frelste teglværksarbejdere, som jubler deres tak ud på det sted, hvor de fandt ind til Gud? Vi ved det ikke. Men nede i Ravensbruk, engang i begyndelsen, da jeg syntes, at nu lukkede mørket sig helt om og over mig, da hjalp dette minde mig.

Jeg så rundt på de tusinder lige så ulykkelige som jeg, og syntes ikke, at jeg kunne ulejlige Gud med mig alene, når der var så mange andre. Men så dukkede en forestilling op om millioner, ja, legioner af engleskarer. Så kunne jeg da godt bede Vorherre sende en engel til hver af os ulykkelige, og endda blev der nok til de andre lejre og slagmarker. Og straks var det som om vi blev løftet op over mørket; der var lys, og det holdt sig siden hele tiden gennem det altsammen.

Og når de ulykkelige blev lagt hen for at stride den sidste strid, bad jeg Gud sende en engel, som kunne holde den famlende hånd og hviske, at nu gik det hjem til paradiset. Og jeg tror, englen kom, og at den døende kunne mærke det.

Næst efter Gud gik for mig takken til jer - I mænd og kvinder fra Bethel i min barndom, - fordi I vidnede om, at Gud lever, han, der var jeres autoritet. Det kunne bære, da det for alvor gjaldt - bogstaveligt, legemligt næsten. Det var vor største rigdom dernede i det jordiske helvede.«

Fhv. skoleleder Harald Østergård Flint skriver om Johanne Hansen, også kaldet »Danmarks Johanne«:

»En lille ydmyg kvinde blev af livets tilskikkelser tvunget til at blive en »kriger« med sin simple bue. Hendes pile var afvæbnende smil. Johanne’s hjælpsomhed under fælles ulykke og hendes ubegribelige trosmod selv midt i dødens huler svejsede sjæle sammen, så det aftvang bødlers respekt. Danmarks Johanne, du spændte den bue, der blev rakt dig - og buen blev din.«

Tidl. sognepræst I. P. Kr. Skjoldborg siger:

»Min bedste oplevelse ved Johanne Hansens fødselsdag var en bekræftelse på, at Gud er til.«

Dette strålende vidnesbyrd siger os, at det nytter altid at så, at viderebringe Guds Evangelium -trods stedets lidenhed - trods menneskers forskellighed — der er faktisk ingen undskyldning for ikke at gå igang med at evangelisere. »Kast dit brød på vandet, og du vil finde det længe efter.«

TILFØJELSE:

Til det her meddelte skal lige føjes lidt historisk orientering.

Missionær Markus Nielsen bragte metodismen til Svendborg, hvor han holdt de første møder den 27. og 28. maj I860. I 1864 blev han forflyttet til Vejle, men kom i 1870 tilbage til Svendborg og blev der til 1875. I de år han virkede fra Svendborg, bredte metodismen sig ud over Syd-Fyn og Langeland, og i 1872, den 22. november, holdt han det første møde i Odense. Arbejdet gik noget trægt, indtil J. J. Christensen blev præst i Odense fra 1887-1890.

I 13 år havde menigheden holdt til huse i et lokale ved Albanibroen. Her blev der nu vækkelse, og den 3. februar 1889 kunne superintendent Karl Schou indvie St. Jakobs kirke.

I 1895 kom Anton Bast til Odense. Han var en flammende vækkelsespræst og en gudbenådet folketaler. Tilhørerskarerne voksede og mange mennesker blev vakt og omvendt. Virksomheden voksede så stærkt, at endnu en kirke i Odense kunne indvies. Det var Emmauskirken, der blev indviet af J. J. Christensen, der nu var blevet superintendent. Dette skete i februar 1900.

Nu var der to menigheder i Fyns hovedstad, og de arbejdede godt sammen, ikke alene i byen, men også i landkredsen, hvor der var adskillige prædikepladser, som blev regelmæssig betjent. Den ene plads var Fangel, og det var her den uanseelige trækirke Bethel blev bygget. I 1907 blev den solgt til menigheden i Silkeborg, hvor den gjorde tjeneste til en rigtig kirke blev opført.

Men det var altså i den periode, hvor Bethel var samlingssted i Fangel for metodisterne, at Johanne Hansen fik så uudslettelige minder og så rige velsignelser, at de fulgte hende hele livet — og endnu taler til os.

☆

Fra Kristelig Talsmand 1899 gengives her sluttelig et referat af en høstfest, der bekræfter rigtigheden af den åndelige atmosfære, der har hvilet over arbejdet i den lille trækirke i Fangel:

En meget velsignet Høstfest blev afholdt her i Bethel Lørdagen den 2. September. Det var en Glæde at se, hvorledes Folk strømmede til fra alle Sider; snart vare alle Pladserne optagne saavel Staa- som Siddepladserne, saa man med Nød og næppe kunde trænge sig frem, ja mange maatte endog finde sig i at staa udenfor.

Vore kære Brødre Bast, Sørensen og Werner vare her og talte paa en saa kærlig og indtrængende Maade, at det sikkert har fundet Vej til mange Hjerter og der optændt en hellig Varme og Kærlighed til Jesus og til alt, hvad der hører ham til.

Vi havde ogsaa den Glæde, at Sangkoret fra Odense var her til Stede og sang saa mange dejlige Sange for os og til Ære for vor dyrebare Frelser. Men den bedste af alle vore glæder har jeg gemt tilsidst, og det er, at Jesus selv var midt iblandt os og lod sit »Fred være med eder« lyde i vore Hjerter.

Nu føler jeg Trang til, før jeg slutter, at sige alle I elskelige Brødre og Søstre Tak, fordi I paa en saa kærlig Maade glædede os ved vor Høstfest. Gud velsigne eder derfor!

En hjertelig Tak til vore kære Brødre Bast, Sørensen og Werner. Tak for hvert Ord, der blev talt. Herren velsigne eder for al eders Møje. Vi bringe ogsaa alle I andre Venner en hjærtelig Tak, Tak for de mange dejlige Sange og Tak fordi vi atter havde den Glæde at se eder herude hos os. Jesus være med eder og os alle i al Evighed, det er mit højeste Ønske. En, der vil være med til at holde Høstfest i Himlen.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972