torsdag den 19. februar 2015

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 5

Congofloden set fra Mayanga-plateauet
Isangila, 1896

1. Jan.
„Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! — — Jeg begynder den første Dag med Feber; men Gud har lovet, at Han vil give den trætte Kraft. Hans er ogsaa træt og svag, men har dog ingen Feber, Gud ske Lov!“
2. Jan.
„Gud ske Lov, i Dag  jeg rask og oppe igen! Fylder i Dag 28 Aar. Hans og Drengene har travlt i Haven.“
18. Jan.
„Vore Hjerter længes efter mere Samfund med Gud, mere Fortrøstning, mere Frimodighed og Tro. Og vi kunde faa det alt, for Han har selvsagt: Beder, saa skal eder gives. — Forrige Søndag var en af Drengene nede at grave Orme op, da en Krokodille kom listende og bed ham i Armen. Og det var et stort Under, at han slap saa let. Men det var Gud, som holdt sin Haand over ham. Han kunde let have mistet sin Arm og Livet med. —

I Torsdags havde jeg lidt Feber. Men det var ikke den værste af Dagens Hændelser. Lidt efter Middag trak et forfærdeligt Uvejr op, og en Storm kom tillige saa voldsomt, at vort gamle Hus svajede frem og tilbage, og Skolen faldt. Kogehuset var ogsaa nær faldet, og mange af vore Pisanger faldt. Men ogsaa den Dag viste Gud os, at Han har Omsorg for os. Alle Drengene var i Skole, da Uvejret brød løs. Men de skyndte sig ud. Og lige som de var kommet ud, faldt Huset. De var næppe sluppet uden Skade, hvis de havde været i Huset.“
24. Jan.
„I Dag er det kære Vilhelms Fødselsdag. Han tænker vel næppe paa det i Himlen. For et Aar siden laa han døende her paa den samme Plads, hvor vi nu virker. Jeg var oppe at se til hans Grav. Mon nogen af os skal hvile ved Siden af ham?“
1. Febr.
„Hans kom hjem i Dag, rask og glad, og havde haft en god Tid oppe i Byerne.“
17. Febr.
„Hans og Drengene har haft travlt med at bygge paa Skolehuset i den forløbne Uge, og det gaar godt fremad nu.“
25. Febr.
„I Dag har Hans faaet Skolehuset færdigt. Vi er alle meget glade derover, da vi i lang Tid har savnet det. Maatte Guds Velsignelse hvile over det nye Hus, saa Sjæle maatte blive frelst der!“
24. Marts.
„Hvorfor har jeg ikke skrevet saa længe? — Jeg har ikke haft noget godt at skrive om. For det har været en Mørkets og Kampens Tid, og jeg har været syg og træt. Men Gud være takket, det har lysnet op igen! —

Forrige Søndag, d. 15., fik vi Brev fra Br. White, at han vilde rejse til Amerika „in the interest of our Mission“. Men han kunde ikke faa Tid at komme her først, hvilket vi var meget bedrøvede og skuffede over. — Det ser ikke meget lovende ud i vor Mission, hvad de timelige Ting angaar. Men om Vej og Tid vor Herre véd Raad.“
7. April.
„I Morges gik Hans og ni af Drengene til Byerne for at købe Mad, men ogsaa for at tale Guds Ord. — De var dog ikke gaaet ret langt, før H. fik Feber og maatte ligge paa Stien i flere Timer.

Saa sendte Gud nogle Bærere forbi, og da han heldigvis havde en Hængekøje med sig, saa bar de ham hjem. Jeg blev jo forskrækket ved at se en af Drengene komme tilbage. Men da Hans kort efter kom, var Feberen dog gaaet noget ned.“
17. April.
„Hans har ligget til i Dag, men er da oppe nu. — I Dag er det fem Aar, siden Jesus gav mig Fred. Det var en Glædesdag for mig.“ —
18. April.
„I Dag er det tre Aar, siden vi rejste fra Danmark. Vil vi se det igen?“
3. Maj.
„Hans’ Fødselsdag og et Aar, siden vi kom hertil fra Vivi. Gud har velsignet os meget i det Aar.“
9. Maj.
„Vi har tænkt frem og tilbage og bedt Gud vejlede os i, hvad vi skal gøre angaaende at bygge. Det staar klart for os, at vi ikke skal bygge her ved Isangila, og saa er der ingen anden Udvej at se end at bygge ved Banza-Yanga eller gaa. Men da vi hellere ønsker at blive, saa længe vi kan, og Gud heller ikke har vist os, at vi skal gaa, saa har Hans i Dag bestemt at gaa i næste Uge. Og vi glæder os, for vi tror, at Gud vil velsigne os. — Hans vil komme til at bo deroppe nogen Tid.“
12. Maj.
„Saa gik de! Jeg véd, at jeg nu ikke vil se Hans, uden paa Besøg, i flere Maaneder. Og han vil ogsaa have det ensomt, og mange Ture vil han have at gaa. - - Det er nu tredie Gang, Pladsen bliver ryddet for at begynde at bygge derpaa. Vil Gud velsigne os denne Gang og lade det ske? Maatte dette Hus blive et Fyrtaarn, hvorfra mange Sjæle maa lære Livets Lys at kende!“
18. Maj.
„Hans kom hjem fra Kilongo. - - Folket deroppe syntes glade, fordi han er kommet og vil bygge der. Og Rydningsarbejdet gaar rask fra Haanden.“ 
Hans gik til Vivi d. 22. Maj og kom tilbage d. 29.
„Han havde jo som sædvanlig gaaet saa stærkt, at de fleste af Drengene var bagefter. Gud havde velsignet ham og de smaa Midler, vi havde, saa vi fik langt over Forventning af alle Slags.“ — 
Dagen efter begyndte Drengene at komme med deres Byrder.
„En af de bedste Ting var Orgelet. Hvor er jeg glad for det! - - Og Symaskinen fik jeg ogsaa og mange andre gode Sager.“
4. Juni gik Hans og Drengene igen til Kilongo, men var tilbage allerede 10. Juni.

15. Juni.
„I Dag er det to Aar, siden vi første Gang saa vort Afrika-Hjem. - - Gud har bevaret os gennem mange Storme og Fristelser. — — Vi har ikke meget at vise frem efter to Aars Arbejde. Vi har i Skrøbelighed udsaaet Guds Ord, og Han har sagt, at det skal ikke vende tomt tilbage. Vi ser en god Forandring til det bedre hos mange af vore Drenge. - - Hans er gaaet igen i Dag, saa nu er jeg alene med to Drenge. Her er saa stille og tyst. Men der er Fred i min Sjæl. Og jeg véd, at Gud er med os.“
22. Juni.
„Nu er en Uge forløbet, siden Hans gik. Jeg har haft meget at bestille; men dog har jeg følt mig lidt ensom. Særligt i Gaar, Søndag, havde jeg en haard Anfægtelse. Jeg var heller ikke rask. - - O, denne Tvivl og Frygt i Sjælen altid! At jeg dog ret kunde gribe Gud og holde fast i Troen! — —

Jeg véd, at uden Tro er det umuligt at behage Gud, og det er alt, hvad jeg ønsker. Herre, hjælp mig! — Hans er rask, Gud ske Lov, men faar ikke megen Hjælp fra de Indfødte. Saa det vil maaske gaa langsomt med Huset. Men han er glad og tillidsfuld.“
27. Juni kom Hans hjem.
„Det gaar godt fremad med Huset deroppe.“
2. Juli. Hans gik (til Kilongo).
„Han saa bleg og daarlig ud.“ — 
Der kom fremmede. Det var en af de svenske Missionærer, Hr. Sjoholm:
„...en herlig Mand, og det gjorde mig godt at tale med ham, skønt det stak mig i Hjertet at gøre en Sammenligning mellem vore Missioner. De har Hundreder af omvendte og mange Skoler og gør et stort Arbejde for Gud, medens vi —. Men, Herre, kan vi ikke gøre de store Ting, hjælp os at være trofaste i de smaa! — Siden gik de op og besøgte Hans, som ogsaa fik godt af deres Besøg.“
27. Juli.
„Vi er nu ikke længere under Biskop Taylor, da han er gaaet af paa Grund af Alderdom. Saa vi er nu under Missionsselskabet og haaber, det maa føre til det bedre. Maa Gud velsigne den nye Biskop, som er valgt! —

Hans kom hjem den 16. og havde bestemt at gaa igen den 20., men fik Feber og blev saa hjemme til i Dag. - - Havde en Karavane til Vivi. De har været syge allesammen og lidt meget af Jiggers. — Maatte vi alle komme ud af vore Trængsler mere rene og mere skikkede og mere villige til at modtage den Helligaands Ledelse!“
3. August.
„Havde Brev fra Hans i Forgaars. - - Arbejdet paa Huset gaar godt fremad.“ — 
10. August atter Brev. Hans har haft Feber, men var bedre. Fremgang med Huset:
„...om end kun smaat. Jeg længes meget efter at komme derop. Har ikke set Hans i to Uger nu.“
14. August.
„Om Eftm. kom en Baad ned med en Del hvide Mænd i. -- Det var Mr. Woodcock og Townsend og tre andre Missionærer, som kom ned fra Manyanga. Jeg havde dem alle til Aften, og vi havde en dejlig Tid sammen med Sang, Bøn og Samtale. Kun ønskede jeg, at Hans havde været med og? saa. Jeg sendte Bud til ham om Aftenen, og han var her ogsaa om Morgenen tidlig Kl. 8.“
15. August.
„De blev her til henad Eftm., og vi havde en dejlig Tid. Det var forfriskende for vore Sjæle efter saa længe at have levet i Ørkenen.“
18. August gik Hans igen.
„Maaske, naar han kommer igen, han kan tage mig med.--Været lidt feberhed. — Hans har mange Patienter deroppe, og Folket synes at være glade for ham. Han har hjulpet mange, og de har Tiltro til ham. Gud ske Lov!“
Hans har Modgang med Byggeriet. En Negerkonge kom og tog tre af sine Mænd, der hjalp ham. Og Staten tager tre andre fra ham. —

21. August
„Bud fra Hans. — Han var da lidt gladere igen. -- Huset omtrent færdigt, takket være Gud.“
23. August.
„I Dag Moders Fødselsdag. Gud velsigne hende i det nye Aar. -- Var oppe at spise til Middag hos Statsmændene. Men det er ikke Selskab for os, som vi kan glædes over. Dog gør de det i en god Mening.“
30. August.
„I Morges kom her to Mænd. Og hvilket Syn! Den ene sad paa Jorden og klagede sig. Foran i Halsen var skaaret en Flænge helt igennem Kødet, lige ind til Struberøret, ca. fire Tommer lang. Et aabent, gabende Saar, som flød med Slim og Materie; foruden andre Saar i Hovedet, Skulderen og den ene Haand. Han var uhyggelig at se til. Men, stakkels Mennesker, de var kommet her i Tillid til vor Hjælp. --
Saa jeg tog fat og vaskede ham og fik bundet ham lidt ind. Men jeg tvivler paa hans Helbredelse. O, hvilken Elendighed Satan bringer sit Folk i! Og den anden, som fulgte ham, er aldeles bedækket med Snavs og Saar. Hans Fingre er helt sammengroede af Saar og Snavs. Hvilken Tilstand at leve i! Det er næsten værre end dyrisk.“
31. August.
„Fandt en Bog forleden Dag om Hellighed, som jeg har læst meget i. Den viste mig saa tydeligt, hvordan det er muligt at faa et rent Hjerte og Kraft i den Helligaand. O, hvor mit Hjerte længtes efter denne Erfaring! Jeg blev oppe det meste af Natten og bad til Gud om denne store Velsignelse. Og dog, jeg fik den ikke.

Var min Tro for svag? Eller havde jeg ikke Tro? Herre, tilgiv mig! Hjælp mig at fortrøste mig helt til dig! Jeg føler, jeg maa have denne Velsignelse, hvis jeg skal være lykkelig her paa Jorden. Og jeg véd, det er Guds Vilje, at jeg skal have den.“
2. Septbr.
„Hans kom hjem i Fmd. -- Det store Hus er nu færdigt, og vi kan nu snart flytte, takket være Gud, som har hjulpet og velsignet Hans til at bygge det. — Vi havde en regulær Operation med den syge Mand. Vi syede det store Saar sammen. Men vi frygter lidt, fordi der er Hul baade i Struben og Spiserøret. Hvis han ikke snart kan begynde at spise, vil han dø af Sult. Vi kan kun bede Herren om at hjælpe ham.“

4. Septbr. kommer deres Bærere fra Vivi, hvor Missionærerne længe har været syge.
„Vi havde en god Stund i Aften med Bøn med vore Drenge. En af dem bad saa hjerteligt og oprigtigt, saa vore Hjerter frydede sig i Tak til Gud, for hvad Hans Ord har ud# rettet. Gud velsigne alle vore Drenge!“
12. Septbr.
„Hans gik til B.-Y. i Mandags og kom tilbage i Dag. Det har været en haard Uge med Anfægtelser og Mørke i Sjælen. Har taget alting ned og pakket en Del af vort Tøj. -- Bærerne har lovet at komme Mandag, som vi ønskede. — — Hans er nu helt færdig med Huset og glæder sig til at faa mig derop, og jeg glæder mig ogsaa til at komme.“
16. Septbr.
„Mandag havde vi travlt med at pakke Resten af vore Sager. Men Aftenen kom, uden at vore Bærere lod sig se. Tirsdag Morgen sendte Hans to Drenge af Sted efter dem. Men heller ikke Tirsdag kom de. I Dag ved Middagstid kom to Drenge hjem fra B.-Y. og fortalte, at nogle Folk deroppe havde truet med at ville brænde vort Hus af. Saa Drengene var bange for at være deroppe alene.
Staten ligger ogsaa i Krig med nogle af de Byer, som ligger nærmest ved vor Station. Saa Udsigterne er ikke de lyseste at begynde med. Men priset være Gud! Han har al Magten, og Han kan lede alt til det bedste for os! Hans gik straks derop igen, saa jeg er atter alene paa ubestemt Tid. Men det er værre for stakkels Hans. Han skal bære det altsammen. Herre, velsign og hjælp ham i denne Aftenstund!“
23. Septbr.
„Denne Dag har været haard og lang. I Stedet for at se Hans komme hjem med Bærere kom to af Drengene med den sørgelige Nyhed, at vort Hus oppe ved Banza-Yanga er brændt ned i Gaar. Hvorfor skulde det ske? Det véd vi ikke endnu. Men Gud vil engang gøre alt klart for os. Men det er et haardt Slag.
Og det gør mig saa ondt for Hans, som nu har stræbt og arbejdet saa haardt i 4 Maaneder, — og det er altsammen ødelagt nu. Det synes ikke, som Herren vil have os derop. Efter Bestemmelsen skulde jeg være taget derop i Morgen. Men nu vil jeg aldrig faa det Hus at se. — Men, Herre, din Vilje skel Led os og vis os, hvad vi skal gøre!“
28. Septbr.
„Disse Dage har været lange og triste. — Og dog tror vi, det er bedst, som det er sket. For ellers vilde Gud have forhindret det. Vi kan ikke se nogen Udvej endnu, om hvad vi skal gøre. Men vi véd, at Gud vil vise os det i sin egen Tid. I Lørdags blev Hans syg, og om Natten fik han hæmorturisk Feber. Han var meget syg hele Natten, men i Gaar, Søndag, lidt bedre.
I Nat mere syg igen, — men i Dag, Gud ske Lov, bedre igen. Men Blodet vedbliver at gaa fra ham. Jeg var ogsaa lidt syg i Gaar. Men vi blev passet godt af vore Drenge. De har været meget flinke og deltagende imod os gennem det altsammen, takket være Gud for dem. Har sendt Bud til Vivi i Dag efter Br. Oman.“
29. Septbr.
„Blodet standsede henad Aften i Gaar, men begyndte igen i Dag. Saa jeg gik op til Mr. Van Billingham, Chefen for Stationen, og spurgte, om han ikke vidste noget Raad. Han gav mig noget opløseligt Kinin, og efter at Hans havde taget det, standsede Blodet.“

30. Septbr.
„Hans lidt bedre i Dag. Men han kan ingenting tage ind, saa han begynder at blive saa mat.“
1. Oktober.
„I Dag gik Feberen højt op igen, saa Hans var meget utilpas og urolig.“
2. Oktober.
„Lidt bedre i Dag, og Feberen gaaet ned igen.“
3. Oktober.
„Bedre i Dag, men træt og svag. Om Middagen kom Br. Oman og Str. Lavson. Vi havde ikke ventet dem saa tidligt, saa vi blev overrasket ved at se dem, og særlig Str. Lavson, som vi ikke tænkte paa vilde komme. Men vi var meget glade over at se dem.
Det var første Gang, jeg havde mødt dem. Jeg synes meget godt om dem, og det var en stor Oplivelse for os at have dem. Men der var ikke meget hyggeligt i Huset, da det meste var taget ned og pakket sammen.“
4. Oktober.
„Hans syntes temmelig rask. Men han havde vist talt lidt for meget, og der var ogsaa lidt Træk, hvor han laa. Saa om Fmd. forandrede han sig og fik saadan et underligt Udtryk i sit Ansigt. Og efter Middag blev han meget syg igen, og hans Feber gik op.

Saa om Aftenen var det værre, end det havde været før, og vi vaagede over ham hele Natten. Oman foreslog at bære ham ned til Ugangila, da de havde inviteret ham paa det ivrigste og sagt, at Oman skulde bringe ham derned.“
5. Oktober.
„Hans havde ikke saa høj Feber, men var meget udmattet og svag. Da vi ikke selv havde Bærere, gik Oman op til Staten for at spørge, om vi kunde faa nogle fra dem. Jeg bad til Gud, at hvis det var Hans Vilje, at vi skulde forlade Isangila, at Han saa vilde lade os faa Bærere. Og da Oman kom derop, var alle de Bærere, de havde, rede til at gaa og havde netop løftet deres Byrder.

Men Chefen tog straks otte stærke, kraftige Mænd fra, og vi fik Ordre til at være færdige i Løbet af en Time. Saa jeg fik saa travlt med at ordne og pakke, at inden vi vidste af det, var de færdige til at gaa. Hans var saa svag, at han ikke kunde staa paa Benene, og aldeles hvidgul, som om der ikke var en Draabe Blod tilbage i ham. — Det var jo lidt haardt at sige Farvel; men jeg havde en Forvisning om, at jeg skulde se ham igen.“
10.    Oktober.
„Br. Oman lovede at være tilbage i Dag, og vi er ængstelige efter at høre, hvordan det staar til. — Str. Lavson og jeg har haft en rigtig god Tid sammen. Hun er en meget god Pige.

I Gaar fik vi vore Sager tilbage fra Banza-Yanga, og jeg har nu sendt Bud efter en stor Karavane til at tage alle vore Sager ned, da vi ikke kan se anden Udvej. Huset her er for gammelt til at blive i, naar Regntiden kommer. Vi kommer til at rejse hjem, da det naturligvis vil vare længe, før Hans kan komme sig, og vi ingen Steder har at være.“
11. Oktober.
„Br. Oman kom i Aftes Kl. 11 ½ og var meget træt og udaset. Han havde godt Nyt med fra Hans, som allerede var meget bedre. Men han havde været meget syg paa Vejen ned.“ 
Br. White var kommet tilbage til Vivi fra Amerika og havde sin Broder med. Men de skal arbejde med Damperen og tager nogle af de bedste af Drengene fra Vivi med.
„En af disse skulde uddannes til Evangelist, og det gjorde baade Str. Lavson og Br. Oman saa ondt at se ham gaa. Men Gud kan vende alt til det bedste endnu. --- “
14. Oktober ventede de Bærere:
„...men om Aftenen kom Drengene tilbage med Besked, at de kunde ikke komme før om en Uge.“ 
Heller ikke Statens Chef kan skaffe dem Bærere nok, og 15. Oktober gaar Br. Oman forgæves op til Byerne for at skaffe nogle.

17. Oktober.
„I Dag, Lørdag Eftm., kom der Bud ned fra Chefen, at vi kunde faa femten Bærere, -- og da vore egne var saa usikre, turde vi ikke afslaa Tilbudet. Jeg vilde have, at Str. Lavson skulde gaa; men Oman vilde, at jeg skulde. Saa jeg fik jo travlt med at pakke sammen, da vi skulde af Sted den næste Morgen. —

Men jeg var ikke ked af at skulle herfra. Den sidste Tid havde været haard, og jeg var blevet saa nervøs og trist. Alle Drengene var ogsaa gaaet, undtagen én, saa der var intet, som holdt mig tilbage.“
Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Ingen kommentarer:

Send en kommentar