Af Harald Jacobsen
I maj måned 1937 afsluttede jeg min uddannelse på vor teologiske skole »Øverås« i Göteborg.
Ved årskonferencen samme år i Holbæk, blev jeg ansat som forstander for Strandby-Jerup menighed, og tiltrådte den 1. august. Jeg blev således den tredie præst ved menigheden, som var blevet selvstændigt pastorat 1928. Jeg havde dog besøgt menigheden et par gange forud.
I januar 1934 blev jeg udsendt af kirken, for gennem praktisk arbejde at få mit kald som præst, bekræftet - og kirken samtidigt kunne vurdere mine evner i så henseende.
I 1933/34 havde Strandby menighed oplevet en rig åndelig tid med vækkelse, som havde til følge, at menighedens medlemstal blev fordoblet. Det blev for mig en åndelig berigende tid, at omgås mennesker, der havde oplevet frelsen i Jesus Kristus.
Gik man en aftentur i byen, lød der lovsang fra alle hjem - og især sangen:
Det blev derfor en glæde for mig, som skabte store forventninger, da biskop Raymond Wade om søndagen i forbindelse med ansættelseslisten læste Strandby-Jerup: Harald Jacobsen.
Jeg fik lov at virke her i 5 år, hvoraf halvdelen af tjenestetiden faldt i krigens år. Der siges, at nød forener - og det fik jeg i rigt mål oplevet i Strandby-Jerup i krigsårene.
Det er begrænset spalteplads, der er givet mig, så jeg skal blot nævne nogle få ting, jeg fik lov at medvirke til.
Før krigen tog fiskerne ved forårstide på Englands-fiskeri - og vendte hjem hen på efteråret. Der blev afholdt afskeds- og velkomstfest for fiskerne henholdsvis i Missionshuset og Metodistkirken.
Indre Mission havde på den tid deres egen præst, som de selv lønnede, først senere blev sognets folketal så stort, at det blev et fast embede under Kirkeministeriet. Deres præst var pastor Hübert Knudsen, som jeg delte meget godt sammen med.
Vi blev enige om at tale med vore menighedsråd om at sammenlægge disse fester for fiskerne, og afholde dem skiftevis i Missionshuset og Metodistkirken - gennem dette blev samarbejdet udvidet til bl. a. Evangelisk Alliance.
Jeg mindes også mange dejlige moder i Skagen, som blev afholdt i Bidstrups hjem i nordbyen. Hver gang vi havde møde i hans hjem, flyttede han noget af sit indbo ud i haven, for at give plads til de besøgende.
Også i Aalbæk fik vi anledning til at holde møder på en gård hos Peter Lyng, hvis kone i sine yngre år havde deltaget i møderne på Vanggården i Jerup.
Vinteren 1941/42 var meget kold med megen sne og store kuldegrader. Jeg har set termometeret stå på 40 kuldegrader på Julius Thomsens fiskehus. Havnen var bundfrossen, og Strandby var landfast med Hirsholmene, så bl. a. Marie Ingeborg gik over isen fra Strandby til Hirsholmene.
Alt fiskeri lå stille den vinter.
En aften kom to unge til præsteboligen og spurgte, om ikke der kunne blive afholdt nogle møder nu, da alle fiskerne alligevel var hjemme. De ville så personligt gå fra hus til hus og indbyde til møderne.
Vi begyndte møderne i den lille sal, men tilslutningen øgedes, så vi måtte rykke ind i kirken. Efter en uges tid, hvor vi selv afholdt møderne, sendte vi bud efter pastor Chr. Nielsen fra Horsens, og møderne fortsatte i yderligere tre uger.
Ved disse møder fandt mange - især blandt de unge - livet i Gud.
Een ting mere, jeg vil huske fra min Strandby-tid, det var menighedssangen. Hvor kan de synge, de Strandby-folk.
I mange byer blev der i krigens år holdt alsang-stævner. Jeg indbød også til et sådant, og der samledes ca. 200 mennesker på Nissebakken nord for Strandby, hvor vi sang vore dejlige fædrelandssange samt flere åndelige sange.
Jeg foreslog det, der efterhånden var blevet tradition efter et sådant samvær, at sende en hilsen til Hans Majestæt Kongen. Nogle dage senere var jeg oppe på Strandby Station. Stationsleder fru Poulsen sagde:
Vort bryllup - sølvbryllup - og guldbryllup har vi fejret i det østlige Vendsyssel. Vore to børn er født her - de er også viede med vendelboere og bosat her i landsdelen. Vore fem børnebørn er født og opvokset i Vendsyssel.
Når jeg tænker tilbage på årene, vælder minder frem om gode samvær med menighedernes venner, som vi er Gud og menigheder meget taknemmelige for.
Artikel bragt i jubilæumsskriftet Strandby Metodistmenighed 1928-1988
I maj måned 1937 afsluttede jeg min uddannelse på vor teologiske skole »Øverås« i Göteborg.
Ved årskonferencen samme år i Holbæk, blev jeg ansat som forstander for Strandby-Jerup menighed, og tiltrådte den 1. august. Jeg blev således den tredie præst ved menigheden, som var blevet selvstændigt pastorat 1928. Jeg havde dog besøgt menigheden et par gange forud.
I januar 1934 blev jeg udsendt af kirken, for gennem praktisk arbejde at få mit kald som præst, bekræftet - og kirken samtidigt kunne vurdere mine evner i så henseende.
 |
| Strandby |
Gik man en aftentur i byen, lød der lovsang fra alle hjem - og især sangen:
»Så skal det mit alvor da være, at gøre hvad Herren han vil«.Jeg måtte her lægge pennen og synge sangen for mig selv og mindes de glædefyldte dage, da jeg første gang besøgte Strandby.
Det blev derfor en glæde for mig, som skabte store forventninger, da biskop Raymond Wade om søndagen i forbindelse med ansættelseslisten læste Strandby-Jerup: Harald Jacobsen.
Jeg fik lov at virke her i 5 år, hvoraf halvdelen af tjenestetiden faldt i krigens år. Der siges, at nød forener - og det fik jeg i rigt mål oplevet i Strandby-Jerup i krigsårene.
Det er begrænset spalteplads, der er givet mig, så jeg skal blot nævne nogle få ting, jeg fik lov at medvirke til.
Før krigen tog fiskerne ved forårstide på Englands-fiskeri - og vendte hjem hen på efteråret. Der blev afholdt afskeds- og velkomstfest for fiskerne henholdsvis i Missionshuset og Metodistkirken.
Indre Mission havde på den tid deres egen præst, som de selv lønnede, først senere blev sognets folketal så stort, at det blev et fast embede under Kirkeministeriet. Deres præst var pastor Hübert Knudsen, som jeg delte meget godt sammen med.
Vi blev enige om at tale med vore menighedsråd om at sammenlægge disse fester for fiskerne, og afholde dem skiftevis i Missionshuset og Metodistkirken - gennem dette blev samarbejdet udvidet til bl. a. Evangelisk Alliance.
Jeg mindes også mange dejlige moder i Skagen, som blev afholdt i Bidstrups hjem i nordbyen. Hver gang vi havde møde i hans hjem, flyttede han noget af sit indbo ud i haven, for at give plads til de besøgende.
Også i Aalbæk fik vi anledning til at holde møder på en gård hos Peter Lyng, hvis kone i sine yngre år havde deltaget i møderne på Vanggården i Jerup.
Vinteren 1941/42 var meget kold med megen sne og store kuldegrader. Jeg har set termometeret stå på 40 kuldegrader på Julius Thomsens fiskehus. Havnen var bundfrossen, og Strandby var landfast med Hirsholmene, så bl. a. Marie Ingeborg gik over isen fra Strandby til Hirsholmene.
Alt fiskeri lå stille den vinter.
En aften kom to unge til præsteboligen og spurgte, om ikke der kunne blive afholdt nogle møder nu, da alle fiskerne alligevel var hjemme. De ville så personligt gå fra hus til hus og indbyde til møderne.
Vi begyndte møderne i den lille sal, men tilslutningen øgedes, så vi måtte rykke ind i kirken. Efter en uges tid, hvor vi selv afholdt møderne, sendte vi bud efter pastor Chr. Nielsen fra Horsens, og møderne fortsatte i yderligere tre uger.
Ved disse møder fandt mange - især blandt de unge - livet i Gud.
Een ting mere, jeg vil huske fra min Strandby-tid, det var menighedssangen. Hvor kan de synge, de Strandby-folk.
I mange byer blev der i krigens år holdt alsang-stævner. Jeg indbød også til et sådant, og der samledes ca. 200 mennesker på Nissebakken nord for Strandby, hvor vi sang vore dejlige fædrelandssange samt flere åndelige sange.
Jeg foreslog det, der efterhånden var blevet tradition efter et sådant samvær, at sende en hilsen til Hans Majestæt Kongen. Nogle dage senere var jeg oppe på Strandby Station. Stationsleder fru Poulsen sagde:
Der er kommet et telegram til Dem, pastor Jacobsen.Stor var min forundring, da jeg læste:
Amalienborg Slot.Telegrammet havde følgende ordlyd:
Min hjertelige tak og genhilsen - Christian R.Over halvdelen af min tjenestetid i kirken er faldet i Vendsyssel. Jeg har betjent samtlige vore menigheder i Vendsyssel. Her stiftede vi vort hjem.
Vort bryllup - sølvbryllup - og guldbryllup har vi fejret i det østlige Vendsyssel. Vore to børn er født her - de er også viede med vendelboere og bosat her i landsdelen. Vore fem børnebørn er født og opvokset i Vendsyssel.
Når jeg tænker tilbage på årene, vælder minder frem om gode samvær med menighedernes venner, som vi er Gud og menigheder meget taknemmelige for.
Artikel bragt i jubilæumsskriftet Strandby Metodistmenighed 1928-1988
Kommentarer
Send en kommentar