Gå videre til hovedindholdet

»Hvor kan de synge, de Strandby-folk«

Af Harald Jacobsen

I maj måned 1937 afsluttede jeg min uddannelse på vor teologiske skole »Øverås« i Göteborg.

Ved årskonferencen samme år i Holbæk, blev jeg ansat som forstander for Strandby-Jerup menighed, og tiltrådte den 1. august. Jeg blev således den tredie præst ved menigheden, som var blevet selvstændigt pastorat 1928. Jeg havde dog besøgt menigheden et par gange forud.

I januar 1934 blev jeg udsendt af kirken, for gennem praktisk arbejde at få mit kald som præst, bekræftet - og kirken samtidigt kunne vurdere mine evner i så henseende.

Strandby
I 1933/34 havde Strandby menighed oplevet en rig åndelig tid med vækkelse, som havde til følge, at menighedens medlemstal blev fordoblet. Det blev for mig en åndelig berigende tid, at omgås mennesker, der havde oplevet frelsen i Jesus Kristus.

Gik man en aftentur i byen, lød der lovsang fra alle hjem - og især sangen:
»Så skal det mit alvor da være, at gøre hvad Herren han vil«. 
Jeg måtte her lægge pennen og synge sangen for mig selv og mindes de glædefyldte dage, da jeg første gang besøgte Strandby.

Det blev derfor en glæde for mig, som skabte store forventninger, da biskop Raymond Wade om søndagen i forbindelse med ansættelseslisten læste Strandby-Jerup: Harald Jacobsen.

Jeg fik lov at virke her i 5 år, hvoraf halvdelen af tjenestetiden faldt i krigens år. Der siges, at nød forener - og det fik jeg i rigt mål oplevet i Strandby-Jerup i krigsårene.

Det er begrænset spalteplads, der er givet mig, så jeg skal blot nævne nogle få ting, jeg fik lov at medvirke til.

Før krigen tog fiskerne ved forårstide på Englands-fiskeri - og vendte hjem hen på efteråret. Der blev afholdt afskeds- og velkomstfest for fiskerne henholdsvis i Missionshuset og Metodistkirken.

Indre Mission havde på den tid deres egen præst, som de selv lønnede, først senere blev sognets folketal så stort, at det blev et fast embede under Kirkeministeriet. Deres præst var pastor Hübert Knudsen, som jeg delte meget godt sammen med.

Vi blev enige om at tale med vore menighedsråd om at sammenlægge disse fester for fiskerne, og afholde dem skiftevis i Missionshuset og Metodistkirken - gennem dette blev samarbejdet udvidet til bl. a. Evangelisk Alliance.

Jeg mindes også mange dejlige moder i Skagen, som blev afholdt i Bidstrups hjem i nordbyen. Hver gang vi havde møde i hans hjem, flyttede han noget af sit indbo ud i haven, for at give plads til de besøgende.

Også i Aalbæk fik vi anledning til at holde møder på en gård hos Peter Lyng, hvis kone i sine yngre år havde deltaget i møderne på Vanggården i Jerup.

Vinteren 1941/42 var meget kold med megen sne og store kuldegrader. Jeg har set termometeret stå på 40 kuldegrader på Julius Thomsens fiskehus. Havnen var bundfrossen, og Strandby var landfast med Hirsholmene, så bl. a. Marie Ingeborg gik over isen fra Strandby til Hirsholmene.

Alt fiskeri lå stille den vinter.

En aften kom to unge til præsteboligen og spurgte, om ikke der kunne blive afholdt nogle møder nu, da alle fiskerne alligevel var hjemme. De ville så personligt gå fra hus til hus og indbyde til møderne.

Vi begyndte møderne i den lille sal, men tilslutningen øgedes, så vi måtte rykke ind i kirken. Efter en uges tid, hvor vi selv afholdt møderne, sendte vi bud efter pastor Chr. Nielsen fra Horsens, og møderne fortsatte i yderligere tre uger.

Ved disse møder fandt mange - især blandt de unge - livet i Gud.

Een ting mere, jeg vil huske fra min Strandby-tid, det var menighedssangen. Hvor kan de synge, de Strandby-folk.

I mange byer blev der i krigens år holdt alsang-stævner. Jeg indbød også til et sådant, og der samledes ca. 200 mennesker på Nissebakken nord for Strandby, hvor vi sang vore dejlige fædrelandssange samt flere åndelige sange.

Jeg foreslog det, der efterhånden var blevet tradition efter et sådant samvær, at sende en hilsen til Hans Majestæt Kongen. Nogle dage senere var jeg oppe på Strandby Station. Stationsleder fru Poulsen sagde:
Der er kommet et telegram til Dem, pastor Jacobsen. 
Stor var min forundring, da jeg læste:
Amalienborg Slot. 
Telegrammet havde følgende ordlyd:
Min hjertelige tak og genhilsen - Christian R.
Over halvdelen af min tjenestetid i kirken er faldet i Vendsyssel. Jeg har betjent samtlige vore menigheder i Vendsyssel. Her stiftede vi vort hjem.

Vort bryllup - sølvbryllup - og guldbryllup har vi fejret i det østlige Vendsyssel. Vore to børn er født her - de er også viede med vendelboere og bosat her i landsdelen. Vore fem børnebørn er født og opvokset i Vendsyssel.

Når jeg tænker tilbage på årene, vælder minder frem om gode samvær med menighedernes venner, som vi er Gud og menigheder meget taknemmelige for.

Artikel bragt i jubilæumsskriftet Strandby Metodistmenighed 1928-1988

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8 Af C. Nielsen I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde. Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden. I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg. Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandl...