Nordøst-Vendsyssel

Fra »den ringe tings dag« til frugtbare tider

Af Niels Mann

Gården »Engen« med ejeren, tømrermester
Chr. Jørgensen foran det gamle stuehus

I Elling sogn, vel 4-5 km nord for Frederikshavn, ligger »Engen«, en meget gammel gård.

Trap mener, at den kan føres tilbage til slutningen af 1600-tallet.

Men i hvert tilfælde viser tingbogen, at en fæstebonde under den i sin tid store »Ellinggård« har magtet at købe den og fået skøde på den den 19. juli 1801, og det vil altså sige, at den i hvert tilfælde har eksisteret i 1700-tallet, og den har stået som selvstændigt landbrug siden.

Ejendommen har i den meget lange periode selvfølgelig haft mange ejere. Her skal nævnes en enkelt fra forrige århundrede, nemlig sognefoged Otto Christian Jensen, der købte gården i 1874, hvorefter den var i slægtens besiddelse i en lille snes år. Den har siden haft et par ejere, til tømrermester Chr. Jørgensen, Frederikshavn, købte den og har ved forpagter drevet den siden. Derved fik »Engen« fornyet interesse. Chr. Jørgensen er en særdeles velkendt borger i sin by. Han er af gammel metodistslægt og har på mange måder været sin kirke en god mand. I mange år sad han som medlem af kirkens hovedbestyrelse, ligesom han i mange år har været kirkeværgernes formand i Frederikshavn.

Når jeg beskæftiger mig lidt udførligt med »Engen«, er det, fordi dens ejer, ovennævnte sognefoged Otto Jensen og hans hustru for snart et hundrede år tilbage var de første til at indbyde en metodistprædikant til at holde møde i Nordøst-Vendsyssel, og at netop »Engen« blev den åbne dør til det åndelige og kirkelige røre, der skulle udvikle sig så stærkt og rigt i egnen omkring Frederikshavn og op mod Skagen - et arbejde så rigt velsignet af Gud som få steder i vort land.

Hvad der så beskedent begyndte på »Engen« rakte gennem det lille århundrede langt, langt længere ud, end vi kan måle eller tænke. Tusinder har i prædikener eller vidnesbyrd, i sang eller påvirkning på anden måde mødt hin tids metodismes stærke forkyndelse om synd og nåde. Ad mærkelige veje førte Gud sit arbejde videre til Strandby, Frederikshavn og til mange mødepladser på egnen. Der var mange åbne sind for evangeliet.

Det er nok gået her som andre steder i vort land, hvor metodismen kom med sit vidnesbyrd, at den selv fik den mindste frugt af sit arbejde.

Er det for ubeskedent at nævne en sjælden frugt fra »Engen«-møderne, nemlig hjemmets egen søn, Carl, som har været 11-12 år, da H. Hansen første gang gik ind gennem hjemmets dør. Carl har selvfølgelig været med til mange møder i sit hjem, og troligt gik han søndag efter søndag til sin søndagsskole hos H. Hansen i Frederikshavn. Hans modtagelige drengesind tog mod det, der ofte blev til den største og rigeste arv, nogen kunne tage med sig ud i livet.

Carl Ottosen blev den senere over hele Danmark kendte overlæge, som i så mange år var knyttet til Skodsborg Badesanatorium. Denne institution, kendt langt udenfor Danmarks grænser, var hans livsværk. Det samme gjaldt også »Frydenstrand« ved Frederikshavn, der nu for mange år siden er nedlagt. Carl Ottosen blev aldrig medlem af metodistkirken. Han sluttede sig som bekendt til Adventistsamfundet.

☆

Men hvorledes kom metodisterne i det hele taget til Vendsyssel? Der var jo så langt fra denne nordlige del af landet til den nærmeste metodistmenighed. Den lå nemlig i Vejle.

Måske må jeg benytte anledningen til at korrigere et par ting i denne forbindelse. Den almindelige opfattelse er jo, at det var kolportør i Indre Mission, Andreas Christensen, boende i Aså, syd for Sæby, der først talte med kirkens styrelse om at få en metodistprædikant til Vendsyssel. Dette er uden tvivl rigtigt. Men der har i hvert tilfælde også været en mand mere, der kom til at spille en stor rolle i samme sag.

Men først et par ord om Andreas Christensen. Han, der var kolportør i Indre Mission, tog en dag i 1874 til København, og måske har denne rejse haft som hovedformål at stifte bekendtskab med metodisterne, som han har hørt en del om, og som har vakt hans interesse.

Han overværede i Set. Pouls Kirke i Rigensgade (nu Jerusalemskirken) en gudstjeneste og flere af kirkens møder, og han blev stærkt grebet af det personlige i metodisternes forkyndelse og arbejde. Året efter var han til kirkens årsmøde i Vejle, der yderligere styrkede ham i troen på, at metodistkirken havde noget at gøre i Danmark, og det er her, han har udtrykt ønsket om at få en metodistprædikant til Vendsyssel. Om dette har han da forhandlet med kirkens ledende mænd. Han trådte dermed ud af Indre Mission og dens arbejde.

Adskillige år senere minder A. Christensen i en meddelelse fra Aså til Kristelig Talsmand om, at han jo var den første, der bad kirkens ledelse om at få en metodistprædikant til Vendsyssel.

Men uafhængig af A. Christensen - sådan synes det i hvert tilfælde — var der en mand fra Vesterskov i Hellevad sogn, ikke langt fra Hjallerup, der også synes at have haft en meget stærk indflydelse i sagen. Hans navn var Anders Christian Andreasen.

I Metodisthistorisk Årsskrift 1937 fortæller pastor Chr. Nielsen (død 1946) i afsnittet om Niels Tvilling, at han ved årsmødet i Ålborg i 1933 traf denne mand.

»Han fortalte mig lidt om sig selv og den andel, han havde i, at metodisterne fik begyndt virksomhed i Vendsyssel i 1875«, skriver Chr. Nielsen, og fortsætter:

»Han, der boede ved Hellevad og var pottemager af profession, var på det tidspunkt først i tyverne. Han var blevet alvorlig vakt og gik som et søgende menneske uden at eje fred i sin sjæl. I kirkerne på hans hjemegn kunne han ikke finde det, han søgte, og så begav han sig på vandring. Han kendte lidt til Brødremenigheden i Christiansfeld og vidste også om en metodistmenighed i Vejle, den eneste, som dengang fandtes i Jylland. På sin fod drog han til Vejle, hvor han til sin store glæde overværede metodisternes gudstjenester i den gamle kirkesal i Flegborg, drog videre derfra til Christiansfeld for over Varde at komme tilbage til Vejle, hvor han i 1875 blev optaget i menigheden.«

Der kunne måske rejses spørgsmål om, hvem der egentlig har været den første, der har fået metodistprædikanten til Vendsyssel. Den første møderække, som vi har kendskab til, blev nemlig holdt i december 1875, og det første møde i denne holdtes i Andreasens hjemsogn.

Derfor kan Andreas Christensen selvfølgelig selv have holdt møder i Aså. Men det har jo sådan set mindre til sagen at gøre. Det er dog interessant, set på den tids baggrund, at to mænd fra hver sin egn rejser lange veje i en tid, hvor rejsemulighederne var få og meget primitive, blot for at søge det, der kan tilfredsstille hjertets længsel efter Gud.

Men Hellevad-manden var den første metodist i Vendsyssel, optaget på sin vandretur i det sydlige Jylland i 1875. De første seks medlemmer, der optages i Vendsyssel, er bl. a. Andreas Christensen og hustru Marie f. Nielsen, Aså, og pottemager Andreasens hustru Christine f. Jensen, som, da manden kom hjem, har besluttet sig til at stå i samme kirke som sin mand.

For øvrigt har der været nogen ængstelse for, at man skulle udvide arbejdet så meget, at det ikke kunne passes. I referat fra det omtalte årsmøde i Vejle i 1875 står der:

»Formanden (superintendent Karl Schou) fremsatte det spørgsmål, om det var hensigtsmæssigt at sprede virksomheden til så mange steder som muligt, når dette medførte, at menigheden (Vejle) derved måtte savne det tilbørlige tilsyn, og selv om menigheden ikke led derved, om det alligevel var gavnligt at prædike på mange forskellige steder, når disse ikke tilbørlig kunne vedligeholdes.«

Hans mening var, at først måtte menigheden passes, og dernæst, at det ville være til større gavn at indskrænke virksomheden kun til et sådant antal steder, som ofte kunne besøges.

Ikke desto mindre var Hansen i Vendsyssel tre gange i første halvår af 1876, og i september ansættes han deroppe med bopæl i Hjørring.

☆

Hans Hansen var en meget nidkær og flittig prædikant, og han gik ind ad alle åbne døre, og arbejdet synes at have båret frugt med det samme. På grund af vanskelighed med at få passende lokale blev det i første omgang ikke til meget med arbejdet i Hjørring. Men i Løkken og deromkring samledes mange mennesker i de hjem, der ville åbne sig for metodisterne, og mange lyttede til den unge prædikants hjertevarme vidnesbyrd.

Der havde endnu ikke været afholdt noget møde i Frederikshavn eller i det hele taget i Nordøst-Vendsyssel, da sognefogeden og hans kone fra »Engen« engang hen på efteråret i 1876 tog til Hjørring for at tale med metodistprædikanten, om han ville komme og holde et møde hos dem. Hansens ry var altså nået til »Engen«. Og nu lovede de ham, at hvis han ville komme, skulle de nok få folk til huse. Hansen slog til med det samme.

Lidet anede de to mennesker så lidt som Hansen selv, hvad dette besøg hin efterårsdag skulle komme til at indebære.

Mødet på »Engen« blev bestemt til den 1. december. Skønt Hansen selv har ment, at han kom i god tid, kom han alligevel for sent til at komme ind i stuerne. Lang tid før mødet skulle begynde, var de fyldt med folk, og Hansen måtte stå i døren mellem forgangen og stuen. Vi tager næppe fejl, når vi mener, at dette første møde har været et stærkt kald til mennesker om at søge Gud til frelse, og at det var en forkyndelse, der lå ud over, hvad mennesker var vant til at høre. I hvert tilfælde vakte den røre og bevægelse.

Selvfølgelig var der en del mennesker fra det nærved liggende fiskerleje Strandby, og blandt dem var der et par yngre folk, som blev stærkt berørt af ordet, og som efter mødet resolut indbød Hansen til at holde møde i deres hjem i Strandby.

Det var den senere meget kendte fisker Niels Tvilling og hans kone Elsine. Det var mennesker godt op i tyverne, og de havde en lille landbrugsejendom i Strandby, og samtidig med driften af denne drev Niels Tvilling lidt kystfiskeri. Det ser ud til, at Hansen allerede næste dag eller aften, altså den 2. december 1876, holdt det første møde i Strandby, og at det altså har fundet sted i Niels Tvillings hjem, der i mange år skulle blive rammen om et rigt og velsignet arbejde.

Det ser også ud til, at Hansen har fortsat dagen efter til Jerup, nogle få kilometer nord for Strandby, og et par steder mere, inden han igen vendte tilbage til sit hjem i Hjørring. Begyndelsen havde været meget lovende, og Hansen var fast besluttet på at følge den op.

Hvor ofte der i disse første tider har været afholdt møder i »Engen« og Strandby og på de andre pladser på egnen, står ikke helt klart. Men der er dog næppe tvivl om, at der efterhånden er kommet en vis regelmæssighed med hensyn til møder både i »Engen« og i Strandby. Men vi må huske på, at dels boede Hansen til at begynde med i Hjørring, en meget lang vej og få rejsemuligheder, og dels var han også i de første tider alene på sit vidstrakte felt, og der blev kaldt mange steder fra.

En ung mand, han har vel på den tid været en lille snes år, som var uddannet i skrædderfaget og var fra Lendum sogn, men sandsynligvis haft arbejde i Frederikshavn og boet dér, har uden tvivl overværet møder i »Engen« eller i Strandby i disse første tider.

Han er blevet vakt og stærk draget af Hansens forkyndelse. Han finder på at sende Hansen et brev og spørger, om han vil komme til Frederikshavn og holde et møde. Som sædvanlig er Hansen med det samme villig til at sige ja, og han er i Frederikshavn til de første to møder den 18. og 19. januar 1877, altså kun et par måneder efter det første møde i »Engen«.

Denne unge mand var den senere pastor S. K. Johansen, hvis rige evner senere blev taget i brug på forskellig vis: kirkens præst ved flere menigheder, i adskillige år lærer ved vor præsteskole og ligeledes i en del år redaktør af Kristelig Talsmand - en af kirkens rigest begavede mænd.

Arbejdet i de følgende måneder er så lovende, at Hansen senere på året 1877 forflyttes til Frederikshavn. Nu fik han arbejdet i den nye lovende landkreds nærmere ind på livet, og arbejdet kunne bedre passes.

Selv om møderne i Otto Jensens gård fortsattes i regelmæssig gænge, blev Strandby dog med årene tyngdepunktet på egnen, hvilket var ret naturligt, dels var der i det lille fiskerleje en samlet befolkning, og dels viste der sig i denne befolkning at være stor modtagelighed for den forkyndelse, metodistprædikanten kom med.

Arbejdet er hurtigt faldet i ret faste former. Niels Tvillings hjem forblev i adskillige år samlingsstedet for de ret mange, der efterhånden følte sig hjemme i metodisternes kreds, og mangen strandbynit har mangen aften nu og da standset udenfor det gamle hus i smøgen og lyttet til den glade sang, der tonede ud fra de små ruder - noget helt nyt her, hvor hav og storm ellers havde været ene om at synge, hvad enten det var i de lysere eller mørkere toner.

Ret hurtigt voksede en lille kreds af mænd frem, der kunne føre ordet, og som følte kald til at tjene og prædike, ulønnede mænd, som ofrede tid og kræfter og evner i arbejdet. Den første har vel været den unge Svend Johansen, der jævnlig kom til Strandby og vel også til de øvrige pladser.

Senere møder vi navnet N. C. Danielsen, en skibstømrer, som sammen med sin hustru var blevet vundet for Gud i metodistkirken. Han var en varmhjertet kristen og en nidkær og dygtig forkynder. Han kom meget ofte til Strandby og kom til at betyde meget for arbejdet dér. I alskens vejr tog han som regel turen til fods de 7 km frem og hjem igen. Han flyttede senere til Esbjerg, og her har han skrevet i sine erindringer:

»Gud ske lov for hver opbyggelse, jeg fik i Niels Tvillings hjem i Strandby. Vi skiltes aldrig uden en bønnestund med hverandre om det grønne bord. Og vi bad altid for Strandbys frelse. . .«

Det fortæller lidt om den alvor, der prægede dem, der havde ansvar i hine dage.

Også baptistmenigheden i Frederikshavn holdt møder i Strandby, hvor de havde et enkelt medlem. Selvfølgelig var der god økumenik de to samfund imellem. Den unge lægprædikant Svend Johansen, begyndte i 1879 en søndagsskole, men da han efter kortere tids forløb måtte forlade Frederikshavn for at gå ind i kirkens tjeneste, ophørte den, men kun for kort tid efter at fortsættes af baptisterne, og i mange år drev de denne søndagsskole med megen omhu og trofasthed.

En enkelt leder, som jeg har kendt, tømrer Nielsen (Gjøderum), Frederikshavn, var sjælden trofast i denne gerning og holdt ud i ca. 25 år, og så vidt jeg ved, gik han en stor del af denne tid til fods den lange vej fra Frederikshavn.

☆

Niels Tvillings lavloftede stuer blev efterhånden for trange. Der kom stedse flere til møderne, og nu og da var der vækkelse og røre i kredsen. Pastor C. Thaarup skrev f. eks. i 1888:

»Også omkring på landet, hvor vi forkynder frelsens budskab, bekender Gud sig til arbejdet. Mange søger Gud alvorligt, hvilket dog særligt er tilfældet i Strandby og Sæsing . . .«

Det blev nødvendigt at finde et sted med lidt mere rum, og Thomas Risager, far til den ret store Risager-slægt, indrettede da en sal i sit hus. Den var heller ikke stor, men der har nok været lidt mere luft.

Ret ofte havde man drøftet mulighederne af at kunne rejse et hus eller et kapel, der kunne være velegnet for det voksende arbejde. I 1888 skriver superintendenten, Karl Schou, på rejse om Frederikshavn:

»I Bangsbo og i Strandby, to landsbyer i nærheden (af Frederikshavn), er de derboende brødre meget optaget af byggetanker. Hvert sted ønsker sit kapel, og de får det nok også...«

Men det gik ikke så let. Fiskerne var dengang en meget fattig befolkning, og Strandby var ingen undtagelse. Og man var hundeangst for gæld, så udsigterne for denne drøm var små.

Der skulle komme til at gå 16 år fra det første møde i Niels Tvillings hus, til et hus blev bygget, og så var det endda ikke metodisternes eget hus. De måtte dele det med mange andre.

Der skete nemlig det, at afholdsbevægelsen, Danmarks Afholdsforening, dengang noget nyt, også nåede Strandby og blev dér som mange andre steder meget populær. En meget stor del af den lille bys befolkning sluttede hurtigt op om den, og da Indre Mission og metodisterne blev de førende indenfor dette nye arbejde, blev den en ikke ringe faktor i det kristelige arbejde på stedet.

Men savnet af et hus føltes også stærkt indenfor den nye forening. Man havde ikke rigtig noget sted at samles, og efter lange og mange drøftelser fandt man på at rejse et ganske almindeligt forsamlingshus. Det skulle stå åbent for alle uanset anskuelse i kristeligt, politisk eller socialt arbejde. Der måtte blot ikke afholdes dans eller udskænkes spiritus. Man enedes om at rejse huset på aktier.

Lidet anede metodisterne dengang, at dette jævne og i hele sin skikkelse fattige hus, og fremmet indirekte af afholdsforeningen, skulle blive den ubetydelige og primitive begyndelse til en metodistkirke i Strandby.

Vor gode ven, Niels Tvilling, der som nævnt ejede hus og mark i Strandby, skænkede en grund til huset, den samme grund forøvrigt, som vor forhenværende gamle kirkebygning, nu ombygget, ligger på den dag i dag. Man tog ret omgående fat på aktietegningen. Hver aktie skulle koste 10 kroner. Et latterligt lille beløb i dag, men som dengang var penge for en Strandby-fisker. Forsamlingshuset stod færdigt i 1892.

Jeg har foran mig liggende den gamle regnskabsbog fra disse første dage. Den dækker tiden fra den 23. juni 1892 til den sidste dato i bogen, den 9. februar 1911.

Der har været 40 aktionærer. Samtlige byggeudgifter beløb sig til 1.075 kr. Til dækning af denne sum havde man aktionærernes 400 kr., et lån i Frederikshavns Sparekasse på 600 kr., og med nogle enkelte frivillige gaver var der ved opførelsen af byggeriet en kassebeholdning på kr. 15,23, et regnskab, der var til at overse. Og så følger i den gamle bog år for år kasseregnskab, der også er meget enkelt og kun omfatter relativt få poster.

Men de taler deres eget sprog for den, der vil lægge øret til dem. Her i den gamle bog møder vi også nogle af de navne, der har haft en sjælden god klang i dette fiskerlejes metodistiske befolkning, og det er med ærbødighed, man møder disse navne, skrevet i bogen med en ret ubehjælpsom skrift.

Bogen viser, at afholdsforeningen har været meget aktiv i sit arbejde, og at foruden metodisterne har baptister, Frelsens Hær, mormoner, De Frigjorte (hvem det så siden har været) med flere holdt møder i huset.

Som årene gled, var det overvejende metodisterne, der anvendte huset, og efterhånden opkøbte de også ved dødsfald eller bortrejse de ledige aktier. Og en dag var det en kendsgerning, at huset var deres, selv om der stadig var enkelte aktier på andre hænder.

☆

Som nævnt før havde der ofte været stærk bevægelse ved møderne i Strandby, og dette var ikke mindst tilfældet i pastor Chr. Nielsens tid (1906-14). En vinter var tilstrømningen så stor, så pastor Nielsen bad børnene om at blive hjemme (jeg tror just ikke, at det var så helt rigtigt), for at de voksne kunne få plads. I de år meldte sig det største antal mennesker til optagelse i menigheden, som den ældre tid har kendt. Men også i pastor Rasmussens tid (1914-21) var der liv og grøde i arbejdet.

Det var i pastor Rasmussens tid, man indrettede huset til en kirkesal med alterparti o. s. v., så nu havde huset indvendigt et kirkeligt præg. Den unge lægprædikant Johan Øvereng var medhjælper i kredsen i pastor Rasmussens sidste år, og han gjorde et godt arbejde både i søndagsskolen og i ungdomsforeningen. Strandby havde efterhånden det hele.

Det gamle hus stod endnu i sin jævne og primitive skikkelse, da jeg i 1921 overtog menigheden efter pastor Rasmussen. Da jeg samtidig også skulle være distriktsforstander, og landkredsen faktisk var som en stor menighed, ansattes samtidig den unge Emil Larsen, der lige havde afsluttet sine studier ved vor præsteskole. Vi havde et særdeles godt samarbejde i de følgende to år.

Det gamle forsamlingshus fra 1892 i Strandby.
Søndagsskolen fra 1921-23.
Siddende til højre: den unge pastor Emil Larsen.

Emil Larsen gjorde et stort og godt arbejde i Strandby og videre og var også meget afholdt. Vi havde altid fuldt hus ved gudstjenester og møder, som det havde været tilfældet i mange år.

Mangfoldige gange har vi set petroleumslampernes flammer dale ned og gispe efter ilt. Men det gjorde ikke noget. Rummet var skønt, fordi Gud var nærværende. Sangen blev båret, som jeg næsten hverken før eller senere har hørt magen til. Endnu toner det i mine ører:

»Højt over højeste bjergetoppe brylluppet evigt fejres skal. . . «

Fr. Jensen afløste Emil Larsen som hjælpepræst, men kun for en kortere tid, da han blev forflyttet til Løkken. I hans sted fulgte den unge Lorentzen. De sidste par år havde jeg arbejdet alene, til Strandby og kredsen blev organiseret som selvstændig menighed.

Da man omsider havde de allerfleste aktier på huset, var der jævnligt tale om at ombygge det til en lille kirke. Vi havde sikret os en smule mere grund, om så skulle være, idet vor nabo, fiskeeksportør Rasmus Clausen, var villig til at overlade os et stykke af sin have. Men tiderne var jo stadig små, og man tøvede med at tage den endelige beslutning.

Vi nåede frem til begyndelsen af året 1924 og rørte igen ved planerne, og nu kom der gang i forhandlingerne. At vor unge murermester Kristiansen kom med et fordelagtigt tilbud på ombygning og udvidelse af huset til kirke gjorde sit til den endelige beslutning. Arkitekt Nielsen Gjøderum i Frederikshavn udarbejdede tegninger, og arbejdet sattes i gang.

Hvad finansieringen angik, lød murermesterens tilbud på 6.000 kr. alt iberegnet. Det gamle inventar skulle fremdeles anvendes. Man havde 3.000 kr. til formålet, væsentligt stammende fra basarer. De øvrige 3.000 sikrede man sig som lån i Frederikshavns Sparekasse. Jeg fik til opgave at sikre os de sidste aktier, så den juridiske side var i orden.

Den 21. december 1924 indviede vi så den første kirke i Strandby, og det blev en stor og festlig dag for hele kredsen. Den lille kirke var fyldt til trængsel, og pressen skrev smukt om højtideligheden. Da der nogen tid efter hang en lille, meget lille kirkeklokke i den lille tagrytter på bygningen, syntes man, det hele var fuldendt.

Jens Tvilling blev »ringer«, og han var ikke mindst stolt, når han trak i rebet og fik de sprøde klokketoner til at lyde som en sang ud over det lille fiskerleje. Og her og der undrede man sig over, hvad dog de metodister kunne!

☆

Men der var jo andre mødepladser på egnen end Strandby. »Engen« havde møder i adskillige år, hvor længe har jeg ikke klarhed over. Men familien afhændede gården i 1893.

Den 25. september 1891 døde den gamle sognefoged, Otto Jensen, i sit hjem på Frydenstrand, og mærkeligt nok skulle det blive pastor H. Hansen (ansat i Frederikshavn for anden gang), der sad ved hans leje, da han lukkede sine øjne i døden. De to mænd havde delt så meget sammen siden hin mindeværdige efterårsdag i Hjørring i 1874. Pastor Hansen begravede sin ven i overværelse af flere hundrede mennesker.

I Aså havde der også været holdt møder i en længere årrække, men heller ikke her har jeg klarhed over, hvornår de er ophørt. Og Andreas Christensens navn (han var som bekendt lægprædikant) nævnes fra sidst i firserne heller ikke mere. Hvorfor ved jeg heller ikke.

Men der havde været holdt møder i mangfoldige hjem fra Frederikshavn til Skagen. Engang i 1889 holdtes det første møde i Skagen. Men de blivende steder var bl. a. Bollehede og Blæsbjerg. De ældste, jeg har kendt på denne egn, var vore gamle trofaste venner, gårdejer Chr. Sørensen og hustru og deres store slægt, der også en dag sendte den unge Robert Nielsen ind i præstetjenesten, ligesom Strandby gav os Poul Rasmussen.

I Chr. Sørensens gamle gård holdtes der mange møder, og da han forlod den og byggede sig noget mindre, åbnede han også dørene til dette sit nye hjem, og jeg husker tydeligt det første møde (en sommersøndag eftermiddag), vi holdt i det nye aftægtshus. Men også andre steder samledes man - og gør det endnu.

I Jerup havde der været møder i ældre tider, men de blev ikke ved, og denne meget lille by delte skæbne med andre pladser på egnen.

»Vanggården« i Jerup

Men engang under slutningen af første verdenskrig, vistnok 1918, købte en metodistfamilie på den anden side Frederikshavn »Vanggården« i Jerup, og med dette køb indlededes en guldaldertid på denne egn.

Chr. Larsen og hustru Ane stillede deres nykøbte gård i Guds riges tjeneste - og gjorde det på en sådan måde, som var det metodisternes egen.

Hvis ikke jeg husker fejl, holdt pastor P. Rasmussen, dengang i Frederikshavn, sine første møder på Vanggård i 1919. Der kom efterhånden mange folk, og vore venner fra Bollehede og Blæsbjerg tog ofte turen til Jerup. Da jeg kom til egnen i 1921, var der således god samling om arbejdet.

Oftest var stuerne på Vanggård fyldt, og når vi nu og da holdt møder i forsamlingshuset for at nå videre ud, så vi også en tæt besat sal. Der hvilede i de år altid en vækkelsens ånd over dette sted, og mange gav sig til Gud. Selvfølgelig var der også en god søndagsskole, som Chr. Larsen ledede, bistået af flere af vennerne.

Hemmeligheden til dette rige arbejde var ikke mindst de to kære venner, Chr. Larsen og hustru Ane, der har været værtsfolk gennem mange år for tusinder - uden selv at begære noget ud over velsignelsen og glæden ved at være i Guds tjeneste.

Min ven, Chr. Larsen, der så sandelig ikke pralede af noget, fortalte mig en dag en lille tildragelse, der illustrerer disse venners helhjertede stilling overfor Guds arbejde. Omkring første verdenskrig og en tid efter denne var den såkaldte gullachstid stærkt fremherskende, hvilket som bekendt gav sig udslag i visse folks overflod af penge, som de ruttede med.

En dag kom en ejendomsmægler til Vanggård i den hensigt at købe gården til en svensk familie. Vanggård er en dejlig ejendom, der ligger lige ned til Kattegat. Manden bød Chr. Larsen en betydelig sum, der lå langt ud over, hvad Larsen selv havde givet for gården. Men Larsen sagde nej. Mægleren blev ved med at sætte budene højere og højere op, til beløbet var det femdobbelte af, hvad Larsen havde givet.

»Da vaklede jeg«, sagde min ven, »det var jo en grumme hob penge, og jeg kunne jo købe mig noget andet og bedre. Men pludselig kom det til at stå for mig: ’Gud har sat os her, og vi har viet os selv, og hvad vi ejer, til ham og hans gerning’, og jeg sagde nej for sidste gang.«

Gården »Himmerig«, også i Jerup, skal heller ikke glemmes. Vore venner dér, Chr. Pedersen og hustru, og for øvrigt mange andre, stod last og brast om arbejdet med familien på Vanggård.

☆

Efterhånden voksede Strandby og den øvrige landkreds sig til en jævn og stor menighed med alle en menigheds normale arbejdsgrene og funktioner. Man havde da også længe drøftet rimeligheden i, at kredsen burde være selvstændig. Dette blev til endelig virkelighed i 1928, ca. 52 år efter det første møde i Niels Tvillings hjem. Pastor Ole Olesen ansattes som præst for - som det hed dengang - Strandby-Jerup menighed.

Den officielle Stiftelsesdag blev søndag den 26. august. Der blev skåret ca. 100 medlemmer ud af bøgerne i Frederikshavn. Længe havde der været en god ungdomsforening i gang i Strandby, og der var tre søndagsskoler i kredsen: Strandby, Rimmen og Jerup. Det var også en ret børnerig menighed, så den samlede metodistbefolkning i hele kredsen, heri indregnet faste tilhængere, var betydelig.

Den 26. august blev selvfølgelig en meget stor højtidsdag for hele kredsen og en ikke uvæsentlig mærkedag for selve Frederikshavn, som pludselig fik skåret sin store landkreds bort. Kl. 10 holdtes gudstjeneste i Frederikshavns kirke, hvor distriktsforstander, pastor S. Rosendahl talte, kl. 16 gudstjeneste i Strandby, hvor pastor Ole Olesen holdt tiltrædelsesprædiken, hvorefter distriktsforstanderen erklærede Strandby-Jerup metodistmenighed for en organiseret selvstændig menighed under Den danske Metodistkirke. At hele kirken fra forgang til køkken var taget i brug er vel overflødigt at skrive.

En meddelelse til Kristelig Talsmand slutter med linierne:

 »Den danske sommer havde den dag gjort en undtagelse fra reglen og lukket til for regn og slud. Solen kastede sit strålende skin over den stille høstdag og gjorde den højtidelig og smuk, og metodister klædt til fest strømmede til den lille by ad mange veje . . . Metodismen i Danmark havde dermed skrevet et nyt kapitel ind i sin historie.«

☆

Her slutter vi. Jeg ved så godt som nogen, at denne historiske beretning er såre ufuldkommen. Men lad os så også huske, at den ikke er Strandby metodistmenigheds historie, ellers skulle meget andet vedrørende personer og data m. m. være behandlet. En dag ad åre vil noget mere fuldkomment foreligge med beretning om nye sejre, om mennesker, der er vundet for Gud, om den store dag, da den smukke kirke på den fine plads i byen blev indviet og meget mere.

Her er kun fortalt i store træk om arbejdets forunderlige begyndelse og dets videre udvikling i de første årtier - om en tid, helt forskellig fra vor, da metodistprædikanten færdedes ad lange veje i storm og slud og mørke eller i sol og lys for at forkynde evangeliet - i bevidstheden om, at »det haster med kongens ærinde«.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972