Gå videre til hovedindholdet

Hilsen fra Biskop Nuelsen (1917)

Atter nærmer vi os Julen og Slutningen af dette Aar for at gaa ind i et nyt Aar.

Det vil næppe blive en glædelig Tid. Flere Mennesker end nogen Sinde før har Sorg, og der hviler en tung Byrde paa hele Verden. Nødens Raab og Smertens Suk stiger op mod Himlen.

Men fra den menneskelige Elendighed skuer vi op til vor guddommelige Frelser. Barnet fra Betlehem er Slægtens eneste Haab. Det Lys, som skinnede hin Nat over Judas Høje, skinner endnu i Dag, og er det eneste Lys, som viser Vejen ud af Mørket.

Gud er vor Tilflugt og vor Frelses Klippe, lige som han var i de mørkeste Dage i Salmistens Liv, i Martyriets og Forfølgelsens Dage, i Reformationens Kampdage.

Vi har lige fejret Reformationsjubilæet. Lad os ikke glemme, at vi har den samme Gud, de samme evangeliske Forjættelser, den samme Frelser; at Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid.

Trods al Verdens Nød og alle Bryderier og Vanskeligheder ser vi op og opløfter vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning stunder til. Kristus er den store Sejrherre over alle Syndens og Mørkets Magter.

Han vil udføre sit naadige Forsæt. Dagen vil komme, da hvert Knæ skal bøje sig og hver Tunge bekende, at han er Herren. Hans Navn er; Kongers Konge og Herrers Herre.

Med stor Tro og fuld Tillid vil vi saaledes gaa det nye Aar i Møde. Af hele mit Hjerte beder jeg, at min himmelske Faders bedste Velsignelse maa hvile over ethvert af hans Børn.

Lad os bøje os for ham i Ydmyghed og med Taksigelse.

Han han været os naadig. Han har opholdt og styrket os. Han har været trofast og barmhjertig. Han har givet os Anledninger til at bære Vidnesbyrd om hans tilgi-ende Kærlighed, hans rige Naade og Magt fremfor nogen Sinde før.

Lad os være tro Efterfølgere af ham, der ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv for os.

Ud af Ruinerne af denne krigstrætte Verden vil der rejse sig en Slægt, som har en bedre Forstaaelse af Guds Vilje, en dybere Ærefrygt for Frelseren, en alvorligere Vilje til at frelse Menneskeslægten. Efter denne Krig vil der komme en Fred, som er værd at eje. Lad os alle bede om dens snarlige Komme.

Lad os alle gøre vor Del i det ny Aar for at skabe en Atmosfære af broderlig Kærlighed, gensidig Agtelse og Lydighed mod Kristi evige Grundsætninger.

Gud give, at det ny Aar maatte blive Vidne til, at Menneskene tager fat paa at genopbygge paa en mere fast og omfattende Grundvold og med lige saa stort Alvor og Maalbevidsthed, som man nu har haft travlt med at ødelægge. Og Gud hjælpe enhver af os til at lænke og tale og handle saale-des, at vi maa være levende Vidner om det store Budskab:   
 »Ære være Gud i det Høje, Fred paa Jord, og i Mennesker en Velbehagelighed.« 
Da vil det nye Aar blive det bedste Aar, vi endnu har levet.

Dette er det hellige Ønske og den alvorlige Bøn, der er i mit Hjerte for enhver af Kristelig Talsmands Læsere.

Sluttelig, Brødre:

Derfor beder vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, for at vor Herres Jesu Navn maa herliggøres i eder og i ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade. 2. Tessl. 1, 11—12.

 
Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...

Nekrolog: Tidligere missionær Maren Tirsgård (1984)

Det var med vemod, at vi, der har kendt Maren Tirsgård gennem mange år, modtog budskabet om, at hun var død den 12. oktober 1984, næsten 95 år gammel. Maren Tirsgård var et rigt begavet menneske med evner og kræfter ud over det almindelige, og disse gudgivne gaver blev brugt i et langt livs tjeneste. Kaldt af Gud: Lige fra barndomsårene havde Maren Tirsgård følt, at Gud kaldte på hende – og dette kald blev dybere og stærkere i de unge år. Men at skulle forlade hjem og familie – det var for meget for den unge Maren, og der gik derfor flere år, før hun kunne sige helt ja til Guds kald. Medvirkende hertil var ikke mindst et højskoleophold i 1914, hvor hun igennem pastor L. C. Larsens bibeltimer blev stærkt påvirket. Desuden indtraf der en begivenhed, som var en væsentlig årsag til, at den endelige beslutning blev taget. Agnes Bülow: I de år boede der i Vejle en ung sygeplejerske, Agnes Bülow (leder af Betaniaforeningens virksomhed i Vejle), som også gik med et kald til tjeneste. Hun blev ...