Her er et Billede af os tre danske Missionærer, taget lige før vi skiltes. Det er taget lige udenfor mit Hus i Kapanga. Vi ser jo ikke saa helt unge ud mere. Nu er Frk. Lerbæk jo i Danmark paa Orlov. Hun er den yngste af os, og dog har hun været her siden 1930, Frk. Jensen kom i 1915.
Jeg vil gerne fortælle lidt om Frk. Jensen. Vi har jo været paa samme Station i mange Aar. Nu, da hun er paa Vej hjem, efter at hun har levet et langt Liv herude, er det jo ganske naturligt, at vi savner hende meget.
Ja, der er vist ikke blandt os herude nogen, hvide eller sorte, der ikke savner hende. I flere Dage efter hendes Afrejse græd Børnene paa hendes Børnehjem og vilde ikke spise. Det gjorde mig ondt at se de smaa Stakler, nu da de ikke har nogen, der rigtig kan tage sig af dem.
Fru Brinton (den unge Brintons Hustru), som kom herud for et Aar siden, forsøger, saa godt hun kan, at tage Frk. Jensens Plads i Børnehjemmet og paa Pigeskolen. Men dels kan hun ikke endnu tale Sproget, dels har hun sin eijen Familie med to smaa at tage Vare paa.
Vi venter Frk. Karen Thomsen, saa snart hun er færdig i Bryssel med sit Kursus i Tropesygdomme, men hun skal jo afløse Frk. Ruth Piper som Sygeplejerske, da denne, ligesom jeg, rejser paa Orlov næste Aar.
Frk. Jensen tilbragte mindst fire Timer paa Kliniken hver Dag for ikke at tale om, naar hun som Jordemoder maatte være paa Hospitalet. Det er efter-haanden blevet Skik, at Kvinderne kommer til Hospitalet, naar de skal føde, og hvor mange Børn, Frk. Jensen har hjulpet ind i Verden, har vist kun Himlen ført Regnskab med, det er sikkert mange Tusinder.
Kvinderne savner hende ved deres ugentlige Bedemøder. Det System, hun har gennemført, at sende kristne Kvinder ud til de nærliggende Landsbyer for at forkynde det glade Budskab, har sikkert baaret sine rige Frugter. De kristne Kvinder her paa vor Station er en Inspiration for hele vort Arbejde. De er her som i Hjemlandet langt forud for Mændene i Menighedsarbejdet. De savner deres Ndona (Frøken) til at give dem Raad og Daad. Lad mig ikke glemme de smaa Lam i Søndagsskolen.
Da Frk. Jensen for et Aar siden regnede med, at Selskabet vilde sende hende hjem, da hun var nær ved Aldersgrænsen, da Missionærerne pensioneres, og hun fik Lov til at blive her et Aar endnu, optog hun Arbejdet blandt de mindste i Søndagsskolen i den nærliggende Konges Landsby, Musum-bu. Frk. Jensen gjorde det saa interessant, at ogsaa de større Børn ønskede at høre med til de smaa Lam.
Frk. Jensen er et meget følsomt Menneske, og vi var bange for, at det vilde blive for meget for hende at sige Farvel til alle sine Børn og Børnebørn, saa vi arrangerede et lille Farvelmøde, lige før hun skulde gaa i Bilen, der førte hende til Banen, 200 miles borte. Store Skarer af yngre og ældre havde stillet sig op paa Vejen.
Efter en Geværsalve, der er Tegnet, naar en Høvding rejser bort, traadte Kirkens ledende Præst, Andrew Nawej, frem og talte smukt om, hvad Frk. Jensen havde været for dem. Det var saa rørende, at vi havde svært ved at holde Taarerne tilbage.
Saa kom Kvindernes Deputation med et Sengetæppe, der var syet sammen af mange smaa Broderier fra de forskellige kristne Familier. Det var noget saa originalt og betegnende for de indfødte herude, noget, jeg er sikker paa, at Frk. Jensen vil bevare som et dyrebart Minde.
Derpaa kom de kristne Mænd, som, om jeg saa maa sige, kronede Frk. Jensen med en Krone som den, de store Høvdinger bærer. Den er lavet af kulørte Perler.
Derefter talte Frk. Jensen stærkt og klart om Nødvendigheden for dem alle af at bevare, hvad de havde modtaget, og om at fortsætte med at leve et helligt Liv. Hun talte med den Varme og Inderlighed, der er saa betegnende for hende. Jeg var bange for, at hun skulde bryde sammen, thi det havde været svære og travle Dage for hende, men hun klarede sig tappert — og saa var Bilen der.
Br. Brinton og Familie skulde bringe hende til Jernbanen. Frk. Buth Piper var allerede kørt bort i sin Bil og havde taget hendes Ejendele . med sig, saa langt hun ikke havde foræret dem bort til de indfødte. — Og saa var hun her ikke mere. Vi stod der tilbage med et synkende Hjerte, thi vi vidste jo, at vi ikke skulde se hende mere. De indfødte listede ind i deres smaa Hytter for at græde ud i Stilhed, fordi hun, som de alle elskede og havde kær, var taget fra dem.
Frk. Jensen er et alsidigt Menneske, praktisk og af den gamle Skole. Hun kan spinde og væve, sy og strikke og brodere. Hun lærte de indfødte Kvinder alt dette i Industriskolen. Af sin Fader havde hun lært saa mange praktiske Ting, saa hun kunde bygge sit eget Hus. Naar der var noget, vi ikke vidste, hed det altid: »Spørg Ndona Jensen.«
Hun var lige saa meget Doktor som Sygeplejerske. Vi var alle mere afhængige af hende, end hun af os. Hun maatte ofte være alene paa Missionsstationen, men det syntes hun ikke var saa svært.
»Jeg har lært at være tilfreds under alle Forhold,« sagde hun engang til mig, og det er sandt. Naar der var noget, hun ikke syntes om, var hun ikke bange for at sige det rent ud, men det velsignede var, at hun bagefter kunde være lige saa venlig og imødekommende, enten vi var enige eller ikke. Hun bar aldrig Nag mod nogen.
Jeg haaber, at naar Frk. Jensen om et halvt Aar kommer hjem fra Amerika, at hun da maa faa noget at bestille, thi hun er ikke færdig til at lægge op og hvile sig paa sine Laurbær, og der er jo ogsaa Hedninger nok hjemme.
Ja, mit Brev blev langt, længere, end det maa være for at komme i »Avisen«, saa, Broder Særmark, skær blot fra, hvad du synes.
De bedste Hilsener
din hengivne
Johs. Bræstrup
NB. Vi takker for Brevet. Det er ikke for langt. Vi takker Gud for at høre om en Tjeneste, der er udført i Jesu Navn, og glæder os til Gensynet med Frk. Jensen og byder hende velkommen hjem efter fuldført tro Tjeneste.
S.m.k.
Bragt i Kristelig Talsmand, 28. november 1947
Kommentarer
Send en kommentar