Advent (1952)

Det er adventtid nu.

Men mon vi rigtig tænker over, hvad advent betyder?

Det er et latinsk ord og betyder »komme«, og der tænkes i denne forbindelse altså på Jesu komme, på julen. Allerede i det 5. århundrede indførtes advent i den kristne kirke. Det skulle altså være en forberedelsestid før julen, og man gjorde meget ud af den tid.

Det kan jo ikke siges, at vi ikke forbereder os til julen. Skønt vi kun endnu er i november, da disse linier skrives, møder man »jul« alle vegne, og travlheden er begyndt. Den synes at begynde tidligere år for år. Og senere tager den til, så det tilsidst går i et forrygende tempo. Jo, menneskene forbereder sig rigtignok tit julen.

Men forbereder vi os til Jesu komme? Bereder vi vore hjerter for en højtid, der er mere end god mad, lys og glimmer? Nej, det synes, som om julens sande højtid, evangeliet om Jesus, ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, drukner i materialisme og selvoptagethed, og denne ånd er trængt dybt ind i menighedens hjerte.

Men Jesus er kommen, og han må gøre julen til jul for os, og i alt, hvad julen bringer med sig af lyst og smukt og godt, skal vi se ham og takke ham for hans kærlighed.

Det var kun en lille flok, der i tidens fylde oplevede Jesu komme, en flok, der havde biet og ventet i tro på Guds forjættelser. Den store flok var optaget af alt andet. Men de få levede i advent.

De ænsede ikke i den henseende, at tidsånden blev en anden. De overhørte skoser og hånlige ord om, at man måtte følge med titlen, være moderne og ikke tage det for tungt eller for nøje og så videre.

Nej, de levede i tro og advent.

Må vi ligne dem. Må det være vort dybeste begær, at vort hjerte er beredt for Herren.   

N. M.

Bragt i Jerusalemskirkens Maanedsblad, December 1952