Gå videre til hovedindholdet

Velkomst i Rønne


Søndag Formiddag den 30. Juli 1916 holdt Pastor Mann sin første Prædiken efter Aarskonferencen.

Kapellet var pyntet som til en Løvsalsfest. Over Indgangsdøren stod Navnet »JESUS« prentet med store Bogstaver af røde Roser, og smukke Blomsterguirlander prydede Væggene.

Ved Alteret stod Palmer og Bladplanter næsten saa tæt, som var det et lille Stykke Urskov, og det var for mig, som om Guds Herlighed fyldte Huset under Pastor Manns alvorlige, formanende Prædiken, hvor samtidig Guds dybe Kærlighed skinnede igennem paa en saa forunderlig Maade, at mange, ja, de fleste af de kære Brødre og Søstre, der sad og lyttede, fik Glædes-taarer ned ad Kinderne, og Guds Sol skinnede paa Taarerne.

Ja, Herren har velsignet os i en forunderlig Grad her i Rønne.

Om Aftenen havde Menigheden indbudt til Velkomstfest for Præsten, og denne Fest var saa velsignet og talte saadan til Hjerterne, at jeg ikke kan andet end fortælle det til Brødre og Søstre.

Lokalprædikant Brendes bød Velkommen til Præsten og til Medlemmer og Venner og efter Sang og alvorlig Bøn holdt Brendes en kort Velkomsttale ud fra Filip. 2, 12—15. (Læs disse Vers, Broder og Søster).

Og det var som vor kære Broder i disse faa, men kærlige Ord, han talte, der føltes kom fra Hjertets Dyb, tolkede netop, hvad vi alle havde paa Hjertet. Vor Broder sluttede med at give Pastor Mann de Ord med i det nye Aar, der staar i Filip. 4,19.

Efter Velkomsttalen overtog Broder Olesen Ledelsen af Festen, og vi samledes om et smukt og stilfuldt pyntet Kaffebord, der yderlig bød paa en Overraskelse, idet der ved hver Kuvert laa en lille hvid Rulle, omvundet med et rødt Silkebaand. Efter Bordbønnen tillodes det at aabne Rullen og den indeholdt disse inspirerende Vers:
Melodi: Som Hønen klukker.
Med denne Sang vi byde vil:
Velkommen her tilbage!
En Velkomstfest det maa der til,
vor Præst skal se og smage,
at vi hans Gerning skønner paa hos os,
blandt store og blandt smaa,
og gerne ham vil glæde.

Det kan ej tolkes her i Ord,
hvad sig i Hjertet rører,
den Glæde, som derinde bor
og sammen her os fører,
den Glæde, som er himmelvendt,
som ej med Festen her er endt,
kan Ordet ej forklare.

Det Aar, der svandt, var Gud med os,
derfor vi vil ham prise
og byde Synd og Djævel Trods,
og det i Gerning vise,
at vi fik Gud og Kirken kær
og gaar til Kamp mod Mørkets Hær
med Jesus som vor Fører.

Men for at vi skal Sejer faa i
Kampen for Guds Rige,
vi maa endrægtig sammen staa,
og ikke én maa vige,
om Tusind ved vor Side faldt,
til Sejer har sit Folk han kaldt
og vi skal Sejren vinde.

Saa gaar vi da med Gud i Pagt
vort Kirkeaar imøde
og stoler paa, hvad han har sagt,
som for os led og døde,
at han er med os hver en Stund
til Øjet lukker sig i Blund
til vi hos ham skal samles.

Velkommen alle da til Fest,
men særlig skal det lyde:
Velkommen! til vor unge Præst,
De skal det ej fortryde,
at De tilbage til os kom —
vor Plads skal ej De finde tom,
naar De os sammenkalder.
I disse Vers synes det ogsaa, at alles Tanker var tolkede. Ved Kaffebordet bød Broder Olesen Præsten Velkommen tilbage og lagde sig selv og Brødre og Søstre paa Sinde, at det Løfte, vi havde sunget, maatte vi sætte meget ind paa at hulde, det maatte ikke være eller blive tomme Ord. (Herren give os Kraft og Kærlighed dertil).

Efter Kaffebordet samledes vi til frie Vidnesbyrd og gennem disse Vidnesbyrd og de Taarer, jeg her saa mange kæmpede for at holde tilbage, mærkede jeg, at Kærligheden til Kristus brændte meget mere i Hjerterne, og at der fandtes meget større Nidkærhed for Evangeliet end jeg før havde vidst. (Ære og Pris ske Gud, som lader sin Naade tilflyde os saa rigelig).

Før Festen sluttede, talte Pastor Mann meget bevæget og bragte alle en Tak, som jeg saa kom fra Hjertets Inderste, en Tak til alle, der havde været med til at byde dette Velkommen, der havde lydt gennem hele Dagen, en Tak til alle, der havde været med til at pynte saa smukt, til dem, der i saa kærlige Ord havde budt Velkommen, til dem, der saa kærligt og trofast havde trykket hans Hænder, og til dem, der havde holdt ud i Bøn for ham og for Menigheden.

Han var mere end nogensinde rede til at ofre sig helt for Mesteren og havde den hele Dag slet ikke følt, at det var for hans Skyld, der var pyntet, men at det var for Kristus. Ham alene tilkom al Ære og Pris.

Jeg vil slutte dette med, at det ogsaa for mig hele Dagen havde været, som om det var for Kristus, vi holdt Fest, og det var det jo ogsaa, for det var jo ham, der havde velsignet os saa rigeligt i Aaret, der svandt, og det er jo ham, der havde givet os saa store Forjættelser og Muligheder for det kommende Aar.

Og nu, Brødre og Søstre, som læser dette. Vil I bede, bede meget for denne Menighed, at vi maa faa Naade og Kraft til at gaa fremad i Striden for Kristi Rige, og at vi maa holde os rede. Thi en Dag, før nogen aner det, kan Vækkelsens mægtige Aand komme med Kraft som i gamle Dage, og da vil Skarerne, der nu sukker efter Frelse, høre hans Røst, og da maa vi, som er kaldet til at være Himmellys, gaa foran i Striden. Søstre og Brødre: Gøreder alle rede og skil eder mere ud fra denne Verden.

Med kærlig Hilsen.
Eders Broder i Kristus
Fr. Jensen.

Et venligt Haandtryk kan frelse en Sjæl fra Fortvivlelse.

Bragt i Kristelig Talsmand 11. august 1916

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,

Betaniakirkens første 25 år

FESTSKRIFTET BETANIAKIRKEN 1892-1917 Ved N. P. Nielsen Indledning og forhistorie MED oprigtig Tak til Gud og hans Venner udsendes dette lille Festskrift i Anledning af, at Betaniakirken, Møllegade 7 i København for 25 Aar siden blev bygget og indviet, og fordi den siden har været et godt Hjem for Metodistmenigheden paa Nørrebro. Vi haaber, at Festskriftet ved at bringe et lille Pust fra svundne Dages Kampe og Sejre maa glæde og inspirere alle Kirkens Venner, unge som ældre og hjælpe dem til endnu større Sejre i Fremtiden. De svundne Arbejdsaar fortæller, at Herren ogsaa paa Nørrebro har benyttet Metodistkirken til sin Sags Fremme, og meget tyder paa, at han fremdeles vil bruge den herude og muligvis til endnu større og mere gennemgribende Ting. I de 25 Aar har Menigheden mange Gange staaet som en ung drømmende Helt, der støttet til de smaa vundne Sejre planlagde og profeterede om de store Sejre, Fremtiden skulde blive vidne til. — Gid den altid maa planlægge i Tillid ti