Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre...

Det sker gang på gang, at vi i Metodistkirken angribes for, at vi ikke har noget konsekvent syn på dåben, og at den enten betyder for meget eller for lidt for os, alt efter, hvilken indstilling angriberen har.

Nu er det jo klart, at der er vidt forskellige meninger om dåben, og vi kan måske endda møde forskellig indstilling til dens mening og dens virkning inden for vor egen kirke, specielt da, dersom vi tager den med i hele sin bredde ud over verden.

Men det er vel som oftest her til lands skik at angribe os, fordi vi ikke umiddelbart lader genfødelsens øjeblik knytte sig til den ydre handling, men kalder sakramentet for et ydre, synligt tegn.

Det må imidlertid ikke glemmes, at det ydre, synlige tegn ikke er det egentlige, men det er den indre og usynlige nåde. Og her er vi på nytestamentlig grund, når vi vil hævde, at vi ikke kan følge Åndens værk. Det er helt Guds.

Når Nikodemus spørger, hvordan det skal gå til med den nye fødsel, svarer Jesus ham: Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født i Ånden.

Den nye fødsels nødvendighed er ikke ukendt for os, ej heller mysteriet ved den, for hvordan skulle vi kunne følge Guds egen gerning. Vi får blot lov til tider af Guds nåde at se dens virkning. Derfor tør vi heller ikke mekanisk knytte genfødelsens øjeblik til den ydre handling.

Men hvorfor foretager vi så denne handling, siger man fra andre angribere? Så er det vel meningsløst at døbe de små.

Nej, det er fyldt med den rigeste mening, fordi det for det første er Jesu befaling. Da han knyttede dåben til den nye pagt og lod den nye pagts tegn, dåben, indgå i omskærelsens sted, var det en pagt, der ikke skulle indsnævres, men tværtimod udvides, så den kom til at gælde alle mennesker, ikke blot Israels folk.

Alle, der kom til tro på Kristus, skulle døbes. Tro — jamen det lille barn kan ikke tro. Så var det vel bedre at vente med at døbe det, til det selv kunne bekende sin tro på Kristus. Ikke, hvis pagten er altomfattende, som den var for de gamle Isralitter inden for folkets rammer.

For den kristne menighed må den endda være endnu mere omfattende, fordi Kristi frelsesværk gælder alle mennesker. Det vil sige, at den nye pagt gælder alle, for det, Kristus har gjort, er gjort til frelse for alle mennesker.

Ganske vist siger Ny Testamente os ikke noget direkte om, at børn blev døbt. Det byder hverken, at dåben skal udføres, når vi er voksne, eller når vi er børn. At voksne blev døbt på nytestamentlig tid er en selvfølge. Ingen vil vel benægte det.

At børn også døbtes, når det gjaldt overgang til kristentroen, er for det første ikke noget nymodens påhit, idet det kan påvises helt tilbage til det 2. århundrede, og da omtales barnedåben ikke som noget nyt.

At omskærelsen gjaldt de små børn, ved vi, og omskærelsen og påskefesten understregede klart familiekarakteren i den gamle pagt. På pinsedagen blev det erklæret, at løftet gælder jer og jeres børn (Apostlenes Gerninger 2:39). Og Paulus kalder dåben for Kristusomskærelse.

At vi ikke må hindre de små i at komme til Jesus, går ikke på barnedåben, hævder man. Men det er da en klar hindring mod at give barnet del i pagtens velsignelse. I det hele taget er det jo Guds gave, det gælder. Den gives os uafhængigt af os.

At forældrene lover at lede barnet til Kristus ved ord og eksempel er en klar fortsættelse af Jesu ord i dåbsbefalingen: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Vi skal blive som børn for at komme ind i Himmeriget. Det hører de små til. Så er de da klart skikket til dåb, ikke hvis vor bekendelse eller tro skal være en præstation, der skal gøre os berettiget til dåben, men hvis det gælder at være egnet eller skikket for Guds rige.

Hvis vi skal være med i det Himmerige, skal vi omvende os og blive som børn. Er troen modtagelsesorganet, så er der vel ingen, der er modtagelig som barnet.

Så må det da oplæres i den kristne tro efter sin dåb. Derfor er det vigtigt med kristne forældre, der ikke blot bærer deres små til dåben, men som i klar følge af deres løfter vil gøre brug af de nådemidler, Gud har givet os, også for at blive rette vejledere for de små. Da kan de personligt tilegne sig troen, når Gud i sin nåde vil det.

Så bliver dåben da også en indlemmelse i kirken, men det er et medlemsskab, der må følges af min personlige tilslutning, om min dåb skal blive til den fulde velsignelse.

Det er biskop Berggrav, der i sin bog: Spændingens land, fortæller om sine besøg i nordnorske menigheder, og hvordan lian skal forklare de små om dåbens betydning. Da de bliver spurgt, om det lille barn kan tro, lyder der et tordnende nej.

Men biskoppen fortæller om et lille barn, der havde en bankbog. Det havde fået en gave, som det først senere kunne få glæden af, men gaven tilhørte det. Sådan giver Gud os sin gave i dåben, at vi hører ham til.

O, skriv dit navn i deres hjerte og deres i din højre hånd så de med dig har fryd og smerte tilfælles i den Helligånd!

En dag går det op for det barn, der i taknemlighed over Guds gave, vender sig til Gud, at det hører Gud til for evigt — for Kristi skyld.

Erik Kyst.

Bragt i Kristelig Talsmand, 6. november 1970