Ondt og godt - i Guds verden

Jørgen Lærkholm

Prædiken ved ungdomsugen i ]erusalemskirken.

Luk. 7, 36-50.
I vort gamle testamente står der nogle mærkelige ting om Kain. Da han havde slået sin broder ihjel, og var blevet ramt af Guds forbandelse, handlede han anderledes, end man skulle vente sig.

Det er ikke noget stivnet og opgivende Kain, vi møder. Han kaster sig ud i al slags aktivitet. Kain og hans efterkommere fremstilles i vor bibel, som nogle overordentlig produktive mennesker.

Skønt de nedstammer fra en morder, er de ikke typen på det onde og asociale. De er tværtimod fremskridtets pionerer. De bygger en kultur og en civilisation op med deres arbejde og fantasi.

Vi er Kains børn. Vi fortsætter det arbejde, som Kains direkte efterkommere påbegyndte. Vi gør os uafhængige af naturens magter. Uafhængige af hede og kulde, af storme og oversvømmelser, af dag og nat.

Vi lader os ikke diktere af naturens love, hvis vi kan blive fri. Vi påtvinger naturen vor vilje. Vi former verden i vort billede. Vi humaniserer den. Var det ikke også det, Gud mente med sin befaling:

»Gør jer jorden underdanig!«

Vi adlød med glæde denne befaling, vi, Kains efterkommere. Vi skabte udødelige værdier med vore hænder og vore hjerner. Ægyptens pyramider vil stå som et næsten evigt symbol på vore evner og vor magt; men også som et symbol på den hensynsløse menneskeforagt, som var nødvendig for
at kunne bygge så stort.

Tusinder af mennesker måtte ofre deres tilværelse og liv, for at kongen kunne få en præsentabel gravseng. I middelalderen blev kætterbålene stablet op ved siden af de mægtige og skønne katedraler, som vi i dag som turister kan beundre.

Bål og kirker — mindesmærker over menneskelig skabertrang og umenneskelighed. Vi, Kains efterfølgere har været dygtige, men ikke dygtige nok. Vi har dannet verden i vort billede, men ikke magtet at indrette vor verden med kærlighed.

Hvis vi ser os omkring, vil vi kunne finde mange lignende eksempler på menneskelig dårskab og menneskelig storhed, i samme verden, i samme situation. I Guds verden.

I afsnittet fra vort ny testamente er det de samme træk, der kommer frem. Den pæne, velhavende, og vel til en vis grad velagtede synder, farisæeren Simon. Synder er han, pæn og anstændig er han også. Han har hørt om Guds godhed, og han regner afgjort med, at Guds godhed langt overgår de forseelser, som han vel også er klar over, at han har begået.

Denne Simon indbyder Jesus til sit hjem. At have en Guds mand på besøg, kan vel aldrig skade, og måske regner han endda med at det vil komme ham selv til gode i den sidste ende.

Det kommer ham til gode, men rigtignok på en helt anden, og langt mere ubehagelig måde, end han havde tænkt sig. I denne Simon findes både hovmod og beregnende egoisme, men også en ydmyg trang til at få sit forhold til Gud bragt i orden.

Begge dele i det samme menneske, på samme tid arbejder disse modstridende motiver i dette menneske, der er en Guds skabning.

Kvinden derimod er ikke velagtet. Hun er en synderinde. Velkendt som sådan af de retfærdige, som måske selv har været med til at gøre hende til det, hun nu er. Mødet med Jesus kommer også hende til gode.

Overraskende og befriende overgår resultatet af deres møde, langt det hun havde ventet sig. Syndig er hun. Men i hende er også anger, og glæde over at have fundet en kærlighed som er anderledes, rigere og stærkere end noget hun før har oplevet.

Syndighed og kærlighed i det samme menneske, på samme tid, I dette menneske som er et Guds barn.

Simon og kvinden er forskellige. Den pæne og den faldne. Men set fra Jesu side er der egentlig ingen forskel, deres situation er helt ens. De ved ikke selv, hvor meget de ligner hinanden. Simon kan ikke tro, og kvinden tør ikke tro, at de trods forskellighederne er to alen af et stykke.

Disse to mennesker og deres situation er kun en illustration for det egentlige i vor tekst. Nemlig, at ikke blot disse to er skyldige, men at vi alle er det. At der ikke fra Guds side gøres forskel på, hvor stor skylden er; men på om man har fået den tilgivet eller ej.

Det er kun os mennesker, der er interesserede i at udmåle forskellen på min skyld, min syndighed og de andres, Gud er ikke interesseret. Set fra hans himmel er vi alle i bundløs gæld, og vi har alle pådraget os bundløs skyld. Om vor nabos skyld er mere eller mindre bundløs end vor egen, det er egentlig et forvrøvlet spørgsmål.

Når to mennesker hænger på hver sin planke 1000 sømil fra land, så er det latterligt at samle opmærksomheden om den kendsgerning, at den ene kun er 950 sømil og den anden 1010 sømil fra land. Døden er den samme for dem begge.

Døden er den samme for os alle. Livet, som Gud har givet os, er det samme for os alle. Forskelle er der, de fleste er menneskeskabte. Sult der ude — vægtproblemer herhjemme. Forskellige er vi også selv.

I vor verden findes der en Ghandhi, en Luthuli, en Luther King — og der findes mennesker, der står for det stik modsatte. Men vi er på den anden side alle mennesker, og i Guds øjne er vi alle skabninger, der har brug for hans tilgivelse, og vi trænger alle i uhyggelig grad til hans hjælp.

Skøgen og Simon, begge skyldige. Hvor meget eller hvor lidt? Hvem af os tør afgøre det?

Jeg selv, skyldig. Hvor meget i sammenligning med de andre, ved jeg godt selv; men det har ingen interesse i Guds øjne. Jeg er skyldig i tilstrækkelig grad til, at jeg har behov for Guds tilgivelse, uden hvilken jeg — og du — ville være fortabt.

»Din tro har frelst dig«, siger Jesus til kvinden. Vor tro har frelst os, så sandt som vi har lov til at bede: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«. Det er ikke Gud, der fordømmer os, det er vort eget liv. Det er Gud, som tilgiver os og fornyer vort liv.

Jørgen Lærkholm.

Bragt i Kristelig Talsmand, 27. november 1970