Alle kristne hører sammen. Men det har ikke altid været lige let at praktisere denne samhørighed. Historien og samtiden er fuld af mislykkede forsøg.
Ydre økumeni
I den økumeniske bevægelse er der blevet gjort alvorlige forsøg på at nedtone forskellene kirkesamfundene imellem med det formål at bane vej for en større synlig enhed. Men der er nu tydelige tegn på, at vi er kommet ind i en ny fase.
I flere og flere sammenhænge dukker udtrykket »forsonet mangfoldighed« nemlig op. Det indebærer, at vi ikke skal feje forskellene ind under tæppet, men lægge dem op på bordet og tale sammen om dem.
I denne situation er det en glæde at være metodist. Det er ikke nødvendigt for os at være så lidt metodistisk som muligt for at passe ind i den økumeniske sammenhæng.
Vi kan — ligesom andre kristne — understrege vor egenart og berige den samlede kristenhed og samfundet med den. Tilsammen får vi lov at understrege, hvad Gud har gjort og gør i hver enkelt. Tilsammen er vi helere og rigere, end vi er i vor egen sammenhæng.
Indre økumeni
Med dette i tankerne deltog jeg under en bustur fra Örnsköldsvik i en samtale om menigheder og forskellige samarbejdsformer. En medrejsende fortalte om en by, hvor to pinsemenigheder var blevet lagt sammen, men at nogle medlemmer i den situation foretrak at gå over til baptistmenigheden.
Det fik mig til at tænke på, om der har eksisteret sådanne problemer i de tilfælde, hvor metodistmenigheder er lagt sammen - og på, hvad man kunne kalde den indre økumeni i kirken og i den enkelte menighed. Jeg tror, den har mange træk fælles med den ydre økumeni.
Der er en objektiv samhørighed, som vi kan beskrive i termer som trosbekendelse, fælles ansvar, historie og organisation. Men der er også en subjektiv samhørighed, som vi kan opleve gennem fælles erfaringer, arbejdsfællesskab og hjertets glæde og taknemmelighed til Gud for hinanden.
Men det betyder ikke ensretning. Også i en lille menighed og en lille kirke er vi forskellige, har forskellige opfattelser og forskellige udtryk for vor tro.
De forskelligheder skal vi ikke fejeind under tæppet, og vi behøver måske ikke engang at tage dem op på bordet og tale om dem. Men vi må berige helheden med dem. »Gud har udrustet os med hinanden«, som Tomas Boström har lært os at synge.
Forsonet mangfoldighed
Når vi opdager dette bliver samhørigheden dybere (troen vokser), varmere (kærligheden vokser) og synligere (menigheden vokser). Lad os derfor elske hinanden, stole på hinanden og vise hinanden tillid. Lad os ikke fortrænge forskellighederne, men leve og virke i en »forsonet mangfoldighed«.
Lykke til i småt og stort!
Deres arbejdskammerat i Herren
Hans Växby
Kristelig Talsmand, Uge 4, 1990
Kommentarer
Send en kommentar