Af Carl Petersen
Pastor Svend Kristian Johansen fødtes den 15. Juni 1856 i Landsbyen Lendum i Vensyssel og døde i København den 25. Oktober 1943.
I sin Ungdom lærte han Skrædderfaget, men efter at være vundet for Gud genmem Metodismens første Virksomhed paa hans Hjemegn og efter at have gaaet paa Kursus i København, blev han Superintendent Karl Schous Hjælper i Svenborg-Faaborg Kredsen, derefter i Hornsyld Kredsen og indtraadte saa i Prædikanternes Rækker,
Hans første Ansættelse var Odense, Sct. Jakob. Derefter Aarhus, Horsens, Randers, hvor han byggede Kirken — og Esbjerg-Varde. Alle Steder var han en god og omsorgsfuld Menighedsforstander, en særpræget og dyb Forkynder, som Folk gerne hørte.
Hans særlige Naadegave var Skribentens. Hans Sprog var ypperligt, og de mange Aargange af Kristelig Talsmand, han redigerede, hører til de bedste af vort Kirkeblads Historie. Ogsaa bøger, han udgav, fik stor Betydning i forrige Generation og læses endnu med Udbytte og interesse. Han redigerede ogsaa »Søndagsskolen« en Aarrække.
En Tid var han Forstander for vor teologiske Skole, og her kom hans grundige Viden og dybe Indtrængen i Problemerne rigtigt til sin Ret. Han elskede dette Arbejde, ogsaa efter at han fratraadte Forstanderstillingen og i flere Aar virkede som lærer, og denne Kærlighed til vor Prædikantskole bevarede han usvækket til sin Død, hvad ogsaa et Mindefond vil vidne om for senere Slægter.
Hans Viden om vor Kirkes første Tid i Danmark var meget omfattende. Vi fik for nogle Aar siden i »Kristelig Talsmand« fortalt et og andet om dette, og disse Minder vil for Efterslægten være værdifulde Kilder at øse af. Det samme gælder hans smukke Minderune om Karl Schou, et litterært Værk, der i hele sin form giver det Plads blandt det bedste i sin Art og er et Udtryk for Pastor Johansens Begavelse.
Pastor Johansen var en sjælden god Ven at gæste, og han tog sig med rørende Omsorg af den enkelte, og man følte sig godt tilpas i hans Selskab. Han var en Ven for Livet, og at samtale med ham og ikke mindst i Drøftelsen af Problemer var han en Hjælp og en Hvile. Bedst vil vi huske ham, naar han bad sammen med os. Her havde Gud i de senere Aar, da hans Virke mere fuldt indenfor fire Vægge, givet ham en forunderlig Naadegave.
Den 27. Juni 1885 blev han gift med Laurine Helene Johanne Ibsen, en ædel Kvinde, som var ham en god Hustru og em trofast Medhjælp i Arbejdet, indtil hun blev flyttet hjem til den triumferende Kirke. De efterlader sig tre Børn, em Søn i Sydamerika og en Søn og Datter i København.
Saa er heller ikke denne Broder mere iblandt os, men vi velsigner hans Minde, takker for hans Indsats i Guds Rige og beder om, at Velsignelsen, som han bragte, maa videreføres over hans Børn og Børnebørn,
Fred over Pastor Johansens Minde!
Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1945
 |
| Svend Kristian Johansen 1856-1943 |
I sin Ungdom lærte han Skrædderfaget, men efter at være vundet for Gud genmem Metodismens første Virksomhed paa hans Hjemegn og efter at have gaaet paa Kursus i København, blev han Superintendent Karl Schous Hjælper i Svenborg-Faaborg Kredsen, derefter i Hornsyld Kredsen og indtraadte saa i Prædikanternes Rækker,
Hans første Ansættelse var Odense, Sct. Jakob. Derefter Aarhus, Horsens, Randers, hvor han byggede Kirken — og Esbjerg-Varde. Alle Steder var han en god og omsorgsfuld Menighedsforstander, en særpræget og dyb Forkynder, som Folk gerne hørte.
Hans særlige Naadegave var Skribentens. Hans Sprog var ypperligt, og de mange Aargange af Kristelig Talsmand, han redigerede, hører til de bedste af vort Kirkeblads Historie. Ogsaa bøger, han udgav, fik stor Betydning i forrige Generation og læses endnu med Udbytte og interesse. Han redigerede ogsaa »Søndagsskolen« en Aarrække.
En Tid var han Forstander for vor teologiske Skole, og her kom hans grundige Viden og dybe Indtrængen i Problemerne rigtigt til sin Ret. Han elskede dette Arbejde, ogsaa efter at han fratraadte Forstanderstillingen og i flere Aar virkede som lærer, og denne Kærlighed til vor Prædikantskole bevarede han usvækket til sin Død, hvad ogsaa et Mindefond vil vidne om for senere Slægter.
Hans Viden om vor Kirkes første Tid i Danmark var meget omfattende. Vi fik for nogle Aar siden i »Kristelig Talsmand« fortalt et og andet om dette, og disse Minder vil for Efterslægten være værdifulde Kilder at øse af. Det samme gælder hans smukke Minderune om Karl Schou, et litterært Værk, der i hele sin form giver det Plads blandt det bedste i sin Art og er et Udtryk for Pastor Johansens Begavelse.
Pastor Johansen var en sjælden god Ven at gæste, og han tog sig med rørende Omsorg af den enkelte, og man følte sig godt tilpas i hans Selskab. Han var en Ven for Livet, og at samtale med ham og ikke mindst i Drøftelsen af Problemer var han en Hjælp og en Hvile. Bedst vil vi huske ham, naar han bad sammen med os. Her havde Gud i de senere Aar, da hans Virke mere fuldt indenfor fire Vægge, givet ham en forunderlig Naadegave.
Den 27. Juni 1885 blev han gift med Laurine Helene Johanne Ibsen, en ædel Kvinde, som var ham en god Hustru og em trofast Medhjælp i Arbejdet, indtil hun blev flyttet hjem til den triumferende Kirke. De efterlader sig tre Børn, em Søn i Sydamerika og en Søn og Datter i København.
Saa er heller ikke denne Broder mere iblandt os, men vi velsigner hans Minde, takker for hans Indsats i Guds Rige og beder om, at Velsignelsen, som han bragte, maa videreføres over hans Børn og Børnebørn,
Fred over Pastor Johansens Minde!
Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1945
Kommentarer
Send en kommentar