 |
| Louise Schou 1850-1940 |
Hun var ung, da hun mødte Karl Schou og gav ham sin Haand, og lidet anede hun da, at der ogsaa forude skulde ligge en god Del af Kamp, Savn og Lidelse til hende. Det var et forholdsvis lille Spand af Aar, hun kom til at dele med ham, hun elskede.
Pastor Schou døde, inden han endnu havde fyldt halvtreds Aar, og Fru Schou var kun 39, da hun sad ene tilbage med fire faderløse, smaa Piger. Det saa mørkt ud; der var ingen Pension garanteret og ikke megen Udsigt til ad anden Vej at faa Hjælp; men som den stærke Personlighed, Fru Schou var, tog hun Kampen for sit Hjem og sine fire smaa Piger op, og de kom lykkeligt igennem Aarene. Fru Schou gav sine Piger en god Opdragelse i et smukt og godt Hjem.
Igennem 51 Aar var Fru Schou Enke, og Gang paa Gang gav hun Udtryk for sin Taknemmelighed mod Gud, der gennem de mange Aar aldrig havde forladt hende.
Fru Schou var en fin og nobel Personlighed, smuk og statelig til op i sin høje Alderdom. Der var altid et fint Smil i hendes Ansigt, og hun var aldrig karrig med at lade det rigtigt lyse. Hun var et kærligt og elskeligt Gemyt med et fromt Sind. Hun elskede sin Frelser og sin Kirke med stor Kærlighed. Saa længe, hun kunde, sad hun hver Søndag Formiddag i Jerusalemskirken, og da det kneb saa svært med at gaa, og hun ikke længere kunde komme, sad hun derhjemme og bad for sin kære Menighed.
Vi fejrede hendes 90 Aars Fødselsdag den 9. Juni 1940, en smuk og lykkelig Dag for hende; men kort Tid efter mærkedes det, at Støvhytten ikke kunde holde saa meget længere. En Dag i Efteraaret, da Dagene for Alvor var ved at blive mørke og korte, lukkede de trætte, milde Øjne sig til den sidste Søvn. Gud tog hende, og hun var ikke mere paa denne Jord. Børnene havde mistet en elskelig Mor og vor Kirke et trofast og kærligt Medlem.
Ære være Fru Louise Schous Minde!
Niels Mann.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1941
Ingen kommentarer:
Send en kommentar