Gå videre til hovedindholdet

Nekrolog: Tidligere missionær Maren Tirsgård (1984)

Det var med vemod, at vi, der har kendt Maren Tirsgård gennem mange år, modtog budskabet om, at hun var død den 12. oktober 1984, næsten 95 år gammel.

Maren Tirsgård var et rigt begavet menneske med evner og kræfter ud over det almindelige, og disse gudgivne gaver blev brugt i et langt livs tjeneste.

Kaldt af Gud:
Lige fra barndomsårene havde Maren Tirsgård følt, at Gud kaldte på hende – og dette kald blev dybere og stærkere i de unge år. Men at skulle forlade hjem og familie – det var for meget for den unge Maren, og der gik derfor flere år, før hun kunne sige helt ja til Guds kald. Medvirkende hertil var ikke mindst et højskoleophold i 1914, hvor hun igennem pastor L. C. Larsens bibeltimer blev stærkt påvirket. Desuden indtraf der en begivenhed, som var en væsentlig årsag til, at den endelige beslutning blev taget.

Agnes Bülow:
I de år boede der i Vejle en ung sygeplejerske, Agnes Bülow (leder af Betaniaforeningens virksomhed i Vejle), som også gik med et kald til tjeneste. Hun blev efter et ophold i Amerika udsendt af amerikansk K.Y.M. til Raipur, Indien. Hun fik dog ikke nogen lang tjeneste i Indien, idet hun blev syg af tyfus og døde ret kort tid efter.

I »Kristelig Talsmand« fra marts 1914 findes der et meget gribende brev fra lederen af K.Y.M. i Raipur, miss Harvey, som fortæller om, hvor meget søster Agnes var kommet til at betyde for arbejdet derude, og brevet slutter med en inderlig anmodning om, at: »Nogen vil komme og fortsætte det arbejde, som så uventet måtte nedlægges«.

Stor betydning:
Dette budskab blev faktisk begyndelsen til oprettelsen af K.Y.M.-foreninger ud over landet, og blev desuden af afgørende betydning for Maren Tirsgård, der nu følte, at der måtte træffes en afgørelse. Hun bad derfor Gud om at få et direkte svar, og det fik hun. Svaret var: »Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd« – og da forstod hun, at her satte Gud fingeren på det ømme punkt, og det blev afgørende for hende.

I 1915 rejste Maren Tirsgård så til Amerika for at uddanne sig til missionær, og det blev til 10 års alsidig uddannelse ved flere forskellige universiteter, for hun blev antaget af amerikansk K.Y.M., og fik sin ansættelse på missionsskolen i Arrah i staten Bihar i Indien. Året efter blev hun udnævnt til forstanderinde for skolen og bestyrede således skolen fra 1925-1956, da hun blev pensioneret efter 31 års tjeneste.

Maren Tirsgård fortæller:
Om skolen, der var anerkendt af staten som eksamens-mellemskole, kunne Maren Tirsgård aldrig blive træt af at fortælle: 

»Den startede som en pigekostskole, senere kom en drengeskole til. Børnene kom fra hjem i landsbyer med en kristen baggrund. Skolen var indrettet i små samfund, de større drenge med en husfader og de større piger med en husmoder, og de store elever havde ansvar for hvert deres lille samfund«. 

Hun siger videre: 

»Den pædagogiske idé var den, at jeg hver uge havde et møde med de store elever og deres husmødre/fædre. Så talte vi om, hvordan tingene var gået i den forløbne uge – om de problemer der havde været, og jeg prøvede på at uddybe børnenes karakter, give dem forståelse af det kristne ansvar i fællesskabet. De lærte, at man skal prøve at løse problemer og stridigheder på en kristelig måde, så enhver får sin ret«.

Jo, Maren Tirsgård elskede skolen og de mange, mange børn, som i årenes løb gik ind og ud af skolen, og hun fulgte dem med levende interesse og kærlighed livet igennem.

De indiske kvinder:
Men også de indiske landsbykvinder, som hverken kunne læse eller skrive, og som aldrig havde været uden for deres egen landsby, interesserede Maren Tirsgård sig for – og sammen med sine dygtige indiske medarbejdere på skolen startede de en slags K.Y.M.-forening for disse kvinder, hvor de kunne mødes, have fællesskab, lære en hel masse og blive dygtige og selvstændige husmødre. Da dette arbejde rygtedes, blev Maren Tirsgård opfordret til sammen med kvinderne at deltage i et K.Y.M.-stævne. Det var en stor oplevelse for dem, de deltog med sang og sketches og var helt naturlige og ikke nervøse.

Arbejdsdagen forbi:
Arbejdsdagen i Indien er for længst slut, men også pensionsårene i Amerika blev udnyttet. Møder og foredrag rundt i menigheder og K.M.Y. (nu M.K.)-kredse hørte til dagens orden, og da kræfterne ikke strakte længere, flyttede Maren Tirsgård ind på K.Y.M.-missionærernes plejehjem, hvor hun boede de sidste år.

Et rigt liv, levet i Mesterens tjeneste, er slut. Hun var, sammen med vore andre missionærer, et levende vidnesbyrd om, at den Gud, der kalder, også giver styrke og kraft til at fuldføre tjenesten. Han kalder stadig til tjeneste, og han står ved sit ord: »Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende«.

Margrethe Nielsen

Bragt i Metodistkirken, uge 49, december 1984

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8 Af C. Nielsen I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde. Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden. I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg. Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandl...