Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 1

Ved John Bræstrup og Einar Christiansen

Det er om tre Menneskers Liv, her skal skrives. Tre Mennesker, der en Tid var forenet i Lidelsernes Skole. Tre danske Metodister, der havde viet deres Liv til Herrens Tjeneste, havde vovet sig ud som til Jordens Ende for Evangeliets Udbredelse og under Sygdom, Sorg og Savn maatte lide, som det kunde synes for os, der lever i vor lille, hyggelige og polstrede Verden, alt for meget. —

Det er kun om et Tidsrum paa tre Aar, da de var sammen i Kongo i Afrika, her skal skrives.

Det var egentlig en Opdagelse at finde Louise Jensens Dagbog hos Familien paa Vindingegaard ved Roskilde. Denne Dagbog er skrevet i Halvfemserne og omhandler Tiden fra, da Hans Jensen og hans Hustru, Louise Jensen, kom til Kongo, og til den Dag, de efter 2½ Aars Forløb naaede hjem til Danmark.

En forunderlig Dagbog er det, saa fyldt af aandelig Indsigt og Klarhed, saa det er vanskeligt at undlade at gengive det hele. Men denne Bogs Begrænsning gør, at kun en Brøkdel af Dagbogen kan tages med.

Naar det læses, maa det erindres, at det ikke er en Novelle, men Virkelighed, et virkeligt Liv levet — ja, i Sandhed levet med Gud.

Kunde det hjælpe til at opflamme andre til at gaa ind i „Hans Lidelsers Samfund“ for „at fuldende, hvad der mangler i Kristi Trængsler“, saa er Hensigten naaet med denne Bog.

★

Den første af de tre Missionærer er Vilhelm Rasmussen, født den 24. Januar 1864 og død den 6. Februar 1895.

Han døde i det Tidsrum, da hans Søster og Svoger, Louise og Hans Jensen, virkede sammen med ham i Afrika.

Louise Jensens Dagbog fortæller en Del om denne Mands vidunderlige Liv og salige Død. Men det meste, der kunde fortælles om ham, kan læses i S. N. Gaardes Bog: „Et Liv i Opofrelse“.

William Taylor, Metodistkirkens store Biskop, som var Grundlægger af Missionsvirksomhed i Indien og Afrika, begyndte i 1884 en Mission ved Kongoflodens nedre Løb. Her grundlagde han i Løbet af 10 Aar fra 1886 til 1896 hele otte Missionsstationer, blandt hvilke var Banana helt ude ved den yderste Munding af Kongofloden, Vivi lige overfor Matadi, der er Ocean-dampernes Anløbsplads, og Isangila op imod den nuværende Kongo-Hovedstad, Leopoldville.

Af de i dette Tidsrum dertil udsendte 55 Missionærer døde de 23. 27 maatte forlade Landet af Helbredshensyn eller andre Grunde, saa der var kun fem tilbage, som, da Missionen maatte opgives, blev overført til vor nuværende Mission i det Syd for liggende portugisiske Angola.

Det var Biskop Taylors Tanke at anlægge en hel Række Missionsstationer paa Tværs gennem Afrika fra det Atlantiske Ocean til det Indiske Hav. Det var en mægtig Tanke, men desværre kunde den ikke realiseres, da den Missionspolitik, han gik frem efter dengang, syntes at være forkert, nemlig den at lade hver Missionær skaffe sig sit eget Udkomme.

Det viste sig umuligt for Missionærerne baade at drive Mission og samtidig at arbejde og tjene nok til Livets Ophold. Det var een af Grundene til, at alt vort Arbejde ved Kongofloden ophørte. Senere har andre Missionsselskaber begyndt Arbejde der, blandt hvilke er Svensk Missionsforbund.

Biskop Hartzell, der blev Biskop Taylors Efterfølger, skrev efter Missionens Ophævelse:

„Hvor meget der er udrettet af denne Mission i Kongo, især i de første Aar, vil Evigheden alene aabenbare. Det Heltemod, den Tro og Opofrelse, som er lagt for Dagen af mange af de Arbejdere, hvis Støv er lagt til Hvile der, ventende paa Opstandelsens Morgen, saa vel som af mange af dem, der af forskellige Grunde har maattet forlade Feltet, kan ikke værdsættes for højt eller ihukommes for trofast af Kirken.“

Vilhelm Rasmussen var en af disse heltemodige Mænd, hvis Liv blev ofret paa en for Mennesker tilsyneladende frugtesløs Missionsvirksomhed.

Han kom til Amerika i 18-Aars Alderen, hvor han arbejdede ved Tømrerhaandværket i ca. tre Aar i Kalifornien. — Her kom han til Omvendelse og fandt Fred med Gud. Han sluttede sig til Metodistmenigheden. Hans Trang til at gøre noget for Herren gjorde, at han efter at have læst i et Blad om Biskop Taylors Mission i Afrika skrev til denne og blev antaget. Han rejste fra Kalifornien til New York og videre over England til Kongo, hvortil han ankom i 1887.

Hans Arbejde blev hovedsagelig at skaffe Transportarbejdere til den af Biskop Taylor købte Missionsbaad, og han arbejdede paa forskellige Steder mellem Vivi og Isangila. En Tid overtog han en Station efter en Missionær, der døde, og hvis Ligkiste han maatte sammentømre.

Det varede ikke længe, før han blev syg af Malariafeber og af den hæmaturiske Feber, der ytrer sig ved Blødning fra Nyrerne. Mange Missionærer døde af denne Sygdom, og det gjorde ogsaa Vilhelm Rasmussen flere Aar efter. Flere Gange var han Døden nær.

Han fortæller om en af sine svære Lidelsesstunder:

„O, hvilken Natl Den vil aldrig blive udslettet af min Hukommelse: Alene i et Vildnis, dødssyg, uden en menneskelig Haand til at række mig en læskende Drik, uden Lys og tilsidst uden Vand. Blodet gik stadig fra Nyrerne, og henad Aften fik jeg stærk Opkastning.

Jeg var saa afkræftet, at jeg knapt kunde slæbe mig udenfor, og maatte da knæle ned paa Jorden med Hænderne om en af Husets Stolper, medens jeg kastede op. Men Gud stod mig bi gennem den forfærdelige Nat.

Jeg havde lidt saa stort Blodtab, at det var først langt op ad Dagen, at jeg kunde kravle ned til Vand* stedet efter lidt Vand til at slukke min Tørst med.“

Egentligt Missionsarbejde blev der ikke meget af paa Grund af alt det forberedende Arbejde og Rejser.

I 1890 maatte Rasmussen vende hjem til Danmark, da han havde faaet et stærkt Feberanfald. Han henlaa mange Dage uden Bevidsthed, efter at han var baaret ombord i det Skib, der førte ham hjem.

I Danmark kom han i Forbindelse med den danske Metodistkirke. Han tog Ophold hos sin Moder i Viskinge ved Kalundborg. Han var fuldstændig nedbrudt af Sygdommen. Men der var Ild i hans Sjæl. Han vidnede for Slægt og Venner om den Frelser, han tjente.

Allerede i 1891 maatte han paa Opfordring af Biskop Taylor igen rejse tilbage til Afrika.

„Jeg véd, at der venter mig Sygdom, mange Besværligheder, maaske Død; men jeg gaar med Glæde.“

Paa Skibet ud blev han kendt med en kvindelig Missionær fra Amerika (Frk. Helen Chapman), og de blev gift, lige før de ankom til Afrika. Det gifte Pars foreløbige Hjem blev i Vivi. Senere kom de til Banza Yanga Distriktet med Station i Isangila.

Men her blev de begge meget syge af Feber. De laa ene og troede begge, de skulde dø. — Da en an* den Missionær kom til Teltet, var alt stille som i en Grav; saa han ventede det værste, men blev glad ved at finde dem begge i Live.

Rasmussen fortæller:

„Han bøjede sig ned over mig og spurgte, hvorledes jeg havde det. Men Graaden kvalte min Stemme. Jeg slog mine Arme om hans Hals og lod Taarerne have frit Løb. Jeg kunde ikke modstaa mine Følelser ved Tanken om, at Gud nu havde sendt os en kærlig deltagende Ven for at hjælpe os.“

Det blev nu bestemt, at de skulde sendes til Europa igen.

Ved Nytaarstid 1892 kom de til Danmark. Men allerede i Maj rejste de til Amerika, hvor de gjorde Ophold i Philadelphia i Fru Rasmussens Hjem.

Senere fik Rasmussen en norsk-dansk Menighed i Des Moines i Iowa, hvor han virkede i 1½ Aar.

I Foraaret 1893 kom hans Søster Louise og hendes Forlovede, C. Hans Jensen, til Amerika og bosatte sig i Des Moines. Det var en stor Glæde for Rasmussen.

C. Hans Jensen var født den 3. Maj 1868 i Taarnby paa Amager. Han havde faaet Uddannelse som Landmand hos den kendte Godsejer Tesdorpf paa Falster og havde derefter været Forvalter paa Avnsøgaard i Svebølle, nær ved Viskinge, hvor Vilhelm og Louise Rasmussens Moder boede.

Søsteren skriver til sin Moder angaaende Broderen:

„Vilhelm taler udmærket, og han vidner med sit Liv om Sandheden af hans Tale.“

Om Forholdene i Amerika skriver Vilh. Rasmussen:

„Vi er glade i vort Arbejde, og Gud har velsignet os forunderligt. Men dog føler vi, som dette ikke er vor Arbejdsmark. Afrika med dets Tusinder af ufrelste Skabninger drager os med en næsten uimodstaaelig Magt; og er det Guds Vilje, at vi skal gaa derud igen, da er vi mere end villige.“

De fik derovre i Amerika en lille Dreng.

Hos Hans og Louise voksede en Længsel efter at tjene Herren. Louise skriver til sin Moder:

„Vi haaber, at vor himmelske Fader engang vil bruge os i sin Tjeneste blandt Hedningerne. Der er mange Negre her i Byen, og mit Hjerte bløder, naar jeg ser dem. Jeg har ventet paa Guds Kald i flere Aar. Men jeg har altid syntes, at jeg var for ringe og uværdig. Og maaske Gud heller ikke vil have mig; men jeg er villig. Jeg siger som Paulus: Jeg holder ikke mit Liv dyrebart.“

Hun gik imidlertid ind som Diakonisseelev paa Metodistkirkens Hospital i Des Moines.

Vilh. Rasmussen fik Brev fra Biskop Taylor, at baade han og hans Hustru og Hans og Louise Jensen kunde komme ud til Afrika til Foraaret.

Han skriver til sin Moder:

„Biskoppen har nu for nylig sendt os et Brev, hvori han antager os alle og anmoder os om at rejse saa tidligt som muligt næste Foraar. Vi er saa glade ved, at Hans og Louise rejser med. Jeg tror, at dette var Grunden, hvorfor Herren sendte dem til Amerika. De er begge to vokset forunderligt i Naade og er opflammede af hellig Nidkærhed for Guds Sag. Da de er sunde og kraftige af Naturen, tror jeg, de vil kunne taale Klimaet dernede. Det er muligt, nogle af os vil dø i Afrika. Men bliver vi her i Amerika, vil vi jo ogsaa dø, hvis vi lever længe nok.“

Efter at Louise og Hans var blevet viet, rejste begge Ægtepar til Afrika. Rasmussens havde deres lille Dreng med.

I et Brev til cand. phil. S. Udsen skriver Rasmussen fra Skibet, der førte dem til Afrika:

„Vi havde set den makedoniske Mand paa Afrikas Kyst og havde følt Aandens Kald til at gaa derud igen med Frelsens Budskab. — Hvor forunderligt har Gud ikke aabnet Dørene til de store hidtil lukkede Missionsmarker, og hvor forunderligt adlyder hans Folk ikke Aandens Kaldelse!

Næsten ethvert Dampskib, som gaar fra England til Afrika eller andre Hedningelande, medbringer Evangeliets Budbærere. — Fra Sletter og Dale lyder nu de forløstes Lovsange til Ham, som løskøbte dem og aftvættede deres Synder med sit eget Blod--.“

De ankom alle i god Behold til Vivi midt i Juni 1894. Rasmussen og hans Hustru med Barnet rejste op til Isangila, hvor de skulde bo foreløbig, indtil der blev aabnet en Udvej til at faa begyndt længere oppe i Banza Yanga Egnen. Hans og Louise blev foreløbig i Vivi.

Rasmussens ankom til Isangila efter en meget anstrengende Rejse; og den første Maaned, de var der, var han meget nedbrudt af Feber. Men saa vandt hans brændende Længsel efter at komme ud at missionere blandt Folket for en Tid Overhaand over Legemets Svaghed. Og i ca. fem Maaneder nød han, med kortere Afbrydelser, ret taaleligt Helbred, og han nærede de lyseste Forhaabninger for Arbejdet i det nye Distrikt. Han foretog flere Rejser omkring i Egnen og blev overalt mødt med Velvilje af de Indfødte.

I det sidste Brev, Vilhelm Rasmussen skrev til sin Moder, dateret Isangila den 11. Januar 1895, skriver han bl. a.:

„Vi har i længere Tid været i Bøn til Gud for vor nye Station, som vi agter at bygge ved Banza Yanga. Vi har ønsket at komme længere ind blandt Folket, for at vi kan gøre mere Missionsarbejde, og nu er Vejen aaben. Det er derfor min Hensigt at gaa derop med fem af vore Drenge paa Mandag og begynde Bygningen af et Hus og anlægge Haven. Vi takker Gud, fordi han saaledes har aabnet Vejen, og vi haaber og beder, at han vil bruge os deroppe til at lede mange dyrebare Sjæle fra Mørket til Lyset.“

Nogle Dage efter, at han havde ryddet Grunden til den nye Bygning, kom han tilbage til Isangila og maatte gaa i Seng. Det var den ondartede hæmorturiske Feber, der nu havde fat igen. Der gik saa Ildbud ned til Vivi, og saa hurtigt, det var muligt, ilede Hans Jensen op til Isangila.

Her fandt han Vilhelm Rasmussen dødsyg. Han havde i flere Døgn ikke kendt sine Omgivelser. Da Fru Rasmussen ogsaa var syg, maatte Jensen, træt og udaset, som han var, vaage det første Døgn efter sin Ankomst. Saa kom Rasmussen til Bevidsthed igen og tog ham om Halsen med det Udbrud:

„Du kære Hans“. 

I de følgende fire Dage gik det op og ned med Feberen indtil Onsdag den 6. Februar. Jensen var om Morgenen gaaet over i Skolestuen for at holde Bøn, da Fru Rasmussen hentede ham tilbage. Vilhelm Rasmussen laa da og vaandede sig i de heftigste Smerter.

„O, jeg dør, jeg dør!“ stønnede han. 

Da Svogeren trøstede ham med, at han jo ikke var bange for at dø, og han jo saa vilde gaa hjem til Jesus, sagde Rasmussen:

„Ja, tag mig hjem, Jesus! Tag mig hjem! Jeg længes efter at komme hjem.“

Han bad om at blive anbragt i Feltstolen. Der sad han ganske stille en Times Tid og saa ud over Kongo-floden og Bjerglandskabet paa den anden Side. Endelig sagde han:

„Det er vist bedst, I laver min Seng i Stand igen. Jeg er træt.“ 

Han saa et Øjeblik i Tavshed paa sin Hustru og sit Barn, derpaa endnu en Gang ud over Floden og Bjergene — saa brast de milde Øjne, og det trofaste, opofrende Hjerte hørte op med at slaa. — Jesus havde taget den længselsfulde og trætte Vandrers Sjæl hjem. —

Han blev begravet i Haven ved Missionshuset i Isangila.

Hans Hustru, Helen Rasmussen, rejste med Barnet til Danmark og levede for nogen Tid hos Svigermoderen i Viskinge, men rejste saa senere til sit Fædreland, Amerika. Barnet døde her, seks Aar gammel. Fru Helen Rasmussen giftede sig igen med en Missionær John Springer, og de rejste begge tilbage til Afrika. De grundlagde en ny Missionsmark i det sydlige Kongo, der er blomstret og blevet en stor Virksomhed.

Senere er John Springer blevet udnævnt til Biskop for den samlede Metodistkirkes Virksomheder i Afrika, og som dette skrives, er baade Biskoppen og Fru Springer i fuld Aktivitet derude.

Missionær Hans Jensen og hans Hustru blev endnu henved to Aar derude. Og om deres Liv, fra de ankom til Afrika og til deres Hjemkomst til Danmark, giver Louise Jensens Dagbog udførlige Oplysninger.

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941