 |
| Havnevej, Strandby, 1970erne |
Turen derop blev gjort på en af de smukkeste dage, vi havde haft, en dag med høj stille luft og strålende sol og med den hvideste sne, der havde pudret alt så langt, øjet kunne række. Det hele sceneri tog sig ud som noget uvirkeligt.
Særlig gennem det naturskønne Tolne Bakker stod hundredvis af graner i reneste og festligste sneskrud. Da jeg senere kom til Strandby, var det endnu så megen dag, at min ven, pastor Hans Karlsen, og jeg kunne køre en lille tur ud i denne skønhedsverden, der på vore breddegrader er så sjælden. Det hele gav mig helt uforglemmelige indtryk.
Men alt dette kunne jeg jo nok beholde for mig selv, for det er slet ikke så let at skrive eller tale om personlige oplevelser, så det bliver interessant for andre. Men jeg skriver også for at minde om noget, vi måske sjældent tænker på.
Vi har alle, mere eller mindre, et behov for skønhed, og nu og da trænger vi til indtryk fra naturens eller tonernes verden eller fra en anden af livets mangesidede skønhedsriger. Det er et behov, der også er med til at danne og forme noget af den udvikling, der stadig er i gang i menneskers sind.
Endelig skal det jo også siges, at vi skal lære at takke for de gaver af skønhed og rige oplevelser, Gud giver os på denne måde. Vi glemmer at sige tak. Alt er ikke gråt i gråt. Der er en anden verden, hvor vi er løftet op over hverdagens bryderi og besvær.
Næste dag var også en smuk vinterdag, selv om det nu var skyet og noget blæsende vejr. Men medaljen har jo altid en bagside. Det måtte jeg sande, da jeg efter to små døgn skulle forlade Strandby for at begive mig på hjemvejen med et par mindre ophold undervejs.
Om natten lå jeg og lyttede til en buldrende storm, der holdt mig lidt vågen, men jeg tænkte ikke på eller vidste ikke, at sneen væltede ned, og at stormen havde sat en fygning i gang, der skulle koste mig et ekstra døgn i den lille by.
Strandby var halvt begravet i sne, og alle udfaldsveje var lukkede. Så galt var det, at lyntoget fra Frederikshavn om morgenen var gået af sporet med et par af de forreste hjul. Og sneploven var kørt fast lige udenfor Strandby og spærrede tillige med bjerge af sne. For en københavner var det simpelthen helt fantastisk.
Og så var der lagt en kryds og tværs, og den kunne gå fint op, mente man, men det gjorde den bare ikke. Pastor Svend Aage Holm med pastor Karl Gundersen som passager, ville forsøge at forcere vejen til Hjørring, men sad omtrent midtvejs fast i seks syv timer.
Pastor Gundersen havde altså været i Løkken og skulle til Strandby, pastor Emil Larsen havde været i Hjørring og skulle til Løkken, og jeg havde altså fået passerseddel fra Strandby, men kunne ikke benytte den. Resultatet blev, at de Løkkenpræster i sidste øjeblik fik hjælp, så de vendte tilbage og nåede aftenmødet der, pastor Larsen blev i Hjørring og jeg tjente så ved mødet i Strandby. Og nu kan børn og unge i Vendsyssel om 40-50 år fortælle at i gamle dage var der sne, så det battede. Jeg kan huske . .
Men det største og bedste, jeg kan skrive, er, at vi ved møderne i Strandby mærkede Guds velsignelse over os. Der var relativt store forsamlinger de første to aftener. Mødet fredag aften, hvor snemasser lå og spærrede allevegne, var selvfølgelig ikke så godt besøgt. Men der var da sikkert mellem 30 og 40, der havde trodset naturens kræfter og luner.
Apropos Strandby! Denne lille by og de store vidder mod nord og nordvest hører med til min ungdoms kærlighed.
Jeg kan selvfølgelig huske det lille primitive forsamlingshus, hvis sal oftest var fyldt til sidste plads, og hvor luften kvaltes af de mange mennesker og to store petroleumslamper, der hang i loftet. Efterhånden lyste de svagere og svagere på grund af mangel på ilt, til de næsten sluktes. Vi, der sad på bænkene, nøjedes med at blive tunge i hovedet, men havde dog livet i behold, når vi var færdig med mødet.
Mon ikke det var i 1924-25, vi byggede den kirke, som man nu deroppe kalder den gamle kirke, og da den var færdig og blev indviet, var det en meget lykkelig menighed, der tog den i brug. Og hvilken forandring!
Og så i 1961 kunne den nye og meget smukke kirke på byens fineste plads åbne sine døre. Hvor er den menighed i Danmark, der i løbet af et relativt kort åremål kan udskifte den ene bygning efter
den anden? Nu må der vel være pause en række år, og så kan man jo undre sig over, hvor den næste skal ligge!
Spøg til side! Vor nye kirke står som eksponent for en udvikling, der viser os et andet Strandby, det moderne Strandby med den driftige befolkning. Der er kommen en folkekirke, en ejendommelig, men smuk kirke, mange nye store moderne huse rejser sig tæt omkring den bykerne, den tredie eller er det den fjerde store havneudvidelse er i gang, og som vor ven og nu menighedens grand old man, Julius Thomsen, er primus motor for — som han også var det for den sidste.
Men endnu kender jeg mit Strandby i de mange små fiskerhjem, der står endnu og huser minder fra en fjern fortid. Jeg ser de gammelkendte venner gå ind og ud af husets døre. Jeg ser dem tydeligt for mig og kan skelne deres stemmer, elskelige mennesker, der trods den barske natur og omgang med et ofte nådeløst hav gav udtryk for godhed og venlighed, og som røgtede deres kald med omhu og tilfredshed, trods de meget små kår.
Og søndag og kirke var uløseligt knyttet sammen for dem. Det var en andagtsfuld menighed, der samledes søndag efter søndag. Jeg har endnu ikke hørt en forsamling synge som den, der i den lille lavtloftede kirke kunne synge, så luften blev slidt. . . »Kom, du kilde, til al glæde, stem til hellig fryd min sjæl. . .« »Højt over højeste bjergetoppe brylluppet evigt fejres skal . . .« og så gav man melodien et par ekstra sløjfninger.
Ved et af Strandbys hovedstrøg ligger, gemt inde i haven, et meget gammelt, lavt, gult bindingsværkshus. Jeg holder af det hus. Her begyndte vort arbejde i Strandby, og her er der i den fjerne tid holdt mange møder.
Men det var alligevel ikke her, det første blev holdt på egnen. Det var på gården »Engen«, som ligger to-tre kilometer syd for Strandby. »Engen« ejedes dengang af sognefoged Otto Jensen, nu forlængst afdøde overlæge Carl Ottosens far. »Engen« ejes i dag af tømrermester Chr. Jørgensen, Frederikshavn, som vist ikke behøver nogen præsentation. Jeg drister mig til at skrive, at det er interessant, at dette første sted for metodismens begyndelse i Nordvendsyssel endnu er i metodismens besiddelse.
Pastor H. Hansen, afdøde generalsekretær Adolph Hansens far, var blevet ansat i Hjørring, der skulle være en udfaldsport for hans arbejde i Vendsyssel. Han havde fået indbydelse til at holde møde på »Engen«, og da han ankom til mødet, kunne han dårligt komme ind for mennesker.
Her ved dette møde var der også nogle Strandby-folk og blandt dem fisker Niels Tvilling og hans kone Sine. Disse to mennesker var ikke sene til at indbyde til næste møde, og det blev netop holdt i det lave gule bindingsværkshus, der var Niels og Sine Tvillings hjem.
Her ud fra gik altså det arbejde, der i dag står i stadig blomstring. Men hjemmets mange børn blev også slægten, der nu trofast står i mors og fars kirke og er med til at bære den videre.
Jo, det gamle bindingsværkshus, hvis jeg havde penge, og det var til salg, ville jeg købe det, og jeg ved nok, hvad jeg ville bruge det til.
Tak for denne gang, Strandby!
N. M.
Kommentarer
Send en kommentar