tirsdag den 17. februar 2015

Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 3

Hovedgaden i Matadi, ca. 1900
Vivi, 1895

Det nye Aar begynder med, at de til deres store Sorg hører, at de tre Arbejdsmænd, de endnu havde tilbage, var gaaet om Natten.

2. Jan.
„Min Fødselsdag, 27 Aar. — — Opad Fm. kom Hans ind, og jeg saa, han havde stærk Feber. Og efter en Del Overtalelser fik jeg ham til at gaa i Seng, og snart efter havde han saa stærk en Feber, saa jeg begyndte at frygte for ham.

Jeg var meget bedrøvet om Aftenen ved Tanken om, at jeg maaske skulde miste ham; og jeg kunde ikke faa mit Hjerte til at sige fuldt ud: Ske din Vilje. — Han sov dog lidt om Natten.“
 Næste Dag var Hans lidt bedre. Men om Aftenen blev det værre:
„Jeg kunde ikke blive fri for den Tanke, at han ikke vilde komme igennem det; og han havde vist ogsaa selv den Tanke. Børnene kom ind og sang nogle Salmer. Og da de var færdige, sagde de, at de ønskede at bede, og Sala bad en smuk Bøn for os.

De kære Børn, det gjorde dem ondt for os, da de saa os græde. Og det gjorde os saa godt at se deres Deltagelse. Og sikkert, Herren hørte deres Bøn, for straks efter blev Hans lidt bedre. —“
9. Jan. faar de to nye „Drenge“ fra en anden Missionsstation.
„Den ene bekender at være en Kristen, — og vi er meget glade over at have faaet saa gode Mænd. De deltager i vor Morgen- og Aftenbøn, og det er oplivende for os andre med.“
14. Jan.
„Jeg lovede Hans at være glad hele Dagen; og jeg tror nok, jeg forsaavidt holdt det, skønt jeg fik Feber og maatte ligge hele Eftmd. — — Vi har faaet en Mand til, saa vi har nu tre Mænd, foruden Joseph og Edie.“
De arbejder som sædvanligt og har deres Skole.
„Vi lærer da lidt hver Dag.“
De faar Besøg af Br. Reid.
„Det er som et Pust fra en anden Verden, naar han kommer. Han synger og spiller saa dejligt, og for første Gang i Maaneder fik vi lidt Musik igen. O, men hvilken Storm rejser det ikke i mit Indre, naar vi hører om hans Arbejde.

O, om vort Liv for Gud ret kunde blive levet som et Eksempel til Efterfølgelse! Hvis vor Tro var stærkere, saa skulde vor Gerning ikke blive uden Frugt. Alt dette pinte mig saaledes, at jeg ikke kunde sove om Natten.“
Lige før Br. Reid gik næste Dag, fik han et Brev om, at Br. Walsh i Boma, som var stærk og rask, da han lige havde besøgt ham, var død samme Aften eller maaske Morgenen efter, at Br. Reid havde forladt ham.
„O, er det ikke værd at stræbe efter: at følge Ham i Middagsheden, saa vi kan favne Ham i Aftenfreden.“
20. Jan.
„Vi havde en god Søndagsskole med Drengene og Børnene. Men lidt senere fik Hans Feber, dog ikke meget. Børnene gik til Damperen, saa vi var ganske alene. Efter en Bøn til Gud satte jeg mig til at læse for Hans, og vi blev begge velsignede.“
28. Jan. kom to Mænd fra Isangila. Der var Brev fra Helen.
„Vilhelm var kommen hjem fra Banza Yanga og var meget syg, og om ikke Hans kunde komme derop og blive en lille Tid. Der var ingen Tvivl i min Sjæl om, at Gud vilde vise os Vej. Og jeg var sikker paa, at Hans vilde gaa.“
Lidt efter kom Hans hjem. Han var beredt til at gaa.
„Vi pakkede alting færdigt, og den næste Morgen, 29. Jan., ved Solopgang spadserede han af Sted. Hvornaar jeg vil se ham igen, véd jeg saa ikke.“
31. Jan.
„Vaagnede glad og rask med Tak til Gud for hans Kærlighed imod os. Det har i Aften været et forfærdeligt Uvejr med Lyn og Torden og en Regn, som jeg endnu aldrig har set. Jeg var lidt bange; men jeg anbefalede os alle i Guds Haand.“
1. Febr.
„I Dag er Hans sikkert ved Isangila. Jeg haaber, Vilhelm er bedre. Jeg synes, jeg er saa rolig for ham. Herren vil ikke tage ham bort, saa længe der er er noget for ham at gøre her paa Jorden. —  Min And forsvandt i Dag.“
2. Febr.
„Børnene meget ulydige og uartige, saa jeg tabte tilsidst Taalmodigheden og gav Maza en god Omgang Prygl. Det hjalp storligen paa hele Familien; men jeg følte mig selv meget nedtrykt og mismodig.“
4. Febr.
„Om Aftenen det dejligste Maaneskin. — Vi sad alle og saa paa det, og jeg fortalte Børnene om den nye Himmel, hvor der ikke skal være Sol og Maane, men hvor Gud, Herren, selv skal være Lyset, og om Livets Flod og Træer.

Og de var meget interesserede, og Sala fortalte, at Folkene i Byen havde den Idé, at man havde stillet den ene Kasse oven paa den anden, til man tilsidst naaede Himlen. Og man havde saa med en Kniv stukket Hul i Himlen og paa den Maade frembragt Stjernerne.“
6. Febr.

En stor Slange har om Natten forsøgt at komme ind i Huset ved fire Døre, men var gaaet forbi et aabent Vindue.
„Priset være Gud! Han beskærmede os.“
Eddi vil forlade dem og rejse tilbage til Liberien.
„Jeg var lidt bedrøvet over det; men den Tanke kom til mig: Lad os miste alting. Vi beholder dog Jesus, og bedre Fattigdom med Jesus end alle vore jordiske Ønsker opfyldt uden Jesus. — Mavampo kom hjem fra Isangila om Aftenen.

Vilhelm havde været meget, meget syg. Men Hans syntes dog, at han var lidt bedre. Han havde været helt forvildet i flere Dage. Maatte Herren spare ham for os! Dog, om han skulde tages bort, det vilde blive hans Vinding. Stakkels, kære, trætte Broder! — Hans havde været syg paa Vejen op; men Herren hjalp ham over det.“
9. Febr.
„Alle raske og vel, men en underlig Uro over mig. Nu kan det snart blive 14 Dage, siden Hans gik. Hvornaar vil han komme igen?“
10. Febr.

(Over Afsnittet er tegnet et Kors).
„I Morges Kl. 1 hørte jeg Hans kalde paa mig og mit første Spørgsmaal var:
„Er det godt eller ondt?“
„Det er altsammen godt nu, de er alle vel.“
„Er Vilhelm død?“
„Vilhelm er i Himlen nu.“
O, saa skulde det alligevel komme! Vor kære, elskelige Broder er gaaet hjem til Jesus. Skulde vi ikke glæde os over hans Herlighed i Himlen? Salige er de døde, som dø i Herren. O, men hvilket Savn for os! Vor kærlige Støtte og Raadgiver. — Dog, Herren véd, hvad der er bedst for os. Hans Veje og Tanker er ikke vore. Vore sørgende Hjerter fristes til at sige:
Saa skulde du dø i det mørke Land,
langt borte fra dine kære. —
Og vi med vor fattige, ringe Forstand,
og vi, som intet begribe kan,
vi spørger: Hvor kunde det være?
Hvor er jeg bedrøvet og mit Hjerte forpint. Og hvad maa ikke stakkels Helen lide! Og lille, faderløse Harry! Dog, vor himmelske Fader er Enkers Forsørger og de faderløses Fader. Jeg kan knapt tro det somme Tider; og Spørgsmaal og Svar flyver imellem os. Gud ske Lov for min kære Hans! Han er saa stor en Hjælp og Trøst.“
 12. Febr.
„Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde faa skrevet til Moder og bringe hende den sørgelige Tidende; men jeg fik da begyndt. — — Gud velsigne og hjælpe min stakkels Moder over dette uventede Slag! Skønt Moder er dog ikke Stakkel, naar hun har Haabet om det evige Liv.“
14. Febr. har Hans tilendebragt Forberedelserne og begiver sig paa Vej til Isangila for at hjælpe de efterladte. —
„Bærerne, som havde lovet at komme, svigtede. Vi sendte Bud til en af vore egne Mænd; men han sagde, at om de vilde skære hans Hoved af, saa vilde han ikke gaa. Men Enden blev jo, at han maatte gaa alligevel.
Hans var nedslaaet, da han gik. Det er saa svært at se, hvad vi skal gøre nu. Men Gud vil vise os Vej. Saa er jeg nu ganske alene igen. Denne Gang har jeg Sorgen og Savnet til Selskab og intet bestemt Haab om at se Hans snart igen. Men priset være Gud! Hans Naade og Forjættelser tilhører os!“
16. Febr.
„I Dag har jeg ikke haft saa meget at bestille, saa Sorgen og Savnet har faaet mere Plads. Den kære, milde Vilhelm er ikke mere! O, om jeg blot havde været mere kærlig og hjælpende, medens han var hernede. — —
Hvor jeg savner ham! Saa længe han var levende, tænkte jeg ikke saa meget derpaa, men nu, jeg véd, jeg ikke kan se ham mere. Dog, engang, maaske snart, skal vi ses igen. Priset være Gud!“
21. Febr.
„Medens vi holdt Skole i Dag, kom Mavambo hjem fra Isangila. Det var triste Nyheder. — Hans kom derop Søndag Morgen og fandt Helen syg og i Seng. Om Natten forværredes Sygdommen, og den næste Dag ventede de begge at se Døden igen. Men Gud sparede hende.
Men hvilken Tid, de stakkels Mennesker maa have haft! Det er mig, som har lært Sygeplejen; men det er Hans, som maa gøre Arbejdet. Stakkels kære, han havde ogsaa Feber, da han gik op. Han havde en Kamp, angaaende at gaa om Søndagen. Men saa kom Jesu Ord til ham: Er det tilladt at gøre ondt eller godt? — og hans Tvivl var borte.“
22. Febr.
„G. nede i Byen og skaffede en Mand til at gaa op til Isangila. Lusinga kom. Jeg var ikke saa glad, for jeg tror ikke, han er ærlig; men jeg kan ikke gøre andet end fortrøste mig til Gud og bede Ham lede alting til det rigtige. Børnene er gode og artige og en stor Trøst og Opmuntring for mig. — Hvornaar mon jeg skal se Hans igen?“
27. Febr.
„Vi er alle vel, Gud ske Lov! Har frydet mig i Gud i Dag, i Haabet om Gensynet oppe i Himlen. Jeg undrer paa, hvordan Hans og Helen har det.“
28. Febr.
„En af Statens Mænd, en Svensker, som havde sit Telt nede ved Floden er død. Jeg vidste, at han var syg, og jeg er meget bedrøvet over, at jeg ikke havde været nede at se til ham. Atter for sent! Vi gik over paa Stanleyhill, hvor han skulde begraves. Men da de ikke var nær færdige med Graven, saa vilde vi ikke vente, men gik ned paa Damperen.“
1. Marts.
„Brev fra Hans. — De er alle raske deroppe, Gud ske Lov! Blot vi vidste, hvad vi skal gøre; men Herren vil vise os Vej i sin Tid.“
3. Marts.
„Søndag. Havde en god Søndagsskole med Børnene. Om Eftm. lidt nede hos Br. W. paa Damperen.“
4. Marts.
„Børnene var ude at saa lidt Majs. Fik en god Regn. Vi er alle raske, Gud ske Lov! Har skrevet til Udsen.“
5. Marts.
„Lusinga kom fra Isangila. Hans er stærk og glad. Han har været oppe ved Banza Yanga. Helen og Drengen havde Feber igen. Han sendte fire Stykker afrikansk Tøj ned, som jeg er meget glad for. Helen har ikke bestemt sig til, hvad hun vil endnu. Herre, vis hende og os Vej! —

Jeg længes efter Hans og ønsker, at han var her. Det er saa en« somt mange Gange. Men priset være Jesus, at jeg har ham til at styrke mig i min Ensomhed. Og Børnene er ogsaa til stor Opmuntring. Men, o, hvor jeg ønsker, at jeg var bedre skikket til Missionsarbejde! Men, Herre, hjælp mig, at jeg maa bruge de Evner, som Du har givet mig!“
7. Marts.
„I Dag et Aar, siden Helen og jeg rejste fra Des Moines.“
8. Marts.
„Føler mig saa ensom i Dag. Jeg kan ikke rigtig forsone mig med, at Vilhelm ikke er her mere. Jeg skal ikke se ham mere hernede. Længes ogsaa efter Hans. Herre, hjælp os og led os efter din Vilje!“
10. Marts.
„Søndag. — — Wveba og en anden Dreng kom fra Isangila.Helen tager rimeligvis hjem til Amerika, saa de vil snart komme herned. — —  Efter Middag lidt nede i Landsbyen. Havde en god Samtale med Mazala.

Efter det var vi oppe hos Dronningen, hvor jeg saa en lille Pige saa sød, som jeg ikke før har set. Børnene fortalte siden, at hun havde ingen Forældre, saa jeg ønskede meget, at vi kunde faa hende op til Stationen. Og hun har været i min Bøn til Gud hele Dagen.“
18. Marts.
„G. og Tandu gaar til Isangila. Tandu gjorde mange Indvendinger, men gik tilsidst. Saa nu er Børnene og jeg ganske alene igen. — Men jeg føler mig tryg i Guds Omsorg for os, og min Sjæl fryder sig i Haabet, i Jesus. 
Men jeg mærker alligevel, at der er en god Del tilbage, og det gælder lige saa godt i Ensomhed som i Livets Tummel at holde sig fast til Gud i Troen. O, hvor lidt der skal til for at komme bort fra Ham! Blot en Dags Lunkenhed. Kun hans Naade bevarer os.“
22. Marts.
„Følte mig ensom og sløv, men havde dog en Følelse af, at en eller anden Forandring vilde ske i Løbet af Dagen. Og lidt efter Middag hørte jeg pludselig raske Skridt i det andet Værelse, og ind kom jo Hans til min store Glæde, rask og stærk, og saa saa frisk og rask ud.

Vi var meget glade ved at ses efter saa lang en Adskillelse og takkede Gud, at han havde bevaret os saa vel. Der var jo mange Ting at spørge og tale om. Og vi kunde næsten ikke blive færdige.“
23. Marts.
„Hans maatte gaa til Matadi, og han var træt og ømbenet; men Herren hjalp ham. Han fik Posten med hjem, og nu fik vi rigtignok Breve og Aviser. Det er en hel Højtid at faa saa meget godt paa en Gang. Hvor Gud er god imod os!

Børnene var jo ogsaa meget glade over, at Hans er kommen hjem. Sala bad en dejlig Bøn i Aften, og mit Hjerte frydede sig. O, at vi maatte se nogen Frugt og Velsignelse og forstaa ret at berede disse Hjerter, saa Sæden kan gro!“
25. Marts.
„Var tidlig oppe i Morges. Hans har arbejdet hele Dagen. Han har slaaet Græs. Her var saa tilgroet, saa man kunde ingen Steder se.“
26. Marts.
„I Aftes, efter at vi var kommen i Seng, kom jeg til at huske paa, at jeg havde glemt at sætte Brød. Jeg stod straks op og gjorde det og var ved at gaa i Seng igen, men hørte pludselig en Støj fra det andet Rum. Og ved at se efter opdagede jeg en stor Slange, som laa sammenrullet paa Gulvet.

Jeg skreg jo op til Hans, og han kom snart paa Benene, og vi begyndte Krigen. Først skød Hans paa den og ramte ogsaa. Men det var ikke nok. Og først efter mange Slag maatte den give op. Den var 9 1/4 Fod lang. Et nyt Bevis paa Guds Omsorg for os.“
28. Marts ankommer en ny Missionær, Miss Taylor, til Vivi.
„Nu synes Gud at vise os, at vi maa gaa til Isangila, og vi forbereder os for det. Miss Taylor vil blive her ved Vivi foreløbig.“ 
Br. Snape har bestemt at rejse hjem, da han er syg.
„En Station mere lukket nu, og der er kun fire af os herude nu. O, at Gud vilde velsigne os, at vort Arbejde herude ikke skal være forgæves!“
2. April.
„Hans og jeg gik til Matadi. Brev fra Moder. Hun er saa lykkelig i Jesus. Hun har faaet en ny Erfaring. O, det er just det, som jeg har søgt efter, men ikke faaet endnu. — —

Vi havde en god Tid i Matadi. — — Sejlede derefter til Londe, handlede ved Kala-Kala, havde en god Aften ved Londe, sov der om Natten, og efter Frokost tilbage til Matadi. — —

De havde en stor Sorg i den svenske Mission. Br. Vestlind er død. Og han vil blive savnet af os alle. Han har gjort et stort Arbejde for hele Missionen. Han blev aldrig færdig med sin Bibeloversættelse. Og der vil ingen være til at erstatte ham foreløbig. Der var ingen, der var saa godt inde i Sproget som han. Stakkels Søster Vestlind! Det gør os saa ondt for hende og den lille Dreng. —

Da vi kom om Aftenen, var Br. Gordon fra Angola kommen for at hente Søster Taylor. Og da han ikke vidste, at hun havde lovet at blive her, saa var det jo en stor Skuffelse for ham, at hun ikke kunde gaa med ham. De er forlovede, saa det var jo ikke saa nemt at sige Farvel, da han rejste. Han var en herlig, aandelig Mand, og vi havde Glæde af hans Besøg. — —

Br. W. blev meget nedslaaet over hans Visit. Han havde vist selv haft lyse Drømme angaaende Miss T., men det var nu alt forbi. Det gjorde os meget ondt for ham, stakkels, ensomme Mand, altid Skuffelser.“
8. April.
„Den sidste Uge har været meget mørk for mig. Jeg syntes at være kommen saa langt bort fra Gud, og alt omkring mig var Mørke. Jeg var heller ikke rask og havde saa meget at gøre, saa jeg var overtræt, og alt tilsammen gjorde mig meget uelskværdig og Livet surt for alle mine Omgivelser. Søndag havde vi en god Dag; men jeg maatte i Seng med Feber.“
18. April.
„Hans gik til Isangila, og jeg fulgte ham langt paa Vej. Jeg var bedrøvet over at sige Farvel til ham, og som jeg stod og saa efter ham, kom jeg til at tænke paa: Skal jeg se ham mere? Men i det samme vendte han sig om og raabte tilbage: Du vil se mig igen! Det kom som Trøst og Svar paa mine Tanker. Jeg er dog ikke saa ensom denne Gang, da Søster Taylor er her.“
21. April.
„Søster Taylor har Feber i Dag igen, og temmelig høj. Jeg havde Søndagsskole med Børnene, men var bedrøvet og ulykkelig over min ringe Evne til at tale til dem. O, at jeg dog ret kunde elske min Frelser, saa Han maatte saaledes opfylde mig, at min Tunge maatte strømme over af Pris og Lov til Ham! At det kunde ses og høres paa mig, at jeg var en af Hans! Herre, velsign os! — —

Helens Fødselsdag. Stakkels Helen, hun føler sig vist ensom i Dag. Sidste Aar havde vi en god Dag i Philadelphia. Jeg haaber, Hans er deroppe i Dag.“
24. April.
„Det er i Dag vor Bryllupsdag. Takket være Gud for al den Naade, som Han har bevist os i det svundne Aar. Hans er jo ikke hjemme, saa vi kan ikke fejre den ved nogen Fest. Ja, det Aar er gaaet hurtigt og godt, og med Guds Hjælp haaber jeg, at vor Kærlighed ikke skal formindskes, om Han vil til» lade os at leve sammen mange Aar endnu.“
25. April.
„Et Aar i Dag, siden vi forlod Amerika for at gaa til Afrika. Gud har vist sin Kærlighed imod os i det svundne Aar. Priset være Hans Navn! — Vi stod op i Morges Kl. 5 og havde Læsning af Bibelen og Bøn sammen, før de andre kom op. Det er dejligt; — om blot vi kunde vedblive med den Skik. — Vi har alt for lidt Bibellæsning og Bøn. Vi trænger til aandelig Næring.“
26. April.
„Kl. 10½ Aften kom Hans hjem fra Isangila, drivende vaad af Regnen, som strømmede ned. Han havde efterladt Helen, Harry og Br. Snape med 52 Bærere ved Ugangila, og han kom ned førend de andre for at forberede mig paa, at de vilde komme. Og tillige for, at vi kunde faa pakket lidt sammen.

Det var jo en stor Overraskelse for mig. Endelig viste Gud os, at nu var Tiden for os at gaa. Stakkels Hans, han var saa træt i sine Ben, saa han kunde ikke sove. Og ingen af os fik megen Søvn den Nat, da vi jo ogsaa havde saa meget at skulle tale om. Jeg var baade glad og bedrøvet, for vi holder begge meget af Vivi.

Og saa gør det mig saa ondt for de kære smaa hernede. Jeg frygter, de ikke vil faa nogen rigtig kærlig Pleje. Men Gud kender alle Ting, og jeg véd, at Han elsker dem mere, end jeg gør. Saa Han vil bevare dem.“
27. April.
„Tidlig oppe og begyndte at pakke. Var færdig og alt i Orden omtrent til Middag. Den første, der kom, var Miss Peacock. Hende havde vi ikke ventet. Saa kom Helen, Drengen og tilsidst Snape.

Jeg kunde ikke lade være at græde, da jeg saa den lille, magre Dreng, saa bleg og forandret. Og saa Tanken om, at jeg ikke kan faa Lov at passe ham lidt, men skal forlade ham saa hurtigt igen. Jeg kunde næsten ikke lade være at ønske, at Gud vilde gemme den lille Sjæl, som allerede har lidt saa meget.

Det er nyt for os at være saa mange samlede ved Vivi. Snape er en stor, kraftig Mand, men meget svag nu efter sin Sygdom.“
28. April.
„Vi havde Gudstjeneste om Fmd. — Snape, som jo kan tale bedst, ledede. Som jeg saa ud over denne Forsamling af stakkels, uvidende Mennesker, kom Tanken til mig, at ogsaa for alle disse Mennesker har Jesus lidt og er død, og Frelsen er for alle dem ogsaa. O, maatte Gud hjælpe os til at lede dem paa Frelsens Vej i Sandhed!“
30. April.
„Børnene var meget alvorlige, da de nu saa, at vi skulde til at rejse. Og hvor det gjorde os ondt at sige Farvel til dem og til dem allesammen, særlig lille Harry. Jeg kunde ikke frigøre mig for den Tanke, at jeg ikke skulde se ham mere. Men endelig fik vi jo revet os løs, og jeg havde min første Erfaring i at rejse i Hængekøje.

Da vi kom ned til Byen, kom Tjama ud og sagde Farvel. Jeg tænkte paa, om vi dog havde benyttet Tiden og Lejligheden bedre og talt Livets Ord mere til dem.

Lidt efter Middag kom vi til Ngangila, hvor vi blev hjerteligt modtaget og tilbragte en dejlig Eftmd., mest sammen med vor kære Egerton. Miss Miick var syg, og Br. Reid var ikke hjemme. De vilde absolut overtale os til at blive en Dag mere; men vore Bærere ønskede at gaa. Og da de havde ventet saa længe ved Vivi paa os, saa mente vi, det var bedre at gaa, hvor fristende det end kunde være at blive. Det var en Forfriskning baade til Sjæl og Legeme.“
3.    Maj.
„Vi havde en meget behagelig Rejse, tørt og godt Vejr hele Turen. Vi saa mange smukke Steder paa Vejen; men det var med lidt Vemod, jeg tænkte paa, at her havde Vilhelm gaaet saa mange Gange. Den sidste Nat sov vi paa en dejlig Plads lige nede ved Floden, under nogle høje, skyggefulde Træer.“
Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941

Ingen kommentarer:

Send en kommentar