Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 2

Vivi og Matadi, ca. 1890

Vivi, 1894

Dagbogen, en stor Protokol, begynder 23. Juni 1894 med at fortælle om Ankomsten til Vivi otte Dage forinden og om den hjertelige Modtagelse, de fik af de andre Missionærer, især af Br. White i Vivi og Mr. og Mrs. Hall i Matadi, Byen paa den modsatte Bred af Kongofloden. —

Huset i Vivi er nyt, men ikke meget praktisk og lavt og mørkt.

 „De tre smaa Piger og to Drenge, som tilhører Stationen, kom ud at møde os og syntes meget glade for os.“ — 

Hans faar straks travlt med sammen med Br. White at save og hugge Brænde til Missionens lille Damper „Annie Taylor“, der sejler Sten til Boma. — Og Louise ser sin første Opgave:

„Børnene her er blevet forsømt en god Del, og der trænges haardt til, at en Kvinde skulde komme og oprette det forsømte i dette Hus.“

Den første Søndag var de nede i en af de Indfødtes Landsbyer og besøgte Høvdingen, eller Kongen, som han kaldes. Hans Navn var Masala.

„Et af hans Børn var sygt, og Kvinderne begyndte at synge og danse rundt om ham, og de havde forskellige Ceremonier for hans Helbredelse. Stakkels uvidende Mennesker! Det gjorde mig ondt i mit Hjerte for dem, og jeg bad til Gud, at han vilde give os Naade og Visdom til at føre nogle af disse Sjæle til Jesus. — Jeg længes efter at gøre noget for dem. Men jeg véd, vi maa have Taalmodighed og lære Sproget først.“

De stifter hurtigt Bekendtskab med nogle af de Farer, der lurer i Troperne. Medens de en af de første Morgener sad og spiste Frokost, kom en stor Slange ind i Stuen. Det lykkedes at faa den dræbt, uden at der skete noget. Men de Indfødte fortalte, at det var en af den giftigste Slags. — Og en af de første Aftener møder deres Medarbejder, Missionær Guern, en Leopard i Haven. Men den gjorde ham ikke noget. — En Dag bestemmer Hans sig til at bade nede i Floden. Men et Stykke ude i Floden gled han pludselig og kom ud i et stort Hul og var nær druknet.

„Han var under Vandet to Gange. — Men Gud sparede hans Liv denne Gang, Tak til Ham!“

Følgende Afsnit giver Udtryk for et Kristendomssyn, som virker noget fremmed i vor Tid, — hvilket maaske er en Fejl hos os:

„De brænder Græs af i Eftermiddag, og det er et baade smukt og uhyggeligt Syn, — — — og som Flammerne viftede højt op i Luften, kom jeg til at tænke paa Ilden i Helvede. O, hvor frygteligt er det ikke, at nogen skal pines deri Og hvor mange, der selv vælger den Vej og kommer der, hvor deres Pines Røg opstiger i al Evighed! — Hjælp os, Herre, at advare dem, som er paa den vrange Vej, og vise dem hen til Frelsen i Jesus! Og giv os Naade til at være trofaste Vidner om Jesu Kærlighed! Amen.“

Dagbogen omtaler Gang paa Gang, at snart den ene, snart den anden er blevet syg af Feber. Louise havde kun været derude i 14 Dage, da hun blev angrebet og laa alvorligt syg i 4—5 Dage. Den sidste Dag, hun laa, kom Vilhelm Rasmussen hjem fra en Tur til Isangila og fik et Feberanfald. Og Dagen efter blev det hans Kones, Helens, Tur, foruden at deres lille Dreng allerede i lang Tid havde haft stærk Feber og svævet mellem Liv og Død.

Og Hans har under en haard Tur med Missionens Damper været syg af Feber, ligget en Uge ved Banana og kommer bleg og afmagret hjem. Men det vil føre for vidt at gaa i Enkeltheder om Sygdom, da de skiftevis — og undertiden samtidig — med kun Dages eller Ugers Mellemrum faar Feberanfald, — mest kortvarige, men ogsaa nogle af længere Varighed.

25. Juli drog Vilhelm Rasmussen med Kone og Barn og en Karavane af Bærere af Sted til Isangila.

„Det var lidt vemodigt at sige Farvel, da Udsigten til at ses igen altid er usikker herude i Afrika.“

En Dag tager Hans og Louise i den skrøbelige Kano over Floden til Matadi. De kom til at overvære Slutningen af et Møde for de Indfødte, besøgte Missionær Harvey og sejlede til den svenske Kongomission, Missionærerne Westlind og Strandman, der „er saa venlige og hjemlige“.

De faar begge nok at gøre i Vivi, men mest legemligt Arbejde. Missionsarbejde kan der ikke blive saa meget af, før de har lært noget mere af Sproget.

Louise skriver 5. August:

„Søndag. — Vi havde bedt meget, at Gud vilde velsigne os, og han gjorde det. Da alt var færdigt, og Børnene havde vasket op, samledes vi alle ovre ved det gamle Hus. Alle de store Drenge kom ogsaa. Vi fortalte dem, at vi kunde ikke tale til dem i deres eget Sprog. Men vi vilde alle synge og paa den Maade prise Gud. Vi sang en Del Salmer, bad nogle Bønner, læste et lille Stykke i Bibelen og forklarede dem — Maggie oversatte for os —, sang lidt igen og saa derefter paa nogle bibelske Billeder, som syntes at interessere dem meget. Min Sjæl blev velsignet, og jeg tror, vi alle blev det.“

Louise holder lidt Skole med Børnene hver Dag.

„De er alle glade derfor. Sala er en opvakt lille Pige og ivrig efter at lære, og Maia kan allerede skrive flere Bogstaver og kender snart de fleste af dem.“

14. August tager de med Damper ned ad Floden til Banana, hvor de skulde tage sig af og hjælpe en Missionær, Miss Kildare, der levede ensomt i Ntombe.

Paa Tilbagevejen gør de Ophold i Banana i to Dage hos en Dansker, Kaptajn Wright, som de har truffet før derude. —

„Vi var alle glade over at faa en dansk Samtale.“ 

— Den følgende Morgen tager de med en lille, belgisk Damper, „Herondale“, op ad Kongo. De faar en Samtale med Maskinmesteren, der er dansk og hedder Andersen. — Da Hans pludselig bliver syg og ryster af Febergysninger, faar Louise ordnet, at Hans maa gaa til Sengs i Maskinmesterens Kahyt. Om Aftenen er de i Boma. Hans er for syg til at flyttes; men de faar efter nogle Overvejelser arrangeret, at Maskinmesteren gaar i Land og overnatter paa Hotel.

„Jeg blev saa hos Hans. Jeg tog blot min Kjole af og laa paa Gulvet med en Frakke til Hovedpude og et Sjal over mig. Og jeg laa godt og sov godt, og hverken Rotter eller Moskitoer forstyrrede mig.“

Næste Dag var Hans betydelig bedre, og snart er de hjemme i Vivi og i Virksomhed igen.

To af Pigerne, Mary og Maggie, er gaaet til Ngangila. Det var en Sorg for Louise. Men der er jo ogsaa Drengene at opdrage paa. Hun ser det som en stor Opgave og et stort Ansvar. Og „jo længere, jeg er her, jo mere synes jeg at se min Ringhed og Udygtighed. — Men der er altid nogle smaa Ting at gøre; og jeg vil være et villigt Redskab i Guds Haand.“

De er ofte i Vildrede med, hvad der er Guds Vilje med dem. Vil Gud bruge dem oppe i Isangila? Her i Vivi synes der ikke rigtig at være Velsignelse ved Missionens Arbejde.

„Men her har heller ikke været gjort meget Missionsarbejde, kun alt andet. — Fremtiden synes at se saa øde og tom ud. Men Gud kan jo snart vende alting til det bedre.“

Et Par Dage efter kommer en Missionær ned fra Ngangila.

„... Frejdig som altid, — fuld af Aand og Liv, med Resultat af deres Virksomhed, og jeg føler altid et Stik i Hjertet ved at se og tale med dem. Jeg véd ikke, om det er Misundelse, — ja, det er et grimt Ord; men vi maa uvilkaarligt somme Tider misunde en Kristen hans gode Omgængelse og Forhold, — eller det er Bedrøvelse over min egen Ringhed. 

Ja, jeg er næsten altid bedrøvet over mig selv. Er det Guds Aand, som fordømmer mig? Eller er det, fordi jeg ser for meget ind i mit eget ustadige Hjerte i Stedet for til Jesus? — — O, Herre og Fader, brug mig som dit Redskab og lad mig intet være i mig selv! Hvor er min Frimodighed og Glæde som et Guds Barn? Hvor er min Lov og Tak til Gud som hans Barn? Hvor er Frugterne? — Ingen!“

Da de en Søndag i September gik ned til Landsbyerne, traf de Kongen, som først modtog dem venligt.

„Men da han hørte, at vi vilde synge, blev han meget vred og befalede alle sine Koner at gaa ind, og selv gik han ogsaa sin Vej. Men vi sang alligevel, og da vi var færdige der, gik vi til en anden Del af Byen og begyndte at synge der. Og der flokkedes en god Del omkring os; men de syntes ikke at bryde sig stort om det. — Jeg var lidt bedrøvet over Begyndelsen af vor Missionsgerning. Men jeg tror, Gud vil velsigne os.“

Ofte gaar Tankerne til Danmark og de kære der; og det er Glædesdage, naar der kommer Breve, især fra hendes Moder eller Søskende.

Det stadige Spørgsmaal for dem er, om de skal drage til Isangila, til Kimpoka, hvor der ogsaa er Brug for dem, — eller Gud vil, at de skal blive i Vivi. Et Brev fra Biskop Taylor d. 24. Septbr. synes nærmest at tyde paa det sidste.

I øvrigt skriver Biskoppen til Br. White, at der er stor Underbalance i Missionens Kasse. De maa prøve at gøre Stationen selvunderholdende ved at lade den lille Damper gaa i Fragtfart op og ned ad Floden. Og den gamle Biskop vil tage til England og Amerika og prøve paa at samle Penge.

 „Det gærer i Sindet nu. Vi synes, at vi skal blive her ved Vivi. — — Herre, hjælp os at gøre det rette!“ — — „Nu maa vi tage alle vore Kræfter i Brug. Gud ske Lov, at vi har nogle!“ — — „Hans og alle Mændene er nede at slaa Sten og lade Damperen“.

29. Septbr. drager Hans af Sted mod Isangila med to af Drengene som Bærere og holder Søndag ved Missionen i Ugangilo. Han er tilbage den 7. Oktober og beretter, at Vilhelm havde ligget syg i 4 Dage, da han kom derop. Louise er bedrøvet over, at hun ikke kan hjælpe eller gøre noget for den kære Broder. Den lille Dreng er heller ikke rask.

13. Oktober.

„Hans har begyndt at bygge en Sokkel til den store Klokke.“

14. Oktober.

„Det er Søndag. — Efter at vi havde spist til Middag, gik Hans og jeg samt Børnene ned til Landsbyen Lufundi. Vi blev modtaget venligt, og en Del kom for at se os. Jeg fik tre Æg forærende af en Mand. Vi havde vore Sangbøger med og sang en Del Sange for dem. En Mand døde, medens vi var dernede; og en forfærdelig Skrigen og Græden begyndte af Kvinderne over ham, stakkels blinde og uvidende Mennesker. Og vi, som skulde hjælpe dem at se, er selv blinde, vantro, udygtige; o, hvor uskikket for det Arbejde!“

De er ofte syge af Feber; men i Almindelighed kommer de hurtigt over det. —

22. Oktober.

„Hans temmelig rask i Dag. Han gjorde Sokkelen til Klokken færdig og fik den op. Det er en dejlig Klokke, næsten som vor gamle Klokke i Kirken derhjemme. O, maatte den kalde mange Folk sammen til at høre Guds Evangelium! Og maatte den Tid komme, da den kan faa Plads i en Kirke!“

24. Oktober.

„Br. W., Hans og Lutete ude at saa Bønner og Majs i Dag. Jeg og Børnene ryddede ogsaa et lille Stykke Jord, som jeg saaede lidt i af forskellige Slags.“

25. Oktober.

„Intet hørt fra Vilhelm endnu og ingen Bærere. Jeg længes meget efter at høre fra dem, og jeg undrer mig over, at de ingen Bærere kan faa. Men jeg har lagt det i Guds Haand. Han véd alt om det. Herre, velsign deml“ —

30. Oktober.

„Tandu er gaaet sin Vej. Jeg er baade glad og bedrøvet derover. Han var en god Dreng, men ikke god Kok; og det var hans Arbejde. Jeg havde haabet, vi skulde vinde ham for Gud. Men maaske dette vil være til hans bedste.“

Louise er ofte alene, naar Hans gaar i Fart med den lille Damper eller er andet Sted henne. Hun føler ofte Ensomheden, men er som Regel ved godt Mod. Saaledes skriver hun 2. Novbr.:

„Børnene og jeg har haft det saa roligt og godt, medens vi har været alene. — Og Herren har sørget for os i alle Retninger. Ingen Mangel paa nogen Ting; og et godt Helbred har jeg ogsaa haft, siden de rejste. Og Gud har lagt saadan en Fortrøstning i min Sjæl, saa jeg har ikke været ængstelig for noget. Priset være hans Navn, min Sjæl har frydet sig i Ham i de sidste Dage!“

Atter lider de Skuffelser. —

11. Novbr.

„Søndag Morgen fik vi den Nyhed, at fire af Mændene her paa Stationen var gaaet og havde taget alle deres Sager med. Det virkede lidt nedstemmende paa Sindet. Ikke fordi de var saa gode Arbejdere, — men mere deres Utaknemmelighed for, hvad der er gjort for dem; og nu de var tillærte lidt--og tilmed i den travle Tid.“

— Dagen efter fortæller Dagbogen:

„En Mand mere gaaet sidste Nat og en i Aften, saa der er kun tre tilbage nu. Det ser lidt trist ud; men Herren véd Raad. Han vil sende anden Hjælp.“

Af og til omtales den skønne Natur. —

12. Novbr.

„Alt er dejligt frisk og grønt rundt om os, og alt gror med en forbavsende Hurtighed, baade ondt og godt. Bjergene begynder at blive grønne her rundt om, og alt er frisk og dejligt som Foraaret hjemme. Floden rejser sig voldsomt, og et Fald, som er 6—7 Mil herfra, kan vi høre her. — Mangoerne er begyndt at blive modne.“

Et Par Dage senere:

„Jeg tog Børnene med mig og gik ned til Floden, da jeg saa længe har længtes efter at se den.---Vi var alle meget fornøjede. Drengene blev nede ved Stien for at bade, og Sala og jeg kravlede over forskellige Høje og Dale, til vi kom til et Vandløb, hvor hun vaskede sig. Det var et dejligt Vejr, og alt var saa frisk og grønt.

Der var storartet ved det Vandløb, og jeg kunde ikke lade være at beundre Guds Storhed ved at se alle disse vældige Sten. Vi kravlede over Stok og Sten og kom tilsidst op til Ruinerne af Stanleyhuset, der har været et solidt og grundigt Værk. Vi maatte skynde os hjem før Regnen; og vi kom lige hjem, som en vældig Regn kom.“

23. Novbr.

„Henad Aften kom tre Bærere fra Isangila, og vi fik endelig lidt at høre deroppe fra. De er temmelig raske nu. Men baade Vilhelm og Drengen har været syge. Vilhelm ønsker, vi skal komme derop. Han har været oppe ved Banza-Yanga og havde faaet saadan et godt Indtryk af Folket og Egnen og atter den Indskydelse at bygge en Station der. Men det ser lidt vanskeligt ud.

Han er svag og tit syg, der er ingen Midler i Missionen, og en Station staar og er ledig. Saa det synes lidt dristigt at begynde paa en ny. Og vi kan ikke gaa herfra lige nu. Der er ingen Bærere, og der er ikke til at komme frem for Vandet. Nu staar vi atter overfor et Dilemma. Herre, hjælp os at gøre det rette! O, at vi dog ikke skulde forfejle.“

24. Novbr. kom to Drenge fra Ugangila efter Mangoer:

„I det medfølgende Brev skrives, at Maggie (en af de to Piger, der forlod Vivi i August) er under Paavirkning af den Hellig Aand og vil nok snart blive en af de lovprisende. Maaske derfor, hun skulde derop, og vi gaar til Ntombe, for at de kunde komme af Sted.“

De har i den følgende Tid nogle Besværligheder med de sorte i Anledning af, at en Indfødt, Joseph, var løbet bort og havde søgt Tilflugt paa Missionsstationen, hvorfra Missionær White bragte ham i Sikkerhed i Matadi. Og ligeledes nogle Dage senere, da der har været natligt Indbrud, og noget af Br. Guerns Tøj var stjaalet, hvilket Hans og Louise mente, det var urigtigt at blande Politiet ind i.

„Vi havde alle mistænkt Sabbi. Saa gik G. over til Matadi for at faa Staten til at arrestere ham, og han kom tilbage med en Statsmand og ti Soldater om Aftenen den næste Dag, og de tog Sabbi. Men det gjorde mig ondt for ham, og jeg var bedrøvet over al den Forstyrrelse og Elendighed. — — Efter dette vil det blive endnu mørkere, frygter jeg.“ 

Statsmanden gaar op i Landet og søger efter Tyvekosterne. Soldaterne tager til sig af alle Slags i Byerne, og Folkene fra Byerne begyndte at komme, og snart var her en stor Forsamling, som talte og raabte i Munden paa hverandre. De forlangte deres Sager tilbage, som de ogsaa fik, og de gik saa hver til sit.

„Alt dette Spektakel med Staten, det er noget, som sent glemmes. Hvor er vi bedrøvet over det.“

 — Et Par Dage efter gaar Soldaterne igen op til Byerne. De skal have fat paa nogle Høvdinge. De kommer tilbage med fem Fanger.

„Jeg kan ikke beskrive mine Følelser ved at se disse Mennesker, lænkede sammen med tykt Reb og med store Byrder paa Hovedet, drevne af Sted som Faar. De havde slaaet en af dem, en Konge, saa slemt med en Bøsse, at han næsten ikke kunde gaa. Han jamrede sig for hvert Skridt. Men de havde ingen Medlidenhed; de tvang ham til at gaa. —

Vi har nylig faaet fire ny Mænd paa Stationen, og en af dem er Søn af den Konge. Og da han saa sin Fader som Fange, græd han saa forfærdeligt og sagde til Br. W., at han vilde arbejde et, to eller fem Aar foruden Betaling, hvis W. blot kunde faa ham fri.“

Til Missionærernes store Glæde viste de Indfødte sig — trods alt — meget venlige, da Hans og Br. W. den følgende Søndag gik ned til Landsbyen. Alle Drengene gik med. Louise maatte gaa i Seng med Feber.

„Da Sala hørte, at jeg ikke kunde gaa, saa vilde hun blive hjemme hos mig.--Hvor er jeg taknemmelig mod Gud for disse Børns Kærlighed og Tillid. Det er mere værd for mig end hele Verden og en meget stor Trøst her ude i Ensomheden.“

17. Decbr. begiver Hans sig af Sted mod Isangila. Louise har bl. a. bagt lidt, som Hans og hans Bærer, Siku, tager med op til Vilhelm R.’s, for at de kan „føle lidt hjemligt til Julen.“ — Louise er atter ene. Men hun har nok at bestille, ogsaa „travlt med Julegaver. Det er dog kun i det smaa.“

22. Decbr.:

„En lille Feber; men henad Aften stod jeg op, og skønt lidt svag klarede jeg mig dog. Br. W. havde de danske „Talsmænd“ med hjem (fra Matadi), som jo var meget velkomne. Sala passede mig paa det omhyggeligste, og jeg var glad i Gud.“

23. Decbr.

„Sala ønskede at se nogle Billeder af Jesus, og som jeg fortalte hende om de forskellige Billeder, frydede min Sjæl sig i min Frelser, og der var Fred og Glæde i mit Hjerte som ikke for lang Tid.“

24. Decbr.

„Juleaftensdag! Og hvor forskelligt fra de andre Aar, hvor alt var Sne og Is eller dog meget koldt omkring os. Og her Solskin og Varme; grønt overalt, modne Frugter i Haven. Efter Middag maatte jeg i Seng med Feber.

Efter et Par Timer var den forbi; og ligesom jeg var vasket, hørte jeg Børnene raabe op: mangwanga! mangwanga! og saa vidste jeg, at Hans var i Anmarch. Han kom hjem Kl. 3 og var rask og glad.“

De var ogsaa alle raske oppe i Isangila. Vilhelm „var oppe ved Banza-Yonga, da Hans kom, og havde haft en god Tid deroppe.“

„Hans havde forskellige gode Ting med hjem. Br. W. arbejdede til den mørke Nat; og Juleaften gik som en af de andre Dage; men vi var begge meget glade, at Gud havde bevaret os saa vel.“

25. Decbr.

„Vi gav hvert af Børnene en Mundharpe, som de jo var meget henrykte over, og et Lændeklæde. Derefter havde vi en Middag, hvor de fik alt, hvad de kunde spise. Vi havde inviteret 20 af Børnene fra Byen til at komme; men de vilde ikke. De andre legede og morede sig godt. Det var vor første Juledag i Afrika. — Hvor er vi næste Jul? — Vi var glade og taknemmelige mod Gud for al Hans Velsignelse.“

Nytaarsaften er Louise rask nok til at være oppe efter nogle Dages Sengeleje, og hun skriver nogle Nytaarstanker i Dagbogen, bl. a.:

„Det er altsaa den sidste Dag i det gamle Aar. — Hvor stor har ikke Guds Naade og Kærlighed været! O, hvor mange Overtrædelser, hvor mange Fejl, hvor mange forsømte Lejligheder, hvor mange Gange bedrøvet Guds gode, hellige Aand med vor Tvivl, Vantro, Kulde og Sløvhed i det forløbne Aar. 

Herre, tilgiv os for Jesu Skyld! — Men ogsaa hvor mange Beviser paa Guds Kærlighed, Langmodighed, hvor megen Hjælp og Bistand — — hvor mange Byrder taget bort — — og dog er vi saa lidet taknemmelige for al Guds Godhed! — 

O, vor himmelske Fader, hjælp os i det nye Aar at vandre i saa inderligt et Samfund med Dig som aldrig før! Og maa vi lære bedre og bedre at forstaa Længden, Bredden, Højden og Dybden af Din Kærlighed, tage Korset op og følge Dig efter og gøre Din gode og fuldkomne Vilje! Amen. —“

Hans’ Tanker Nytaarsaften:

„Skønt liggende i Sengen med Feber — — kan jeg kun prise Ham og sige, Han har trofast ledet mig, sørget for mig og velsignet mig. Og det har været det bedste Aar, jeg endnu har haft. —

Jeg takker Gud for hans uendelige Kærlighed til mig, at Han gav mig Naade til at gaa herud for at fortælle dette Folk om Hans store Kærlighed til alle Mennesker. Mange Gange tænker jeg paa Hjemmet og de kære der — — ønsker jeg kun og længes efter, at Gud i sin Naade vil bruge mig i mange Aar i sin Tjeneste til Sjæles Frelse her i Afrika.

Jeg tænker mange Gange paa at faa en personlig Samtale med mine kære Forældre og Søskende om deres Sjæles Frelse. Og min Bøn er, at om ikke jeg kan blive deres Hjælper, at Gud saa vil sende dem en anden.“

 Bragt i Historisk Aarsskrift  for Metodistkirken 1941