Skolen var mere end fuldt belagt, og det var ikke til at tage fejl af, at klimaet var det helt rigtige. Hvor Odd Hagen var, skulle der være godt at være.
Det var eksamenshøjtid, og jeg var som bestyrelsesmedlem med ved denne anledning. Jeg mindes dagens stærkeste indtryk den dag i dag: Rektor Hagen er manden på denne plads.
Ja, nu er det mange år siden, og for biskoppens vedkommende er dagen nu gået til ende. Lidet anede vi, da biskoppen for 2-3 uger siden talte i Jerusalemskirkens krypt, at det skulle være sidste gang, vi skulle se hans ansigt på denne side det store grænseskel.
Odd Hagen fødtes i Trondheim den 16. december 1905. Han tog studentereksamen i sin fødeby, og nogen tid efter blev han optaget på præsteseminariet på Øverås, og herfra dimiteredes han i 1928.
En ansættelse ved menigheden i Hvittingfos i Norge strakte sig ikke ud over fem år, og han var kun 30 år, da han kaldedes til lærer ved skolen på Øverås og blev — som nævnt — en meget afholdt lærer. Intellektuelt fyldte han fuldt ud sin plads. Da rektor J. E. Ruther i 1947 døde, var Odd Hagen selvskreven til at sætte sig i hans stol. Hans rektortid blev en god og frugtbar tid for skolen.
Så skete det, at biskop Th. Arvidson i 1953 faldt for aldersgrænsen, og ved Centralkonferencen i Helsingfors i Finland samme år, skulle der altså vælges en ny biskop. Det blev et ret spændende valg. Der var nemlig to bispekandidater, nu afdøde dr. Alf Lier og rektor Hagen.
Til at begynde med stod de nogenlunde ens i stemmetal, men ved tredie afstemning vandt Odd Hagen den endelige majoritet og var dermed biskop for metodistkirken i Norden med bopæl i Stockholm. Det blev 17 rige embedsår for biskop Hagen og 17 gode år for vor kirke i Norden.
Man tør nok sige, at Odd Hagen som biskop i hele sin embedstid udfoldede en aktivitet, der var langt ud over, hvad man sædvanligvis forbinder med en biskops arbejde. Hans arbejdsdag blev på alle måder af overordentlig stort format.
Han ville være biskop for alle og lyttede sig frem til, hvor der var brug for ham. Han syntes stadig at efterkomme det mindste vink om hjælp. Man kan vist også sige — særlig da han efterhånden knyttede de mange kontakter i Europa, Amerika og i andre egne af verden — at han levede mere på rejse, end han var hjemme.
Så sent som i sidste nummer af vort ugeblad giver han en skildring af den rejse til Latin-Amerika, han foretog i efteråret. Vi oversatte og sendte artiklen til trykkeriet, mens han endnu virkede. Nu kom den som en sidste hilsen til os, og denne hilsen var en duft af livet fra et fjernt land. Men Gud undte ham alligevel at lukke sine øjne hjemme.
Mangfoldige er de gudstjenester, møder og konferencer, han deltog i, og han blev da også efterhånden kendt i vide kredse og i store dele af verden. Det var da heller ikke overraskende, at han i 1966 i London ved den store verdenskonference blev indsat som præsident for The Methodist World Council. Ganske vist gælder det kun for en femårig periode, men det er første gang en skandinav beklæder denne høje stilling.
Odd Hagen var sine præsters ven. Han var en dygtig leder, men større end dette kan siges, at han ville være broder med den enkelte. Det skal også nævnes, at det altid var en glæde at sidde under biskop Hagens prædikestol. Han havde altid noget at sige sin forsamling, helhjertet som han var i sin forkyndelse.
Hans skribentvirksomhed og forfatterskab er et kapitel for sig. Det er helt utroligt, at han ved siden af sit ordinære arbejde, sine mange møder og konferencer og sine lange rejser kunne få tid til at skrive, og det er jo ikke så få publikationer, han i årenes løb har udgivet. Hans betydeligste bog er vel hans dogmatik fra halvtredserne: VOR KRISTNE TRO.
Den nordiske metodistkirke har lidt et stort tab ved biskop Odd Hagens bortgang. Og for hans hustru og hans kære iøvrigt er det pludselige slag mere end smerteligt. Vi deltager med dem i sorgen og savnet.
En fin ambassadør for Nordens metodisme er kaldt hjem. Vi vil længe bevare hans minde iblandt os.
Niels Mann.
Biskoppen begraves fra Set. Peters kirke i Stockholm fredag den 6. februar. Efter fru Hagens udtrykkelige ønske bedes beløb til evt. kranse givet til ungdomsskolen »Lægården«.
Bragt i Metodistkirkens Ugeblad, Kristelig Talsmand, 6. februar 1970
Kommentarer
Send en kommentar