 |
| L. P. Bjerno 1884-1957 |
Hans forældre, Ditlev Larsen og hustru, var nidkære medlemmer af menigheden i Vejle, og milieuet i dette fromme metodistiske hjem prægede ham for livet.
Den unge Bjerno blev uddannet som maler, men følte kaldet til at blive en ordets forkynder, og i en alder af et par og tyve satte han sig til studierne på den teologiske skole i København.
Efter endt uddannelse her var han en kortere overgang ved Centralmissionen i København og ligeledes ved kirken i Faaborg, hvorefter han ansattes i Give i 1911, og fra det år, til han pensioneredes i 1954, har han været ved en række menigheder og alle vegne gjort et stort og nidkært arbejde, til han sluttede sin livsgerning i Sct. Jakobs kirke i Odense.
Bjerno var en flittig præst og gik aldrig af vejen selv for de betydeligste opgaver. Og ved siden af sin præstegerning havde han meget andet at varetage. Med en sjælden og vedholdende nidkærhed var han med i afholdsarbejdet fra sine unge år, og på dette arbejdsfelt blev han kendt langt uden for kirkens kreds.
Han stod som formand for Evangelisk afholdsforbund gennem en lang årrække. En tid var han også formand for Kristelig dansk ædruelighedsråd og sad i mange år i bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers landsforbund.
En anden ting, der også havde Bjernos varme interesse, var søndagsskolearbejdet, og han beklædte stillingen som søndagsskolesekretær, til han var højt oppe i årene.
Hans stærke interesse for socialt arbejde førte ham i kontakt med vide kredse både inden og uden for kirken.
Som menighedsforstander i Odense blev han formand for børnehjemmet »Aaløkkegaard«, og her var han den førende i opførelsen af det for længere tid tilbage planlagte spædbørnshjem »Willerupgaard«, hvorefter »Aaløkkegaard« blev ombygget i sin indre struktur, og selv om han ikke var formand for dette arbejde, var der alligevel visse forpligtelser, han som formand for hjemmet måtte varetage.
Men det bedste, der kan føjes ind i denne mindekrans, er, at Bjerno havde det største ønske om at ville tjene sin Herre og Frelser, som han havde lært at elske fra sin barndom. Hans kærlighed til sin kirke og sit arbejde var aldrig til at tage fejl af. Man kan vist med sandhed sige, at han aldrig følte større glæde, end når arbejdet lykkedes og bar frugt.
Broder Bjerno har været kirken en sjælden tro søn og nidkær tjener gennem et langt liv.
I 1912 indgik Bjerno ægteskab med Alberta Hansen, der tilhørte Jerusalemkirkens menighed, og som har stået ved hans side gennem de mange år og været ham en stor og værdifuld hjælp i arbejdet. Det bjernoske hjem blev til en stor familie, og der levedes et smukt og rigt familieliv i hjemmet.
I juli 1954 trådte Bjerno i udtjent forhold og bosatte sig sammen med sin familie i Hvidovre ved København. Bjerno havde vist egentlig frygtet for overgangen fra et virksomt liv til en pensioneret præsts stilling.
Men her i Jerusalemskirken og Centralmissionen følte han sig med det samme hjemme og var altid villig til tjeneste, og gang på gang gav han udtryk for sin glæde ved menighedsliv og arbejde. Det blev en lykkelig, men kort livsaften, br. Bjerno fik.
Han vendte syg hjem fra ferie sidste sommer, og derefter gik det hurtigt nedad med kræfterne, til han den 6. februar lukkede sine øjne, og et stræbsomt og virksomt liv blev dermed afsluttet. Gud gav sin trætte tjener fred.
Her savner vi ham, denne vennesæle og gode broder, som han var.
Vi takker Gud for L. P. Bjernos færd og arbejde, og vi ønsker Guds velsignelse over fru Bjerno og hendes kære.
Æret være broder L. P. Bjernos minde.
Niels Mann
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1957
Kommentarer
Send en kommentar