Gå videre til hovedindholdet

Pastor L. P. Bjerno

L. P. Bjerno 1884-1957
Pastor Lauritz Peter Bjerno fødtes i Vejle den 6. november 1884.

Hans forældre, Ditlev Larsen og hustru, var nidkære medlemmer af menigheden i Vejle, og milieuet i dette fromme metodistiske hjem prægede ham for livet.

Den unge Bjerno blev uddannet som maler, men følte kaldet til at blive en ordets forkynder, og i en alder af et par og tyve satte han sig til studierne på den teologiske skole i København.

Efter endt uddannelse her var han en kortere overgang ved Centralmissionen i København og ligeledes ved kirken i Faaborg, hvorefter han ansattes i Give i 1911, og fra det år, til han pensioneredes i 1954, har han været ved en række menigheder og alle vegne gjort et stort og nidkært arbejde, til han sluttede sin livsgerning i Sct. Jakobs kirke i Odense.

Bjerno var en flittig præst og gik aldrig af vejen selv for de betydeligste opgaver. Og ved siden af sin præstegerning havde han meget andet at varetage. Med en sjælden og vedholdende nidkærhed var han med i afholdsarbejdet fra sine unge år, og på dette arbejdsfelt blev han kendt langt uden for kirkens kreds.

Han stod som formand for Evangelisk afholdsforbund gennem en lang årrække. En tid var han også formand for Kristelig dansk ædruelighedsråd og sad i mange år i bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers landsforbund.

En anden ting, der også havde Bjernos varme interesse, var søndagsskolearbejdet, og han beklædte stillingen som søndagsskolesekretær, til han var højt oppe i årene.

Hans stærke interesse for socialt arbejde førte ham i kontakt med vide kredse både inden og uden for kirken.

Som menighedsforstander i Odense blev han formand for børnehjemmet »Aaløkkegaard«, og her var han den førende i opførelsen af det for længere tid tilbage planlagte spædbørnshjem »Willerupgaard«, hvorefter »Aaløkkegaard« blev ombygget i sin indre struktur, og selv om han ikke var formand for dette arbejde, var der alligevel visse forpligtelser, han som formand for hjemmet måtte varetage.

Men det bedste, der kan føjes ind i denne mindekrans, er, at Bjerno havde det største ønske om at ville tjene sin Herre og Frelser, som han havde lært at elske fra sin barndom. Hans kærlighed til sin kirke og sit arbejde var aldrig til at tage fejl af. Man kan vist med sandhed sige, at han aldrig følte større glæde, end når arbejdet lykkedes og bar frugt.

Broder Bjerno har været kirken en sjælden tro søn og nidkær tjener gennem et langt liv.

I 1912 indgik Bjerno ægteskab med Alberta Hansen, der tilhørte Jerusalemkirkens menighed, og som har stået ved hans side gennem de mange år og været ham en stor og værdifuld hjælp i arbejdet. Det bjernoske hjem blev til en stor familie, og der levedes et smukt og rigt familieliv i hjemmet.

I juli 1954 trådte Bjerno i udtjent forhold og bosatte sig sammen med sin familie i Hvidovre ved København. Bjerno havde vist egentlig frygtet for overgangen fra et virksomt liv til en pensioneret præsts stilling.

Men her i Jerusalemskirken og Centralmissionen følte han sig med det samme hjemme og var altid villig til tjeneste, og gang på gang gav han udtryk for sin glæde ved menighedsliv og arbejde. Det blev en lykkelig, men kort livsaften, br. Bjerno fik.

Han vendte syg hjem fra ferie sidste sommer, og derefter gik det hurtigt nedad med kræfterne, til han den 6. februar lukkede sine øjne, og et stræbsomt og virksomt liv blev dermed afsluttet. Gud gav sin trætte tjener fred.

Her savner vi ham, denne vennesæle og gode broder, som han var.

Vi takker Gud for L. P. Bjernos færd og arbejde, og vi ønsker Guds velsignelse over fru Bjerno og hendes kære.

Æret være broder L. P. Bjernos minde.

Niels Mann

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1957

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...

Nekrolog: Tidligere missionær Maren Tirsgård (1984)

Det var med vemod, at vi, der har kendt Maren Tirsgård gennem mange år, modtog budskabet om, at hun var død den 12. oktober 1984, næsten 95 år gammel. Maren Tirsgård var et rigt begavet menneske med evner og kræfter ud over det almindelige, og disse gudgivne gaver blev brugt i et langt livs tjeneste. Kaldt af Gud: Lige fra barndomsårene havde Maren Tirsgård følt, at Gud kaldte på hende – og dette kald blev dybere og stærkere i de unge år. Men at skulle forlade hjem og familie – det var for meget for den unge Maren, og der gik derfor flere år, før hun kunne sige helt ja til Guds kald. Medvirkende hertil var ikke mindst et højskoleophold i 1914, hvor hun igennem pastor L. C. Larsens bibeltimer blev stærkt påvirket. Desuden indtraf der en begivenhed, som var en væsentlig årsag til, at den endelige beslutning blev taget. Agnes Bülow: I de år boede der i Vejle en ung sygeplejerske, Agnes Bülow (leder af Betaniaforeningens virksomhed i Vejle), som også gik med et kald til tjeneste. Hun blev ...