Gå videre til hovedindholdet

Lægprædikantkursus i Golgatakirken (1970)

7.-8. november

Golgatakirken og Betaniahjemmet i København var de bedst tænkelige rammer omkring dette kursus, som indbød til dygtiggørelse og inspiration. Vi, ca. 25 deltagere fra hele Danmark, blev ikke skuffede.

Pastor Erik Kyst gav os lørdag eftermiddag og aften to forelæsninger over følgende emner: »Fortolkning af bibeltekster« samt »Vi opbygger en prædiken«. Det blev en grundig orientering om det at arbejde med en tekst og at fremføre den.

Personligt tror jeg, at det er vigtigt at netop lægfolk går systematisk til værks i et sådant arbejde, for at resultatet ikke skal blive tilfældig sammensætning af tanker og oplevelser. Om man overhovedet har mod til at gå på en prædikestol, må man være forberedt efter et godt og solidt forarbejde, det er jo Guds ord vi arbejder med, det må vi aldrig glemme.

Senere talte pastor Niels Mann over emnet »Salmer og Salmevalg«, og det kunne man ønske at alle Danmarks metodister havde lyttet til. Salmesangen skal være menighedsdannende, ligesom »Alsangen« var det under krigen.

Det fulde udbytte af salmebogen får man ved at læse salmehistorie og biografier samt ved at analysere de enkelte salmer.

Enkelte salmer blev fremhævet og kommenteret. Med hensyn til melodier ligger det sådan, at folk meget nødigt lærer nye, man gider ikke rigtig, ve den præst der tager en ny melodi ind. Så langt pastor Mann.

Disse udtalelser blev hilst med begejstring fra min side, da det netop er en kæphest for mig, og der var da også andre, som kunne tilslutte sig. Pastor Mann påpegede også, at vi desværre har mange underlødige melodier og tekster, og at salmevalget i mange tilfælde bliver foretaget alt for tilfældigt. Det rigtige salmevalg er med til at højne vore gudstjenester.

Efter en kop kaffe var der nadverandagt i kirken ved pastor Mogens Bjerno, der talte ud fra Mat. 11.25-30. Lovprisning skal være grundtonen i en kristens liv, og her kommer lovsangen fra Jesus selv. Der er lovsang, hvor vi andre ville klage.

Lovsangen er en af livets sværeste lektier at lære, ja glæden er svær at finde hos moderne mennesker, og den højt besungne tolerence er så sjælden at finde. Det er, som vi har glemt lovsangen i vor hverdag. Vi er bundet af »du skal og du må ikke« samt religionens tunge byrder. Mange tror, at kristne lever i ghettoer, men kristendom er frihed.

Pastor Bjerno henviste til Alberta Elzholts sang »Der bor en længsel i hvert bryst hernede«. Teksten taler om det lette åg, let fordi det er hævet over lov og religion, idet Kristus vil lede os ind i den styrke, vi får ovenfra. Det er ikke os, der er handlet fra Guds side.

Hans kraft udfolder sig i vor magtesløshed. Fortvivlelse over vor egen fattigdom, har ført til virkelig og varig fornyelse. Så er der da blot at tage imod, alt det vi godt ved, så vi kan få en mere lovsangsbetonet kirke givet af Gud.

I stille bøn forberedte man sig til at modtage Herrens nadver, i denne sene aftentime.

Søndag startede med gudstjeneste, hvor konferencelæglederen Johannes Særmark prædikede. Teksten var hentet hos Markus 16.1-8 og bar overskriften »Han er opstanden«, det som skal være drivkraften for os, og for dem der skal forkynde ordet.

Disciplenes håbløshed overfor døden blev vendt til sejr, for Jesu død var en sejrdød. Jesus sender hilsen til Peter om, at Han er opstanden. Graven var tom, opstandelsen var legemlig, sejren over døden var endelig. Ordet selv skal stå op for den enkelte og blive levende. Mennesker igennem tiden modtog løftet »Jeg lever, og I skal leve«.

Vi indhentes alle af døden, i hvis skygge vi lever, men den opstandne giver os forvisning om sejr og håb og evigt liv. Jeg lever, og I skal leve, det er her og nu. Hvad bliver der af os, om ikke Han får fat i mig? Hvad vil det sige at møde den opstandne? Ja, uden mødet med Ham, hører vi til de håbløse slægter, og med Ham er vi på vej til livet.

Et lille fint damekor fra Betania og Golgatakirken satte et smukt præg på denne formiddagsgudstjeneste. Med små enkle ting sang de sig ind i vore hjerter. Tak for sangen.

Efter en udmærket middag samledes vi til et indlæg ved Johs. Særmark om »Lægprædikantens opgaver«, og efter frugtbare gruppesamtaler konkluderede man, 1. større medvirken af lægfolket ved gudstjenesterne, 2. Lægmændenes søndag, måske to gange årligt. 3. Hverdagsgudstjenester, samt 4. dygtiggørelse af lægprædikanter på distriktsplan. M.h.t. husbesøg var man mest tilbøjelig til at mene, at det er en opgave for medhjælperne.

Den sidste lektion på vort kursus var om sjælesorg, og den blev givet os af pastor Mogens Bjerno, der påpegede at sjælesorg er enhver kristens opgave, men samtidig, sjælesørger bliver man af Guds nåde.

Efter nogle udmærkede vejledninger i sjælesorgens vanskelige kunst, talte Mogens Bjerno om gudstjenesten, som et nødvendigt led i en kristens liv. I gudstjenesten skal menneskesjæle næres til et hverdagsliv. Menigheder skal ikke være selskabsloger.

Til slut fik vi en god retningslinie for den, der skal forkynde ordet, nemlig: Kend dig selv, accepter dig selv, vær dig selv.

Under kaffebordet blev der sendt hilsener og takket af, og alle drog hver til sit, en god oplevelse rigere. En varm tak til arrangørerne af dette lægmandskursus.

Solveig Nyberg.

Bragt i Kristelig Talsmand, 27. november 1970

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...

Nekrolog: Tidligere missionær Maren Tirsgård (1984)

Det var med vemod, at vi, der har kendt Maren Tirsgård gennem mange år, modtog budskabet om, at hun var død den 12. oktober 1984, næsten 95 år gammel. Maren Tirsgård var et rigt begavet menneske med evner og kræfter ud over det almindelige, og disse gudgivne gaver blev brugt i et langt livs tjeneste. Kaldt af Gud: Lige fra barndomsårene havde Maren Tirsgård følt, at Gud kaldte på hende – og dette kald blev dybere og stærkere i de unge år. Men at skulle forlade hjem og familie – det var for meget for den unge Maren, og der gik derfor flere år, før hun kunne sige helt ja til Guds kald. Medvirkende hertil var ikke mindst et højskoleophold i 1914, hvor hun igennem pastor L. C. Larsens bibeltimer blev stærkt påvirket. Desuden indtraf der en begivenhed, som var en væsentlig årsag til, at den endelige beslutning blev taget. Agnes Bülow: I de år boede der i Vejle en ung sygeplejerske, Agnes Bülow (leder af Betaniaforeningens virksomhed i Vejle), som også gik med et kald til tjeneste. Hun blev ...