Pastor R. Pedersen

Pastor Rasmus Pedersen

Rasmus Pedersen blev født den 9. Oktober 1854 i Martofte paa Fyn.

Som ung Mand udvandrede han til Amerika, hvor han opholdt sig i flere Aar som Gartner. Under dette Ophold kom han til alvorlig Omvendelse i Metodistkirken i en lille By i Connecticut.

Han talte ofte om sin Præst, Dr. Halden, der sikkert har været meget for ham under hans Vækkelse og i den første Omvendelsestid. Efter Samraad med ham besluttede han at rejse hjem til Danmark for at virke i Evangeliets Tjeneste.

I København frekventerede han et Præliminærkursus, og da dette var overstaaet, kom han i 1888 paa den nyoprettede, theologiske Skole, hvis Rektor var Pastor Karl Skou, og som havde til Lærere to saa fremragende Mænd som Pastor Ole Olsen og Cand. phil. S. Udsen.

I 1890 blev han optaget i den norske Aars-konference. Han blev ordineret til Diakon i Gøteborg 1892 og til Ældste i København 1894. I 19 Aar var han ansat ved forskellige Menigheder, dels som Hjælper (Frederikshavn og København) og dels som Forstander (Langeland 2 Gange, Give 2 Gange, Faaborg og Løkken).

I 1909 traadte han i udtjent Forhold og tog Ophold i Nærheden af Rudkøbing og senere i Tvinde ved Rynkeby. Her boede han med sin Hustru i et lille Hus og levede deres eget stille Liv.

Sjælden kom han, paa Grund af Sygdom, sammen med Trosfæller, og endnu sjældnere med sine Brødre i Prædikegerningen ved Aarskonferencerne. Men han fulgte godt med gennem vore Blade, baade danske og amerikanske, og naar nu og da en af hans Kolleger besøgte ham, var der altid Glæde i det lille Hjem. Kirkens Ve og Vel blev da drøftet med stor Interesse.

Som Karakter var Br. Pedersen aaben og retlinet. Jeg lærte at skatte ham som saadan allerede i Skoletiden, og senerehen i Livet blev dette uddybet. Der var ingen Krogveje i hans Hjerte.

Pastor Pedersen var ingen fremragende Prædikant, men han var en god og trofast Arbejder i Guds Rige. Han havde særlige Evner som Sjælesørger. Derfor var han ogsaa i høj Grad skattet ved Sygelejerne og hos de gamle, hvem han forstod at tale til som faa. Ogsaa søgende Sjæle havde han Evne til at vejlede, og det er ikke faa, han har vundet ved sit stille Arbejde.

Flere af de senere ledende Brødre i de Menigheder, han betjente, har han ført til Kristus. For et Par Maaneder siden besøgte jeg den da dødssyge Broder paa Kerteminde Sygehus. Han gav mig den Hilsen med, som jeg har offentliggjort i Kr. Talsmand, men som skal gentages her.

„Hils mine Venner“, sagde han, „og sig dem, at der er kun et, der holder, naar man kommer i den Situation, jeg er i nu. Det eneste, der holder, er det, Kristus har gjort for mig ved sin Død“. 

Og saa talte han til de tilstedeværende om Golgatha og Korset, som om det var ham, der atter var ved at øve Sjælepleje for Mennesker, der trængte til at faa Blikket vendt den rette Vej.

Begravelsen fandt Sted paa Aarhus Kirkegaard den 16. Juni. Pastor Larsen talte varmt og godt ved Baaren og forrettede Jordpaakastelsen. Ogsaa jeg sagde et Par Mindeord og bragte Hilsen fra alle Kolleger og specielt de gamle Skolekammerater. En smuk Krans fra Aarskonferencens Medlemmer blev lagt paa hans Kiste.

Br. Pedersen overleves af Hustru og to voksne Børn. For hans kære Hustru var de sidste Maaneder af deres Samliv en streng Tid paa Grund af den stærkt tiltagende Sygdom. Hun kunde dog, trods Svaghed, deltage i Begravelsen.

Vi, hans Brødre og Kolleger, nedbeder over hende og Børnene Guds Fred og ønsker hende en lys Livsaften.

Ære være Br. Pastor Rasmus Pedersens Minde!

Gud give os et saligt Gensyn i de evige Boliger!

L. C. Larsen. C. Nielsen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1927