 |
| Pastor Chr. Willerup 6. okt. 1815 - 18. maj 1886 |
Pastor Willerup var først Præst i Amerika, hvor han virkede blandt de norske og danske Udvandrere og var en af de første, som begyndte denne nu allerede store Mission; han byggede flere Kirker derovre, der endnu staa som et Minde om denne utrættelige Herrens Tjener og forhaabentlig er der mange i Himlen, som prise Herren, fordi de ved hans Ord bleve bragte paa Sandhedens Vej.
Fra Amerika blev han af Missionsselskabet sendt til Norge, hvor han virkede en Tid, indtil han i Aaret 1858 kom til Danmark, hans Fødeland, og blev Superintendent for den skandinaviske Methodist-Mission. Han bosatte sig i Kjøbenhavn, hvor han i St. Kongensgade Nr. 21 lejede en Sal, der blev indrettet til Kapel, og her begyndte han saa sin Prædikegjerning i Danmark. Snart samlede han en talrig Skare af Tilhørere omkring sig, og hvem, der hørte Pastor Willerup dengang, vil ikke let glemme de alvorlige og gribende Prædikener i St. Kongensgade 21.
Det skal ogsaa siges, at kun faa formaaede at fængsle sine Tilhørere som Pastor Willerup, da han var i sine Velmagtsdage; hans Prædikener vare overbevisende og kraftige paa samme Tid som de vare interessante og livlige og derfor havde han ogsaa, hvor han kom, en talrig Tilhørerkreds.
Det viste sig ogsaa snart, at Salen i St. Kongensgade var for lille, hvorfor han alvorlig tænkte paa at faa rejst en Kirke i Danmarks Hovedstad, som kunde svare til hvad han ventede og haabede. Og ved Hjælp af Missionsselskabet og vor Missions ædle Velgjører, Hr. Konsul Døllner i New York, blev den smukke Kirke i Rigensgade i Kjøbenhavn indviet 1866. Hvad der end kan siges om Kirken, dens Størrelse o. s. v., saa er det vor Overbevisning, at Pastor Willerup har bygget den med Guds og Kirkens Sags Fremgang for Øje, idet han har ment, at den Tid ikke laa fjernt, da Methodistmenigheden i Kjøbenhavn behøvede en stor Kirke.
I Forbindelse med det Arbejde, som Bygningen af Kirken gav ham og forøvrigt hans Præstegjerning i Kjøbenhavn, rejste han til Sverig og Norge paa Missionsrejser, ligesom han ogsaa i Danmark aabnede Missioner i Svendborg og Vejle, hvor han ansatte Missionærer; naar dertil kommer, at han oversatte og udgav flere større Bøger og en Mængde Traktater og Smaaskrifter, saa vil man forstaa, at hans Liv var stadig i Virksomhed fra Morgen til Aften, ja stundom Natten med.
I 1873 blev han kaldt tilbage til Amerika, hvor han blev ansat som Lærer ved Universitetet i Evanston, og som Præst ved den norske og danske Menighed deri Byen, men efter en Tids Forløb blev han ansat som Præst ved den norsk-danske Menighed i Racine.
Det var dog ikke mere end et Aars Tid han forblev i Amerika, da hans Hustru maatte blive i Danmark, paa Grund af, at hun var for svag til at gjøre Rejsen over Atlanterhavet, hvorfor han atter kom tilbage til Danmark.
Den sidste Menighed han havde at betjene som Præst, var Menigheden i Frederikshald, Norge, hvorfra han kom tilbage til Kjøbenhavn, svækket paa sit Helbred i flere Retninger, navnlig havde hans Stemme næsten forladt ham, saa at han umulig kunde tale i en større Forsamling og blive hørt.
Pastor Willerup var nu baade gammel og svag, og i de sidste Aar har han næsten været hjælpeløs, men han har haft en trofast Støtte i sin gudhengivne Hustru, der i Sorg og Glæde har delt Livets forskjellige Tilskikkelser med ham.
Nu har han faaet den Hvile, som han saa haardt behøvede, og idet jeg nedskriver disse Linier, da gaar Tanken 19 Aar tilbage til den Tid, da jeg i Forening med Pastor Chr. Treider i Amerika havde et venligt Hjem i Pastor Willerups Hus, medens vi læste og forberedte os til den Gjerning, Herren havde kaldet os til. Det var lykkelige Aar, og det er i taknemmelig Erindring derom, at jeg efter Hukommelsen har skrevet dette korte Omrids af Pastor Willerups Liv.
Det gjør mig ondt, at jeg ikke er i Besiddelse af de nødvendige Aarstal og øvrige Facta for at kunne give en fyldigere Beskrivelse af den Mands Liv, som har brudt Isen for Methodismen i Danmark, og som mange har at takke for, at han, som Redskab i Herrens Haand, førte dem til Frelsen i Kristus.
Pastor Willerup var den første Præst i den biskoppelige Methodist-Kirke, som kom til Danmark, han er ogsaa den første af vore Præster, som begraves i Danmark — hvem bliver den næste?
Maa Herren styrke Enkefru Willerup, som er tilbage, at hendes Alderdom maa blive velsignet. Det er jo i flere Retninger besværligt at være en Methodistprædikants Hustru, at flytte fra Sted til Sted og stundom fra Land til Land uden, som andre Mennesker, at have et fast Hjem og Opholdssted hos Slægt og Venner, og da denne Lod ogsaa har været Fru Willerups, saa ønske vi hende nu en stille og blid Alderdom i Jesu Navn.
J. J. Christensen
Bragt i Dansk Kristelig Talsmand, 5. Aarg., 1. Juni 1886, Nr. 11
Kommentarer
Send en kommentar