Poul Hoffmann: Jonas' bog må være faktiske skildringer (1970)

Der var fuldt hus i Strandby Metodistkirke, hvor »Vore Unge Hjem«s oktobermøde blev afviklet med forfatteren Poul Hoffmann som taler.

Efter en kort velkomst fik Poul Hoffmann ordet for at tale om aftenens emne — Jonastegnet, som forfatteren betegnede som et emne, der havde optaget ham meget — og også glædet sig over, fordi mange i vore dage begynder at tænke netop også over dette bibelafsnit hvilket må ses i forbindelse med den genopvågnende bibeltro, der gør sig gældende i disse år.

Han fortsatte:

— Det sker vel jævnligt for kristne, at såkaldte fornægtere taler om bibelberetningen om Jonas og havdyret som et eventyr, man ikke kan sætte sin lid til. I denne forbindelse kommer man så ind på, at et menneske umuligt kan have overlevet et tre dages ophold i en hval, som man straks tænker på, når der i bibelen nævnes et havdyr.

Nu er der visselig mange kristne, der siger, at det afgørende ikke er, om nævnte beretning er rigtig eller ej, man skal blot se på dens forkyndelse af Guds magt og storhed. Imidlertid — Jonas bog — og derfor også beretningen om havdyret er en virkelighed, som også Jesus selv troede på, ja vidste besked med — eftersom han vidste besked med både fortid og fremtid.

Jeg kan derfor ikke se Jonas bog som andet end en veloplagt skildring af faktiske begivenheder. Man kunne nu spørge, hvad det var for en fisk, der overhovedet kunne sluge Jonas?

Sagen er, at det slet ikke drejer sig om en fisk i zoologisk forstand. Israelitterne har aldrig været noget særlig søfarende eller fiskende folk, og det hebraiske sprog er fattigt, når det gælder havvæsener.

Den græske bibeloversættelse taler da heller ikke om fisk med hensyn til Jonas oplevelse — men om et havuhyre i stil med hvaler eller søslanger. Der lever kaskelotter i Middelhavet, der kan sluge et menneske, men bibelen siger ikke direkte, at det var en hval, der slugte Jonas, der tales kun om et havuhyre.

Imidlertid har man beretninger om, at oldtidens søfolk var bange for at sejle i Messinastrædet, hvor Jonas-hændelsen sikkert er sket, fordi man her havde set vældige uhyrer, som slugte mennesker, og så sent som i 1877 så nogle britiske søofficerer et enormt søuhyre, der målte over 16 meter over havoverfladen.

Men det er ikke bare selve det, at Jonas blev slugt, vi skal tro på, men bibelen fortæller også, at han sang lovprisningssalmer, mens han var i dyrets bug. Går dette nu ikke for vidt?

Nej, for det ene er faktisk forklaringen på det andet, — fordi det er denne lovsang, der er forklaringen på, at Jonas ikke døde. På en underfuld måde åbenbarer hans lovprisning, at han ved sig reddet. Det er, som om han i fare-øjeblikket slet ikke befinder sig i denne verden.

Andre steder i bibelen får vi lignende oplevelser: Daniel, der går rundt i den gloende ovn og synger lovprisninger, Paulus Silas, der synger lovprisninger i fængsel, og oplever, at lænkerne løsnes m.v.

Alle er de i disse øjeblikke i den uforgængelige verden, hvor døden ikke har magt. I vore dage har udtrykket--lovprisning — måske en salvelsesfuld klang, men det er alle slægters vidnesbyrd, at det er noget af en åndelig atombombe, der frigør de guddommelige kræfter, som øver undere i bogstavligste forstand, og det var i virkeligheden denne Guds indgriben, der reddede Jonas og andre, der var så ogtaget af lovprisning og tak, at de slet ikke i fareøjeblikket var interesseret i deres dræbende omgivelser.

Således har da Jonas tilbragt tre dage og nætter i det himmelske lys, i den absolutte kærlighed og i det absolutte liv. Det er dette, bibelen koncentrerer sig om at bringe. At det så skete i bugen på et havuhyre, noteres kun i forbigående.

Heller ikke vi skulle interessere os så meget for de »uhyrer«, vi hver dag synes, at vi er i bugen på, men istedet se, om vi også kunne komme til at erfare lyset og livet og kærligheden i den verden, hvis endelige frembrud vi venter på. Så vil der begynde at ske undere i og‘ omkring os.

Efter foredraget blev der serveret kaffe, og man havde anledning til at stille spørgsmål til taleren, hvilket mange benyttede sig af. Poul Hoffmann rundede aftenen af med sine besvarelser, hvorefter pastor Hans Karlsen takkede for det gode fremmøde.  

(Fra Frederikshavn Avis)

Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970