"Østeregnen"

Metodismen i Bjerre Herred - del 3

Af C. Nielsen

Som tidligere bemærket varede det ikke længe, inden den nystiftede Menighed i Vejle paabegyndte Missionsarbejde i Sognene rundt om Byen.

Hvor og hvornaar de første Møder i „Østeregnen“ er blevet afholdt vides ikke; de ældste Menighedsprotokoller indeholder intet derom, men det har sikkert været kort Tid efter Menighedens Stiftelse; thi allerede i Foraaret 1862 indlemmedes det første Medlem i Samfundet her fra Egnen.

Det var en Kolportør Niels Jørgen Christiansen af Barrit. Han døde i 1872 som Medlem af Samfundet, men er forøvrigt ubekendt. Et Par Aar efter (i Oktober 1864) kom der en ny og værdifuld Forøgelse, idet Gaardejer Niels Simonsen og Hustru samt Træskomand Anton Beuchert og Hustru, alle af Hornsyld By blev optaget i Vejle Menighed.

Niels Simonsens blev vundet for Gud ved Pastor Smiths Virksomhed, og inden længe indbød han denne til at holde Møder i sin store Gaard i Hornsyld. Her i dette gode Hjem havde Virksomheden sit Midtpunkt i flere Aar. Folk kom langvejs fra, kørende og gaaende, og altid var der aabent Hus hos Niels Simonsens, og som Regel var de store Stuer fyldt af opmærksomme Tilhørere.

Niels Simonsens havde den Glæde efterhaanden at faa deres voksne Børn med paa Herrens Vej og i Samfundet. Desværre rejste denne gode Familie, som saa mange andre af de første Metodister her paa Egnen, til Amerika. Det var i 1872. Men før han rejste, sørgede han for at skaffe Virksomheden eget Hus. Men herom senere.

Et Par andre Steder, hvor Virksomheden bar rig Frugt, var i Hyrup, Stovby Sogn, og Løgballe, Vrigsted Sogn. Førstnævnte Sted boede en Gaardejer Søren Hansen, Hyrup Mark. Han aabnede sit Hjem for Metodisternes Møder, og i flere Aar blev der i hans Storstue holdt Forsamlinger, hvortil Omegnens Folk kom ret talrigt.

Søren Hansen og Hustru, der stod som Venner af Sagen i flere Aar, traadte i 1874 ind i Samfundet, men allerede i 1878 traadte de ud og gik, saa vidt vides, til Baptisterne. Senere rejste de til Amerika.

I Løgballe boede en ældre Mand, Niels Brock, der blev indlemmet i Samfundet i 1869. I hans Hjem blev der holdt mange Møder. Antagelig midt i Halvfjerdserne købte Menigheden Huset og lod det indrette til Forsamlingshus og Skole. Dette Hus var et kært Samlingssted for den voksende Venneskare i flere Aar. Og Møderne var som Regel stærkt besøgt.

Her var det, at den senere saa bekendte Jens Nielsen Donner, hans Hustru Maria og en Mængde andre af de gamle Venner, der i mange Aar stod som Piller i Hornsyld og Horsens Menigheder kom igennem til "Genfødelse og Fred".

Pastor P. M. S. Jensen fortæller, at han her, sidst i Halvfjerdserne havde nogle af de mest velsignede Møder, han havde haft noget Sted i sin lange og paa Velsignelse rige Virksomhed som Metodistprædikant.

I Niels Brocks Hus, som det kaldtes i daglig Tale, var der foruden Forsamlingssal ogsaa Dagskole og Bolig for Lærerinden. Allerede først i Halvfjerdserne havde man oprettet Dagskole for Egnens Børn; i flere Aar havde den tilhuse i Søren Hansens Gaard i Hyrup, hvor tillige Lærerinden boede. Men fra 1877 flyttedes Skolen til Niels Brocks Hus. Desværre er det kun faa Oplysninger, der kan fremskaffes om denne Skolevirksomhed, da alle Protokoller, Skolen vedrørende, er forsvundne.

Frk. Marie Jensen i Hyrup, der er Menighedsbarn derude fra, har meddelt mig, at hun gik i Skolen hos Søren Hansen fra 1873 til 77, og derefter i den nye Skole i Niels Brocks Hus i Løgballe fra 1877—80. Der var tre Lærerinder i den Tid: Frk. Rasmussen, Enkefru Drejer (en Lægeenke fra København) samt Frk. Petrea Kristensen fra Vejle.

Denne sidste var tillige Leder af Søndagsskolen. I 1880 blev Huset i Løgballe solgt og samtidig ophørte baade Dagskolen og Søndagsskolen der paa Egnen. Søndagsskolen flyttedes til Kapellet i Hornsyld, der jo forlængst (fra 1872) var blevet det egentlige Midtpunkt i Kredsen.

I hine Tider havde man ikke vanskeligt ved at faa Folk i Tale. Trangen efter at høre Guds Ord, en Trang, der som før bemærket, sikkert havde ulmet i Hjerterne siden „De gudelige Forsamlinger“s Tid, var let at vække tillive, og ved Metodisternes Forkyndelse slog den ud i lys Lue, og mange samledes til Møderne.

Dette var især Tilfældet, naar den unge J. J. Christensen kom paa Egnen. Han var først Lokalprædikant og Hjælper og senere Menighedsforstander i Vejle fra 1867—1873. De andre Prædikanter samlede ogsaa mange, men han havde bestandig fuldt Hus.

Det skete en Gang, at Smeden i Nr. Aldum, Elstrøm hed han, havde indbudt Christensen til at tale i sit Hjem. Samtidig havde han indbudt Sognets Præst til at overvære Mødet; man mente, der var lidt Drilleri med i Spillet fra Smedens Side.

Men Præsten tog venligt imod Indbydelsen og kom, og hans Sognebørn kom ogsaa; og saa mange blev de, at Folk tilsidst sad „bort i Sprækkerne“, som den norske Prædikant paa en noget drastisk Maade udtrykte sig.

Da Christensen kom, var tilsyneladende hver Plads optaget, og da mange stod udenfor, syntes det ham umuligt at komme ind. Men Smeden var ikke raadvild. „Følg De mig,“ sagde han, idet han med Albuerne begyndte at skubbe Folk til Side.

„Flyt jer, Præsten skal ind,“ raabte han. Og saa fulgte Christensen i hans Kølvand og naaede omsider det lille Bord, man plejede at stille frem for Prædikanten, hvorfra der var bedst Overblik over Forsamlingen. Ogsaa talte han paa sin sædvanlige gribende Maade, og Folket lyttede betaget til, og Mennesker blev vundet for Gud.

Ved et saadant Møde i Nabobyen, S. Aldum, blev den unge, 16-aarige Sypige Inger Petersen fra Stenderup alvorlig vakt. Faa Aar efter kom hun igennnem til Omvendelse i Niels Simonsens Gaard i Hornsyld.

Et Par Aar efter igen blev hun forlovet med Chr. Thaarup, den unge Malersvend fra Hornsyld, der blev en af Metodistkirkens mest fremragende Prædikanter, og delte med ham i et langt Ægteskab en Metodistprædikants ikke altid lige lyse og lette Kaar.

Fru Thaarup har fortalt om disse store Møder, baade i S. Aldum, Hornsyld, Hyrup, Løgballe og andre Steder, hvor Luften i de stærkt overfyldte Stuer var saa trang, at Lysene ofte gik ud af Mangel paa Næring, men hvor Guds Aands Nærværelse føltes saa kraftigt, at den ene efter den anden overgav sig til Gud.

Fru Ditlev Larsen, Vejle, der som Barn var en meget ivrig og interesseret Deltager, baade i Metodisternes Søndagsskole og i Møderne, fortæller om Forsamlingerne paa hendes Hjemegn. Det var hos Jens Ottesen, Assendrup Mark. Ikke alene var Stuer og Køkken og ethvert Rum i Huset fyldt, men udenfor stod Folk i Flokke og fulgte gennem de aabentstaaende Vinduer godt med i Sangen og Vidnesbyrdet.

Men skønt der saaledes overalt var en stor Tilstrømning til Møderne, var Tilslutningen til Samfundet kun ringe. I Løbet af 10 Aar, fra 1862—72, optoges der kun 27 Personer i Menigheden paa disse Egne. Folk stod endnu noget ængstelige overfor den nye Bevægelse, hvilket ikke var saa underligt, thi Modstanden var stor. Gang efter Gang omtaler Præsterne i deres Indberetninger til Kvartalskonferencerne, at Folkekirkens Præster og Indre Missions Udsendinge modarbejdede dem.

Det hedder saaledes i en Indberetning fra Menighedsforstanderen i April 1868:

„Mange staa paa vor Side og ere ogsaa i Begreb med at slutte sig til os, men Statskirken anvender alle sine Kræfter til at forhindre det, og har navnlig den indre Mission, som netop er i Besiddelse af gode Kræfter, udøvet stor Indflydelse til Forhindring ved at sende Mænd paa de Egne, hvor der er sket Opvækkelse ved vor Virksomhed. Dog haabe vi, at ogsaa dette vil fremkalde Afgørelse hos adskillige til at gøre sit Valg.“

I 1874 hedder det i en Indberetning:

„En Del af Folkekirkens Gejstlige vare samlede her i Vejle for en Tid siden for ifølge deres eget Avertissement at lægge hæmmende Raad op imod Metodisterne. Resultatet af deres Forhandlinger er naturligvis ukendt af uindviede, men — „er Gud for os, hvo kan da være imod os?“ — og: er dette Værk af Gud, da kan de Ypperstepræster og Skriftkloge ikke tilintetgøre det.

Den eneste Virkning, jeg har sporet af dette Møde, er en forøget Nidkærhed her hos vore Medlemmer til at arbejde for Guds Sags Fremme og hans Riges Udbredelse iblandt os. Og jeg skulde derfor ikke have det mindste imod, at de snart vilde afholde et lignende Møde, hvis det kunde have en lignende Virkning.“

Men trods alt gik Sagen fremad. I 1875 hedder det i en Indberetning:

„Vi have i Løbet af Quartalet holdt Forsamlinger paa over 20 forskellige Steder og næsten overalt for en meget talrig Tilhørerkreds, og dog har vi ikke været i Stand til at imødekomme Folkets Ønsker om at prædike Guds Ord paa flere andre Steder. Her er stor Trang til en Arbejder mere, da jeg ikke ser nogen Udvej til med de nuværende Kræfter nogenlunde at overkomme, hvad her er at gøre. Det synes klart, at Metodismens Indflydelse tiltager Dag for Dag her i Jylland, og at Folkets Øjne mere og mere aabnes for Sandheden af dens Lære.“

I en senere Indberetning samme Aar hedder det:

„Naar Efteraaret kommer, vil det være umuligt for Hr. Hansen (senere Pastor H. Hansen, der paa det tidspunkt var Lokalprædikant i Vejle Kreds) og mig alene at overkomme Arbejdet, og dersom det skal blive til noget rigtigt Udbytte af det, vil det være nødvendigt, at der bliver en Mand mere, saa det hele kan blive passet ordentligt. Der kommer stadig nye Kald til os, og vi vil nødig sige Nej til nogen, saalænge det paa nogen Maade er os muligt at sige Ja; og dog har vi ikke kunnet efterkomme Opfordringer, der er kommet til os.“

Forstanderens Ønske om at faa en ny Medhjælper til Kredsen blev efterkommet. I 1876 flyttede P. M. S. Jensen til Vejle for sammen med Chr. Thaarup at bistaa den nye Menighedsforstander, Karl Schou i Arbejdet i den store Kreds. I 1877 tog Jensen Ophold i „Østeregnen“, og i 1878 blev Menigheden her stiftet med Jensen som første Forstander.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932