Metodismen i Bjerre Herred - del 4
Af C. Nielsen
I Hornsyld var der et ungt Menneske, en Malersvend ved Navn Christian Thaarup. Han var en gemytlig Kammerat, altid oplagt til Spøg og Kommers. Han var kommet til Byen fra Horsens, men vandt sig snart mange Venner blandt Byens og Egnens Ungdom, ja, blandt de ældre med.
Der var næppe et Gilde, hvor ikke Thaarup var bedt med, for hvor han var, var der Liv og Humør. Og naar der var Bal paa en eller anden Kro eller paa Forlystelsesstedet „Smedskærlund“, var det en Selvfølge, at Thaarup var med.
Iblandt Metodisterne i Hornsyld var der en ung Apotekermedhjælper paa Byens Apotek ved Navn Vigfus Ørum. Han var en noget mørk, ængstelig, stærk pietistisk Natur. Han havde fattet Godhed for den unge gemytlige Malersvend og var bekymret for ham. En Aften, da Thaarup som sædvanlig skulde til Bal, siger Ørum til ham:
Fra den Nat ophørte Chr. Thaarup med at gaa til Bal.
Sagen var, at han saa smaat var begyndt at gaa til Metodisternes Møder hos Niels Simonsen. Til at begynde med var det nærmest for at lave Kommers, men det varede ikke længe, inden han blev grebet af Ordet, og særlig var han interesseret i at høre den unge Pastor Christensen.
En af Niels Simonsens Sønner, der var i Lære hos Thaarups Mester, fik ham med til Møde hos Søren Hansen i Hyrup, og her fik han en ny og alvorlig Paamindelse samtidig med, at han i sit stille Sind lovede Lærlingen at „snakke gammeldansk med ham“ ved Lejlighed, da han mente, at han nødvendigvis maatte have sladret til Præsten om ham — saa levende skildrede Præsten netop hans aandelige Stilling.
Søndagen efter kom han til Møde hos Niels Simonsen. Her talte Christensen, og den Aften blev den afgørende for ham. Dybt rystet gik han hjem paa sit lille Kammer og udkæmpede der i Ensomheden den Kamp, der endte med, at Guds Fred fyldte hans Sjæl.
Det var en stor Skuffelse for Thaarups mange Venner, da de mærkede Forandringen hos ham, og de fleste mente vel, at det skulde snart fortage sig. „Vent nu,“ sagde en, „til der igen bliver Bal paa Smedskærlund, saa skal I se, saa kan han ikke blive borte.“ Men det slog ikke til. Thaarup havde for bestandig taget Afsked med den Slags Glæder. Han havde faaet en større Lykke i Eje, end den Verden kan give!
Det var en virkelig Sejr for Venneflokken, og det var ganske naturligt, at den unge, evnerige Mand inden længe blev Medarbejder i Missionsarbejdet i Kredsen. Han blev Søndagsskolelærer og Klasseleder. I denne sidstnævnte Egenskab blev han stedlig Fører for Venneflokken.
Han skulde sammen med andre Brødre lede de smaa Møder, som de kaldtes, Bønne- og Klassemøderne, og det gjorde han paa en saadan Maade, at inden længe blev den nye Superintendent for Virksomheden i Danmark, Pastor Karl Schous Opmærksomhed henledt paa ham. Her var dog vist et Prædikantemne!
Om hvordan det gik til, at han fik begyndt paa denne Gerning, har han selv (efter Opfordring fra Redaktør, Pastor L. C. Larsen) skildret i „Kr. Talsmand“, Nr. 43, 1898.
Denne interessante Beretning gengives i næste Kapitel.
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932
Af C. Nielsen
I Hornsyld var der et ungt Menneske, en Malersvend ved Navn Christian Thaarup. Han var en gemytlig Kammerat, altid oplagt til Spøg og Kommers. Han var kommet til Byen fra Horsens, men vandt sig snart mange Venner blandt Byens og Egnens Ungdom, ja, blandt de ældre med.
Der var næppe et Gilde, hvor ikke Thaarup var bedt med, for hvor han var, var der Liv og Humør. Og naar der var Bal paa en eller anden Kro eller paa Forlystelsesstedet „Smedskærlund“, var det en Selvfølge, at Thaarup var med.
Iblandt Metodisterne i Hornsyld var der en ung Apotekermedhjælper paa Byens Apotek ved Navn Vigfus Ørum. Han var en noget mørk, ængstelig, stærk pietistisk Natur. Han havde fattet Godhed for den unge gemytlige Malersvend og var bekymret for ham. En Aften, da Thaarup som sædvanlig skulde til Bal, siger Ørum til ham:
„Pas nu paa, Thaarup, Djævelen sidder i hver Krog af Dansesalen!“Det Ord kunde Thaarup ikke glemme, og atter og atter lød det i hans Indre under Ballet.
Fra den Nat ophørte Chr. Thaarup med at gaa til Bal.
Sagen var, at han saa smaat var begyndt at gaa til Metodisternes Møder hos Niels Simonsen. Til at begynde med var det nærmest for at lave Kommers, men det varede ikke længe, inden han blev grebet af Ordet, og særlig var han interesseret i at høre den unge Pastor Christensen.
En af Niels Simonsens Sønner, der var i Lære hos Thaarups Mester, fik ham med til Møde hos Søren Hansen i Hyrup, og her fik han en ny og alvorlig Paamindelse samtidig med, at han i sit stille Sind lovede Lærlingen at „snakke gammeldansk med ham“ ved Lejlighed, da han mente, at han nødvendigvis maatte have sladret til Præsten om ham — saa levende skildrede Præsten netop hans aandelige Stilling.
Søndagen efter kom han til Møde hos Niels Simonsen. Her talte Christensen, og den Aften blev den afgørende for ham. Dybt rystet gik han hjem paa sit lille Kammer og udkæmpede der i Ensomheden den Kamp, der endte med, at Guds Fred fyldte hans Sjæl.
Det var en stor Skuffelse for Thaarups mange Venner, da de mærkede Forandringen hos ham, og de fleste mente vel, at det skulde snart fortage sig. „Vent nu,“ sagde en, „til der igen bliver Bal paa Smedskærlund, saa skal I se, saa kan han ikke blive borte.“ Men det slog ikke til. Thaarup havde for bestandig taget Afsked med den Slags Glæder. Han havde faaet en større Lykke i Eje, end den Verden kan give!
Det var en virkelig Sejr for Venneflokken, og det var ganske naturligt, at den unge, evnerige Mand inden længe blev Medarbejder i Missionsarbejdet i Kredsen. Han blev Søndagsskolelærer og Klasseleder. I denne sidstnævnte Egenskab blev han stedlig Fører for Venneflokken.
Han skulde sammen med andre Brødre lede de smaa Møder, som de kaldtes, Bønne- og Klassemøderne, og det gjorde han paa en saadan Maade, at inden længe blev den nye Superintendent for Virksomheden i Danmark, Pastor Karl Schous Opmærksomhed henledt paa ham. Her var dog vist et Prædikantemne!
Om hvordan det gik til, at han fik begyndt paa denne Gerning, har han selv (efter Opfordring fra Redaktør, Pastor L. C. Larsen) skildret i „Kr. Talsmand“, Nr. 43, 1898.
Denne interessante Beretning gengives i næste Kapitel.
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932
Kommentarer
Send en kommentar