Af Margrethe Nielsen
Når man dykker ned i mindernes bog for at finde frem til historien om Hornsyld kapel og menighed, fanges man straks ind af alle de vidunderlige beretninger, der findes om Guds indgriben, om menneskers frelse, om Guds velsignelse og om menneskers enfoldige tro og tillid.
Det vil være umuligt at fortælle om Hornsyld kapel uden også at fortælle om menigheden og nogle af de mennesker, som var med til at bygge Hornsyld kapel både åndeligt og materielt.
Det var i juni 1860, at metodistkirken begyndte sin virksomhed i Vejle. Allerede året efter, den 12. maj 1861, blev Vejle menighed stiftet ved optagelse af 19 medlemmer. Menigheden begyndte straks at missionere i egnen omkring byen, og kom også ind i Bjerre Herred.
Så tidligt som i foråret 1862 blev det første medlem fra Hornsyld-egnen optaget i menigheden, og i oktober 1864 blev gårdejer Niels Simonsen og hustru; træskomand Anton Beuchert og hustru fra Hornsyld optaget i menigheden i Vejle.
Niels Simonsen, der havde en stor, dejlig gård beliggende midt i Hornsyld by, tilbød straks, at der måtte holdes møder i hans hjem. Folk kom langvejs fra, kørende og gående; altid var der åbent hus og tætpakket hos Simonsen, hvis gård efterhånden blev samlingssted og midtpunkt for metodistvirksomheden på egnen.
Flere andre steder blev der også frugt, bl. a. i Løgballe. Her boede en ældre mand, Niels Brock, der kom i menigheden 1869. Også i hans hjem holdtes mange møder. Midt i halvfjerserne købte menigheden hans hus og indrettede her forsamlingssal og dagsskole. Dette sted var i flere år samlingssted for den voksende venneskare på denne egn. Her var det, at den senere så bekendte Jens Nielsen Donner og hans hustru Maria kom igennem til »genfødelse og fred«.
J. N. Donner var skræddermester fra Breth. Han var en stille, svagelig mand. Han var ingen ordets, men en tankens mand. Han var dybdeborer og søgte at trænge tilbunds i tingene. Han lærte sig selv så meget græsk, at han kunne benytte Ny Testamente på grundsproget; ja han veg ikke tilbage for også at arbejde med hebræisk. Han og hans hustru blev viet i Hornsyld kapel. Dette ægtepar, deres børn og flere børnebørn har været til stor velsignelse.
Der var mange andre navne, der kunne nævnes, f. eks. malersvenden Chr. Thaarup, der senere blev en benådet præst i kirken. Og den originale lægprædikant Ole Peter Olesen. Han var teglværksarbejder, men hans egentlige embede blev at være lokal præst for Hornsyld menighed. I over en menneskealder gik han i sin fritid omkring og besøgte syge og betrængte, og i kapellet prædikede han Guds ord, så godt som nogen uddannet præst. Han var en naturbegavelse, slagfærdig og fuld af humor - og alvor. Om ham går der mange gode historier. Men det ville føre for vidt at nævne alle de personer, der fortjente en omtale.
Halvfjerserne var en ualmindelig rig tid på de egne. Pastor P. M. S. Jensen har engang sagt, at han her havde sin rigeste periode i sin lange tjenestetid.
Der havde jo tidligere været åndeligt liv i Bjerre Herred. Her var det, at den første egentlige danske almuevækkelse brød igennem. Den, der fik navnet »De stærke Jyder«. Men denne bevægelse var efterhånden blevet splittet og svag. Men med metodistkirken kom der nyt og rigt liv.
Nogle af de frugtbareste år var vel nok, da J. J. Christensen virkede her. Ved et møde blev den unge syerske, Inger Petersen fra Stenderup omvendt. Hun blev senere gift med Chr. Thaarup. Hun har fortalt om møderne fra dengang, at luften kunne være så tyk, at lysene gik ud. Men Guds lys skinnede ind i hjerterne til fred og frelse.
Det var naturligt, at venneskaren tænkte på at få eget Guds-hus. Og det skete også. Niels Simonsen, der rejste til Amerika, havde før sin bortrejse skænket menigheden en byggegrund og her blev Hornsyld kapel bygget. Det blev indviet den 17. april 1872 af superintendent Chr. Willerup, der talte over 1. Mos. 42, 21:
Man kan vist godt kalde kapellet i Hornsyld for typisk for metodistkirken. Gulvet var belagt med mursten, der dog senere afløstes af bræddegulv. En række fasttømrede stive, umagelige bænke var anbragt på hver side af midtergangen. Mænd og kvinder sad på hver sin side. Foroven fandtes en forhøjning, hvorpå talerstolen var anbragt. Udenom den var alterskranken, indenfor hvilken var stillet et bord med elementerne til Herrens Nadver, når der var altergang. Væggene var hvidkalkede, og der var ikke prydelser af nogen art. Udenom kapellet var en stor have.
Var der mange mennesker, der stod sammen om denne virksomhed, så var der dog også adskillige modstandere af metodistkirken og dens virke. Mange hindringer blev lagt i vejen for at bremse fremgangen; og det lykkedes også at hindre en del i at slutte sig til menigheden. Gang på gang indberetter vore præster ved kvartalskonferencerne, at folkekirkens præster og Indre Missions udsendinge modarbejder os på alle mulige måder.
Til trods herfor gik gerningen dog frem, og det blev ikke muligt at efterkomme alle fremsatte ønsker om at få møder på forskellige pladser. I 1875 hedder det således i en indberetning: »Vi har i løbet af kvartalet holdt forsamlinger på over 20 forskellige steder og næsten overalt for en meget talrig tilhørerskare, og dog har vi ikke været i stand til at imødekomme folkets ønsker om at prædike Guds ord på flere steder.«
Der trængtes til flere arbejdere; og de kom. I 1876 flyttede P. M. S. Jensen til Vejle for sammen med Chr. Thaarup at hjælpe superintendent Karl Schou med arbejdet i den vidtstrakte kreds. I 1877 kom P. M. S. Jensen til at bo i landkredsen og året efter blev Hornsyld selvstændig menighed. Den talte da 72 medlemmer og 15 prøvemedlemmer. Pastor Jensen havde en meget fremgangsrig tid. Da han i 1880 blev forflyttet til en anden menighed, bestod Hornsyld af 86 medlemmer plus seks i forberedende medlemskab. I de tider udvandrede mange til Amerika, og det var naturligvis et stort minus, menighedsmæssigt set.
I 1881 blev menigheden i Horsens stiftet, og præsten fik bopæl i byen. Dette bevirkede, at Hornsyld-Horsens kredsen nu fik sit tyngdepunkt i Horsens, hvor der også viste sig store fremtidsmuligheder. I Hornsyld svandt menigheden ind, fordi der foruden emigrationen til USA også var stor fraflytning til andre steder inden for riget. Det var især ungdommen, der drog bort, og efterhånden som de ældre døde, så det ud til, at Hornsyld menighed også skulle dø.
Der kom dog en lille opblomstring under pastor Anton Christensens virke omkring 1910, men det hele var, som når lyset er ved at slukkes, så kan det pludselig flamme op, men så slukkes det.
Kirken så nu ingen anden udvej end at sælge kapellet til Indre Mission. Det var i 1918. Medlemmerne, de få der var tilbage, overførtes til Horsens, og dermed afsluttedes et kapitel i vor kirkes historie.
Men velsignelserne fra de mange rige og givende arbejdsår vedbliver at leve. De er spredt ud over vide marker, og frugterne ses den dag i dag.
Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972
 |
| Hornsyld kapel |
Det vil være umuligt at fortælle om Hornsyld kapel uden også at fortælle om menigheden og nogle af de mennesker, som var med til at bygge Hornsyld kapel både åndeligt og materielt.
Det var i juni 1860, at metodistkirken begyndte sin virksomhed i Vejle. Allerede året efter, den 12. maj 1861, blev Vejle menighed stiftet ved optagelse af 19 medlemmer. Menigheden begyndte straks at missionere i egnen omkring byen, og kom også ind i Bjerre Herred.
Så tidligt som i foråret 1862 blev det første medlem fra Hornsyld-egnen optaget i menigheden, og i oktober 1864 blev gårdejer Niels Simonsen og hustru; træskomand Anton Beuchert og hustru fra Hornsyld optaget i menigheden i Vejle.
Niels Simonsen, der havde en stor, dejlig gård beliggende midt i Hornsyld by, tilbød straks, at der måtte holdes møder i hans hjem. Folk kom langvejs fra, kørende og gående; altid var der åbent hus og tætpakket hos Simonsen, hvis gård efterhånden blev samlingssted og midtpunkt for metodistvirksomheden på egnen.
Flere andre steder blev der også frugt, bl. a. i Løgballe. Her boede en ældre mand, Niels Brock, der kom i menigheden 1869. Også i hans hjem holdtes mange møder. Midt i halvfjerserne købte menigheden hans hus og indrettede her forsamlingssal og dagsskole. Dette sted var i flere år samlingssted for den voksende venneskare på denne egn. Her var det, at den senere så bekendte Jens Nielsen Donner og hans hustru Maria kom igennem til »genfødelse og fred«.
J. N. Donner var skræddermester fra Breth. Han var en stille, svagelig mand. Han var ingen ordets, men en tankens mand. Han var dybdeborer og søgte at trænge tilbunds i tingene. Han lærte sig selv så meget græsk, at han kunne benytte Ny Testamente på grundsproget; ja han veg ikke tilbage for også at arbejde med hebræisk. Han og hans hustru blev viet i Hornsyld kapel. Dette ægtepar, deres børn og flere børnebørn har været til stor velsignelse.
Der var mange andre navne, der kunne nævnes, f. eks. malersvenden Chr. Thaarup, der senere blev en benådet præst i kirken. Og den originale lægprædikant Ole Peter Olesen. Han var teglværksarbejder, men hans egentlige embede blev at være lokal præst for Hornsyld menighed. I over en menneskealder gik han i sin fritid omkring og besøgte syge og betrængte, og i kapellet prædikede han Guds ord, så godt som nogen uddannet præst. Han var en naturbegavelse, slagfærdig og fuld af humor - og alvor. Om ham går der mange gode historier. Men det ville føre for vidt at nævne alle de personer, der fortjente en omtale.
Halvfjerserne var en ualmindelig rig tid på de egne. Pastor P. M. S. Jensen har engang sagt, at han her havde sin rigeste periode i sin lange tjenestetid.
Der havde jo tidligere været åndeligt liv i Bjerre Herred. Her var det, at den første egentlige danske almuevækkelse brød igennem. Den, der fik navnet »De stærke Jyder«. Men denne bevægelse var efterhånden blevet splittet og svag. Men med metodistkirken kom der nyt og rigt liv.
Nogle af de frugtbareste år var vel nok, da J. J. Christensen virkede her. Ved et møde blev den unge syerske, Inger Petersen fra Stenderup omvendt. Hun blev senere gift med Chr. Thaarup. Hun har fortalt om møderne fra dengang, at luften kunne være så tyk, at lysene gik ud. Men Guds lys skinnede ind i hjerterne til fred og frelse.
Det var naturligt, at venneskaren tænkte på at få eget Guds-hus. Og det skete også. Niels Simonsen, der rejste til Amerika, havde før sin bortrejse skænket menigheden en byggegrund og her blev Hornsyld kapel bygget. Det blev indviet den 17. april 1872 af superintendent Chr. Willerup, der talte over 1. Mos. 42, 21:
»Se, jeg hører, at der er korn tilfals i Ægypten, far did ned og køb os derfra, at vi må leve og ikke dø.«Talen gjorde et stærkt indtryk på den store forsamling.
Man kan vist godt kalde kapellet i Hornsyld for typisk for metodistkirken. Gulvet var belagt med mursten, der dog senere afløstes af bræddegulv. En række fasttømrede stive, umagelige bænke var anbragt på hver side af midtergangen. Mænd og kvinder sad på hver sin side. Foroven fandtes en forhøjning, hvorpå talerstolen var anbragt. Udenom den var alterskranken, indenfor hvilken var stillet et bord med elementerne til Herrens Nadver, når der var altergang. Væggene var hvidkalkede, og der var ikke prydelser af nogen art. Udenom kapellet var en stor have.
Var der mange mennesker, der stod sammen om denne virksomhed, så var der dog også adskillige modstandere af metodistkirken og dens virke. Mange hindringer blev lagt i vejen for at bremse fremgangen; og det lykkedes også at hindre en del i at slutte sig til menigheden. Gang på gang indberetter vore præster ved kvartalskonferencerne, at folkekirkens præster og Indre Missions udsendinge modarbejder os på alle mulige måder.
Til trods herfor gik gerningen dog frem, og det blev ikke muligt at efterkomme alle fremsatte ønsker om at få møder på forskellige pladser. I 1875 hedder det således i en indberetning: »Vi har i løbet af kvartalet holdt forsamlinger på over 20 forskellige steder og næsten overalt for en meget talrig tilhørerskare, og dog har vi ikke været i stand til at imødekomme folkets ønsker om at prædike Guds ord på flere steder.«
Der trængtes til flere arbejdere; og de kom. I 1876 flyttede P. M. S. Jensen til Vejle for sammen med Chr. Thaarup at hjælpe superintendent Karl Schou med arbejdet i den vidtstrakte kreds. I 1877 kom P. M. S. Jensen til at bo i landkredsen og året efter blev Hornsyld selvstændig menighed. Den talte da 72 medlemmer og 15 prøvemedlemmer. Pastor Jensen havde en meget fremgangsrig tid. Da han i 1880 blev forflyttet til en anden menighed, bestod Hornsyld af 86 medlemmer plus seks i forberedende medlemskab. I de tider udvandrede mange til Amerika, og det var naturligvis et stort minus, menighedsmæssigt set.
I 1881 blev menigheden i Horsens stiftet, og præsten fik bopæl i byen. Dette bevirkede, at Hornsyld-Horsens kredsen nu fik sit tyngdepunkt i Horsens, hvor der også viste sig store fremtidsmuligheder. I Hornsyld svandt menigheden ind, fordi der foruden emigrationen til USA også var stor fraflytning til andre steder inden for riget. Det var især ungdommen, der drog bort, og efterhånden som de ældre døde, så det ud til, at Hornsyld menighed også skulle dø.
Der kom dog en lille opblomstring under pastor Anton Christensens virke omkring 1910, men det hele var, som når lyset er ved at slukkes, så kan det pludselig flamme op, men så slukkes det.
Kirken så nu ingen anden udvej end at sælge kapellet til Indre Mission. Det var i 1918. Medlemmerne, de få der var tilbage, overførtes til Horsens, og dermed afsluttedes et kapitel i vor kirkes historie.
Men velsignelserne fra de mange rige og givende arbejdsår vedbliver at leve. De er spredt ud over vide marker, og frugterne ses den dag i dag.
Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972
Kommentarer
Send en kommentar