Metodismen i Bjerre Herred - del 2
Af C. Nielsen
Før jeg kommer nærmere ind paa at beskrive det aandelige Røre, der vaktes ved Metodisterne i Bjerre Herred i sidste Trediedel af forrige Aarhundrede, vil det være paa sin Plads i korte Træk at minde om den aandelige og kirkelige Tilstand, der fandtes paa denne Egn fra Begyndelsen af Aarhundredet og i Særdeleshed pege paa den Bevægelse, der er kendt under Navnet: „De gudelige Forsamlinger“. Meget tyder paa, at den Vækkelse, der blev fremkaldt ved Metodistprædikanternes Forkyndelse for en Del havde sin Rod i denne.
I Slutningen af det 18. Aarhundrede og langt hen i det 19. herskede som bekendt Rationalismen med dens golde Lære om Dyd og gode Gerninger. Overalt i Danmark, ogsaa paa Horsensegnen, hvilede den som en kold, klam Taage over Befolkningen. Præsterne var paa faa Undtagelser nær ganske ude af Stand til at tilfredsstille den aandelige Trang, der fandtes hos Befolkningen, saa det var intet Under, at aandelig Død og Ligegyldighed herskede.
Men selv i de mørkeste Tider af Kirkens Historie, har Gud haft sine trofaste Vidner; det var ogsaa tilfældet i denne mørke og golde Tid. Rundt om i Landet fremstod alvorlige og nidkære Mænd og Kvinder, Lægfolk, der, drevet af en dyb og inderlig Kærlighed til Gud og Mennesker, søgte at vække Folket til Eftertanke. Præsterne ansaa dem for Fanatikere og Fjender af Kirken og betragtede det som Embedspligt at bekæmpe dem, hvilket de da ogsaa gjorde med alle til Raadighed staaende Midler.
Ogsaa i Egnen omkring Horsens havde Herren saadanne Vidner, der ikke ansaa noget Offer for stort for at fremme det aandelige Liv iblandt Befolkningen, særlig var der tre Mænd, der øvede en betydelig Indflydelse, det var Gaardejer Peder Frandssen, Uldum, „Peder Rytter“ kaldet, fordi han havde aftjent sin Værnepligt ved Rytteriet i Randers, Gaardejer Peter Larsen eller Laursen fra Raarup Sogn i Bjerre Herred, og Rokkedrejer og Arbejdskarl Jens Andersen eller Jens Frederiksen, som han ogsaa kaldtes, fra Nebsager Sogn i Bjerre Herred.
Gang efter Gang blev disse og andre Mænd og Kvinder paa Præsternes Foranledning ikendt Bøder og Fængselsstraffe for deres Virksomhed som Lægprædikanter og Lærere for Folket; men intet kunde hindre dem i at følge deres Samvittigheds Bydende. Flere af de Opvakte paa Egnen stod i Forbindelse med Brødremenigheden i Kristiansfeld og med den norske Lægprædikant Hans Nielsen Hauge. Denne sidste, saavelsom hans Discipel Ole Olesen Bagge, aflagde saaledes et Besøg i Horsens og Omegn i 1803 og 04, hvor de bl. a. var Gæster hos Peter Laursen i Raarup.
Et Særkende hos disse Mænd var, at de satte sig imod Autoriteternes Indførelse af Evangelisk kristelig Salmebog i Kirkerne og Balles Lærebog i Skolerne. Man forlangte, at der som hidtil skulde undervises i Kingos Salmebog og Pontoppidans Forklaring. Da Præsterne som Regel ikke vilde gaa med hertil, udviklede det sig jævnlig til stærke Stridigheder, hvor Autoriteterne gik frem med stor Strenghed og, som ovenfor nævnt, idømte baade Bøder, som de Opvakte betalte uden Modsigelse, saa længe de havde noget at betale med, og Fængselsstraffe, som man udstod med stor Taalmodighed.
„De gudelige Forsamlinger“ paa Horsensegnen blev efterhaanden noget for sig selv. Medens de andre Steder i Landet banede Vej for den grundtvigske Vækkelse og „Indre Mission“, til hvilke Retninger de fleste Forsamlingsfolk efterhaanden sluttede sig, dannede de paa Horsensegnen et eget Samfund, der endnu er kendt under Navnet „De stærke Jyder“. I vore Dage er Modsætningerne ikke skarpe som for et Hundrede Aar siden, men endnu synger man i Kingos Salmebog og underviser efter Pontoppidans Forklaring. Bevægelsen er tildels stivnet i ydre Former, selv om der uden Tvivl er mange, der mener det alvorligt med deres Kristendom.
Det var dog langtfra alle de Opvakte, der sluttede sig til denne Bevægelse. En Del, omend ikke mange, fandt Hjem i grundtvigske Kredse og indenfor „Indre Mission“, men mange flokkede sig om Metodisterne, som først i Tredserne begyndte deres Virksomhed her paa Egnen. Deres varme og skriftmæssige Forkyndelse af Synd og Naade kom den religiøse Trang, der utvivlsomt fandtes mange Steder hos Befolkningen, imøde, og mange blev ved det Vidnesbyrd, de hørte, ført ind i et lykkeligt og frigjort Liv i Kristus.
Af C. Nielsen
Før jeg kommer nærmere ind paa at beskrive det aandelige Røre, der vaktes ved Metodisterne i Bjerre Herred i sidste Trediedel af forrige Aarhundrede, vil det være paa sin Plads i korte Træk at minde om den aandelige og kirkelige Tilstand, der fandtes paa denne Egn fra Begyndelsen af Aarhundredet og i Særdeleshed pege paa den Bevægelse, der er kendt under Navnet: „De gudelige Forsamlinger“. Meget tyder paa, at den Vækkelse, der blev fremkaldt ved Metodistprædikanternes Forkyndelse for en Del havde sin Rod i denne.
I Slutningen af det 18. Aarhundrede og langt hen i det 19. herskede som bekendt Rationalismen med dens golde Lære om Dyd og gode Gerninger. Overalt i Danmark, ogsaa paa Horsensegnen, hvilede den som en kold, klam Taage over Befolkningen. Præsterne var paa faa Undtagelser nær ganske ude af Stand til at tilfredsstille den aandelige Trang, der fandtes hos Befolkningen, saa det var intet Under, at aandelig Død og Ligegyldighed herskede.
Men selv i de mørkeste Tider af Kirkens Historie, har Gud haft sine trofaste Vidner; det var ogsaa tilfældet i denne mørke og golde Tid. Rundt om i Landet fremstod alvorlige og nidkære Mænd og Kvinder, Lægfolk, der, drevet af en dyb og inderlig Kærlighed til Gud og Mennesker, søgte at vække Folket til Eftertanke. Præsterne ansaa dem for Fanatikere og Fjender af Kirken og betragtede det som Embedspligt at bekæmpe dem, hvilket de da ogsaa gjorde med alle til Raadighed staaende Midler.
Ogsaa i Egnen omkring Horsens havde Herren saadanne Vidner, der ikke ansaa noget Offer for stort for at fremme det aandelige Liv iblandt Befolkningen, særlig var der tre Mænd, der øvede en betydelig Indflydelse, det var Gaardejer Peder Frandssen, Uldum, „Peder Rytter“ kaldet, fordi han havde aftjent sin Værnepligt ved Rytteriet i Randers, Gaardejer Peter Larsen eller Laursen fra Raarup Sogn i Bjerre Herred, og Rokkedrejer og Arbejdskarl Jens Andersen eller Jens Frederiksen, som han ogsaa kaldtes, fra Nebsager Sogn i Bjerre Herred.
Gang efter Gang blev disse og andre Mænd og Kvinder paa Præsternes Foranledning ikendt Bøder og Fængselsstraffe for deres Virksomhed som Lægprædikanter og Lærere for Folket; men intet kunde hindre dem i at følge deres Samvittigheds Bydende. Flere af de Opvakte paa Egnen stod i Forbindelse med Brødremenigheden i Kristiansfeld og med den norske Lægprædikant Hans Nielsen Hauge. Denne sidste, saavelsom hans Discipel Ole Olesen Bagge, aflagde saaledes et Besøg i Horsens og Omegn i 1803 og 04, hvor de bl. a. var Gæster hos Peter Laursen i Raarup.
Et Særkende hos disse Mænd var, at de satte sig imod Autoriteternes Indførelse af Evangelisk kristelig Salmebog i Kirkerne og Balles Lærebog i Skolerne. Man forlangte, at der som hidtil skulde undervises i Kingos Salmebog og Pontoppidans Forklaring. Da Præsterne som Regel ikke vilde gaa med hertil, udviklede det sig jævnlig til stærke Stridigheder, hvor Autoriteterne gik frem med stor Strenghed og, som ovenfor nævnt, idømte baade Bøder, som de Opvakte betalte uden Modsigelse, saa længe de havde noget at betale med, og Fængselsstraffe, som man udstod med stor Taalmodighed.
„De gudelige Forsamlinger“ paa Horsensegnen blev efterhaanden noget for sig selv. Medens de andre Steder i Landet banede Vej for den grundtvigske Vækkelse og „Indre Mission“, til hvilke Retninger de fleste Forsamlingsfolk efterhaanden sluttede sig, dannede de paa Horsensegnen et eget Samfund, der endnu er kendt under Navnet „De stærke Jyder“. I vore Dage er Modsætningerne ikke skarpe som for et Hundrede Aar siden, men endnu synger man i Kingos Salmebog og underviser efter Pontoppidans Forklaring. Bevægelsen er tildels stivnet i ydre Former, selv om der uden Tvivl er mange, der mener det alvorligt med deres Kristendom.
Det var dog langtfra alle de Opvakte, der sluttede sig til denne Bevægelse. En Del, omend ikke mange, fandt Hjem i grundtvigske Kredse og indenfor „Indre Mission“, men mange flokkede sig om Metodisterne, som først i Tredserne begyndte deres Virksomhed her paa Egnen. Deres varme og skriftmæssige Forkyndelse af Synd og Naade kom den religiøse Trang, der utvivlsomt fandtes mange Steder hos Befolkningen, imøde, og mange blev ved det Vidnesbyrd, de hørte, ført ind i et lykkeligt og frigjort Liv i Kristus.
Kommentarer
Send en kommentar