Metodisthistorisk Selskab

Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. Esajas 41:10 TRØSTESLØSHEDEN SYNES FREMHERSKENDE Det er helt naturligt, at der er mange modløse mennesker ved dette årsskifte, for det synes, som om alle onde kræfter stadig er sluppet løs og driver deres spil med folkenes og menneskenes skæbne. Håbet om fred og retfærdighed er så spinkelt. Guds rige synes så lidt. Mange synes ikke at få trøst fra Gud. »Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst«. Esajas 41:17 Ånden og livet synes ikke at komme i Kristi menighed. Men er der da nogen mulighed for at have mod på fremtiden, sådan som vi står i det? Vi kender jo til i vor egen menighed at være modløse, fordi der er så mange kræfter, der står Kristi rige imod, ja, vi kender til i vort eget liv at være fattige og arme. Mange, mange finder ingen trøst. Hvorfor? Er det, fordi Gud ikke længere lever? Er det, fordi han ikke ka...

Af Kresten H. Lidegaard Jeg glemmer aldrig den klokkeklang, der fyldte julen derhjemme, mens sneen lå over mark og vang, og nordenvinden fik stemme. — Og skal jeg gå gennem øde ørke med sjælen sænket i dybe mørke — jeg glemmer aldrig den klokkeklang, der fyldte julen derhjemme. Jeg glemmer aldrig den stråleglans af jul i barndommens have. Den lånte lys til en ungdomskrans, der stræbte højt fra det lave. — Og skal jeg vandre ad vilde veje, hvor torn og tidsler jeg kun kan meje, jeg glemmer aldrig den stråleglans af jul i barndommens have. Jeg glemmer aldrig, hvor dyb en fred et fattigt hjerte kan rumme, når julen sænker sin glæde ned, hvori sig ordet fornumme. — Blir sorgens sav mig en kroget krykke, har sorgen skumret mig livsens lykke, — jeg glemmer aldrig, hvor dyb en fred et fattigt hjerte kan rumme. O Jesus, hør dog vor stille bøn, at julens kærter du tænde. Vær blandt os, Frelser, i lys og løn og giv, at hjerterne brænde — i julekvælden ved arnens lue, på juledag under kirkens b...

Står man en klar dag oppe på Pikkerbakken, det højeste punkt i Bangsbobakkerne, har man et udsyn, der rækker et godt stykke op mod Skagen og langt sydpå til Sæby. Midt imellem ligger — næsten i fugleperspektiv — Frederikshavn med sine hundreder af røde tage og den store havn, hvis kæmpearme favner skibe og kuttere i snesevis, mens havet svøber sig om den bløde kystlinie — det hav, der er meget mere fredsommeligt og liberalt end kollegaen mod vest. Men skønnest ligger dog Bangsbostrand i sit flade terræn mellem de store bakker mod vest og havet i øst isprængt små haver og grønne agre. I forrige tider var Bangsbostrand et fiskerleje, og endnu i 1921, da jeg kom til Frederikshavn, bar Bangsbostrand endnu fiskerlejets præg — med sine små hyggelige huse og fiskegrejer og med duften af rødspætter, der hang til tørring, for at de kunne blive til »tørre jyder«. Men det stærkeste præg havde lejet dog i sine stoute fiskere, i sin stærke og dygtige befolkning. På Pikkerbakkens top har jeg s...

Vi er begyndt at se efter de ting, som varsler os om jul. Blomsten »doctors joy«, de hvide liljer, tick fuglen og de ekstra stråler omkring stjernerne. Vi ønsker også at forberede vore hjerter, så vi kan fejre højtiden på rette måde. Vi har haft et godt år. Glæder, sorger, tunge og lette byrder, men i alt har vi prøvet at holde fast ved troens skjold. Carroll fik det store tørreskur repareret for jordnødderne og majs, trods problemer kan vi nok sige. At det blev en god begyndelse på samabejdet med regeringen for en forbedret sæd-produktion. Vi havde den årlige Konference her med 175 deltagere, de materielle ting forbundet med den, gik uden store gnidninger. Fremgang på mange områder. Fagforeningerne havde sendt en mand op angående den tiende, som er taget af alles løn. Men konferencens lægfolk stemte for det, så Biskoppen sendte ham hjem med flyveren og sagde: den tur vil vi betale fra vort budget fra »tiende«. Det endnu uløste problem er kirkens forhold her til den nye protestanti...

For et par måneder siden læste jeg den påstand, at »det religiøse grundproblem er, om der findes en magt, der er i stand til at overvinde det onde i dets rod«. Jeg melder mig straks som en, der er helt enig i denne på stand, og det bekræftes af det kristne evangelium — også (naturligvis) af den del deraf, som handler om julen. Påstanden er så at sige baggrund for juleevangeliet. Sagt på en anden måde. Det blev jul — Guds søn blev født på denne jord — fordi Gud selv ønskede at løse vort religiøse grundproblem (som også er vort menneskelivs grundproblem). Hvordan skal vi nemlig få bugt med det onde? Enhver har lov til her at tænke på det onde, hvor man syntes, det er størst: U-landsproblemet, race-problemet, krigens problem, lidelsens problem, dødens problem eller det, at du og jeg ikke gør det gode, vi gerne ville, men derimod gør det onde, vi ikke ville. Da er det, julevangeliet kommer til os med det svar, at uanset hvor og hvordan det onde kommer os ind på livet, så vil det altid møde...

Clara Bøcher Fru Clara Bøcher fortæller: Når julen nu igen nærmer sig, går tankerne tilbage til sidste års jul, som jeg oplevede på missionshospitalet i Bambur i Nigeria. Skønt vi levede i et kristent milieu, formede julen sig alligevel noget anderledes end vor hjemlige jul, hvilket naturligvis for en stor del hænger sammen med klimaforholdene — det er jo lidt vanskeligt at komme i julestemning, når solen stråler og temperaturen ligger omkring 35 grader celcius, men der var dog en egen stemning, som steg mærkbart, da vores postmand netop juleaftensdag var kommet den lange vej fra Lau med sækken fuld af breve hjemmefra. Vi mødtes i et af hjemmene til en kop kaffe, læste juleposten for hinanden og sang de julesalmer, som vi hver især kendte fra vore hjem. Kl. 20 var der gudstjeneste på Hausa-sproget, og i kirken opførtes tillige et lille julespil, der handlede om Jesu fødsel. Vore nigerianske medarbejdere gik op i rollerne med liv og lyst og viste sig at være fine skuespillere. Hen...

»Jeg får brev fra så mange, der savner mig, og derfor har jeg købt en rundtursbillet, der gælder et år, og så kan jeg besøge mine venner i Asien. Jeg skal også besøge den norske missionær Kjell Knutsen og hans amerikanskfødte kone, som jeg gjorde bekendtskab med, da jeg arbejdede i Perak. Og jeg vil også gerne med Jennie og Jerry Rabu på langbådstur i Saravak, i et distrikt, hvor jeg arbejdede som eneste hvid i otte år«. Det er den dansk-amerikanske missionær, frk. Alma Eriksen, der udtaler sig til dagbladet »Vort Land« i Oslo. Hun glæder sig til at skulle besøge Malaysia igen. Alma Eriksen rejste fra Amerika, hvor hun nu bor, i foråret og har været i Danmark siden med undtagelse af et par uger her i Norge. — Men i november eller december rejser jeg til Asien, siger Alma Eriksen. Jeg har boet så længe i tropiske egne, at Norden bliver mig for kold om vinteren. Siden 1936 har Alma Eriksen været en af den danske metodistkirkes missionærer. Først var hun mange år i Kina, til krige...

Tragedien i Øst-Pakistan vil gå over i historien som en af de alvorligste naturkatastrofer i den nyere tid. Det rystede os til vort inderste, når vi i de første udsendelser hørte om tallet på de omkomne: 30.000 - 40.000 - 55.000, for at nævne de første store størrelser. Det var forfærdende. Men i dag tælles de døde i hundredtusinder. Det er en kendsgerning, at gentagelser sløver det menneskelige sind, og at vi kan vænne os til at lytte til det uhyggelige og lidelsesfyldte, så vi efterhånden lettere kan tage det. Vi kender alle denne tendens til tilvænning både på godt og ondt. Og desværre smitter tilvænningen stærkest af på det område, og det er ondt. Og så er tilvænning en farlig ting. Når dette nævnes, tænker mange kun på alkoholikere og narkomaner og deres ulykkelige skæbne. Men der ligger en fare for tilvænning hos os alle. Vi ved, at vi alle er under påvirkning, ikke mindst i vor tid, hvor massemedierne og en brutal presse hver dag ubarmhjertigt konfronterer os med en verden der s...

»Vær god«, sagde forældrene i gamle dage til Deres unge ved afskeden fra barndomshjemmet. De gamle skelnede imellem gode og onde mennesker, mellem dem, som søger at lindre og hjælpe, og dem, der skiller mennesker fra hinanden og sår gift i sjælene, mellem dem, der bygger op og dem, der bryder ned. Vor tid trænger til gode mennesker, der søger frem til det gode hos deres medmennesker, og som har vilje til at bygge op. Hvad vil det sige at være god? Pastor Krag ved Sankt Jakobskirken gav for mange år siden et godt svar til sine konfirmander: »At være god er at svare til sin bestemmelse«. Vi er ikke ligegyldige nittere i verdenshusholdningen. Gud har skabt os og lagt plan for hver enkelts liv. Vor opgave er da at lytte og lade os lede af hans ånd, så vi må få lov at være i det godes tjeneste, være med til at lindre og hjælpe, og tænde lys for dem, som sidder i mørket! — Det gør os til frie, frimodige og glade mennesker, at gå i det godes tjeneste! Gud give os at skinne så, som ...

Biskop Trowen Nagbe, Liberia Biskop Trowen Nagbe, Liberia, standsede på vejen hjem i København. Han har været til evangelistkonference i Frankfurt a. Main og har også besøgt enkelte andre lande i Europa. Bernhardt Jørgensen fik det arrangeret sådan, at biskoppen kunne tale ved ungdomsmødet om aftenen, torsdag den 10. december, og det blev også en interessant aften. Biskoppen fortalte, at han var født og opvokset i Liberia og har fået en meget stor del af sin opdragelse i Metodistkirken, hvor han mødte Gud i sin ungdom og gav sit liv i hans hænder. Han har nu nået kirkens højeste stilling, idet han for fire år siden blev valgt til biskop for Liberia. Derefter fortalte han om sit land og Metodistkirkens arbejde i Liberia. Mange negre, der i sin tid blev bortført som slaver bl. a. til USA, vendte efter frigivelsen tilbage til Afrika og forkyndte Guds rige for sine landsmænd. I 1832 kom den første amerikanske missionær til Liberia, men døde af malaria 3 måneder senere. Hans sidste ...

8. dec. 1970 var det 75 år siden, Neksø Metodistkirke blev indviet. Menighedsrådet fejrede det runde årstal med en festlig sammenkomst 6. dec. De tidligere præster i Neksø menighed var indbudt. Fra nær og fjern var folk kommet til Neksø for at deltage i den festlighed, der var arrangeret i anledning af vor lille, men smukke kirkes 75-års indvielsesfest. Bordene var festligt smykket med blomster, og der var fyldt til sidste plads, da fru Schou præluderede. Et fint lille programhefte med løst indlagte sangblade lå ved hver kuvert. Til indledning blev pastor L. Petersens salme, skrevet ved indvielsen i 1895, sunget: Kom Ærens Drot, kom fra det høje. Pastor Lærkholm læste i anledning af, at dette var en fødselsdagsfest, evangeliet om kirkens fødselstime fra Apostlenes Gerningers 2. kapitel og indledte med bøn. En prolog, skrevet af Adolf Bræstrup ved årsfesten i 1918, blev læst af fru Else Munk. I tilknytning til en brevhilsen til menigheden fra pastor Ejler Sørensen, blev ...