Niels Mann

Pastor Niels Mann
22. sept. 1889 - 13. nov. 1982

En af den danske metodismes største personligheder er ikke mere.

Lørdag den 13. november døde pastor Niels Mann efter kort tids sygdom, 93 år gammel, i sin lejlighed på Betaniahjemmet på Frederiksberg.

Torsdag den 18. november blev Niels Mann begravet. Fra Golgatakirken, hvor personale og pensionærer havde ønsket en kort andagt, førtes kisten til Jerusalemskirken, hvor mange var med til den sidste mindestund.

Mange af dem var medlemmer og venner fra Jerusalemskirkens menighed, som han tjente fra 1932 og langt over tredive år frem. Efter Niels Manns eget ønske blev der sunget lovsange: »Lovsynger Herren«, »Op al den ting, som Gud har gjort« og »Alt står i Guds faderhånd«.

Konferencelæglederen, Johs. Særmark, bragte kirkens hilsen og sagde blandt andet: — Vi står i dag med mange dejlige minder om en af vor kirkes store personligheder, som i dag er kaldet til en højere tjeneste.

Minder om et fint og nobelt menneske, en nidkær forkynder, en dygtig sang- og salmedigter. Minder om en initiativrig mand, hvis navn på smukkeste måde er vævet ind i den historie, der kan skrives om dansk metodisme.

Pastor Niels Mann kom til at sætte præg på utroligt mange områder inden for vor kirke, og ved nedlæggelsen af denne krans skal der derfor lyde en varm tak for den tjeneste, Niels Mann udførte.

Forinden havde pastor Mogens Bjerno talt om det vidnesbyrd, pastor Mann havde aflagt gennem sit liv og virke.

Og mens de sidste blade faldt fra træerne på en solskøn efterårsdag, blev Niels Mann sænket i graven på Holmens kirkegård, hvor han nu hviler ved siden af Manna Mann. Måske mæt af dage, men til det sidste optaget af de mennesker, der omgav ham. Vi vil savne ham — men minderne har vi tilbage, og de er mange og lyse. Tak.

Henning Bjerno.

- - - -

Gud i det højeste til ære
Pastor Mogens Bjernos tale ved Niels Manns begravelse

»Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.
2. Tim. 4:7-8.

Der er triumf, der er vished, der er forventningsglæde i disse ord fra apostelen Paulus til den yngre Timoteus. Bag Paulus ligger nu livet som en kamp for evangeliet, der er stridt til ende, et lob der er fuldfort. Det munder ud i ordene:

Troen har jeg bevaret.

Troen som den faste tillid, som den kraft der styrkede, som det han kunne holde fast ved, og som holdt ham fast, når det menneskeligt så umuligt ud! Det var den erfarne gudsmand, der videregav sin erfaring til en yngre medarbejder i evangeliets tjeneste.

1 dag siger de samme ord til os: Når troen synes at glide dig af hænde, når mørket omslutter dig, hvor du spørger: »Gud findes du?« da glider du aldrig ud af Guds hænder: Troen har jeg bevaret, vidner Paulus, og han kunne have fortsat: takket være den Guds nåde, som blev mig til del!

Forventningsglæde — sejrsglæde. Det er noget af den samme trosvished, vi moder i Niels Mann’s salme: »Jesus, i dit frelsernavn«, hvor det fjerde vers lyder:

Livets dag mig bliver god. om du lede vil min fod.
Der er farer på min vej, men jeg ved, du svigter ej.
Og så bærer vejen hjem til det nye Jerusalem.

Under forberedelserne til denne dag, dette øjeblik, der har været som at grave i guldgruber, sad jeg bl.a. med det håndskrevne originalpartitur til den kantate, som Mann og Strandquist (dengang Jerusalemskirkens organist) lavede til dansk metodismes 75 års jubilæum i 1933.

Hvad der talte stærkt — fordi man så sjældent ser det nu om dage, er, at øverst på forsiden står:

GLORIA IN EXCELSIS DEO!
Oversat: Gud i det højeste til ære! 

Det samme kan stå som motto for Niels Manns liv, og som konklusion af hans tilværelse! Nu er det ikke op til os at gå og give hinanden karakterer, — men om Niels Manns liv kan siges et: det var indviet til at tjene Kristus gennem Metodistkirken. Dertil brugte han al sin kyndighcd, sine evner, talenter og med hele sin personlighed var han ét med den kirke, hvis ubetingede nestor, han var gennem årtier.

Rundt omkring i landet havde han sin gerning og inden for mange af kirkens arbejdsgrene. Over alt satte det sig spor, kirker blev rejst, prædikepladser oprettet o.m.a. I disse bygninger her i Stokhusgade/Rigensgade lå en meget stor del af hans gerning og fra prædikestolen bag mig lød hans forkyndelse.

I den sommer, der er gået, var pastor Mann en dag, ved venners hjælp, herinde i komplekset. Jeg ser ham endnu for mig: stille stod han derude i gården, så sig omkring i de omgivelser, hvor han i mere end en menneskealder havde sit daglige virke. — Det var, som om han tog afsked —!

Mann var også på Solborgen, der er hans værk. Der var ældrelejr på det tidspunkt. Flere af dem, jeg må betegne som mine ældre venner, kom hen og sagde:

»Det er jo vor ungdoms præst!«

Hjerteligt var gensynet.

Med den holdning, han havde til gerningen, kom pastor Mann til at præge generationer af danske metodister.

Ikke nok med det, hans virke rakte også uden for vor kirkes rammer. Selv om ordene er brugt i en anden forbindelse, vil det også være sandt her at bruge hans egne ord:

»Mange af frugterne er faldet i naboens have«.

Metodist var han af hele sit hjerte, ingen tvivl om det, men frem for noget var han en sand Kristi stridsmand, der med vor kirkefader kunne sige:

»Er dit hjerte som mit, så ræk mig hånden til fællesskab!«

Begrænsningens kunst er vanskelig.

Rigtig mange ting ville jeg gerne have trukket frem, for mangt og meget kan siges om den mand, der var — Primus inter pares! — oversat: først blandt lige (brødre). (Et udtryk man bruger om en biskop).

Mann vil bestemt ikke have brudt sig om, at jeg siger dette, men det må han så undskylde mig, betegnelsen er sand!

Næppe vil det tjene meget i denne stund at remse hans omfattende gerning op. Men — blandt alt det meget, der vil forblive som minde om pastor Niels Mann og fortælle eftertiden om et menneske, der gennem alt ville ære Gud i det højeste, er hans digtning.

At lovsange og salmer, der kaldte til personlig afgørelse over for Jesus, boede i hans sind, kan man se af de salmer og sange, som bl.a. står i vor salmebog.

Aktuelt for os i dag understreges det ved, at han ønskede, at vi skulle synge lovsange!

»Troen har jeg bevaret«, sagde Paulus.

Også om dette aflægger Niels Mann’s liv vidnesbyrd. For mig personligt siger intet tydeligere end andet, hvad en ældre kollega ønskede for en yngre, da han stod fadder for mig ved min ældstcordination. Ved den anledning gav han mig et bind af John Wesley’s breve. — Han ville sige med vor kirkefader:

»Hjælp mig, mens det er dag mit kald at røgte ret
og fremme, hvad der er din sag og ej at blive træt.«

Dette var han selv et vidnesbyrd om —.

I Jesu navn lyser vi fred over Niels Mann’s minde.