Karen Lorenzen

Karen Elise Lorenzen blev født i Kalundborg den 13. august 1903 som datter af urmager Johannes Møller og hustru.

Hun voksede op i et godt, gudfrygtigt metodisthjem, hvor Guds riges sag og kirkens interesser fik lov til at præge hjemmets beboere. Her lærte hun, hvad kristenliv omsat i dagligliv betyder, og her fik hun sin grund lagt til kærlighed til Gud og kirken, og fra sin barndom og tidlige ungdom havde hun sin gang i kirken og viste dens arbejde interesse i medarbejderskabet.

I 1928 blev hun gift med pastor Ludvig Lorenzen, der på det tidspunkt som ung præst var ansat i Løkken-Rubjerg. Det blev kun til to års tjeneste på dette sted. Allerede i 1930 blev præsteparret Lorenzen forflyttet til Give-Vonge, hvor der også kun blev tildelt dem to års tjeneste. Som mange andre præstefamilier fik præsteparret Lorenzen også lov til at flytte adskillige gange, og tjenesten faldt i Holstebro— Lemvig i to perioder, Randers, Hjørring, Strandby, København, Vejle, Kalundborg.

Familien blev ikke skånet for sorg og modgang. Sygdom meldte sig, og i 1959 måtte pastor Lorenzen gå på sygepension, hvorefter ægteparret bosatte sig i Hjørring, hvor fru Lorenzen mistede sin mand i 1966, og hvor hun levede til sin død den 2. marts 1971.

Karen Lorenzen havde evne til at skabe et hyggeligt hjem for sin familie, der forøgedes med datteren Bodil og senere med svigersøn og fire børnebørn, som i hjemmet blev mødt med megen kærlighed og ægte gudsfrygt.

Men hjemmet var også gennem årene åbent for en talrig venneskare, som her fandt en gæstfrihed og imødekommenhed af fineste karat. Mange er de, der i det lorenzenske hjem er blevet mødt med forståelse og hjælp i menneskelige og åndelige spørgsmål.

Karen Lorenzen var med til at bygge et præstehjem, som mange i dag takker Gud for, at de fik lov til at lære at kende med hele den atmosfære, der prægede det.

Karen Lorenzen måtte de sidste år bære på et skrøbeligt helbred, og den 2. marts tog Gud hende hjem til sig.

Hendes død efterlod en tom plads i familien, hvor en elsket mor og mormor og søster bliver savnet og i kirken, hvor hun havde sin faste plads, når helbredet tillod det. Men savnet mildnes af visheden om, at hun gik bort i fred med sin Gud og i tro på hans store kærlighed og frelse.

Vi takker Gud for Karen Lorenzens liv og ærer hendes minde iblandt os.   

Lilly Thomsen.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken 1971