Metodisthistorisk Selskab

Anna Lerbæk 1898-1975 Anna Elisabeth Lerbæk blev født den 25. februar 1898 i Gundsømagle. Som den ældste af en søskendeflok på syv kom hun i en ung alder til at skulle give en hånd med i arbejdet. Hun hjalp sin fader i stald og i marken og sin moder i køkkenet, ved rengøringen og med pasningen af de mindre søskende. På den måde opvoksede Anna Lerbæk under forhold, hvor det var naturligt at gå igang med mange forskellige arbejdsformer. Denne barnelærdom fik hun senere brug for i gerningen. I Vindinge skole afslørede Anna Lerbæk hurtigt sine fremragende evner. Da først hendes kundskabstørst var vakt blev hun en flittig gæst på biblioteket, hvor hun fandt læsestof til at supplere skolelæsningen med. Gennem en veninde fik hun kontakt med metodistmenigheden i Vindinge. Her fik hun en god åndelig undervisning og efter sin omvendelse blev hun optaget som medlem af kirken. 1920 gik rejsen til Amerika, hvor Frk. Lerbæk fik en omfattende sygepleje - og universitetsuddannelse. Hendes ...

Rigmor Eriksen (1901-1964) Søster Rigmor Eriksen er født i Rønne den 23. februar 1901. Hun er vokset op i et gudfrygtigt Indre Missionshjem, men fik i sine tidlige ungdomsår tilknytning til metodistmenigheden, der da havde tilhuse i et mindre kapel i Rønne. I en ret stærk vækkelsesperiode der, omkring 1915—16, fik vor missionær Alma Eriksen en stærk åndelig oplevelse, der blev afgørende for hendes fremtid. Nogle få aftener senere oplevede hendes søster Rigmor, der da var 15 år gammel, det samme. Begge de unge søstre fandt deres plads i metodistmenigheden og blev ret hurtigt virksomme medarbejdere, særlig indenfor søndagsskolen og ungdomsforeningen. Et særpræg for de to søstre var den åbenhed og frimodighed, de lagde for dagen såvel i deres hjem som i menigheden og ude blandt andre mennesker. Rigmor Eriksen gik ind til sygeplejen og fik sin uddannelse fra sygehuset i Esbjerg. Hun gik ind i Betaniaforeningens tjeneste i 1924 og blev af biskop R. J. Wade, ved årskonferencen i ...

2. juledag 1896 ankommer Hans og Louise til København. Paa Vej hjem, 1896 20. Oktober. „Vi ankom i Dag til Ugangila, og Hans blev jo meget overrasket og glad ved at se mig, da han ikke havde ventet mig saa snart. Han var meget bedre, Gud ske Lov, men dog ikke i Stand til at være oppe hele Dagen. Vi forlod Isangila Søndag Morgen, og det er vel nok sidste Gang, jeg ser Vilhelms Grav og vort gamle Hus. — Men det er vel nok bedst saadan. Vi kom godt ned, og jeg frydede mig ved at være ude paa Rejse i den frie Natur. Den første Aften følte jeg mig lidt ensom. Jeg tænkte paa, at vi havde ikke mere noget Hjem og skal maaske i lang Tid tage rundt fra den ene Plads til den anden. Men ogsaa derigennem kan vi lære, at vort Hjem er ikke hernede paa Jorden, at vi ikke her har et blivende Sted. Og det kan opmuntre os til at stræbe efter det bedre Hjem oppe hos Gud.“ 21. Oktober. „Gik til Vivi i Dag. — Hans fik mine Bærere, som jo ikke var saa glade for Byttet, og jeg fik to andre fra Ngan...

Congofloden set fra Mayanga-plateauet Isangila, 1896 1. Jan. „Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! — — Jeg begynder den første Dag med Feber; men Gud har lovet, at Han vil give den trætte Kraft. Hans er ogsaa træt og svag, men har dog ingen Feber, Gud ske Lov!“ 2. Jan. „Gud ske Lov, i Dag  jeg rask og oppe igen! Fylder i Dag 28 Aar. Hans og Drengene har travlt i Haven.“ 18. Jan. „Vore Hjerter længes efter mere Samfund med Gud, mere Fortrøstning, mere Frimodighed og Tro. Og vi kunde faa det alt, for Han har selvsagt: Beder, saa skal eder gives. — Forrige Søndag var en af Drengene nede at grave Orme op, da en Krokodille kom listende og bed ham i Armen. Og det var et stort Under, at han slap saa let. Men det var Gud, som holdt sin Haand over ham. Han kunde let have mistet sin Arm og Livet med. — I Torsdags havde jeg lidt Feber. Men det var ikke den værste af Dagens Hændelser. Lidt efter Middag trak et forfærdeligt Uvejr op, og en Storm kom tillige...

Udsigt over floden mod Isangila, 1885 Isangila, 1895 „Kl. 10½ i Dag var vi i Isangila, og endelig saa jeg den Plads, hvor Vilhelm havde arbejdet og bygget, levet saa mange lykkelige Timer med sin Frelser, og hvorfra han gik hjem til Gud. — Det er Hans’ Fødselsdag, men ikke meget hyggeligt. Vi skulde jo først betale alle vore Bærere. Det tog en god Tid, og lidt henad Aften fik jeg Feber og maatte gaa i Seng, saa vi mærkede jo ikke meget til Højtiden. Men vi var glade og taknemmelige alligevel, at Gud havde ført os saa vidt.“ 4.—14. Maj. „Vi har haft meget travlt i den forløbne Tid med at ordne alle vore Sager, og vi har faaet alt indrettet saa hyggeligt, saa vi er saa tilfredse med vort lille Hjem. Tiden er gaaet hurtigt, og Gud har velsignet os baade til Sjæl og Legeme. Jeg var ikke oppe ved Vilhelms Grav før den fjerde Dag, da jeg laa tre Dage, og den første Dag havde jeg ikke rigtig Mod til at gaa derop. Det gjorde mig dog ikke saa ondt at se den; for jeg véd, det er kun...

Hovedgaden i Matadi, ca. 1900 Vivi, 1895 Det nye Aar begynder med, at de til deres store Sorg hører, at de tre Arbejdsmænd, de endnu havde tilbage, var gaaet om Natten. 2. Jan. „Min Fødselsdag, 27 Aar. — — Opad Fm. kom Hans ind, og jeg saa, han havde stærk Feber. Og efter en Del Overtalelser fik jeg ham til at gaa i Seng, og snart efter havde han saa stærk en Feber, saa jeg begyndte at frygte for ham. Jeg var meget bedrøvet om Aftenen ved Tanken om, at jeg maaske skulde miste ham; og jeg kunde ikke faa mit Hjerte til at sige fuldt ud: Ske din Vilje. — Han sov dog lidt om Natten.“  Næste Dag var Hans lidt bedre. Men om Aftenen blev det værre: „Jeg kunde ikke blive fri for den Tanke, at han ikke vilde komme igennem det; og han havde vist ogsaa selv den Tanke. Børnene kom ind og sang nogle Salmer. Og da de var færdige, sagde de, at de ønskede at bede, og Sala bad en smuk Bøn for os. De kære Børn, det gjorde dem ondt for os, da de saa os græde. Og det gjorde os saa g...

Vivi og Matadi, ca. 1890 Vivi, 1894 Dagbogen, en stor Protokol, begynder 23. Juni 1894 med at fortælle om Ankomsten til Vivi otte Dage forinden og om den hjertelige Modtagelse, de fik af de andre Missionærer, især af Br. White i Vivi og Mr. og Mrs. Hall i Matadi, Byen paa den modsatte Bred af Kongofloden. — Huset i Vivi er nyt, men ikke meget praktisk og lavt og mørkt.  „De tre smaa Piger og to Drenge, som tilhører Stationen, kom ud at møde os og syntes meget glade for os.“ —  Hans faar straks travlt med sammen med Br. White at save og hugge Brænde til Missionens lille Damper „Annie Taylor“, der sejler Sten til Boma. — Og Louise ser sin første Opgave: „Børnene her er blevet forsømt en god Del, og der trænges haardt til, at en Kvinde skulde komme og oprette det forsømte i dette Hus.“ Den første Søndag var de nede i en af de Indfødtes Landsbyer og besøgte Høvdingen, eller Kongen, som han kaldes. Hans Navn var Masala. „Et af hans Børn var sygt, og Kvinderne begynd...