Metodisthistorisk Selskab

(Luk. 1:78-79) Lad os skrælle al den forlorne romantik af julen. Reginal Heber skrev om barnet i krybben: Krybben var kold, og der lå isnende regn på dens puder. Jeg kan forestille mig, at der måske endda har været lunt i stalden. Barnet fandt kun søvn og hvile på strå. Men der kan det da vist have sovet meget godt. Der var ikke plads til den lille familie i herberget, og, som E. S. Elliott skriver: »...men i Betlehem fandtes ej det hjem, hvor man ville modtage dig...«. Havde man prøvet at finde et åbent hjem? Mon ikke der var andre, der ikke var plads til? Alt kan tænkes, og alle antagelser kan bruges, når man vil skrive romantisk. Vi ved med sikkerhed, at alt for mange børn er blevet født og anbragt under langt mere fortvivlende forhold. Men der har da kunnet laves mange rørende julespil ud fra alt det tænkte. I virkeligheden er julen jo en markering af, at menneskeheden var på afgrundes rand, og at redningsmanden dukkede op. Adskillige steder i skriften tales om dem, der sidde...

Spørger man præsten om størrelsen på hans menighed i Indien, lyder svaret på antallet af familier. Denne oplysning skulle ikke synes mærkelig for mig, der er indisk født. Hvorfor gør den det alligevel? Jeg har spekuleret over dette længe efter mit sidste besøg i Indien. Jeg er forståeligt nok blevet mere opmærksom på antallet af kirkemedlemmer i Danmark. Måske er det spørgsmål ikke almindeligt i Indien. Studierejse til Indien Jeg var deltager i et rejsehold fra The General Board of Global Ministries (GBGM), New York. Opgaven var at studere vor kirkes missionærers arbejde i Nepal, Indien og Pakistan. Vi var 6 fra USA og 2 udenfor - Tove Odland fra Norge og mig selv. Mit hold (vi var delt i 4 hold) skulle besøge Hyderabad, Madras og Bangalore i Sydindien. En lørdag aften lå jeg syg i gæstehuset ved Centennery Methodist kirke. Aftenen var lun (30 grader), og alle vinduer, både i kirken ogi værelset var åbne. Jeg kunne høre koret øve sig i kirken før søndagen. Det var midnat, før de...

Et viktualievindue »Han græd som et viktualievindue« - jeg er fascineret af det udtryk. Det er så udtryksfuldt. Udtrykket er hentet fra den tid, da der ikke fandtes kølediske i viktualieforretningerne. For at holde varmen ude og temperaturen nede inden døre på varme sommerdage, havde man et genialt system. I den øvre vindueskant havde man installeret en vandledning med mange små huller. Gennem dem strålede vandet ned og afkølede vinduer. Tænk dig, hvordan det ser ud, når man græder som et viktualievindue! Jeg er gammel nok til at kunne forstå det fine udtryk. Men jeg kan ikke bruge det i en prædiken - i hvert fald ikke, hvis jeg vil forstås. Sproget og billederne forandres. Jeg har forsøgt at finde et lige så udtryksfuldt og godt udtryk - men det er svært. Måske kan du hjælpe mig? En metodistisk gudstjeneste Jeg elsker den metodistiske gudstjeneste. Jeg blev forelsket i den allerede første gang, jeg oplevede den i Nässjo i efteråret 1957. Den var højtidelig uden at være højtt...

  Penge og tid - frelse og gode gerninger Hvis Metodistkirken i Danmark vil satse på fremtiden og fremgang for Guds sag, er der ting, i den nuværende situation, som synes at sige, at man må omprioritere. Det drejer sig om de to væsentlige ting, som kirken på den måde er forvalter af: Penge og tid. Som det ser ud nu, er afkastet ikke det optimale. Skal afkastet i form af en nummerisk og trosmæssig voksende kirke blive til noget, er det selvklart, at udgangspunktet er en åndelig sund kirke. Lad os forudsætte, at det er den. Vækst for kirken vil alligevel kræve sine ofre i form af tid og penge for den enkelte, der er involveret i vækstprocessen, ligesom kirken som sådan må bære sin del. Når det kommer til stykket, er den slags ofre slet ikke så svære at give, fordi man vil glæde sig over væksten. Det er nemlig her med hensyn til vækst og indsats på samme måde som med frelse og gode gerninger. Frelsen opnås ikke på grund af gode gerninger. Men det bevirker jo på ingen måde, at man vi...

En grå, trist og regnfuld formiddag var jeg på vej til en 75 års fødselsdag i menigheden. Jeg var lidt sent på den. En person, der lige havde passeret mig, kom løbende tilbage med et papir i hånden. Det var et fotokopieret bykort, hvor nogen havde forsøgt at indtegne en rute, men personen kunne alligevel ikke finde frem. Personen var en kvindelig flygtning fra Iran. Jeg forstod på hendes dårlige engelsk, at hun skulle til tandlægen. Jeg forsøgte, ved hjælp af kortet at vise hende vej, blot nogle få gader fra det sted, hvor vi stod. Men jeg kunne godt se, at hun ikke forstod noget som helst. Så jeg gjorde opmærksom på, at jeg i stedet for ville følge hende hen til tandlægen. Hun blev meget forundret og samtidig meget glad. Hun ville vide, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Jeg forsøgte at forklare det; men heller ikke det forstod hun. Da vi nåede frem til tandlægen, ville hun have mit navn og adresse. Det fik hun. Første gang Kristin Lavransdatter kommer til Hamar, møder hun en...

Det er muligt! Et par gange nævnes det i Johannes-evangeliet, at Kristus har hjulpet nogle mennesker. Da Han havde gjort sin gerning, siger han: Og synd ikke mere! Det er jo en henstilling/befaling, som ville være uden mening, hvis det ikke var muligt at udføre den. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Kristus har givet råd og henvisninger og befalinger, som modtageren ikke havde skygge af chance for at realisere. Nederlags-evangelium Når jeg ser bedeugens tekster, som vi lige har været igennem, bliver jeg deprimeret, når jeg kommer til det afsnit, der handler om, hvad vi — Hans menighed — har gjort forkert og har forsømt. Afsnittet kommer år efter år. Hvad mon Gud tænker, når Han hvert år skal lægge øre til bekendelser om fejl og svigt? Mon Han tænker: Det bliver da aldrig anderledes. Eller: Nå, nu skal jeg høre det gammelkendte nederlags-evangelium igen. Og jeg, som ved, at min søn sagde: Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen. Det er kristenliv!...

Samhørighed Alle kristne hører sammen. Men det har ikke altid været lige let at praktisere denne samhørighed. Historien og samtiden er fuld af mislykkede forsøg. Ydre økumeni I den økumeniske bevægelse er der blevet gjort alvorlige forsøg på at nedtone forskellene kirkesamfundene imellem med det formål at bane vej for en større synlig enhed. Men der er nu tydelige tegn på, at vi er kommet ind i en ny fase. I flere og flere sammenhænge dukker udtrykket »forsonet mangfoldighed« nemlig op. Det indebærer, at vi ikke skal feje forskellene ind under tæppet, men lægge dem op på bordet og tale sammen om dem. I denne situation er det en glæde at være metodist. Det er ikke nødvendigt for os at være så lidt metodistisk som muligt for at passe ind i den økumeniske sammenhæng. Vi kan — ligesom andre kristne — understrege vor egenart og berige den samlede kristenhed og samfundet med den. Tilsammen får vi lov at understrege, hvad Gud har gjort og gør i hver enkelt. Tilsammen er vi helere og rig...