Metodisthistorisk Selskab

Atter nærmer vi os Julen og Slutningen af dette Aar for at gaa ind i et nyt Aar. Det vil næppe blive en glædelig Tid. Flere Mennesker end nogen Sinde før har Sorg, og der hviler en tung Byrde paa hele Verden. Nødens Raab og Smertens Suk stiger op mod Himlen. Men fra den menneskelige Elendighed skuer vi op til vor guddommelige Frelser. Barnet fra Betlehem er Slægtens eneste Haab. Det Lys, som skinnede hin Nat over Judas Høje, skinner endnu i Dag, og er det eneste Lys, som viser Vejen ud af Mørket. Gud er vor Tilflugt og vor Frelses Klippe, lige som han var i de mørkeste Dage i Salmistens Liv, i Martyriets og Forfølgelsens Dage, i Reformationens Kampdage. Vi har lige fejret Reformationsjubilæet. Lad os ikke glemme, at vi har den samme Gud, de samme evangeliske Forjættelser, den samme Frelser; at Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid. Trods al Verdens Nød og alle Bryderier og Vanskeligheder ser vi op og opløfter vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning st...

Den 18. December er det 25 Aar siden, at vor Kirke, som den nu er, blev indviet. I 16 Aar havde Menigheden haft et hyggeligt og passende Hjem i det gamle Kapel, men det var efterhaanden blevet for lille for den stadig voksende Menighed, og saa besluttede man sig, efter flere Aars Overvejelser, til at bygge en Tilbygning ud i den store Have, der hørte til Kapellet. Grundstenen blev nedlagt af Pastor Bast, som den Gang var Menighedens Forstander, den 22. Juni 1892 og allerede hen i December Maaned s. A. var Kirken saa vidt færdig, at den kunde tages i Brug til Gudstjeneste. Dette skete, som nævnt, den 18. December. Superintendent Christensen talte ved den Lejlighed over Ordene i Ef. 2, 8-10. Det var et overordentlig stort Frem skridt fra det forholdsvis lille, lavloftede Lokale, hvor Forsamlingerne som Regel var saa tæt pakkede, at det kneb med at faa den fornødne Luft, at flytte ind i den store nye Kirke, hvor der kunde skaffes Plads til 700 a 800 Mennesker. I dette...

Nu er Jubilæet forbi. Menighed med Vennekreds er passeret den 25. Milepæl for Betaniakirkens Bestaaen paa dens Vandring mod det nye og forjættede Land. — Et Livsafsnit for os er afsluttet og et nyt er begyndt, hvor nye Opgaver og maaske uanede Muligheder vil vise sig. Gud give, at vi belært af de svundne Aar, maa ruste os til de nye Arbejdsdage, thi Festdagene er kun faa, men Arbejdsdagene er de mange, dog i Guds Kraft og ved Aandens Bistand skal selve Arbejdsdagene blive kronede med Naade og Frelse. I Ugen før Jubilæumsdagen den 11. Decbr. havde vi en Række godt besøgte Møder, hvor Præsterne Bast, Gaarde og Iversen til stor Velsignelse førte Ordet iblandt os. — Med Forventning samledes paa selve Festdagen saa mange, som Betaniakirken kunde give nogenlunde taalelig Plads til, og Festen kan betegnes som en hyggelig og velsignet Vennefest med Jesus i hans Venners Kreds. Efter at Pastor Nielsen havde budt Velkommen og paa Menighedens Vegne udtalt sin Tak til enhver, der havde været ...

Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat? Du skønne morgenrøde mod al min jammers nat! Min Jesus, sig, hvorledes mit arme hjerte skal opsmykkes og beredes dig til en brudesal! Dit Sion palmer svinger til evig sejers tegn, og frydens tone klinger i nådens blide egn; mit hjerte dig til ære skal grønnes som en skov, og alt mit liv skal være din kærlighed til lov. Jeg lå i bånd og fængsel, da førte du mig ud; jeg stod i spot og trængsel, da tog du mig til brud; for mig at få ophøjet du bar min skam og brøst; hvad du så tungt har pløjet, er mig en evig høst. Ej andet fra dit rige har draget dig herned end din den uden lige grundløse kærlighed. Da jeg i mørkets sæde og Satans rige sad, da kom du selv, min glæde, og gjorde mig så glad. Kom, bange sjæl, at skrive dig det i hjertet ind, lad denne glæde blive i hjerte, sjæl og sind: at hjælpen er til stede, at Jesus selv er her, han vil dig trøste, glæde og altid have kær! Du skal ej heller kl...

Vor Kirkes Aarsfest, der fejredes Søndag den 9. Decbr. .blev en virkelig Højtidsdag for os. Om Formiddagen prædikede vor Forstander, Pastor Særmark, over Ef. 6 om: »En Kristens Kamp og Rustning.«  Det var en inspirerende Prædiken, der manede til aandelig Fornyelse og Inderlighed i Gudsdyrkelse, der er Betingelser for Menighedens Vækst indadtil som udadtil. Kl. 3 Eftrm. samledes vi til Menighedsmøde med Nadverens Uddeling. Saa godt som hver Plads i Kirken var optaget, væsentlig af Medlemmer og Prøvemedlemmer fra vor store Virkekreds. Ved denne Lejlighed talte Pastor Særmark om Hemmeligheden ved Guds Børns Liv og Kraft. Aftenmødet, der af Hensyn til vore Venner fra Landet blev afholdt Kl. 6 Eftrm., samlede atter Kirken fuld, og Teksten, 100. Ps., »gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang« passede vist for de Følelser, der fyldte Forsamlingen, idet vi mindedes de 22 Aar, Menigheden havde bygget under dette Kirketag. Flere af dem, der var med fra Begyndelse...

Det er adventtid nu. Men mon vi rigtig tænker over, hvad advent betyder? Det er et latinsk ord og betyder »komme«, og der tænkes i denne forbindelse altså på Jesu komme, på julen. Allerede i det 5. århundrede indførtes advent i den kristne kirke. Det skulle altså være en forberedelsestid før julen, og man gjorde meget ud af den tid. Det kan jo ikke siges, at vi ikke forbereder os til julen. Skønt vi kun endnu er i november, da disse linier skrives, møder man »jul« alle vegne, og travlheden er begyndt. Den synes at begynde tidligere år for år. Og senere tager den til, så det tilsidst går i et forrygende tempo. Jo, menneskene forbereder sig rigtignok tit julen. Men forbereder vi os til Jesu komme? Bereder vi vore hjerter for en højtid, der er mere end god mad, lys og glimmer? Nej, det synes, som om julens sande højtid, evangeliet om Jesus, ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, drukner i materialisme og selvoptagethed, og denne ånd er trængt dybt ind i menighedens hjerte. ...

Af Missionær Bræstrup Her er et Billede af os tre danske Missionærer, taget lige før vi skiltes. Det er taget lige udenfor mit Hus i Kapanga. Vi ser jo ikke saa helt unge ud mere. Nu er Frk. Lerbæk jo i Danmark paa Orlov. Hun er den yngste af os, og dog har hun været her siden 1930, Frk. Jensen kom i 1915. Jeg vil gerne fortælle lidt om Frk. Jensen. Vi har jo været paa samme Station i mange Aar. Nu, da hun er paa Vej hjem, efter at hun har levet et langt Liv herude, er det jo ganske naturligt, at vi savner hende meget. Ja, der er vist ikke blandt os herude nogen, hvide eller sorte, der ikke savner hende. I flere Dage efter hendes Afrejse græd Børnene paa hendes Børnehjem og vilde ikke spise. Det gjorde mig ondt at se de smaa Stakler, nu da de ikke har nogen, der rigtig kan tage sig af dem. Fru Brinton (den unge Brintons Hustru), som kom herud for et Aar siden, forsøger, saa godt hun kan, at tage Frk. Jensens Plads i Børnehjemmet og paa Pigeskolen. Men dels kan hun ikke e...

Det er lørdag formiddag, og det øsregner. Alligevel vover du dig ud for at tømme postkassen. Her finder du en nydelig bog i paperbackudgave. Ved nærmere eftersyn finder du ud af, at det er Det nye Testamente. Brevet, der er vedlagt fortæller, at det er den nyautoriserede udgave, og at det er en foræring! Du er overrasket! Sådan var det at bo i Vejle for et par uger siden. Nyoversættelsen af Bibelen var ikke bare noget, man kunne læse om i avisen; den lå i postkassen - lige til at undersøge. Mange var allerede forberedt, man havde kunnet læse om det i avisen. Foreningen “Bibelen til alle” havde stillet et beløb til rådighed, så Nye Testamenter kunne bliv trykt og delt gratis ud til alle husstande i byen. Som uddeler kan jeg bare sige: Jeg følte mig SÅ rig! Det varede heller ikke længe, før reaktionerne kom. De uheldige, som af en eller anden grund ikke havde fået, ringede og ville have en. En anden kunne tirsdag fortælle, at han var nået til Galaterbrevet! Et rigtigt herligt bud...

Vi er ved Allehelgen. I Norden falder den i mørketid med nøgne marker og ribbede træer og i storm og slud. Det er de dødes dag med naturens store prædiken om alle tings forgængelighed. Vi tænker vel alle ofte på vore kære, der gik bort. Nu og da kan de være os så nær, så vi ser deres ansigt og kan høre deres stemmer, det kendte tonefald, og mærke den hånd, der kunne trykke så varmt. Men vi er ikke i illusionen ret længe. De er her ikke, de er for bestandigt borte for os på denne jord. Kun mindet lever. Og længslen. Men Allehelgensdag taler om døden og vore døde på en helt anden måde end minder og længsler. Den taler med største ret om, at vi er Guds børn, og om håbet, Guds børns kostelige klenodie, det, som er lagt ind i vort hjerte sammen med troen og kærligheden. Det gudfødte i os. Den henter sin fortrøstning fra Guds eget ord. Hør, hvad der lyder ved vore åbne grave: »Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende...

Den 17. September fylder en af Kirkens mest veltjente Mænd, Pastor A. Rogert , Holbæk, 70 Aar. Det er ikke rigtig til at forstaa, at dette er Tilfældet. Men saaledes er det. Pastor Rogert er kendt ud over vort Land og behøver saaledes ikke nogen Præsentation. Jeg skal da heller ikke komme med nogen Opremsning af Data o. lign., men nævne, at Pastor Rogert har betjent en Række Menigheder ud over Landet, har været Distriktsforstander i en længere Aarrække og været Forstander for vor teologiske Skole. Dertil kan nævnes, at han var vor »Biskop« i den bispeløse Tid. Pastor Rogert har haft en Mængde Tillidsposter, siddet i mange Udvalg og Bestyrelser, og det vilde føre alt for vidt at begynde paa at nævne alle disse. Det skal dog lige siges, at Pastor Rogert i adskillige Aar sad i Ungdomsforbundets Bestyrelse og i en Del Aar var dens Formand. Rogert er en betydelig Prædikant og en meget dygtig Administrator. Ved Aarskonferencer og lignende Møder har hans Intelligens og Indsigt i Tin...

Methe Rasmussen Evakueringen fra Kapanga den 28/5 efter en uge, hvor stilheden, efter at oprørerne var flygtet og havde drevet resten af befolkningen med sig mod Angola den 21/5, virkede trykkende. Folkeoptællingen viste 11 elever, som havde skjult sig ganske nær hospitalet og kom tilbage, så snart det igen var roligt, 6 gamle mennesker, der ikke kunne gå, 1 patient som sakkede agterud og bestemte sig for ikke at krydse floden og endelig 8 katolske og 9 protestantiske missionærer og dr. Mbuya Katenge, vor indfødte læge, som vi betragter mere som missionær end som afrikansk medarbejder. Vi tilbragte de første 4 dage med at prøve at kontakte rekognosceringsflyene, der næsten konstant kom ind over området, og dels med at søge dækning for bombeflyene i de bedst beskyttede dele af husene, men det lykkedes os ikke at få fortalt omverdenen, at oprørerne var flygtet og med dem også resten af befolkningen, og at vi stadigt var der. Onsdag aften lød eksplosioner fra tungt skyts så nær...

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...

Paa vor skandinaviske Skole, Överås, Gøteborg, tiltræder den norske Lærer, Pastor Odd Hagen, som Rektor ved det ny Skoleaars Begyndelse. Paa Gennemrejse fra England prædikede Rektor Hagen i vor Kirke i Esbjerg Mandag d. 25. August inspirerende over Teksten: Alle Ting er jo eders. 1. Kor. 3,21. Efter Gudstjenesten havde vi Anledning til i vort Hjem at veksle nogle Ord med Rektor Hagen. Idet vi lykønsker Pastor Hagen med Ledelsen af Arbejdet paa Overås, og beder ham fortælle »Kristelig Talsmand« lidt derfra, svarer han: »Det skal jeg gerne, men først maa jeg mindes min Forgænger, Rektor J. E. Ruthér. Det var et stort Tab for vort Skolearbejde, da han døde i Sommeren 1946. — Pastor Ruthér var vel kvalificeret til Rektorstillingen paa Overås. Ikke blot sad han inde med megen Kundskab, men han var ogsaa en stærk aandelig Kraft, idet han ikke mindst tog Sigte paa at uddanne de unge Mænd til gode, evangeliske Arbejdere i Kirken. Dertil kom hans friske og bramfri Maade at omgaas Lærere o...

Missionær Marie Jensen i Katanga har sendt Pastor Ørsnæs et Brev, hvor af vi med Tilladelse gengiver følgende Uddrag: Ja, nu er jeg saa i Afrika, i det Land og blandt det Folk, som jeg i Aarevis har tænkt paa og drømt om. Det er med Glæde, Fred og en dyb Stilhed i min Sjæl, jeg ser tilbage paa Herrens Førelse med mig. Skridt for Skridt aabnede han Vej for mig. Men ser jeg fremad, saa er Vejen stadig skjult. Dog jeg ønsker fremdeles, at Gud maa lede mig, saa jeg maa blive en Velsignelse, hvor jeg nu er. Legemligt befinder jeg mig bedre, end jeg har gjort de sidste fire Aar. Jeg haaber, det maa vare ved, saa jeg kan fortsætte Arbejdet sund paa Legem og Sjæl. Vor Fodtur, der var paa 456 miles, var fuld af Oplevelser. Hver Dag bragte noget nyt. Dersom vi havde hørt om det alt sammen paa Forhaand, vilde vi have sagt, at det var umuligt. Vor Fører, der ledede Karavanen, førte os ad de indfødtes Sti. En af den belgiske Regerings Officerer sagde til os, at det var det samme som at...

Puh ha, hvor er det varmt heroppe i Raageleje. Vi er allesammen helt brunstegte, men vi har i Aar undgaaet at blive skoldede, for vi har brugt en Krukke Coldcreme til at gnide Huden med, og Resultatet vilde faa en Malaj til at blegne af Misundelse, saa herligt brune er vi alle lige fra lille Karl og til Leif den store. Der siges forresten om disse to Drenge, at de har slugt en Fodbold, men det passer nu ikke, de har bare spist saa meget Havregrød, at Fru Vernholm, (vor Madmoder) troede, at de vilde slaa Verdensrecord i Grødspisning. Men de to er nu ikke de eneste, der har faaet tykkere Maver, det har vi alle, selvom den ikke er ligestor hos enhver. Vore gamle Huler og Stier oppe i Skoven er blevet udbedrede, og naar vi ikke spiller Boldt omme paa Fodboldbanen, saa er vi oppe i Skoven eller paa Lyngbakken for at lege Indianere o. lign. Og det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har haft et eneste Sygdoms- eller Ulykkestilfælde. Hidtil har der kun været nogle faa smaa Skra...

75 spejdere og førere fra Metodistkirkens pigespejdere deltog i det store eventyr, Landslejren 1967, på Svenstrup ved Borup på Sjælland i dagene fra den 19. til 28. juli. I sandhed, det var et eventyr for os, der var med, 15000 piger havde skabt en enorm teltby med alt, hvad der skal være i en by, posthus, politi, sygehus, cafeteria, forretninger og meget mere. Den store by var opdelt i 6 mindre byer med navnene Kæden, Knuden, Kvasten, Løkken, Slyngen og Sløjfen. MP boede i Sløjfen sammen med jyder, københavnere, fynboer, japanere, australiere, belgiere og nordmænd, og vor byledelse bestod af 5 førere, hvoraf Gudrun Bjerno fra MP var den ene. Lejrens program var afvekslende og righoldigt, men først og sidst var det kammeratskabet, der bar det hele så godt igennem. Skel mærkedes ikke, surhed mødte vi ikke, men hvor man gik og stod, hørte man lystige sange, og glade smil hørte til dagens orden. Hvad skal man mon drage frem af alt det, vi oplevede? Hvad kom til at betyde mest ...

Mange af mine Barndomsminder er knyttet til Pastor P. M. S. Jensen . Han gav mig i min tidlige Barndom et Indtryk af en Metodistpræsts Personlighed, og det var et højt Ideal, han allerede den Gang viste i sit Liv. Hans Redelighed, Trofasthed, Nidkærhed og dybe Fromhed kunde læses selv med Barneøjne. Han kom til min Fødeø, Langeland, vistnok i 1874. Pastor H. Hansen havde berejst Øen som Kolportør, og Jensen fulgte nu efter ham. Han drog fra Sted til Sted og forkyndte Evangeliet i alle Øens 14 Sogne, og han efterlod en Menighed paa ca. 70 Mennesker. — Den Iver, der betegnede hans Ungdom, svigtede ikke igennem hans lange Liv i noget Øjeblik. Jeg skal give et kort Omrids af hans Liv. Jeg haaber, der ikke skal være Fejl deri, men jeg kan ikke garanterer derfor, da jeg ikke her har Adgang til andre Kilder end mundtlige Meddelelser. Peter Martin Severin Jensen fødtes i Hillerød den 30. April 1848. Hans Fader var Guldsmed og havde en stor Børneflok — 12—13 Børn. Den unge Jensen bl...