onsdag den 13. september 2017

Hilsen fra flygtningemissionen, Zaire (1977)

Methe Rasmussen
Evakueringen fra Kapanga den 28/5 efter en uge, hvor stilheden, efter at oprørerne var flygtet og havde drevet resten af befolkningen med sig mod Angola den 21/5, virkede trykkende.

Folkeoptællingen viste 11 elever, som havde skjult sig ganske nær hospitalet og kom tilbage, så snart det igen var roligt, 6 gamle mennesker, der ikke kunne gå, 1 patient som sakkede agterud og bestemte sig for ikke at krydse floden og endelig 8 katolske og 9 protestantiske missionærer og dr. Mbuya Katenge, vor indfødte læge, som vi betragter mere som missionær end som afrikansk medarbejder.

Vi tilbragte de første 4 dage med at prøve at kontakte rekognosceringsflyene, der næsten konstant kom ind over området, og dels med at søge dækning for bombeflyene i de bedst beskyttede dele af husene, men det lykkedes os ikke at få fortalt omverdenen, at oprørerne var flygtet og med dem også resten af befolkningen, og at vi stadigt var der.

Onsdag aften lød eksplosioner fra tungt skyts så nær, at vi bestemt troede at regeringstropperne var lige på trapperne, og vi indstillede os på, at natten til torsdag nemt kunne blive vor sidste, — fra erfaringerne i tresserne vidste man, at muligheden for at FAZ (Force armée du Zaire) ville meje alt levende ned, når de trængte ind i området, var tilstede.

Vi var igen samlet under eet tag og var i vildrede med, hvad vi kunne gøre. Vi følte os meget små, og vor aftenbøn var længere og mere inderlig, end den før havde været.

Vi tænkte på alle de ulykkelige ude i junglen, — oprørerne, som ikke vidste, hvad de i grunden var gået ind til, landsbyernes beboere, som var dels truet dels skræmt til at flygte, — vi tænkte på alle dem derhjemme, der kun hørte dele af sandheden og løse rygter, og naturligvis tænkte vi på Glen Eschtruth, overlægen, der den 19/4, hans fødselsdag (49 år), var ført bort, efter sigende til forhør i Angola, og hvis skæbne stadig var ukendt for os.

Det blev hen på de små timer, før vi lagde os for at prøve at sove lidt, og ingen kan vel undre sig over, at det ikke blev til ret meget. Kl. 5 torsdag morgen sad de første af os og snakkede om vore muligheder, men vi følte os som hjernevaskede, og ikke en fornuftig ide til løsning af vort øjeblikkelige problem viste sig. I stedet for den løse snak holdt vi så morgenandagt sammen, såsnart vi alle var oppe.

Der var så stille omkring os, — eksplosionerne var ophørt, og vi havde endnu ikke set en regeringssoldat. Det var underligt, men forklaringen kom. Vor indfødte læge foreslog en katolsk fader, at de to skulle prøve at få kontakt med hæren. Fader Joseph fik dog overtalt dr. Mbuya til at forholde sig indendørs på grund af hans hudfarve.

Han selv ville så sætte sig på sin knallert, en Mobylette, der for lang tid siden var blevet tjenlig til udskiftning, og med så megen støj som muligt (og det var ikke så lidt, for den manglede udstødningsrøret) og med en lang stang med et hvidt pudebetræk skulle han prøve at kontakte de angribendes leder. Det skete kl 8 torsdag morgen lige udenfor Musumba, hvor soldaterne var ved at gøre klar til angreb.

Så snart de hørte, at oprørerne var flygtet, blev der sendt radiobesked til Kolwezi, at luftangrebet kunne aflyses. Og mindre end en halv time senere stillede Fader Joseph og en major udenfor med besked om, at alt var roligt og under kontrol, og at Musumba, Kapanga mission og den katolske mission lidt nærmere floden var reddet.

Vi havde været meget tæt på total udslettelse. Bombeflyene skulle være kommet ind over området kl. 9 for at bombe alt, inklusive missionerne og hospitalet, og såsnart luftangrebet var ovre, skulle FAZ være rykket ind for at brænde, hvad der var tilbage, og sikre sig, at intet levende blev efterladt. I stedet for død og ødelæggelse kunne de nu drage igennem en uskadt landsby og modtage landets præsident, Mobuto Sese Seko som sejrherre kl. 15 samme dag.

Fredag var naturligvis en festdag, men alligevel begyndte vi at finde ud af, hvor meget materiel og medicin der var tilbage på hospitalet. Det var ikke store sager, men vi kunne da fortsætte arbejdet. Området var stadigt øde. Vi havde fået sendt radiobesked til Kolwezi, at vi gerne ville have kontakt med et par andre missionærer så hurtigt som muligt, så vi kunne høre, hvordan forholdene var andre steder, og finde ud af, hvilke muligheder der var for fortsat arbejde. Så hver gang vi hørte et fly, løb vi ud for at se, om det var et af vore.

— Der var dog endnu en dårlig nyhed i posen til os. Dr. Mbuya var om natten taget ud for at hente sin familie små 50 km. fra missionen, og der hørte han, at Glen vist nok var begravet lidt udenfor landsbyen. Han vendte tilbage for at hente en af de andre missionærer, og sammen tog de ud for at undersøge graven. Fredag eftermiddag kom de tilbage med bekræftelsen. Glen var blevet dræbt samme dag, han var blevet ført væk, og var blevet begravet sammen med en tilfangetagen regeringssoldat. Det var, som om gnisten var taget fra os, og det blev endnu sværere at tænke på missionens fremtid.

Det var en stor lettelse, da vi endelig lørdag formiddag hørte et par af vore missionsfly. Det var naturligvis vor egen pilot Rich. Radford, som ikke havde kunnet komme hjem til sin gravide kone i al den tid, og vor seniormissionær, Ken Enright.

På vejen havde Ken fået besked over radioen fra Kinshasa, at Glens kone, Lena, i hvert tilfælde skulle bringes ud af området, men desuden havde han opfanget en ordre fra oprørernes hovedkvarter i Angola, at de skulle genindtage Kapanga.

Vi fik ikke megen tid til at pakke, kun de mest nødvendige ting. 2 andre missionsfly blev tilkaldt fra Central Zaire, og militæret lovede at tage resten med i deres transportfly, så lørdag eftermiddag lidt over middag var området ryddet for civile borgere.

Ankommet til Kolwezi begyndte de andre missionærer straks at arrangere deres hjemrejse, men jeg syntes ikke, det var rigtigt af mig bare at lade vore sygeplejeelever i stikken, og da jeg lod en bemærkning falde om det, lovede Ken mig al den støtte, han kunne give.

I løbet af de næste par uger fik vi fat i yderligere en del elever. De blev indlogeret i et gæstehus, og alt imens dr. Mbuya snakkede med myndighederne om at udsætte eksamen til et senere tidspunkt, begyndte jeg at undervise eleverne i en af vore kirker. Undervisningen blev kun afbrudt af vor årskonference og vore ture ind i det tidligere besatte område, bl. a. til Kapanga, og lidt mere end 5 uger senere end det oprindelige skema havde angivet, afsluttede 19 andenårs- og 15 førsteårselever deres skoleår.

Jeg nævnte lige vore ture tilbage til Kapanga; — ja vi har virkelig været der adskillige gange, første gang i ugen efter vi var blevet evakueret. Ken fløj mig derop, men vi blev der kun et par timer og i løbet af den tid fik Ken arrangeret med vor distriktsforstander og militæret, at Glens og soldatens lig skulle bringes ind til missionsstationen, hvor de så kunne blive rigtigt begravet lige overfor hospitalet; desuden fik han arrangeret en vagtordning, så vore huse ikke blev ødelagt, mens vi ikke var der.

Alt imens gik jeg mine egne veje, fik kontakt med en af vore sygeplejere, der var vendt tilbage, udleverede medicin, så han kunne begynde at behandle folk i polyklinikken, og fik fat på noget af vort undervisningsmateriale, der ikke var forsvundet, så vi havde noget at arbejde med i Kolwezi.

Dr. Mbuya og jeg fløj tilbage flere gange siden, og det lykkedes at få gang i hospitalet igen. Det skete ikke helt uden »kamp«. Regeringen var meget ivrig efter at overtage hospitalet, men hver gang det er sket andre steder, har det kun været for en kortere periode og så har hospitalet fået lov til at forfalde. Efter mange forhandlinger har vi nu fået lov til at beholde både hospitalet og sygeplejeskolen.

Nu ligger mulighederne for næsen af os. Vore fly og biler er de eneste, der hele tiden har haft tilladelse til at færdes frit i det tidligere besatte område. Det giver os et stort ansvar, for al hjælp både medicinsk og humanitært må arrangeres gennem metodistkirken. De katolske stationer begynder
også så småt at komme igang igen, men de må stadigvæk bede om tilladelse til at færdes i nye områder, hvilket gør arbejdet meget besværligt.

Vore muligheder ligger klar, det er op til os at udnytte dem. Gør vi det på den rigtige måde, kan det betyde en vækst for missionens arbejde, men lader vi dem ligge nu, bare lader dem vente, vil arbejdet smuldre hen og kirken blive endnu mere sårbar, når eller hvis de kommunistiske oprørere kommer tilbage.

Vi er indstillede på, at arbejdet skal fortsætte, og vi satser endog på at udvide det. For mit vedkommende er det naturligvis det medicinske arbejde, det gælder, d.v.s. sammen med dr. Mbuya vil jeg have opsynet med alle poliklinikker under vor konference fra den sydlige grænse mod Zambia, vestlige mod Angola til Kasaiprovinsen mod nord, Kamina mod nordøst og Kolwezi mod sydøst.

Det er et kæmpeområde, og da visse vejstrækninger stadigt er lukkede p.g.a. miner, vil transport af personer og materiel være afhængig af flyverne.

Sygeplejeskolen må vi have i gang med en udvidelse. Pigerne har indtil nu haft ret dårlige værelser, men så snart vi kan få penge nok og dermed mulighed for at opkøbe byggemateriale, vil vi gå i gang med den nye elevfløj. Den skulle også give plads til flere elever, og det er tiltrængt, da man presser os til at indføre den treårige uddannelse.

Det kan se ud, som om vi gaber over for meget, men vi må udnytte den tid, vi har, og de muligheder, der ligger foran os. Dr. Mbuya fører forhandlinger med sundhedsvæsenet, mens jeg er på ferie, for at vi kan kende betingelserne for den længere uddannelse. Hvis det er muligt, bliver den treårige uddannelse indført i det kommende skoleår.

Vi vil behøve økonomisk støtte både til genopbygning af arbejdet og til udvidelse, men også til vore elever, så vi kan tilbyde friplads til de elever, hvis hjem er blevet opløst under urolighederne. Der er flere af vore elever, der ikke kender til deres families skæbne, og jeg synes ikke, jeg med god samvittighed kan udelukke dem fra undervisningen, blot fordi de ikke kan betale de 135 Z, det koster i skolepenge.

Jeg tror på jeres hjælp og siger på forhånd TAK

Methe Rasmussen



Bragt i Kristelig Talsmand, 23. september 1977

Ingen kommentarer:

Send en kommentar