Gå videre til hovedindholdet

Hilsen fra Biskop Nuelsen (1917)

Atter nærmer vi os Julen og Slutningen af dette Aar for at gaa ind i et nyt Aar.

Det vil næppe blive en glædelig Tid. Flere Mennesker end nogen Sinde før har Sorg, og der hviler en tung Byrde paa hele Verden. Nødens Raab og Smertens Suk stiger op mod Himlen.

Men fra den menneskelige Elendighed skuer vi op til vor guddommelige Frelser. Barnet fra Betlehem er Slægtens eneste Haab. Det Lys, som skinnede hin Nat over Judas Høje, skinner endnu i Dag, og er det eneste Lys, som viser Vejen ud af Mørket.

Gud er vor Tilflugt og vor Frelses Klippe, lige som han var i de mørkeste Dage i Salmistens Liv, i Martyriets og Forfølgelsens Dage, i Reformationens Kampdage.

Vi har lige fejret Reformationsjubilæet. Lad os ikke glemme, at vi har den samme Gud, de samme evangeliske Forjættelser, den samme Frelser; at Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid.

Trods al Verdens Nød og alle Bryderier og Vanskeligheder ser vi op og opløfter vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning stunder til. Kristus er den store Sejrherre over alle Syndens og Mørkets Magter.

Han vil udføre sit naadige Forsæt. Dagen vil komme, da hvert Knæ skal bøje sig og hver Tunge bekende, at han er Herren. Hans Navn er; Kongers Konge og Herrers Herre.

Med stor Tro og fuld Tillid vil vi saaledes gaa det nye Aar i Møde. Af hele mit Hjerte beder jeg, at min himmelske Faders bedste Velsignelse maa hvile over ethvert af hans Børn.

Lad os bøje os for ham i Ydmyghed og med Taksigelse.

Han han været os naadig. Han har opholdt og styrket os. Han har været trofast og barmhjertig. Han har givet os Anledninger til at bære Vidnesbyrd om hans tilgi-ende Kærlighed, hans rige Naade og Magt fremfor nogen Sinde før.

Lad os være tro Efterfølgere af ham, der ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv for os.

Ud af Ruinerne af denne krigstrætte Verden vil der rejse sig en Slægt, som har en bedre Forstaaelse af Guds Vilje, en dybere Ærefrygt for Frelseren, en alvorligere Vilje til at frelse Menneskeslægten. Efter denne Krig vil der komme en Fred, som er værd at eje. Lad os alle bede om dens snarlige Komme.

Lad os alle gøre vor Del i det ny Aar for at skabe en Atmosfære af broderlig Kærlighed, gensidig Agtelse og Lydighed mod Kristi evige Grundsætninger.

Gud give, at det ny Aar maatte blive Vidne til, at Menneskene tager fat paa at genopbygge paa en mere fast og omfattende Grundvold og med lige saa stort Alvor og Maalbevidsthed, som man nu har haft travlt med at ødelægge. Og Gud hjælpe enhver af os til at lænke og tale og handle saale-des, at vi maa være levende Vidner om det store Budskab:   
 »Ære være Gud i det Høje, Fred paa Jord, og i Mennesker en Velbehagelighed.« 
Da vil det nye Aar blive det bedste Aar, vi endnu har levet.

Dette er det hellige Ønske og den alvorlige Bøn, der er i mit Hjerte for enhver af Kristelig Talsmands Læsere.

Sluttelig, Brødre:

Derfor beder vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, for at vor Herres Jesu Navn maa herliggøres i eder og i ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade. 2. Tessl. 1, 11—12.

 
Bragt i Kristelig Talsmand, 21. december 1917

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8 Af C. Nielsen I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde. Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden. I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg. Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandl...